Prædiketekst: Matthæus-evangeliet kapitel 18, vers 1-14

  På den tid kom disciplene hen til Jesus og spurgte: ”Hvem er den største i Himmeriget?” Han kaldte et lille barn hen til sig, stillede det midt iblandt dem og sagde: ”Sandelig siger jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget; og den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig.

  Men den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen og blive sænket i havets dyb. Ve verden for det, der fører til fald. Vel må der komme fald, men ve det menneske, som bliver årsag til fald. Hvis din hånd eller fod bringer dig til fald, så hug den af og kast den fra dig; du er bedre tjent med at gå lemlæstet eller vanfør ind til livet end med begge hænder eller fødder i behold at kastes i den evige ild. Og hvis dit øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig; du er bedre tjent med at gå ind til livet med ét øje end med begge øjne i behold at kastes i Helvedes ild. Se til, at I ikke ringeagter en af disse små. For jeg siger jer: Deres engle i himlene ser altid min himmelske faders ansigt. For Menneskesønnen er kommet for at frelse det fortabte.

  Hvad mener I? Hvis en mand har hundrede får, og ét af dem farer vild, lader han så ikke de nioghalvfems blive i bjergene og går ud og leder efter det vildfarne? Og lykkes det ham at finde det, sandelig, jeg siger jer, han glæder sig mere over det end over de nioghalvfems, der ikke fór vild. Således er det jeres himmelske faders vilje, at ikke en eneste af disse små skal gå fortabt.”

Jesus gør barnet til målestok.

Til sammenligning har humanismen et dogme, der lyder sådan: ”Mennesket er alle tings mål”.

Det vil sige, at man gør mennesket til målestok for alt. Denne humanistiske tankegang kan rumme det allermest ædle, hvor man ser menneskets umistelige og ukrænkelige værdi og gør alt for at hjælpe og glæde andre mennesker, og i det tilfælde lader humanismen sig let forene med kristendommen eller kan i hvert fald stå den nær. I denne udgave står humanismen bag en mængde hjælpeprogrammer, hvor tusindvis af NGO’er verden over søger at afhjælpe verdens nød. Humanismen kan også rumme det allerværste, hvor man dyrker det stærke overmenneske, som vil være tilværelsens herre og hæmningsløst hævder sig selv og udfolder sig selv på andres bekostning. I det sidste tilfælde bliver humanismen antikristelig. I denne udgave vil humanismen ofte kritisere kristendommen for at ville gøre menneskene til slaver ved at underlægge dem en autoritet, så de ikke kan være herre i deres eget liv.

Umiddelbart kunne man tænke, at kristendommen går den modsatte vej og gør Gud til alle tings mål. Jesus overrasker os her ved at tale om barnet som målestokken. Det er altså ikke det voksne menneske med dets hæmningsløse selvhævdelse og selvudfoldelse, han tænker på, men barnet. Det er en god målestok, for alle kan forholde sig til den. Alle kender børn og ved, hvordan de appellerer til vores følelser. Det er ikke barnets uskyld, han tænker på, for vi fødes som små egoister og vokser op til at blive store egoister, men barnet som hjælpeløst og værgeløst menneske. Her er målestokken for de troendes adgang til Himmeriget. Her er målestokken for alle menneskers behandling af de troende, og her er målestokken for Guds egen kærlighed til menneskene.

Denne holdning ligger bag de mange kristne hjælpeorganisationer, som verden over søger at afhjælpe menneskenes nød både materielt ved at give dem mad og husly og arbejde, og kristeligt ved at fortælle om Kristus som den dybeste hjælp til de dybeste problemer.

Hvor humanismen tager udgangspunkt i menneskets selvhjulpenhed, som skal udfoldes, dér tager Jesus udgangspunkt i menneskets hjælpeløshed, som skal afhjælpes.

Her er for det første målestokken for de troendes adgang til Himmeriget.

Sandelig siger jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.

At blive som barn betyder ikke, at man skal aflægge sin voksne modenhed og tænke barnligt, men at man skal erkende sin hjælpeløshed. På den ene side giver vores voksne tilstand os uanede muligheder. Vi formår som mennesker det utrolige inden for kunst, filosofi og teknik. På den anden side står vi hjælpeløse og vemodige over for skyld og død. Vi kan ikke rense os selv for skyld, og vi kan ikke redde os selv fra døden, selv om nogle forsøger på det.

Jeg så forleden en udsendelse om en russisk milliardær, som bruger sine penge på at lade videnskabsmænd finde en metode til at overføre vores bevidsthed til en computer, så vi efter døden kan leve videre som bevidsthed i en computer som et hologram eller med en robot som krop. Inden dette projekt kan gennemføres, skal man først have defineret, hvad bevidsthed er, og man skal ligeledes have fundet en metode til at overføre den til en computer. Det er nok ikke så lige til.

Hvis dette projekt lykkes, er jeg bange for, at det ikke bliver paradiset, man finder, men blot en mere teknisk form for død. Jesus har jo for længst lært os, at vi i Dødsriget har både tanke, tale og følelser, men også er i fængsel og pine. Dér skal vi bære tyngden af vore synder, som vi aldrig kan slippe ud af. Man har ikke fået evigt liv, bare fordi man fortsætter med at tænke. Med til det evige liv hører, at man skal sidde til bords med Abraham, Isak og Jakob og med Herren selv. Med til det evige liv hører, at Gud skal tørre hver tåre af vore øjne. Med til det evige liv hører, at ikke et hår på vores hoved skal gå tabt. Med til det evige liv hører, at vi skal renses for skyld og alt det, som ligger af mørke tanker i sindets kælder og plager os.

Sindets kælder forsvinder ikke, bare fordi vores bevidsthed lever videre i en computer. Og hvis vi ender som et hologram eller får en robot som krop, så er det forbi med venlige håndtryk og kærlige knus.

Vi kan ikke selv overvinde skyld og død.

Det evige liv er befrielse fra skyld og død. Det kan vi ikke skabe selv. Her er vi hjælpeløse som små børn, og denne hjælpeløshed må vi erkende, hvis vi skal ind i Guds rige. Denne hjælpeløshed varer livet ud. Vi er altid dybt afhængige af Kristus.

Jeg vil gerne understrege, at vi ikke er afhængige af Kristus som slaver af en autoritet, men som tørstende af vand. Som skyldige er vi afhængige af tilgivelse, og som dødelige er vi afhængige af liv. Vi er ikke slaver, der ligger foran deres herre og venter på, hvad hans luner giver os i dag, men vi er venner, der lever i det dybeste venskab med vor trofaste Herre og frelser. Slaver kan aldrig ånde lettet op. Det kan kun venner. Det kan kun børn hos kærlige forældre. Vi er som mennesker, der er befriet fra slaveri. En magtfuld og kærlig person har befriet os. Vi er fortsat afhængige af ham, for han er vores beskytter. Uden ham vil andre kræfter gøre os til slaver igen.

Mange forestiller sig, at det gør os små at indrømme vor hjælpeløshed. Jesus peger på det modsatte: Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget;

Og han tilføjer noget endnu større:

og den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig.

Tager man imod et nødlidende barn, fordi Jesus har motiveret en til at gøre det, da tager man imod Jesus selv.

Jesus gør barnet til målestok.

Her er for det andet målestokken for alle menneskers behandling af de troende. Jesus bliver meget vred over dem, der lokker eller presser et barn bort fra troen på ham: Men den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen og blive sænket i havets dyb.

Det er et af de stærkeste domsord hos Jesus. Det er grufuldt at tænke på, hvad mennesker kan gøre mod børn. I de sidste 15-20 år har der været en mængde afsløringer af incest, ofte begået af kirkens mænd. Det er frygtelige forbrydelser, der er begået. Man tør ikke tænke på det. Store skader har de påført børnene, og Jesu ord om krænkernes ansvar er voldsomme.

Man kan krænke børn på mange andre måder, og vi har i det 20. århundrede legaliseret og systematiseret den frie abort med tusindvis af små menneskelivs afbrydelse til følge.

Hvordan skal vi som nation kunne overleve, når så frygtelige ting foregår?

Når først børnene er født, har vi i Danmark stor respekt for dem, så megen, at mange forældre og skolelærere ikke tør sætte sig i respekt over for dem. Men på ét punkt kniber det med respekten, nemlig respekten for barnets tro på Kristus. Har vi respekt for barnets tro på Kristus? Har vi respekt for, at de fleste børn stadig bliver døbt og derfor tilhører ham?

For o. 90 år siden lagde man helt bevidst sportsaktiviteterne i kirketiden for at holde de unge væk fra kirken. Desværre lykkedes projektet. De, der gjorde det, og de, der opretholder denne praksis, bærer et stort ansvar. De fleste kirkelige forældre kender problemet, når familiens gudstjenestevaner støder sammen med ønsker om at deltage i sportsarrangementerne.

Og i diktaturstaterne satser man mange steder benhårdt på at fylde børnene med alt andet end kristendom.

En dag skal vi alle stå til regnskab for vor Herre. Lige nu lærer han os at holde os fra alt det, som fører både andre og os selv til fald. Han bruger meget stærke ord om at holde sig fra fristelserne, fordi han ved, hvor nedbrydende det onde er. Lukker vi det ind i os, nedbryder det os selv, og vi kan så videre være med til at skade andre.

Vi skal heller ikke ringeagte de små, som tror på Kristus. Deres skytsengle er altid i tæt forbindelse med Gud. De ser hele tiden hans ansigt.

Jesus gør barnet til målestok. Her er for det tredje målestokken for Guds egen kærlighed til menneskene.

Som hyrden leder efter det vildfarne får, sådan leder Kristus efter den enkelte, som er faret vild fra ham. Kristus kender den enkeltes navn og personlighed og svaghed. Han kender vores nød. Og lykkes det ham at finde os, glæder han sig mere over den person end over de andre, som ikke for vild.

På denne måde er det ikke vores himmelske faders vilje, at en eneste af disse små skal fortabes.

I ældre tid så man i dette udsagn et løfte om, at små børn, der dør uden at være døbt, ikke går fortabt af den grund. Det er rigtigt set, men jeg tror, at Jesus også tænker på andre situationer. Gud har omsorg for alle de små, hjælpeløse, både børnene og de voksne, der kan blive som børn.

Når Gud er så engageret i et lille værgeløst barn, så er han virkelig stor, virkelig kærlig.

Vi mennesker opbygger vore magtsystemer, der hylder den stærke og smarte og tramper på de svage. Helt modsat er universets skaber og herre, vores himmelske fader, som begynder og fuldender med den svageste og værgeløse og formår at frelse ham og hende, også selv om dette værgeløse menneske nedtrampes og dræbes af verdens magter.

Når troen på Jesus skabes i et menneskesind, så er det menneske frelst, har syndsforladelse og evigt liv og skal opstå til evig glæde, uanset hvor meget ondt andre påfører det. Jesu budskab kan trænge ind gennem alle sprækker og bære gennem al modgang, ja selv gennem døden. Jesus lader sig ikke standse af menneskemagt.

Når vi mærker vor hjælpeløshed, så opmuntrer Kristus os med netop disse ord. Han er hyrden, der leder efter den svage. Og hvis vi er kommet bort fra Kristus, men gerne vil tilbage igen, så glæder han sig mere over det menneske, han får lov at finde og bære tilbage, end over alle dem, som ikke for vild.

Således ønsker vores himmelske fader, at ikke en eneste af os små og svage skal gå fortabt. Her er virkelig opmuntring for den, som er faldet fra og spørger: Er der håb for mig? Er jeg velkommen? Svaret er: ”Ja, du er velkommen, lige så velkommen som det tabte får, som hyrden finder og bærer hjem”.

Jesus overrasker os ved at bruge barnet som målestok. Herudfra lærer vi, hvem vi selv er, hvordan vi skal behandle andre, og hvordan Gud behandler os.

Amen.