25 søndag efter Trinitatis 2018

Salmer: Nr. 749 - I østen stiger - Nr. 217 - Min Jesus lad mit hjerte få (Carl Nielsen) - Nr. 541 - Vær du mig nær/Prædiken - Nr. 320 - Midt i blandt os er Guds rige- Motet efter nadver: Må du vej gå dig i møde, 1-2 vers - Nr. 447 før dåb - Nr. 448 efter dåb - Nr. 787 - Du som har tændt millioner af stjerner.

Dette hellige evangelium læser vi i Lukasevangeliet kapitel 17 vers 20-33          Da farisæerne spurgte Jesus, hvornår Guds rige kommer, svarede han: »Guds rige kommer ikke, så man kan iagttage det; man vil heller ikke kunne sige: Se, her er det! eller: Se dér! For Guds rige er midt iblandt jer.« Men han sagde til disciplene: »Der skal komme dage, da I vil længes efter at se blot én af Menneskesønnens dage, men I skal ikke se den. Man vil sige til jer: Se, dér er han! eller: Se her! Men gå ikke derhen, og følg ikke efter. For som lynet lyser fra den ene ende af himlen til den anden, når det lyner, sådan skal Menneskesønnen vise sig på sin dag. Men først skal han lide meget og forkastes af denne slægt. Og som det var i Noas dage, sådan skal det også være i Menneskesønnens dage: De spiste og drak, giftede sig og blev bortgiftet lige til den dag, da Noa gik ind i arken, og syndfloden kom og udslettede dem alle. Eller som i Lots dage: De spiste og drak, købte og solgte, plantede og byggede; men den dag, da Lot forlod Sodoma, regnede ild og svovl ned fra himlen og udslettede dem alle. På samme måde skal det være den dag, da Menneskesønnen åbenbares. Den, som den dag er oppe på taget og har sine ting nede i huset, skal ikke gå ned og hente dem, og lige så lidt skal den, der er ude på marken, vende hjem igen. Husk på Lots hustru! Den, der søger at redde sit liv, skal miste det, men den, der mister det, skal vinde det. Luk 17,20-33

Prædiken

Det fortælles om digteren Kaj Munk, at han, kort før tyskerne kom og hentede ham i  januar 1944, en nat ikke kunne sove. Han stod op og stillede sig foran vinduet og så ud over Vesterhavet. Pludselig så han et lysglimt, og hans første tanke var, at det måtte være tegn på verdens undergang og Jesu genkomst.                                Dagen efter fandt han ud af, at lyset skyldtes en redningsøvelse og en nødraket, og han følte sig lidt dum. ”Men,” skrev han, ”Jeg var meget glad for, at min første tanke var, at det var Kristus, der nu kom igen.” At bag al min bekymring, og tvivl, var det min tro og tillid til Gud, der som det første dukkede op i hovedet på mig.

Troen på, at der er en Gud, som har skabt os og opretholder verden, men også en skønne dag vil komme tilbage, ved tidens ende, for at dømme imellem levende og døde, som vi siger i Trosbekendelsen. Men at enden på det hele, dommedag, skulle være så tæt på, som det bliver fortalt i dagens evangelium, det tror vi vel ikke – selv om vi ikke har nogen anelse om, hvornår det sker.

Det er dog nok de færreste af os, der går ikke rundt, ligesom evangelisten Lukas gjorde, med følelsen af, at vi lever på kanten af ragnarok.                                     For ham var den store katastrofe, ødelæggelsen af Jerusalem i år 70, meget tæt på. Den forfærdelige begivenhed fandt sted kun omkring 10 år før vi mener, at han skrev sit evangelium. Romerne var trængt ind i byen og havde brændt det jødiske tempel ned til grunden.  Og de havde brutalt nedslagtet det meste af Jerusalems befolkning og forvist de overlevende fra deres land.

Så når Lukas skriver: Der skal komme dage, hvor I vil længes efter at se blot en af Menneskesønnens dage… er det med katastrofen i frisk erindring.                                                                                                               Vi som lever i vores tid, er i de senere år begyndt at tænke mere og mere på, hvornår jorden ikke længere kan holde til menneskers forurening og udplyndring, og krige. Klimaforandringer og naturkatastrofer, som den, der lige nu udspiller sig i Californien, bekymrer os. Det handler jo om vores børns og børnebørns fremtid.  Hvad det er for en verden, vi overlader til dem.

Og det er vigtigt at vi stopper op, og tager ansvar og bekymrer os – det har været vores opgave lige siden skabelsen: At passe på det skabte. At være Guds forvaltere på jorden. I stedet for at udplyndre og ødelægge jorden, fordi vores grådighed tilsyneladende ikke har nogen grænser. 

Men vi kan ikke regne os frem til jordens undergang. Vi ved ikke hvornår det sker - hvornår Jesus kommer igen. Og vi skal ikke bruge vores liv på spekulationer om det.

Vi er nu fremme ved de meget vigtige ord i evangeliet i dag:                                   Guds rige er midt i blandt jer… Det er ord, vi skal holde tæt ind til hjertet.

Tegnene på, at Guds rige er midt i blandt os, dem ser vi bl.a. i gudstjenesten: Når vi døber børnene, og når vi går til nadver. Når vi slår korsets tegn, lyser velsignelsen, beder Fadervor.                                                                                                     Og vi møder dem ude i verden: Når solen står op og skinner på en kort novemberdag. Når naturen igen begynder at spire og sætte frugt. Når et lille barn kommer til verden. Og når uforsonlighed og had vender og bliver til tro håb og kærlighed.

Der er mange modtegn, tegn der får os til at håbe og tro, i en ond og urolig verden. Vi skal holde fast i troen på, at det nytter noget. At kærlighed og tilgivelse er stærkere end alt ondt. At Kristus har sejret over døden. 

Guds rige er midt i blandt jer…siger Jesus. Hvis I kun ser livets mening og store glæde i det, der venter jer engang, opdager I måske slet ikke al den kærlighed og godhed, som livet har til jer, hver  eneste dag.                                                                                                                         Hvis vi derimod lever med troen på, at hver dag er et under, og at vi har noget godt i vente, noget at glæde os til, k an vi slippe vores eget, og give os hen til livet med alt hvad det rummer, af ansvar, kærlighed, undren og glæde. Og vi oplever, at det, vi tør give fra os, til andre, får vi til overmål igen.

Så forstår vi måske bedre Jesu ord om at: Den der søger at redde sit liv, skal miste det, men den der mister det, skal vinde det.

For så flygtigt, så levende, og så uhåndterligt er vores liv. Vi kan ikke bare indfange lykken eller sige: Det er her Guds rige er. Men vi kan gøre det vi skal, tage os af hinanden og sætte os selv på spil. Og se os omkring og mærke det liv som omgiver os til alle sider; som risler ind over os og er midt iblandt os; ja som er over alt: Gudsrigets liv, flygtigt, bevægende, livgivende. Men ligesom sandet løber det ud mellem fingrene på os, hvis vi forsøger at holde det fast.                                    Netop i det flygtige finder vi det evige liv. Der står, som vi hørte det, i 2. Peters brev, at for Herren er tusind år som en dag, og én dag er som tusind år. Det er en meget smuk formulering som viser at hvis vi ser vores liv fra oven, kan de mange år tage sig ud som de ingenting er. Tusind år er som en dag. Men samtidig er der en uendelighed af liv som åbner sig for os, i de små øjeblikke. En dag er som tusind år. Der er ingen grænser for hvad dagen i dag kan føre med sig, af kærlighed, nye indsigter, nye muligheder for liv - hvis vi tør slippe grebet og dykke ned i dem.

Det kan være vi ikke tør. Det kan være dagen i stedet fylder os med uro og mismod. Da er vores redning at vi må stole på Gud, stole på at derude, i det åbne og uafklarede, holder Gud os i sin hånd.         

Vi har lov til at tro på, at han er med os, hvad enten vi lever eller dør. Hvad enten vi viste overskud, og fik gjort noget godt for en anden. Eller når vi til andre tider føler at vores liv er ved at køre af sporet.

Indtil Kristus kommer, da bruger han os, som hænder til stort og til småt. Vi skal tage os af hinanden og holde om hinanden, også dem, som ingen andre kan li. Sætte nye friske skud, ligesom træet, der gror igen, så snart det får vand.

For et træ er der håb…. Som det lød i ordene fra Jobs bog. Og det gælder også for os mennesker,

Der er altid en åbning ind til Guds rige. Også selv om vi er ved at gå til af bekymring og angst, og fyldt af modløshed. Så sker det alligevel, at Gud igen velsigner os, og vi glemmer os selv, og bliver fanget ind af øjeblikkets og hinandens flygtige liv.         Det sker uden at vi ved hvordan. For Guds rige er ikke her eller der.

Men iblandt os, omkring os, inden i os. Guds rige er en det usynlige, utrolige nærvær, midt i vores liv.   Vi må tro på, at det findes, og vi har lov til at være i det. Amen