Prædiken til Påskedag 21. april 2019 kl. 10.30 i Karlebo kirke ved sognepræst Jørgen Sejergaard, sejergaard@mail.tele.dk

Prædiketekst: Markus-evangeliet kapitel 16, vers 1-8:

Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden: ”Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?” Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem: ”Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.” Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.

Jesus Kristus er opstået. Han lever. Det er det glædelige budskab til os i dag. Vi samles ikke om den død mands minde, men om en levende frelser.

Lørdag ved solnedgang er jødernes helligdag og hviledag forbi. Forretningerne åbner. Det kan man opleve i Jerusalem, og det var det samme i Oldtiden. Kvinderne kan købe vellugtende salver for at salve Jesu legeme. Tidligt søndag morgen går de ud til graven. Her får de den store overraskelse. Graven er både åben og tom, og en engel er til stede og taler til dem, og kvinderne bliver bange.

Evangeliet tager menneskenes frygt alvorligt. Både først og sidst i dagens beretning nævnes det, at kvinderne var bange. De blev bange, da de så englen, og de var bange, da de løb bort fra graven. At møde et af Guds himmelske sendebud er ikke en sød og rolig oplevelse, men forfærdende. Guds himmelske sendebud kommer fra den hellige Gud. Siden syndefaldets dag har vi mennesker været syndere, og når den hellige Gud kommer os nær, enten direkte eller indirekte, så reagerer vi med frygt. Vi mærker, at vi ikke har kontrol. Vi mærker, at vi er både dødelige og skyldige. Det er denne frygt, kvinderne oplevede påskemorgen. De havde forventet at skulle salve en død. De vidste de, hvad var. I stedet mødte de en frygtindgydende engel fra Gud. Ud fra salmebogens påskesalmer kan vi så let tro, at Påskedag var idel glæde og lykkefølelse. Markus-evangeliet fortæller ligeud, at det også var en forfærdende oplevelse. Derfor må vi også være forberedt på dels, at noget lignende kan ske for os, dels, at mennesker i al almindelighed ikke bare strømmer til kirken og evangeliet. Ubevidst aner mange nok, er her er der noget, som er større end os, og som vi ikke har styr på.

Men Gud tager ikke bare vores frygt alvorligt. Han tager også vores søgen alvorligt.

I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede.

De gammeltestamentlige forfattere taler om at søge Herren. Jesus taler om at søge. Her er der nogle kvinder, som søger Jesus. Gud kender ikke alene deres frygt, men også deres søgen.

Gud tager så ikke kun vores frygt og søgen alvorligt, men også vores dårlige samvittighed. Alle havde svigtet Jesus, da det gjaldt. Peter havde sat trumf på ved at bande og sværge på, at han ikke kendte Jesus. Da han indså, hvad han havde gjort græd han. Da han efter sine tredje fornægtelse af sit kendskab til Jesus hørte hanen gale, brast han i gråd, fordi han forstod, at det var gået præcist så sørgeligt, som Jesus havde forudsagt. Alt det kender Gud. Han kender vores svigt, og han kender vores sorg og dårlige samvittighed derover.

Gud nøjes dog ikke med at tage vores frygt og søgen og vores sorg og samvittighed alvorligt. Han nøjes ikke med at kende til vore erfaringer. Han vil også befri os fra dem.

Der er opmuntring til de frygtende: Vær ikke forfærdede! Gang på gang siger både engle og Jesus selv, at vi ikke skal frygte, og det siges altså også selve Påskedag. Kvinderne magtede ikke at tage denne opmuntring til sig lige med det samme. De flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange. Det siger bare, at vores frygt behøver mange opmuntringer for at forsvinde. Derfor er Bibelen også fuld af dem. Gud har svar til de frygtende, og han er ikke nærig og bliver ikke træt af at opmuntre os. Gennem både engle og mennesker og Jesus selv bliver han ved at opmuntre os for at holde modet oppe hos os, indtil vi indgår i hans evige rige.

Og der er svar til dem, der søgte Jesus i graven. Gud opfylder de løfter, der var givet i forvejen. Moses havde lovet dem, der søger Herren: du skal finde ham, hvis du søger ham af hele dit hjerte og af hele din sjæl (5 Mos 4,29). Jesus havde selv sagt: Søg, så skal I finde (Matt 7,7). Guds engel siger til dem, der søger den døde Jesus: Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Gud giver dem mere, end de søgte efter. De søgte den døde, men fik lov at høre, at han lever.

Og der er tilgivelse til den, der græder over, at han har svigtet Jesus: Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Alle fik besked, og Peter, som havde svigtet ham mest eftertrykkeligt fik særlig besked. Han får han ikke blot den almindelig besked til dem alle, men hans navn bliver direkte nævnt. Den dybest faldne får den største opmuntring. Gud tilgav Peter, og når han kan få tilgivelse, så kan vi andre også.

Og som om det ikke var nok, får de endnu mere: I se ham, som han har sagt jer det.

Markus-evangeliet overskrider her sine egne grænser, for denne bog fortæller ikke direkte, hvordan Jesus resten af dagen og dagene efter viste sig for disciplene, men den fortæller, at disse ting vil ske. De skal se Jesus.

Der er ikke pigtråd omkring Markus-evangeliet. Vi har fået fire evangelieskrifter, der fra hver sin synsvinkel beretter om Jesu liv, død og opstandelse. Når vi har læst Markus-evangeliet, kan vi fordybe os i de tre andre, der beretter om, hvordan Jesus mødte sine venner flere gange påskedag og mange gange sidenhen indtil hans himmelfartsdag fyrre dage efter.

Ja, men hvad så med os? Vi har jo ikke set Jesus. Kommer vi så alligevel ind på andenpladsen, hvor vi må nøjes med at tro på ham, men aldrig se ham? Nej, løftet om at se Jesus gælder også os, men blot i endnu større forstand, end apostlene og de andre disciple, kvinder som mænd, fik lov at se Jesus dengang. Hele den kristne kirke, alle, der søger Jesus, har løfte om at se Jesus en dag, og da skal vi ikke se ham et minut eller to, men vi skal se ham for evigt i Guds evige rige. I Johannes’ åbenbaring, NTs sidste skrift, står der om glæden og sejren i det nye Jerusalem, at Guds og Jesu trone skal stå i byen og hans tjenere skal tilbede ham, og de skal se han ansigt og bære hans navn på deres pander (Åb 22,3b-4).

Og denne frelse gælder både vores sjæl og vores krop. Biskop Halfdan Høgsbro skriver herom: ”Det understreges energisk, at opstandelsen er legemlig opstandelse; graven er tom. ”Se stedet, hvor de lagde ham”. Hvor man fornægter legemets opstandelse, eller reducerer den til en lille og fjern tillægsgevinst, fordi man faktisk har nok i, at bare sjælen kommer hjem til Gud, sidder resignationen over for døden endnu dybt i en. Den tomme grav og den legemlige opstandelse forkynder, at sejren over døden er fuldstændig; ikke den sidste rest, ikke så meget som et hovedhår, beholder døden af byttet; det er det hele menneske til sjæl og legeme, som genrejses. Det betyder samtidig, at opstandelsen er en undslippelse til en anden verden, medens dødens verden lades intakt. Hvor selve dødens trone stod, på jorden og i graven, har Gud sejret, og vil han sejre. Opstandelsen er et håb for denne jord, et håb om dens forvandling, et håb og en vished om, at Guds rige skal komme her”. Citat slut.

Alt dette gør Gud på trods af menneskers planer og modstand. For et øjeblik siden læste jeg fra alteret en af Det gamle Testamentes salmer. Jesus har selv i en samtale med sine modstandere citeret en sætning derfra: Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten.

Normalt opfatter vi en hovedhjørnesten som en grundsten, som hele bygningen hviler på. Det er nok snarere en topsten, der slutter og sammenfatter en bue over en dør eller port eller over en korbue som i kirken her. Topstenen holder det hele sammen, og hvis den falder ned på nogen, der står under den, så knuses de. Det er Jesus, som er hovedhjørnestenen i hele Guds bygningsværk, hele Israels historie. Han er toppen af toppen, sigtepunktet og endemålet for det hele. Han er hovedsagen og hovedpersonen. Tragedien er, at Israels ledere forkastede ham. Langfredag døde Jesus under menneskers dom, som ovenikøbet bragte Guds forbandelse over ham. Moseloven siger, at en henrettet, der hænger på et træ, er forbandet af Gud. Mennesker forkastede Jesus. Evangeliet er, at den sten, bygmestrede vragede, er blevet hovedhjørnesten. Menneskene vil ét, og Gud vil noget andet. Og det hele topper i striden om Jesus. Mennesker vil rydde ham af vejen, men Gud giver ham sejr. På trods af menneskenes onde planer gennemfører Gud sine gode planer. Gud har omstødt menneskers dom. Påskedag er Guds egen omstødelse af denne dom. Langfredag så man menneskers dom over Jesus. Påskedag viste Gud sin dom. Mennesker tog fejl af Jesus. Gud har vist os den sande Jesus.

Jesus er ikke bare hovedhjørnestenen, men også vores påskelam. Israel havde sit påskelam i Egypten. Blodet fra dette påskelam skulle de stryge eller smøre på dørstolperne og overliggeren på dørene til deres huse. Så ville Herren se blodet og gå forbi deres huse, når han drog igennem Egypten for at dømme egypterne. Påskelammets blod blev Israels redning fra Guds dom.

Den begivenhed er fortid, men lever i Israels hjerter, og hvert år til påske mindes de denne skelsættende begivenhed, der førte til udgangen fra Egypten næste morgen.

Gennem denne begivenhed vil Gud også belyse Jesus. Han er vores påskelam. Han er det påskelam, som Gud har stillet frem for hele verden. Når Guds dom går over verden, går den forbi dem, der står under Jesu beskyttelse. Den kristne kirke er påskelammets folk. Vi lever i den frihed, han har givet os. Langfredag skrev han vort frihedsbrev i det skjulte. Påskedag blev friheden synlig for os. Israels påskelam er slagtet og dødt. Vort påskelam er ikke kun dødt, men har også overvundet døden. Israels fest er stor. Festen for Jesus Kristus er endnu større. Han indbyder både Israel og alle andre folk på jorden til den allerstørste glæde hos ham.

Jesus Kristus lever, og vi skal leve med ham.

Glædelig påske!

Amen