6. søndag efter påske 2019 Nivå Kirke                                                                     Salmer: Nr. 725 - Det dufter lysegrønt - 299 - Ånd over ånder - 291 - Du som går ud fra den levende Gud /  321 - O kristelighed - motet efter nadver - Barnet føres ind - Nr. 447 før dåb - Efter dåb: Sov du lille (Mel: Fred til bod for bittert savn) - den ligger i præsteværelset - er trykt - skal deles ud - 787 - Du som har tændt              

Dette hellige evangelium på 6.søndag efter Påske læser vi i Johannesevangeliet kapitel 15 vers, 26 –kap.16 vers 4
Når Talsmanden kommer, som jeg vil sende til jer fra Faderen, sandhedens ånd, som udgår fra Faderen, skal han vidne om mig. Men også I skal vidne, for I har været med mig fra begyndelsen. Sådan har jeg talt til jer, for at I ikke skal falde fra. De skal udelukke jer af synagogerne, ja, der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud. Og det skal de gøre, fordi de hverken har kendt Faderen eller mig. Men sådan har jeg talt til jer, for at I, når den tid kommer, skal huske på, at jeg har sagt det til jer. Men jeg sagde det ikke til jer fra begyndelsen, fordi jeg var hos jer.«                                                                                        

Prædiken

De andres liv….er navnet på en tysk film, som foregår i DDR – det gamle Østtyskland, kort før Murens fald i slutningen af 80´erne.   
Hovedpersonerne er en STASI-officer, Wiesler, og det par, en forfatter og en skuespillerinde, som han er blevet beordret til at aflytte og overvåge. Forfatteren, Dreyman, er mistænkt for skrive systemkritiske artikler til det Vesttyske ugeblad Der Spiegel, og smugle dem ud af  Østtyskland. Men beviserne mangler. Officeren sidder i skjul med sit udstyr oppe på ejendommens loft, og han skal lytte og rapportere alt, hvad der bliver sagt i parrets lejlighed.

En dag hører han dem spille et stykke musik. Sonate for et godt menneske… hedder det. Den musik kan man ikke lytte til uden at blive et godt menneske…siger Dreyman til sin kæreste, Krista Maria. Og STASI-officeren lytter.                        Senere møder han hende på et værtshus. Hun ved ikke, hvem han er, - hun er af forskellige grunde dybt ulykkelig og sidder alene ved et bord og drikker sig fuld. Han får medlidenhed med hende - og går hen til bordet, for at fortælle hende, at han har set hende på teateret og synes, hun er en fantastisk skuespiller. Hun løfter ansigtet og ser op på den vildtfremmede mand, og siger: De er et godt menneske.             Hun aner ikke, at den mand, hun taler til, er i færd med at ødelægge hendes og hendes kærestes forhold, og hendes karriere som skuespiller. Hele hendes liv. Hun kalder STASI-manden noget, han ikke er. Det ved vi og han selv godt!                    Men ordene virker. De to oplevelser - musikken og kvindens ord – og de bøger, som han begynder at læse, forandrer hans liv. Han bliver det, hun kalder ham: Et godt menneske.   Ikke i en banal forstand - for det, han har sat i gang med sin aflytning, lader sig ikke bare standse.                                                                          Katastrofen sker. Hun bliver hentet til afhøring, og afslører det sted, hvor kæresten gemmer sin ulovlige skrivemaskine, som han bruger til at skrive sine artikler på. I sin fortvivlelse løber hun ud foran en bil og er dræbt på stedet.                                  Men STASI-agenten Wiesler er forandret – af musikken, og kærligheden og de nye tanker, han har mødt. Krista Maria nåede ikke at opdage, at han i al hast havde fjernet beviset fra lejligheden, inden nogen kom og ransagede den.                Herefter bliver aflytningen afbrudt, og han blive degraderet til et arbejde i en grå kælder, hvor han har til opgave at åbne og kontrollere folks breve.

  På trods af magtens greb om mennesker, og trods af frygten for hvad der kan komme ud af at handle og tænke selv, kan forandringen ske…. det må være budskabet i filmen. Her er det musikken, ordenes budskab, kærligheden, som  forandrer mennesker. Det er måske nok magten og dens mænd og den førte politisk, som styrer verdens historie. Men det er de enkelte mennesker, der kan forandre den. Og kan forandre den til det bedre, når vi lytter og handler og følger vores hjerte.

  Det er også derfor, vi går i kirke. For at høre, hvad evangeliet vil sige til os, så vi kan handle efter det. Og for at høre, at vi er Guds elskede børn - også selv om vi nogen gange opfører os som noget helt andet. Guds børn – det er også dem, som vi ikke bryder os så meget om, og mener vi ikke behøver tage os af eller regne med.

Det er 6. søndag efter påskedag. Få dage efter Kristi Himmelfart. Jesus er ikke længere i blandt dem. Disciplene sidder inden for, bag lukkede døre, og er modløse og bange. Det er den sidste søndag, inden de får modet tilbage og kan lukke døre og vinduer op og komme ud i verden igen. Det sker Pinsedag, hvor Talsmanden, Helligånden kommer ned over dem og forandrer dem til apostle. Til mennesker, der tør tage store ord i munden og gå ud i verden med dem, selv om det ville være nemmere og tryggere at lade være.

Hvorfor kunne disciplene ikke bare få lov at være i fred? Kunne de ikke  have fået lov holde deres tro for sig selv, som en privatsag? Og kan vi ikke?                                Det er vist det, som mange tænker også i dag. At vi Gud skal forvises fra det offentlige rum. Og religion bør være en privatsag. Men i evangeliet i dag og når det om en uge bliver pinse, bliver det sagt højt og tydeligt, at det ikke kan lade sig gøre uden at fornægte det budskab, kristendommen handler om. 

Om lidt vil vi være vidner til en lille piges dåb – og høre, at hun er Guds elskede barn. Hvis det er sådan, at de ord forandrer alting og gør os til noget, vi ellers ikke var, så må den sandhed ud i det offentlige rum.                                                Kristendom og alt, hvad der i øvrigt foregår i samfundet, hænger sammen på den måde, at det har indflydelse på vores måde at behandle hinanden på, at vi tror, at ethvert menneske er Guds elskede barn. Og har krav på at blive behandlet respektfuldt. Ikke kun indenfor familien, men også derude, hvor svage skal beskyttes og uret bekæmpes.                                                                                              Jeg sender jer Talsmanden, Helligånden, som skal vidne om mig, men I skal også vidne..  siger Jesus i evangeliet i dag. Kristendommen er en personlig sag, om det, der er vigtigt for hvert enkelt menneske: Livet og døden, synd og skyld, tro, håb og kærlighed. Det handler om hvem jeg er, og hvad mit liv er til for.  Men sandheden om Gud og mennesker skal også offentligt frem, lige som i en retssag, hvor enhver har pligt til at vidne.

  Og det må vi så gøre, som vi nu bedst kan: Vidne om at døden, håbløsheden, og det onde er besejret. At forandring er mulig. Og at der findes tilgivelse, nye muligheder og kærlighed, fordi Gud har gjort alting nyt.   Det er det, Jesus gav os, med sit liv, sin død og sin opstandelse. Og det, vi skal vidne om og fortælle videre.

De er et godt menneske… sagde Krista Maria i  De andres liv og så på den STASI-officeren, der handlede ud fra alt andet end gode motiver. Men hendes ord forandrede hans liv.                                                                                          

Sådan bliver der også sagt til os i dåben. At vi er elsket af Gud, og vi har noget godt at give videre til de andre.    

Jesus kom til verden med det budskab. Han kom og levede i blandt os. Og nu er han er i Himlen – hos Gud. Men han er os stadig nær, i sin ånd. Vi skal rejse os og sige det videre. Bringe  evangeliet ud i verden til alle folk. Amen.