Prædiken til Marias Bebudelsesdag 7. april 2019 kl. 10.30 i Egedal kirke ved sognepræst Jørgen Sejergaard, jse@km.dk

Prædiketekst: Lukas-evangeliet kapitel 1, vers 26-38:

Da Elisabeth var i sjette måned, blev englen Gabriel sendt fra Gud til en by i Galilæa, der hedder Nazaret, til en jomfru, der var forlovet med en mand, som hed Josef og var af Davids hus. Jomfruens navn var Maria. Og englen kom ind til hende og hilste hende med ordene: ”Herren er med dig, du benådede!” Hun blev forfærdet over de ord og spurgte sig selv, hvad denne hilsen skulle betyde. Da sagde englene til hende: ”Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud. Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige.” Maria sagde til englen: ”Hvordan skal det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen med en mand.” Englen svarede hende: ”Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt, Guds søn. Også din slægtning Elisabeth har undfanget en søn, nu i sin alderdom. Hun, om hvem man siger, at hun er ufrugtbar, er i sjette måned; thi intet er umuligt for Gud.” Da sagde Maria: ”Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!” Så forlod englen hende. 

Når Gud bryder ind i menneskers liv, er det overvældende og uforståeligt. Er man derimod på afstand af det, ser man kun overtro og eventyr. Så spørger man: Kan man tro på det? Skal man tro på det? Tror du selv på det?

Ja, det gør jeg. Jeg fik troen ind med barnedåben og barndomshjemmet, og den har aldrig forladt mig, men jeg ved godt, at det ikke siger ret mange ret meget, for det kan bortforklares psykologisk og sociologisk. Jeg har ikke selv oplevet sådanne undere på nært hold, så jeg er ikke et vidne til Guds store gerninger. Sådan tror jeg, at de fleste troende har det, men vi skal ikke overse, at denne tro hos de fleste troende i sig selv er et under. Det er et under, at kirkens tro er bevaret, ikke i en institution, for den er meget forvirret og skrøbelig, men i levende menneskesind. At mennesker tror på jomfrufødslen og glæder sig over den, det er et under, som er lige så stort som selve jomfrufødslen, men det skal man vist være troende for at se. Så er vi lige langt. Helt anderledes forholder det sig med dem, der i vor tid selv har oplevet undere og glad og gerne står frem og fortæller om dem. Nogle af disse personer og undere er så gennemkontrollerede, at det er meget svært at bortforklare dem. Når mennesker, der ikke er optaget af religiøse spørgsmål, og når mennesker, der slet ikke opfatter sig selv som religiøse, pludselig får en åbenbaring, der ovenikøbet kan rumme en fysisk, håndgribelig eller synlig side, som ikke bare de selv, men også andre kan iagttage, så er det svært at komme udenom, at der er noget eller nogen udefra, som bryder ind i disse menneskers liv.

I England har en undersøgelse vist, at op imod halvdelen af befolkningen har haft overnaturlige oplevelser. Enten skal man sige, at halvdelen af befolkningen har taget fejl, eller også må man bøje sig for, at der jævnligt er noget, der bryder ind i vores verden og viser sig eller meddeler sig til os.

Den vestlige verden er som regel skeptisk, mens resten af menneskeheden som regel er ganske fortrolig med den slags.

Så langt kan vi komme ad fornuftens og erfaringens vej, men dermed er vi ikke kommet længere end til entréen eller forgården. Vi er slet ikke kommet ind i det Allerhelligste endnu. Marias oplevelse er nemlig ikke bare endnu en mærkelig oplevelse i rækken af tusindvis af andre, men en skelsættende begivenhed. Derfor taler vi om den to tusind år efter. Maria oplevede ikke bare et eller andet mærkeligt, men noget helt afgørende for både hende og hele menneskeheden.

Det er stort, at Maria skal føde en dreng, der skal hedde Jesus. Det er større, at det sker uden en mands mellemkomst, altså ved en jomfrufødsel. Men det allerstørste er denne drengs identitet.

Han er den Højestes søn. Gud sender sin søn til verden, ikke som en fremmed af anden art, ikke som gæst, men som en af os. Gud sender sin søn og lader ham blive menneske. Jesus er både Marias søn og Guds søn.

Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn.

Jesus skal være konge over Israel. Kong Davids kongedømme skal genoprettes.

Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; han skal være konge over Jakobs hus til evig tid

Jesus er både vor bror og Israels Herre.

… og der skal ikke være ende på hans rige.

Alle andre riger på jorden har deres tid, og så bryder de sammen og forsvinder. Hverken Danmark, Storbritannien eller EU har noget løfte fra Gud om evig beståen. Kun ét rige vil blive stående til evig tid, og det er Jesu rige.

Hvad kommer det så os ved, at Israel har fået en evig konge? Det kommer os rigtig meget ved, fordi denne konge indbyder alle folk på jorden til at komme ind i hans rige og nyde samme privilegier. Ingen er udelukket. Alle er velkomne.

Hvad er privilegierne i dette rige? Det er beskyttelse mod død og dom. Dødelige får liv. Skyldige får nåde.

Marias Bebudelse forkynder os, at en så vældig konge med et så befriende herredømme måtte komme til os udefra. Menneskehedens historie er historien om drømme. Mange store ærgerrige herskere har drømt om verdensherredømmet eller noget, der ligner. Ofte var det drømmen om et stort verdensmarked, der drev dem. Går man fra magtens tinder til manden og kvinden på gulvet, så finder man drømmen om orden og retfærdighed og beskyttelse. Og ligesom vores historie er drømmenes historie, sådan er den også skuffelsernes historie. Menneskelig magtudøvelse er omgivet af mange begrænsninger og fyldt af mange fejl og kan let udarte til magtmisbrug. Ejendommeligt nok viser det sig, at det går bedst dér, hvor der er faste og snævre rammer for magtudøvelsen, og hvor man kun kan sidde få år på magten, inden man er på valg igen. Og når det gælder de virkelig afgørende problemer som skyld og død, kan selv den mægtigste ikke udrette noget som helst.

Midt ind i dette sender Gud en skikkelse udefra, fra en anden verden, fra Guds usynlige rige, fra hans eget hjerte, nemlig sin egen søn og lader ham blive menneske.

Endelig kommer der én, der ikke misbruger sin magt. Endelig kommer der en, vi kan stole på. Endelig kommer der en, der bruger al sin tid og kraft på udelukkende at hjælpe andre. Endelig kommer der en, der ikke er korrupt. Endelig kommer der en, der virkelig kan gøre noget ved de afgørende problemer, skyld og død.

Hvad vi egoister ikke kan sætte i verden, har Gud sat i verden. Det kunne kun ske ved en jomfrufødsel. Havde Jesus haft både en jordisk far og mor, så havde han bare været som os andre, og så var vi lige vidt.

Han deler vores kår, ikke bare som barn og voksen, men også som foster. Tænk, at Guds evige søn, Guds evige skaberord, i ni måneder var et skrøbeligt foster i Marias livmoder. På den ene side et af de mest trygge og varme steder på jorden, og på den anden side et af de mest sårbare steder. Men netop sådan blev han vores bror. Sin menneskekrop og sjæl fik han fra sin mor, men sin rene personlighed havde han fra evighed af hos Gud. Synden sidder ikke i legemligheden, men i personligheden, og netop derfor kunne hans rene personlighed blive menneske uden, at han blev en synder.

Helt fra undfangelsens første dag er Maria Guds søns vogter. Sådan kan vi se på de mange Maria-billeder med Jesus på skødet. Selv om Maria er et syndigt og dødeligt menneske som os andre, kunne Guds søn alligevel blive menneske gennem hende uden at være fanget af skyld og død.

Maria er også troens forbillede. Her bliver det lidt tydeligere, når vi sammenligner hende med Johannes Døbers far, tempelpræsten Zakarias. Da englen Gabriel kom til ham og fortalte, at den gamle mand og hans gamle kone skulle blive forældre, spurgte Zakarias: Hvordan kan jeg vide, at det er sandt? (Luk 1,18). Maria derimod spurgte: Hvordan skal det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen med en mand (Luk 1,34). Hvor præsten, der skulle vide bedre, var fyldt af mistro, der viste Maria en anden mere åben holdning.

Maria undfangede Guds søn. Undfange er et tysk ord, der egentlig betyder modtage. Hun modtag ham i sit moderliv. Kingo har i sin vidunderlige salme, ”Nu kom der bud fra englekor”, sagt, at vi almindelige mennesker også kan modtage Guds søn i vore hjerter. Som Helligånden gjorde et guddommeligt under i Marias livmoder, har Helligånden gjort et guddommeligt under i alle troendes hjerter.

Skal man tro på jomfrufødslen for at være kristen? Kan man kun blive frelst, hvis man er helt sikker på, at dette under har fundet sted?

Nej, det skal man ikke. Det er ikke dér, grænsen går. Man har lov at søge vor Herre og frelser netop med al sin tvivl og usikkerhed. Beretningen om Jesu undfangelse er en gave og ikke en eksamen eller byrde.

Grænsen går ved sætningen: Intet er umuligt for Gud.

Hvis vi på forhånd afviser det, søger vi en begrænset gud, der ligner os mennesker alt for meget – en gud skabt i vort eget billede. Han kan ikke frelse. Nej, den virkelige Gud overstiger vore forventninger. Intet er umuligt for ham.

Det har været mig en stor glæde at opdage, at de bibelske forfattere i Det gamle Testamente skelner mellem at ”søge Herren” og at ”svigte” ham.

Der forlanges ikke, at man skal have fundet Herren for at have fundet nåde for hans åsyn. Der afgørende er, at man søger ham. Og der er ovenikøbet løfte om, at den, der søger ham, finder ham: Hvis I søger ham, finder I ham, står der i GT (2 Krøn 15,2). Jesus siger: Søg, så skal I finde (Matt 7,7).

  Derfor er det i orden at være i tvivl om både det ene og det andet, når blot man søger at finde den bibelske Jesus. Det er i orden at sige: ”Jeg ved ikke, om du findes, og jeg ved ikke, om du er jomfrufødt, men hvis du virkelig findes, vil jeg gerne følge dig, og hvis den gud findes, for hvem intet er umuligt, så vil jeg gerne lære ham at kende”.

Frelsen er ikke kun for dem, der tror på det hele. Frelsen er for dem, der søger ham.

Og hvorfor skulle vi søge ham? Fordi han er enestående. Fordi vi ikke kan undvære ham. Fordi vi gerne vil finde ham og være hos ham.

Lad os søge undernes Gud! Lad os søge hans evige søn, vor bror og Herre. Lad os sige som Maria: Lad det ske mig efter dit ord!

Amen