Prædiken til ældregudstjeneste den 31. januar 2019 i Egedal kirke kl. 13.30

ved sp. Jørgen Sejergaard, jse@km.dk

009 O, store Gud, vi love dig           Mels.: 186
305 Kom, Gud Helligånd                   Mels. : 313
Efter prædiken
058 Jesus, frelser og befrier            Mels.: 285 006
Dig være, mildeste Gud fader Mels.: 424

Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile (Matt 11,28)

Det er indbydelsen over alle indbydelser. Rigtig mange andre indbydelser kræver, at man tilhører familien eller vennekredsen eller kan betale, hvad indgangen koster. Der findes indbydelser til gratis arrangementer og ovenikøbet også til gratis hjælp – retshjælp og psykologhjælp og herberger for hjemløse. Det er godt alt sammen, men Jesu indbydelse går dybere. Han vil ikke bare give os midlertidig hjælp, eller hjælp til nogle af vore problemer, men varig hjælp til alle problemer. Når vi har problemer og kæmper med noget svært, er det fristende at gemme sig og holde sig fra andre og lukke sig inde med sig selv. Det fristes vi måske endnu mere til, når vi mærker, at andre helst også undgår os. Det finder stadig sted, at man undgår dem, som sørger over at have mistet en af deres kære. Man ved ikke, hvad man skal sige til den sørgende, og så går man over på den anden side af gaden. Sandheden er, at man ikke behøver at sige så meget. Man kan bare spørge: ”Hvordan har du det?” og så lytte og indrømme, at ligesom det er svært at sørge, sådan er det også svært at opmuntre. Men det letter altid, når nogen ser kærligt på en. Bare et smil kan lette sorgen og dagen. Det kan vi mennesker give hinanden.

Jesus giver mere end som så. Han giver ikke kun et kærligt smil og nogle kærlige ord, hvorefter han går videre. Han giver både et smil og kærlige ord og indbyder os til at følges med ham, ikke bare et stykke ad vejen, men hele vejen. Kom til mig, siger han.

Han indbyder alle, som slider sig trætte og bærer tunge byrder. Under den betegnelse gemmer sig al menneskelivets smerte og modgang. Hver for sig har vi vores historie at fortælle. Jesus kender hver enkelt af os. Han kender os ved navn og kender vores livshistorie, de ting, som er overgået os, og de ting, som vi selv har ansvar for. Han lytter gerne, når vi fortæller ham det hele. Han hjælper os også til at indrømme, når vi selv har ansvar. Forfatteren C. S. Lewis har så levende i sine Narnia-eventyr skildret eksempler på sådanne samtaler. Her i indbydelsen udtrykker Jesus sig kort. Indbydelsen gælder alle tider og alle kulturer. Han udtrykker sig så enkelt, at hans ord rummer alle, der bærer på noget tungt.

Hvad er byrderne? Ja, der vel i grunden kun to slags, dels dem, der slider på samvittigheden, og dels dem, der slider på alt muligt andet. Det, der slider på samvittigheden, kalder vi synd, og det, der slider på alt andet, kalder vi modgang.

Vi behøver ikke at pensle tingene ud. Vi ved udmærket, hvad det drejer sig om.

Jesus indbyder os til at komme til ham og få hvile.

Hvad vil det sige at komme til ham? Det vil sige at bede til ham. Hvad skal man sige? Ja, man kan fortælle ham, hvordan man har det. Og rent praktisk sker det bedst, når vi går lidt afsides. Vi ved bedst selv, hvor vi kan være uforstyrrede. Og så må vi tale til ham – enten med ord vi taler lige ud i luften eller også med indre tanker. Og dér må vi lægge alt det frem, som tynger os. Og her er vi vidt forskellige. Ikke alene har vi forskellig livshistorie, men vi har også forskellig kræfter og evner. Nogle mennesker har rigtig meget at sige i deres bøn. Andre er ikke til de mange ord. Nogle orker slet ikke at sige noget. Det bliver bare til et suk. Og det er nok. At bede er at lukke Jesus ind i sin nød, har en klog mand sagt. Det er ikke ordenes antal hos os, det kommer an på. Det afgørende er, at det er Jesus, vi henvender os til. Og Jesus er Gud Faders udrakte hånd til os. Om vi siger; ”Jesus, hjælp mig!” eller vi siger: ”Vor Fader! Du, som er i himlene” kommer derfor ud på ét.

Når vi har sagt vores, er det tid til at lytte til Jesus.

Når det gælder vore synder, siger han: Vær frimodig, dine synder tilgives dig! (Matt 9,2).

Når det gælder vore øvrige bekymringer, siger han: Vær ikke bekymrede for jeres liv – jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette, (Matt 6,25.32), altså mad og drikke og tøj og alt det andet.

Så enkelt og befriende er det – og så provokerende er det.

Det enkle er, at Jesus vil lette os for alle byrderne, men han gør det anderledes, end vi ville have gjort.

Når det gælder vore synder, vil vi ofte hellere høre om de formildende omstændigheder, end vi vil høre om tilgivelse.

Når det gælder vores modgang, vil vi hellere have forsikring og psykologhjælp. 

Og det er da også dejligt, når der både er formildende omstændigheder, forsikring og psykologhjælp. Jeg tror, at gode advokater, forsikringsselskaber og psykologer er en Guds gave til os.

Men når vi må indrømme ansvar og skyld, så hjælper formildende omstændigheder ikke, og forsikring og psykologhjælp kan ikke beskytte os mod alt eller hjælpe os over alt. Når vi når ud over deres formåen, så mærker vi, hvor sårbart menneskelivet er. Derude har kun Jesus noget kærligt og opmuntrende at sige.

Han henviser os til Gud:

Om vore synder siger han:

Vær frimodig! Dine synder tilgives dig – underforstået af Gud.

Om vores modgang og behov siger han:

Vær ikke bekymrede for jeres liv – jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette.

Jesus ønsker at forankre os i Guds omsorg.

Guds tilgivelse betyder ikke, at vi kan synde videre.

Guds materielle hjælp betyder ikke, at vi kan boltre os i egoistisk forbrug.

Derimod betyder Guds omsorg, at vi får den hvile, som vi har brug for. Synd og modgang river ned og gør os urolige. Guds tilgivelse og omsorg bygger op og giver os hvile.

Jesus indbyder os til at få hvile hos ham. Hvilen koster ikke noget. Man kan ikke købe den. Man kan ikke gøre sig fortjent til den. Man kan kun modtage den som en ren gave. Uanset hvor uværdige føler os, er vi velkomne hos Kristus, og han længes efter at give os sin gave.

Og da han ved, hvor urolige og ængstelige vi ofte er inderst inde, så ved han også, at vi som regel behøver, at han taler til os mange gange og på mange måder, hvis vores tillid til ham skal bevares og modnes. Derfor har han sagt så mange ting i de fire evangelier. Og derfor har han også sat os ind i et kristent eller kirkeligt fællesskab, hvor vi kan søge råd og opmuntring hos hinanden. Vi er ikke solokristne i en barsk verden. Vi er hinandens søskende i troen. I Kristus er vi hinandens brødre og søstre. Vi skal ikke bare selv søge opmuntringen i Jesu ord, nej vi får også den glæde, at vi kan sige den til hinanden. Dietrich Bonhoeffer, den store tyske teolog, har sagt, at Guds ord er stærkere i en brors mund end i vort eget hjerte. Det er hans ord om fællesskabets styrke og glæde.

Det hører også med til fællesskabets styrke og glæde, at vi kan bede for hinanden. Vi gør det her i kirkebønnen om lidt. Vi gør det også ved andre lejligheder i kirken, meditation og bøn fx, og vi kan alle gøre det derhjemme i vores aftenbøn. Vi står ikke alene med smerterne. Vi har hinanden.

Jesus vil ikke bare hjælper os her i livet. Han lader os også se frem til en verden, hvor det onde ikke skal være. Alt det, som smerter os her, skal være borte.

Jesus har omsorg for os i al slags nød, også når det er troen selv, der slides på.

Nogle mennesker vil meget gerne tilhøre Kristus, men de er så usikre på, om han findes. Er det nu sandt, hvad evangeliet siger om ham? Tvivlen nager og plager dem ofte eller måske hele tiden. Og hvis man nu ikke er sikker på, at han er er Guds søn og er opstået fra de døde, kan man så være med i kirken og kan man så være værdig til Guds rige – eller er man fortabt?

Jesus har sted en stærk udtalelse netop til dem, der har det sådan. Han siger: Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres (Matt 5,3).

Når man gerne vil have Jesu hjælp, men plages af tvivl, så er man netop fattig i ånden. Netop sådanne mennesker med denne smerte har Himmeriget. Man behøver ikke at have det så slet for at have Himmeriget, men også de, der har det så slemt, har Himmeriget.

Hvis vi gerne vil være kristne, men er i tvivl om kristendommen, så har vi lov at sige i vores bøn: ”Herre, hvis du findes, hvis du virkelig er den, du siger du er, og hvis du virkelig kan det, som evangelierne siger, du kan, så vil jeg gerne være hos dig og følge dig”.

Jesus indbyder alle – også dem, der slås med tvivl. Det afgørende er ikke, at vi har styr på alt. Det afgørende er, at vi siger ja tak til hans indbydelse:

Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.

Amen