Prædiken til 3. søndag i advent 2018

Prædiketekst: Mattæus-evangeliet, kapitel 11, vers 2-10:

Da Johannes i fængslet hørte om Kristi gerninger, sendte han bud med sine disciple og spurgte ham: ”Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?” Jesus svarede dem: ”Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige. Og salig er den, der ikke forarges på mig.”

Da de var gået, begyndte Jesus at tale til folkeskarerne om Johannes: ”Hvad gik I ud i ørkenen for at se? Et siv, der svajer for vinden? Nej, hvad gik I ud for at se? Et menneske i fornemme klæder? Se, de, der bærer fornemme klæder, findes i kongeslottene. Nej, hvad gik I ud for at se? En profet? Ja, jeg siger jer, også mere end en profet. Det er om ham, der står skrevet:

’Se, jeg sender min engel foran dig, han skal bane din vej for dig.’”

Midt i adventsglæden dukker modgang op. Modgang kan lutre, men også skabe tvivl. Om det var Johannes Døber eller hans disciple, der tvivlede, er ikke så afgørende. Det vigtige er, at vi får at se, at de også kunne tvivle, mens Jesus var hos dem. De tvivlede ikke på hans undere, for dem så de, men nogle tvivlede på hans identitet. Er det dig, som profeterne har forudsagt, er du frelseren, som skal komme, eller skal vi vente på en anden?

For jøderne var det de gamle forudsigelser, der kaldte tvivlen frem. Det gælder blandt andet den, som jeg læste før fra alteret:

Ødemarken skal juble og blomstre … de skal se Herrens herlighed … Nu kommer jeres Gud med hævn (Es 35,1-2.5).

Det er måske ikke så mærkeligt at Johannes Døber og hans disciple tænkte, hvor det blev af. Ødemarken var stadig ødemark, Herrens herlighed var ikke at se, og Guds dom lod vente på sig, og nu var Johannes i fængsel. Man behøver ikke at være jøde for at opleve den slags tvivl. Man skal bare være en ganske almindelig dansker. Teoretisk kender vi alle spørgsmålet: Hvordan kan der være en god Gud, når der er så meget ondt i verden? Personligt og praktisk kender vi også spørgsmålet: Hvorfor skal jeg have det så svært? Sygdom, problemer i familien og på arbejdet, dødsfald osv. Og vi må være ærlige og indrømme, at nogen oplever megen modgang i livet, og denne modgang kan også trænge ind i troslivet, så troen får det svært. Det kalder vi anfægtelse. Det betyder angreb. Da fortvivler man eller råber til Gud eller bare sukker eller er tæt på at give op.

Det eneste rigtige er da at lytte til Jesu eget svar. Det er meget kort: Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige. Og salig er den, der ikke forarges på mig.

Først peger Jesus på det, som alle kan høre og se. Jesus og kirken efter ham har en yderside, som alle kan se og beskrive. Jesus udførte mange undere, og der sker stadig undere i kirken, selv om omfanget er svært at bedømme. Disse undere viser hans myndighed. De viser, at Gud har givet ham del i sin egen magt over sygdom og død. Underne afslører Jesu myndighed.

Nogle vil spørge: ”Hvad hjælper det mig? Der sker jo ingen undere i mit liv”.

Da kan det være en hjælp at se på det næste lag i Jesu svar. Han spiller nemlig på profetierne i Det gamle Testamente. Og de viser, at der er mere i Jesu svar end blot håndgribelige undere. Profetierne taler nemlig ikke kun om helbredelser i håndgribelig forstand. ’Blind’ og ’døv’ og ’lam’ er billedlige beskrivelser af folkets tilstand, før Gud griber ind med sin frelse.

Jesu håndgribelige undere bliver dermed også tegn på noget større. Gennem sine undere viser Jesus os hen til endnu større ting. Det er et større under at bringe mennesker til tro end at helbrede dem. Når Jesus helbreder fra den legemlige blindhed og døvhed, så er det tegn på, at han også vil helbrede fra den åndelige blindhed og døvhed, så vi lærer Gud at kende.

Jesus har således noget stort at bringe til også dem, som ikke slås med sygdom, og også til de syge, som ikke bliver raske og skal lide under sygdom resten af livet.

Jesus vil kort sagt give os en glæde, som overstiger både ydre succes og ydre modgang. Jesus er ikke kommet som en bedre sygehuslæge. Han er tværtimod kommet for at give noget, som hverken læger eller politikere kan give os. De kan hjælpe os med sundheden og velfærden og retfærdigheden i samfundet, men Jesus forsoner os med Gud og gør os til hans børn for tid og evighed, både her og hisset. Det er det, der er meningen med sætningen: evangeliet forkyndes for fattige. Her tænker Jesus ikke på dem, der mangler penge, men på dem, der er afmægtige over for skyld og død, dem, der mangler forsoning med Gud og fællesskab med ham. Jesus tilbyder frelse til de allermest elendige og til de allermest uværdige.

Så selv om der ikke sker mange håndgribelige undere hos os, så sker der mange trosundere hos os. Vi har fået lov at lære Gud at kende, at høre, hvad han siger til os i evangeliet, at se sandheden og mærke omsorgen og fyldes af håbet om Guds evige rige. Jesus har givet os nye tanker, nye følelser, ny fred. Det er et meget stort under. Når en person, der har kæmpet for Islamisk stat, kommer til tro på Jesus og bliver døbt, så er det meget stort under. Det er det også, når en ganske almindelig materialistisk indstillet dansker kommer til tro. 

En af mine kolleger har sagt, at mange mennesker i dag er blevet tonedøve for Gud. De kan hverken fornemme Gud i naturen eller samvittigheden. Jesus kan ændre dette. Han kan åbne vores ører, så vi ikke blot kan ane ham i naturen og samvittigheden, men kan høre Jesu budskab og erkende, at det kommer fra Gud. På den måde gør Jesus store undere. Mennesker, som tidligere sagde, at det med Kristus ikke sagde dem noget, kommer til tro, og så siger Kristus dem pludselig rigtig meget.

Kristi undergerninger er i centrum i dag. Det er dem, som både rejser spørgsmålet og giver svaret. Johannes bruger gerningerne som spørgsmål. Jesus bruger de samme gerninger som svar. Det må betyde, at man kan se på disse gerninger fra mindst to synsvinkler.

Man kan se på dem fra tvivlens synsvinkel. Da hæfter man sig ved alt det, man savner. Man savner sundhed og fremgang og lykke i sit eget liv, og man savner orden og retfærdighed og fremgang i den store verden. Kort sagt savner man paradisets ydre goder.

Man kan også se på Jesu undere fra opfyldelsens synsvinkel. Da hæfter man sig ved alt det, man får. Da ser man underne som tegn på eller illustrationer af selve frelsen, nemlig en ny livsindstilling, nyt indhold i livet, at man kan høre Guds sandhed og se hans kærlighed, at man får syndsforladelse og evigt liv, nyt fællesskab mellem mennesker og med Gud, opmuntring, håb, en fremtidsvision, som ikke er afhængig af menneskelig afmagt på internationale konferencer, men bygger på Guds løfter. Da oplever man paradisets indre goder.

Man kan også se på Jesu undere fra myndighedens synsvinkel. Selv om verden endnu ikke ligger for hans fødder, så har han dog i sine handlinger bevist sin guddommelige myndighed. Jesu undere er i særklasse. Han afslører en helt særlig myndighed. Bare ved at sige en sætning gjorde han folk raske og gav døde livet tilbage. Og bare ved at sige nogle kærlige ord gav han store skyldnere tilgivelse og et helt nyt liv. Da ser man Jesus som paradisets herre.

Når vi er nedbrudte og skriger af smerte eller sorg, så kan det slide på troen. Selv om vi stadig regner med, at Jesus lever, så kan hans omsorg føles så langt væk.

Lige ind i den situation taler Jesus og siger: salig er den, der ikke forarges på mig. Dvs. salig den, der ikke bliver vred på Jesus over hans ringe optræden eller over, at han ikke griber ind lige nu, eller over, at han ikke griber ind på den måde, vi ønsker os. Salig den, der ikke bliver vred på ham og vender sig bort fra ham, når man selv har det svært og fristes til at smække med døren. Salig den, der bliver hos Jesus.

Jesu undere viser, at det er ham, der har magten. Og når dommen ikke er kommet endnu, så skyldes det ikke Jesu afmagt, men hans kærlighed. Når Dommedag kommer, kan der ikke reddes flere. Gud trækker tiden ud, så flest mulige kan komme til tro på Jesus. Dommedag skal nok komme. Det onde skal nok tabe. Det kan vi regne med som det helt sikre. Derimod kan vi ikke regne med os selv. Vores tro på Jesus er ikke nogen selvfølge. Hele tiden kan vi fristes til at falde fra. Derfor skal vi sørge for at holde os til det helt sikre. Det er Jesu myndighed og kærlighed. Selv om vi ikke ser dem endnu i verdens gang, så ser vi dem i hans undere. Jesu myndighed er ikke kun en påstand, men de har givet sig udslag i begivenheder i historien, og det gør de stadig. Når man hører beretninger fra Afrika og Asien om mennesker fra andre kulturer og religioner, der drages mod Jesus og bliver døbt, så spiller undere ofte en stor rolle. Og det sker jo også i Danmark. Jesus arbejder stadig. Derfor peger han i sit svar på netop disse undere. Så hver gang vi fristes til at tænke, at der er kommet så lidt ud af kristendommen, og hver gang vi tænker, at Jesus ser så ubetydelig ud, så kan vi tænke på hans undere, der viser hans myndighed og kærlighed.

Da Johannes Døbers disciple er gået, taler Jesus rosende om Johannes. Han hverken følger strømmen eller lever i luksus, nej han er en profet. Det er opsigtvækkende, for jøderne troede på det tidspunkt, at profeternes tid var forbi. Men der er mere endnu, for Johannes Døber var ikke bare en profet, men også en ganske bestemt profet, nemlig den budbringer eller engel, som Gud havde forudsagt som en, der skal bane vej for Gud, Herren selv. Dermed får Jesus vendt hele billedet om. Johannes Døbers liv er ikke mislykket. Han har banet vej for Jesus. Og det er Jesu undere, der viser, at Jesus er Herren selv, vor Herre.

Jesus roser Johannes. Det var det, jeg læste om i teksten fra alteret (1 Kor 4,1-5). Vi skal ikke bedømme os selv eller hinanden, men overlade det til Jesus, og han kan se nogle ting, som vi ikke selv kan se. Han kan se, at Johannes Døbers indsats ikke var forgæves. Johannes Døber selv og hans disciple kunne måske ikke se det, men Jesus kan se det.

Jesus giver os dermed alt det, vi behøver for at kunne leve videre som troende og vokse i vores tro i denne brogede verden, indtil Jesus sejrer endeligt på Dommedag, som er han store sejrsdag og vores store befrielsesdag.

Præsten Jan Mortensen har sagt: ”Kristenliv er adventsliv. Vi venter. For han kommer. [Jesus] er den, der kommer”.

Glædelig advent!

Amen