Højmesse 12 søndag efter Trinitatis 2018 i Egedal Kirke  
Salmer:  Nr. 15 – Op al den ting- 404 – Lover Herren, han er nær – 276 – Dommer over levende og døde/ Prædiken – 321 – O kristelighed – Nadver – Motet efter nadver – 447-Herren strækker ud sin arm – 41 vers 7-8 efter dåb (Lille Guds barn) –787 –Du som har tændt millioner af stjerner.

Dette hellige evangelium på 12. søndag efter Trinitatis skriver evangelisten Mattæus kapitel 12 vers 31 – 42

Derfor siger jeg jer: Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker, men bespottelsen mod Ånden skal ikke tilgives. Og den, der taler et ord imod Menneskesønnen, får tilgivelse, men den, der taler imod Helligånden, får ikke tilgivelse, hverken i denne verden eller i den kommende.
Tag et træ: Enten er det godt, og så er dets frugt også god, eller det er dårligt, og så er dets frugt også dårlig. For et træ kendes på frugten. Øgleyngel, hvordan skulle I, som er onde, kunne sige noget godt? For hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med.  Et godt menneske tager gode ting frem af sit gode forråd, og et ondt menneske tager onde ting frem af sit onde forråd.  Men jeg siger jer: På dommens dag skal mennesker aflægge regnskab for ethvert tomt ord, de har talt.  På dine ord skal du frikendes, og på dine ord skal du fordømmes.«
Da sagde nogle af de skriftkloge og farisæerne til ham: »Mester, vi vil se dig gøre et tegn.«  Men han svarede dem: »En ond og utro slægt kræver tegn, men den skal ikke få andet tegn end profeten Jonas' tegn.  For som Jonas var i bugen på havdyret i tre dage og tre nætter, sådan skal Menneskesønnen være i jordens skød i tre dage og tre nætter.  Mænd fra Nineve skal opstå ved dommen sammen med denne slægt og fordømme den, for de omvendte sig ved Jonas' prædiken, og se, her er mere end Jonas. Og Sydens dronning skal opstå ved dommen sammen med denne slægt og fordømme den, for hun kom fra jordens fjerneste egne for at lytte til Salomos visdom, og se, her er mere end Salomo.

Prædiken

Før vi kommer til dagens evangelium, skal vi vide, at Jesus havde helbredt en besat mand, der var både blind og stum (vers 22). Folk omkring ham reagerede meget forskelligt.  De fleste var ”helt ude af sig selv” og spurgte: Mon Han, Jesus, virkelig er Davids søn?
Men Farisæerne begyndte at skumle. De anklagede Jesus for at stå i ledtog med Djævelen. Det måtte være den onde selv, og ingen andre, som gjorde det muligt for ham til at helbrede. Det er efter denne heftige ordveksling, at Jesus kommer med sin skarpe advarsel imod at bespotte Helligånden, og med lignelsen om det gode og det dårlige træ. Hans ord er rettet til Farisæerne og de skriftkloge: Verden er ligesom et hus, hvor Satan før har hersket. Men nu er Guds søn, Kristus kommet ind i verden..

Vi er midt i Lukasevangeliet, det er før opstandelsen. Der er her, før det hele går løs, hvor han går rundt og prædiker og vandrer mod Jerusalem meget delte meninger om hvem han er. Og deres tvivl om hvem han er, ja endda deres afvisning kan godt tilgives… Den der taler et ord imod menneskesønnen får tilgivelse…men den der taler imod Helligånden får ikke tilgivelse…siger Jesus jo i begyndelsen af evangelieteksten. Men hvordan i alverden skal vi forstå disse ord…? Og hvad er forskellen? Der er en evangelietekst som aldrig for alvor har holdt op med at skabe debat  

Lad os forsøge at forstå bespottelse af Helligånden som det, at mennesker –ikke kun med ord, men i deres måde at handle på, stoler blindt på den ondes magt, og lader hånt om Guds magt… Hvordan kommer verden til at se ud, når det sker?  
Den spanske maler Goya malede i 1808 et berømt billede, som hænger i Pradomuseet i Madrid. Titlen er: 3 maj 1808.

Billedet viser nedskydningen af en gruppe oprørere efter en opstand i Madrid. Man ser en henrettelsesplads ved nattetid. To grupper mennesker står overfor hinanden: På den ene side de dødsdømte, og på den anden side soldaterne.                          Den dødsdømte, hvis tur det er nu, stirrer bønfaldende på soldaterne, som om han vil prøve at få dem fra det, de er ved at gøre. Men de har allerede lagt kinden mod geværkolben, og ser ham kun gennem deres sigtekorn.  For dem er han ikke noget levende menneske, men et mål for deres kugler. Foran den dødsdømte ligger ofrene for de foregående geværsalver – og bag ham venter de næste på deres skæbne.      På billedet kan man ikke se nogen, som afgiver ordren. Alligevel adlyder de som i blinde en usynlig magt: De klar til at affyre deres geværer, og de dømte træder frem på henrettelsespladsen, en efter en, med fortvivlelsen malet i deres ansigter.    Himlen er sort og lukket. Det er en verden, hvor mørket hersker, og mennesker ikke kender til barmhjertighed og godhed, men kun til vold og død. Henrettelserne betragtes som det eneste middel til at opretholde magten. Mennesker bliver hinandens bødler.                                                                                                 Men der er noget andet vi kan lægge mærke til på billedet. Det er den dødsdømte, som står med løftede hænder. Hans skjorte er kridende hvid. Alt det lys, som er på billedet, udgår fra ham. Han ligner en Kristusskikkelse. Kristus på korset, som gik i døden for vores skyld. Så der er alligevel et håb for mennesker, selv i den værste ondskab.

Også på Jesu tid var mange optændt af håbet om et rige, hvor døden og volden ikke længere skulle herske, men hvor Messias, frelseren, som folket havde ventet på i mange hundrede år, ville komme og udrydde det onde. Det var dem, der fulgte Jesus. Mon han var den, de ventede på?

De havde, midt i en mørk tid bevaret håbet. Og de  anede, at Jesu helbredelse af manden var et tegn på, at noget var i frembrud. Eller det håbede de i hvert fald. At Gud snart ville opfylde sine løfter.                                                                        For os, som lever efter opstandelsen, og er døbt til at tilhøre den korsfæstede og opstandne Kristus, er løfterne indfriet. At blive døbt er jo at forsage Djævelen og modtage Helligånden og blive indlemmet i Guds Menighed. Som Guds barn.             Og at være døbt handler også om at leve sit liv i tro på Gud. Og give hans kærlighed videre til andre.
 Vi kan, når vi ser på verden med troens øjne, opleve Guds nærvær i verden.        Nogen gange har vi lettere ved det end ellers. Det er ikke altid let, når vi rammes af sygdom, eller modgang, kriser eller har mistet en af vores kære.                           Det var det heller ikke for Jonas, da han blev fanget i hvalens mave. Han var lige ved at give op, men så råbte han til Gud. Og Gud gav ham livet tilbage, så han kunne tage til Nineve og frelse byens indbyggere.                                                      Hvordan opretholder vi troen, midt i en ond og utro verden ….så vi ikke flakker om, og det i stedet bliver en anden Herre, vi lader os vejlede af?                                Jesus gav os Fadervor, som fra dåben skal følge os hele vores liv. Og nadveren, hvor vi får syndernes forladelse, i brødet og vinen.                                                          En lille bitte smule til hver, men nok til leve af.
 Og vi har korset, tegnet på den kristne kirke, som skal lyse for os, hvor vi end er. Jesus gik i døden for os, og hans udstrakte arme på korset har siden været det stærkeste billede vi har, af livets sejr over det døden.

Sådan bruger maleren Goya dem også som et håbstegn i henrettelsesscenen, hvor ondskaben eller synes at være enerådende.

Gud oprejste sin søn fra de døde påskemorgen. Som tegn på, at han er stærkere end døden og Djævelen og det onde i verden.

..................................

Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker, men bespottelsen mod ånden skal ikke tilgives… Hvad skal vi stille op med de ord i dag?                                            Der er noget ved dem, der minder om Guds ord til Adam i Edens Have:

Du må spise af alle træerne i haven, men træet til kundskab om godt og
ondt må du ikke spise af…
Slangen får Adam og Eva til at stirre sig blinde på det ene træ, og de glemmer alle de andre.  Sådan har mennesker også stirret sig så blinde på ordene om synden, som ikke skal tilgives, og vi har glemt sætningen, der går lige forud: At al synd skal tilgives.  

Ordene om bespottelse mod Helligånden vil vel egentlig kun sige én ting: Nemlig, at der er én vej til Gud -  den går igennem Kristus – som vi møder i evangeliet, og i tro og bøn.  Det der formentlig kunne hindre synden i at blive tilgivet, er, når man ikke  erkender den, som det, den er. Hvis jeg undskylder min synd, eller roser mig af den, gør den til en særlig kvalitet ved mig, bliver den utilgivelig. Så har jeg vendt Gud ryggen.                                                                                                                Men når vi hører ordene: Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker, men ikke bespottelse af ånden.. så skal vi ikke som Adam og Eva stirre os blinde på det ene træ, og glemme alle de andre træer i haven.

Den ene synd, der ikke er tilgivelse for, skal derimod minde os om: At al synd og bespottelse skal tilgives menneskene.                                                                      At Kristus døde på korset – for os – så Guds tilgivelse og nåde kunne strømme frit – ind i verden – imod alle os, som standser op og griber efter den.

For: Intet kan skille os fra Guds kærlighed ..hverken liv eller død, eller engle eller åndemagter.. eller noget i det høje eller det dybe… siger Paulus.                          Vi må altid komme til ham. Og han vil tage imod os.    Amen