Prædiken til anden søndag efter Hellig Tre Konger 20. januar 2019 kl. 14.00 i Karlebo Kirke ved sognepræst Jørgen Sejergaard, jse@km.dk

Prædiketeksten er Johannes-evangeliet, kapitel 2, vers 1-11:

Den tredje dag var der bryllup i Kana i Galilæa, og dér var Jesu moder med; også Jesus og hans disciple var indbudt til brylluppet. Men vinen slap op, og Jesu mor sagde til ham: "De har ikke mere vin." Jesus sagde til hende: "Hvad vil du mig, kvinde? Min time er endnu ikke kommet." Hans mor sagde til tjenerne: "Gør, hvad som helst han siger til jer." Der var dér seks vandkar af sten; de stod der efter jødernes regler for regler for renselse og rummede hver to til tre spande. Jesus sagde til dem: "Fyld karrene med vand." Og de fyldte dem helt op. Og han sagde til dem: "Øs nu op og bær det hen til skafferen." Det gjorde de så. Men da skafferen havde smagt på vandet, der var blevet til vin - han vidste ikke, hvor den kom fra, men det vidste de tjenere, som havde øst vandet op - kaldte han på brudgommen og sagde til ham: "Man sætter ellers den gode vin frem først, og når folk har drukket godt, så den ringere. Du har gemt den gode vin til nu." Dette gjorde Jesus i Kana i Galilæa som begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed, og hans disciple troede på ham.

Fra vand til vin, fra hverdag til fest, fra denne verden til Guds rige.

Vi begynder helt nede på jorden, her, hvor vi mennesker befinder os. Her hos os sker der så mange forskellige ting, men rigtig mange af dem er gentagelser. En af gentagelserne er bryllup. Vi glæder os hver gang, vi skal til bryllup. Ved denne lejlighed er Maria, Jesu mor, med, og Jesus og hans disciple er også budt med. Indtil videre er vi ikke nået længere end til, hvad der kan stå i en moderne antropologisk undersøgelse eller et avisreferat. Jesus og hans venner og familie har sikkert været til mange bryllupper, og var der ikke mere at fortælle, så havde det ikke været noget at bruge tid på.

Det særlige er, at der opstår en pinlig situation. Dem husker vi altid, og det blev også husket her, men de fleste plejer at komme over det efter nogen tid. Det er sjældent noget, der huskes 100 år efter. Det er noget andet, som holder erindringen om dette bryllup i live. Det er, hvad Jesus gør.

Jesus nøjes ikke med at redde festen. I første omgang ser sådan ud, men ved nærmere eftertanke er der langt mere på færde. Det glædelige er, at Jesus giver os et tegn. Jesu undere er ikke bare et tilsyneladende brud på naturlovene. Det er så at sige bare bagsiden af medaljen. Den er ikke dårlig, men den er heller ikke indgangsdøren til forståelsen. Et tilsyneladende brud på naturlovene støder man sig på. Det er det, der får mange mennesker til at lægge afstand til kristendommen eller måske ligefrem smække med døren. De hører kun overtro og fundamentalistisk påståelighed, når det prædikes. ”Skal man virkelig tro på det?” spørger folk. Og nej, der er intet krav om, at nogen som helst ud fra sin fornuft og naturvidenskab skal kunne præstere en overbevisning om sådanne undere.

Hvis vi skal gå ind i det glædelige budskab her, så skal vi gå ind ad fordøren. Det glædelige budskab er, at hos Jesus sker der meget glædelige og overraskende ting, Evangeliet vil åbne vores sind for ting, som vi ikke kunne regne ud på forhånd. Og dybest set er der ikke tale om brud på naturlovene, men om, at vi kommer i kontakt med ham, som har skabt dem. Jesus er ikke bare herre over Moseloven, men også naturlovene. Gud har skabt verden ved Kristus.

Jesus overrasker os med noget godt. Derfor er der heller ikke noget krav om, at vi på forhånd skal kunne tro på det her, men på den anden side vil Jesus overraske os, hvis vi bliver ved med at følge ham.

Den første overraskelse kommer, da hans egen mor beder om hjælp. "De har ikke mere vin," siger hun. Jesus svarer: "Hvad vil du mig, kvinde? Min time er endnu ikke kommet."

Jesus er ikke en velfærds- eller nødhjælpsautomat. At bede ham om hjælp er ikke som at trykke på en knap, hvorefter tingene automatisk vælter ud.

Det bringer mig tilbage til den beretning, jeg læste før fra alteret, hvor Moses bad om at måtte se Guds herlighed. Han fik lov til det, men således, at han kun så Gud bagfra. Guds ansigt kan ingen se, for så dør man. Gud måtte holde hånden for, da han gik forbi den klippespalte, hvor han bad Moses skjule sig, så Moses ikke så Guds ansigt.

Gud er hellig. Ham kan man ikke nærme sig uden tilladelse og beskyttelse. Ham kan man ikke koste rundt med. Gud er enerådende og uafhængig af os.

Det er det samme med Jesus. Det opdager man, når man har med ham at gøre. Langsomt opdager man, at han er tæt forbundet med Gud og er på Guds niveau. Man kan bede om hans hjælp, men han bestemmer selv, om han vil hjælpe og hvordan og hvornår. Vores lykke er, at han har lovet, at han vil hjælpe. Derfor kan man trygt vente på ham – også når det ser sort ud, og hjælpen synes langt borte, eller man ligefrem synes, at han har glemt en.

Maria har forstået noget af det. Hun bøjer sig for hans autoritet, men ønsker at bane vejen for hans indgreb. Hun ønsker, at ikke menneskelig begrænsning skal afvise ham. Derfor siger hun til tjenerne: "Gør, hvad som helst han siger til jer."

Som jeg sagde før, kræver evangeliet ikke, at man på forhånd skal kunne tro på undere. Det kan ingen præstere, hvis man aldrig har oplevet undere før. På den anden side opmuntrer evangeliet til, at vi gør, hvad Jesus siger.

Vi kan ikke elske Gud og vores medmenneske af et helt og rent hjerte, men vi kan godt hente en spand vand. Og vi kan bede ham hjælpe os med at gøre de ting, som Paulus skriver om, det, som jeg læste før fra alteret.

Beretningerne om Jesus motiverer os til beredvillig forventning. Erfaringen er, at Jesus griber ind og gør usædvanlige ting.

Det sker også her. Jesus beder dem fylde karrene med vand og bringe det til skafferen. Skafferen er den mand, som står for alt det praktiske ved festen. Han ved ikke, hvad der er foregået, men giver sin kommentar til brudgommen om, at her er det gået modsat andre steder. Her kommer den gode vin til sidst.

Uden at skafferen ved af det, har han sat ord på Jesu handlemåde, og det går som en rød tråd gennem hele Bibelen. Jesus gemmer det bedste til sidst. Han giver os mange glæder her i livet, men den største glæde gemmer han til sidst, glæden i Guds evige rige, når Jesus kommer synligt igen i al sin herlighed.

Da Jesu disciple blev klar over, hvad Jesus havde gjort, troede de på ham. Dette under fik dem til at se noget af hans storhed. På et eller andet tidspunkt blev de klare over, at underet er et tegn. Det viser hen til noget større og antyder noget om dette større.

Jesus begyndte ned på jorden, i en af menneskelivets glæder, nemlig et bryllup. Her gør han et under, som har fået os til at huske dette bryllup nu i to tusind år. Han ikke bare reddede festen, men gjorde den ekstraordinær og ovenikøbet til en model af den store fest i Guds rige. Vinunderet i Kana var det første af Jesu tegn. Siden skulle der følge mange flere. Alle på nær et peger i den retning. De er tegn på den store fest, som skal komme engang, og som aldrig skal ende.

Evangelieskrifterne forbereder os på denne store fest. I den kristne kirke har vi altså en vidunderlig fremtid i vente. Vi lever i forventning. Det er det kristne livs og den kristne gudstjenestes grundstemning. Vi står billedlig talt ude i hallen og venter. Værten giver os en velkomstdrink. Det er nadveren i den kristne gudstjeneste. Længere kommer vi ikke i denne verden. Den dag, døren går op til festsalen, og værten byder os ind, da er denne verden forbi og den kommende verden begyndt. Da begynder festen, som aldrig får ende.

Som sagt: Jesus forlanger ikke, at vi på forhånd skal tro på hans undere, eller at vi skal tro på dem, bare fordi vi hører om dem. Derimod indbyder han os til at følge ham og så se, hvad der sker. Når først vi selv begynder at erfare hans storhed, så opdager vi sandheden i Bibelens beretninger om ham.

At følge Jesus er en vandring med ham, hvor han åbner stadig større ting for os. Vi kommer alle til at stole på, at han er vores frelser fra synd og død, men derudover kan det være vidt forskelligt, hvad han lader os opleve. Derfor er det en berigelse at lytte til, hvad andre kristne har oplevet, ligesom det er en berigelse for dem at høre vores erfaringer. Amen