Prædiken til Septuagesima søndag 17. februar 2019 kl. 10.30 i Nivå kirke ved sognepræst Jørgen Sejergaard, jse@km.dk

Prædiketekst: Mattæus-evangeliet, kapitel 20, vers 1-16:

Jesus sagde: ”Himmeriget ligner en vingårdsejer, der tidligt om morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin vingård. Da han var blevet enig med dem om en dagløn på en denar, sendte han dem hen i sin vingård. Ved den tredje time gik han ud og så nogle andre stå ledige på torvet, og han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård, så skal jeg betale, hvad I har ret til. De gik derhen. Igen ved den sjette og den niende time gik han ud og gjorde det samme. Ved den ellevte time gik han derhen og fandt endnu nogle stående dér, og han spurgte dem: Hvorfor har I stået ledige her hele dagen? De svarede ham: Fordi ingen har lejet os. Han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård. Da det blev aften, sagde vingårdens ejer til sin forvalter: Kald arbejderne sammen og betal dem deres løn, men sådan, at du begynder med de sidste og ender med de første. Og de, der var blevet lejet i den ellevte time, kom og fik hver en denar. Da de første kom, troede de, at de ville få mere, men også de fik hver en denar. Da de fik den, gav de ondt af sig over for vingårdsejeren og sagde: De sidste dér har kun arbejdet én time, og du har stillet dem lige med os, som har båret dagens byrde og hede. Men han sagde til en af dem: Min ven, jeg gør dig ikke uret. Blev du ikke enig med mig om en denar? Tag det, der er dit, og gå! Jeg vil give den sidste her det samme som dig. Eller har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god? Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste.”

Jesus er god mod os. Derfor går han ud og søger arbejdere til sin arbejdsplads lige indtil fyraften. En vingård er en vinmark. Jesus sammenligner hele sit virke, hele sin kirke med en vinmark. Og dertil indbyder han os til at komme og være med. Og straks vi kommer, bliver vi sat i arbejde. Der er nemlig mange opgaver, der skal løses i kirken. Det er dog ikke opgavernes mangfoldighed, han taler om i dag, men selve det at være med. Det er ligesom de Olympiske Lege. Det er stort at være med, selv om man ikke har metal med hjem. Belønningen er først og fremmest at være med.

Som vi hørte før fra profeten Jeremias, som jeg læste fra alteret: Vi skal ikke rose os af alt det, vi er og har og kan, men af, at vi kender Herren (Jer 9,22-23).

Her i Jesu historie om arbejderne i vingården begynder Jesus som en typisk arbejdsgiver fra Mellemøsten, der går hen på torvet for at hyre folk til sin virksomhed. Det gør alle arbejdsgivere om morgenen. Alligevel er Jesus ikke som de andre, og hans arbejdsplads er ikke en almindelig arbejdsplads.

De andre plejede at sende en forvalter, men er det chefen selv, der kommer. Han nøjes så heller ikke med at gå ud om morgenen. Han går også ud senere på dagen, flere gange endda.

Hvad er vigtigst? Arbejdet eller arbejderne? Som historien skrider frem, er det arbejdernes tilstand, der kommer i brændpunktet. Det afgørende er, at daglejerne får arbejde hos netop denne arbejdsgiver. Derfor går arbejdsgiveren hele tiden ud for at finde flere arbejdere. Når han finder ledige, siger han ikke, at andre arbejdsgiverem må tage sig af dem, men han siger: Gå I også hen i min vingård.

Jesus er god. Han vil have os med, om det så er i den sidste time. Jesus indbyder mennesker til at tjene ham. Det gør han, så længe vi lever. Det gør han, så længe verden står. Vi skal arbejde, så længe det er dag, siger han et sted. Der kommer en nat, da ingen kan arbejde (Joh 9,4).

Jesus er god. Han søger ikke kun at få så mange med som muligt. Da dagen er omme, udbetaler han samme løn til alle. Det er virkelig ikke arbejdsmarkedet, denne historie handler om. Den handler tværtimod om Himmeriget, Guds rige, som er meget anderledes end arbejdsmarkedet. Kommer du sent ind på arbejdsmarkedet, får du både mindre løn og mindre pension. I Himmeriget får du samme løn, uanset hvor længe du har været med. Det afgørende er blot at være med.

Vi har flere gode, stærke ord for den sandhed. Det er Guds nåde, syndernes forladelse, Guds tilgivelse, frelse af nåde, retfærdiggørelse ved tro - kært barn har mange navne. Frelsen er en gave. Det er ikke løn efter fortjeneste, men løn som gave. Frelsen er en gave, og den gives gennem en anden gave, nemlig troen. Og troen er nok levende, men den er ikke en ydelse. Troen er ren modtagelse. Troen på Jesus er som en tom og beskidt hånd, vi rækker frem mod ham, fordi vi stoler på, at han kan hjælpe. Så vasker han vores hånd – det er det, dåben handler om - og fylder den med sine rigdomme – det er det, som nadveren handler om. At frelsen og troen er en gave, bliver meget tydeligt med dem, der kom i ellevte time. De kunne ikke gøre sig de store forhåbninger, men gik derhen alligevel, fordi de stolede på arbejdsgiveren, også fik de lønnen som en ren gave.

Da de første blev ansat, lignede lønnen en fortjeneste. Da dagen var slut, blev det klart, at lønnen er en gave. Det er ikke en fortjeneste, men en gave at få lov at være med i Jesu kirke, at få lov at virke på hans arbejdsplads, at arbejde for ham. Det afgørende i hele historien er ikke, hvor længe arbejderne har været der, men at de har været der. Dér er livet og frelsen, ingen andre steder.

Jesus er god mod os, og netop derfor giver han os plads i Guds rige helt gratis. Frelsen ligger helt i forlængelse af hans godhed. Frelsen er gratis, men den er ikke automatisk. Frelsen er gratis hos ham.

På den måde ophæver Himmeriget al forskel mellem mennesker. I retfærdiggørelsen er der ingen grader. Alle står lige. I helliggørelsen er vi forskellige. Nogle er mere helliggjorte, modne, mere prøvede end andre. Nogle slider mere i det end andre. Nogle er mere prægede af Jesu personlighed end andre. Vi har vidt forskellige erfaringer, lige vi har vidt forskellig personlighed. Dér er vi forskellige. Men vi er ens i  syndernes forladelse. Alle er vi syndere, som har brug for tilgivelse. Alle, som tror på Jesus, får samme tilgivelse og får samme retfærdighed tilregnet.

Jesus er god mod os, og netop derfor advarer han os mod farerne. Der er mange faldgruber. Jesus afslører gang på gang, hvordan vores indstilling kan blive fordrejet og forført og komme på afveje, og han advarer mod det. Selv hos den allermest fromme og ægte kristne kan hedenskabet snige sig ind på ny, fordi vi er født som syndere og aldrig slipper af med synden, før vi dør.

I dag afslører Jesus, at man midt i et langt og virksomt liv som kristen kan ende med at have en selvretfærdig og ukærlig indstilling.

At virke i Jesu kirke er et privilegium, hvad enten man er ansat eller frivillig. Jesus afslører, at denne glæde desværre kan afløses af en helt anden indstilling, hvor arbejdet ikke er en glæde, men en byrde, som ovenikøbet har krav på løn efter antallet af arbejdstimer.

Sådan er det på en almindelig arbejdsplads ude i samfundet. Det er det, som lønforhandlingerne mellem arbejdsmarkedets parter handler om, og det er der regler for i vores danske samfund.

Jesus taler her ikke om arbejdsmarkedet, heller ikke om arbejdsmarkedet inde i folkekirken, hvor lønforhandlingerne også gælder. Nej, Jesus taler om forholdet til ham. Han taler om selve troslivet og det frivillige arbejdsfællesskab i kirken. Han taler om den indsats, som helt naturligt følger af vores tro.

Det kristne syn på det kristne livs gerninger er, at de er en frugt af troen, og så længe de er det, er alt, som det skal være. Men desværre kan troen mistes, og hvis man så forbliver i kirken og gør de samme ting, som man altid har gjort, så udspringer gerningerne ikke længere af troen, men af ens eget, selvretfærdige sind. Mister vi troen, men fortsætter i kirken, da bliver vores indsats i kirken i stedet en frugt af vores selvretfærdighed. Ja, men man bliver da ikke i kirken, hvis man mister troen? Nej, hvis man ikke længere regner med det, der står i Trosbekendelsen, så vil de fleste nok holde op med at komme i kirken. Det er nok ikke det, Jesus taler om. Det er mere raffineret og vanskeligt end som så. Jeg tror, at Jesus her sigter til dem, som nok stadig bekender sig til teksten i Trosbekendelsen, men i virkeligheden er blevet fremmede for nåden. Nåden er en dyrebar skat, men vores indstilling kan ændre sig, så vi ikke længere regner den for dyrebar. Man kan regne den for en selvfølge, men det er nok ikke problemet her. Det er nok snarere, at nogle har slidt så meget og så længe i kirken, at de er mere optaget af deres egen indsats og deres egne kvaliteter end af Guds nåde. Og når Jesus så viser nåde og godhed mod nogen, hvor det er tydeligt for alle, at de ikke har fortjent denne godhed, ja, så afsløres selvretfærdigheden hos dem, der har glemt nåden, og deres selvretfærdighed viser sit grimme ansigt. Man kan blive så hjemmevant i kirken og så optaget af sin egen indsats, at man glemmer, at det er en nåde, at man er der, og nåde, at man virker der.

Den selvretfærdige er meget bevidst om sin egen indsats, dens omfang, dens omkostninger og værdi, ligesom han også er meget bevidst om andres mangel på samme. Og for enden af vejen møder selvretfærdigheden Jesu dom i et enkelt spørgsmål: Er dit øje ondt, fordi jeg er god? En frygtelig dom: At se sig ond på Jesu godhed. Sådan kan det desværre gå, men Jesus underviser os med denne historie netop for, at vi ikke skal ende sådan. Det begyndte ellers så godt med dem, der kommer om morgenen. De var glade for at blive hyret, for så var dagen reddet. De vidste, hvad lønnen var, og den var nok til dem og deres familie. Aftensmaden var reddet. Men da arbejdsdagen var gået, blev taknemmeligheden til vrede. De havde glemt, at det var en nåde, at de havde fået arbejde og en aftale om lønnen. De havde glemt, at dagen var reddet. De endte ikke dagen med tak, men med vrede over, at arbejdsgiveren viste godhed mod andre.

Vi mennesker og vi kristne er desværre et let offer for netop denne fristelse. Der skal ikke så meget til, før vi brokker os og rakker ned på andre, både på dem, som giver, og på dem, som får. Nogle giver for meget, og andre får for meget. Det er disse arbejderes dom. Ulykken er, at de dømmer ud fra en forkert norm. De gør sig selv til den norm, der skal dømmes efter. De sammenligner de andres indsats med deres egen. Deres egen indsats bliver deres norm for, hvor meget de andre skal have. De har ikke forstået, at normen er deres arbejdsgivers godhed.

Som så mange andre gange står striden mellem vores egne tanker på den ene side og Jesu tanker på den anden side. Det er en strid, der vil forløbe helt til verdens ende. Den har været der, siden Jesus stod frem, ja siden Guds udvalgte Abraham og helt tilbage til Adam og Eva i paradiset. Når menneskene går deres egne veje, går de fortabt, og når de går Guds veje, bliver de frelst. Så selv om vi er troende her, er vi endnu ikke nået i mål. Som sportsmanden anstrenger sig for at nå sit mål, skal vi anstrenge os for at nå vores (1 Kor 9,24-27).

Alternativerne er meget tydelige her. Enten vores selvretfærdighed eller Jesu godhed. Den første fører til fordømmelse, og den anden fører til frelse.

Jesus er god mod os. Derfor vil han frelse dem, der ikke har fortjent at frelses. Det er den dyrebare nåde. Lad os holde os til ham, der viser den! Amen.