Salmer: Nr. 192 - Hil dig frelser og forsoner - 373 - Herre jeg vil gerne tjene - 313 - Kom regn af det høje / Nr. 696 -Kærlighed er lysets kilde - Nr. 476 efter nadver: Kornet som dør i jorden - Guds kærlighed er strand og grønne enge

Prædiketekst: Lukas kapitel 7 vers 36-50: Kvinden i Farisæerens hus

En af farisæerne indbød Jesus til at spise hos sig, og han gik ind i farisæerens hus og tog plads ved bordet.  Nu var der en kvinde, som levede i synd i den by. Da hun fik at vide, at han sad til bords i farisæerens hus, gik hun derhen med en alabastkrukke fuld af olie,  stillede sig grædende bag ham ved hans fødder og begyndte at væde hans fødder med sine tårer og tørrede dem med sit hår, og hun kyssede hans fødder og salvede dem med olien.  Da farisæeren, som havde indbudt ham, så det, tænkte han ved sig selv: »Hvis den mand var profet, ville han vide, hvad det er for en  slags kvinde, der rører ved ham, at det er én, der lever i synd.«  Jesus sagde da til ham: »Simon, jeg har noget at sige dig.« Han svarede: »Sig det, Mester!«  »En pengeudlåner havde to skyldnere. Den ene skyldte fem hundrede denarer, den anden halvtreds.  Da de ikke havde noget at betale med, eftergav han dem begge deres gæld. Hvem af dem vil så elske ham mest?«  Simon svarede: »Den, han eftergav mest, vil jeg tro.« Jesus sagde: »Det har du ret i.«  Og vendt mod kvinden sagde han til Simon: »Ser du denne kvinde? Jeg kom ind i dit hus; du gav mig ikke vand til mine fødder; men hun har vædet mine fødder med sine tårer og tørret dem med sit hår.  Du gav mig ikke noget kys; men hun er blevet ved med at kysse mine fødder, siden jeg kom herind.  Du salvede ikke mit hoved med salve, men hun har salvet mine fødder med olie.  Derfor siger jeg dig: Hendes mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget. Den, der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt.«  Og han sagde til hende: »Dine synder er tilgivet.«  De andre ved bordet begyndte at tænke ved sig selv: »Hvem er han, som endog tilgiver synder?«  Men han sagde til kvinden: »Din tro har frelst dig. Gå bort med fred!«

Prædiken

Jesus gik ind i Farisæerens hus og tog plads ved bordet. Men der var en kvinde, som levede i synd i den by. Hun stillede sig grædende bag hans fødder…….To mænd gik op i Templet for at bede. Den ene var farisæer, den anden tolder.

Hvis vi ikke kendte til andet om Jesus og hans budskab, end de to evangelietekster, som hører til 11.søndag efter Trinitatis, ville det være nok til at vide, hvad kristendom er. Mere indviklet er det faktisk ikke!   
Det handler om nåde, om Guds kærlighed, som blev givet os, uden grund, da han sendte sin søn til verden.

Hans kærlighed stiller ingen betingelser og udvælger ikke nogen frem for andre. Den skinner på os alle, høj som lav, både dem, der har gjort det godt, og de, der har svært ved at klare kravene.
For der er ingen retfærdige, ikke én… som Paulus siger et sted. Vi er alle under samme dom og samme tiltale.
Troen på Kristus er vejen til Gud, og der findes ingen andre veje. Selv om vi meget gerne vil lave vores egne regler for, hvem der er indenfor og hvem der er udenfor.
 

Vi har lige sunget salmen: Kom regn af det høje, lad Jorden oplives, som liliedal… Den er en brusende salme om Helligånden. Helligånden, der skal komme og…forfriske og læske…vores liv, ligesom regnen kom i aftes og i nat, og vandede den knastørre jord. Vi har vel nok manglet den!                                                        Sådan er det også, efter Brorsons mening, når Helligånden udøver sin magi: Når et menneske kommer til tro; eller bliver trøstet og føler Guds nærvær – når to mennesker rækker hinanden hånden i kærlighed og tilgivelse. Da forandres vores liv- og alt bliver nyt. Helligånden er som regnen på en tør årstid.                                Eller som vin med himmelsk smag. Eller olie, der giver kroppen og sjælen nyt liv.     Vi skulle synge salmen, fordi vi i evangeliet i dag finder noget af den samme ødselhed, den samme overstrømmende, skamløse overdådighed i kvindens handling.

Da hun kommer ind i farisæerens hus, svømmer hun over af glæde. Tårerne flyder, og hun giver los for alle følelser. Man forstår det godt! Hun, som indtil da har været udstødt og ringeagtet, overalt hvor hun viste sig – bliver nu set og taget imod af Jesus, da hun sniger sig ind huset, hvor hun har hørt, at han er til middag. Den slags middagsselskaber var selvfølgelig kun for mænd, og kun for særligt indbudte. Der var ikke offentlig adgang. Men Jesus smider hende ikke ud, som de andre om bordet med det samme lægger op til. Og han lader hende gøre det, hun er kommet for:         Bade hans fødder med tårer, tørre dem, kysse dem, og salve dem i olie fra en alabastkrukke. Vi ved fra de andre evangelier, at der var tale om en meget dyr olie, som havde kostet mange hundrede kroner.                                                     Kvinden, hvis navn ikke bliver nævnt, bliver for første gang taget imod og set på, ikke som en gadeluder, men som Guds barn.                                                        

Dine synder tilgives dig… slutter Jesus med at sige. Det er ikke en enkeltstående kærlighedserklæring. Hun er et eksempel. Han vil gøre det lysende klart både for hende selv, og farisæerne, og os alle, at vi er hans børn, og over for ham er vi fuldstændig lige. I Guds rige er der ingen opdeling og skel mellem mennesker.

I farisæerens hus så man anderledes på det. Her vogtede man på hinanden. Man gjorde alt for at opretholde skellet mellem dem, der levede deres liv under Moseloven, og de andre, der åbenlyst var syndere og fortabte.                                Det bevirkede, at man let kom til at stole på sin egen retfærdighed, og ringeagte andre. Farisæismen går faktisk ud på, at mennesket selv skal gøre sig retfærdig for Gud, og så er det næsten umuligt ikke at tænke på sig selv i alt, hvad man gør, og at gøre det for sin egen skyld. F.eks også når man gav penge til de fattige.

Men overfor Gud er vi alle syndere… alle har vi brug for hans tilgivelse og nåde og kærlighed. Der er i historien stor forskel på, hvordan de der var til stede mødte Jesus. Hvordan de mente at kunne gøre indtryk på ham!                               Farisæerne indbød ham til middag, og lagde op til en diskussion på højt plan med ham.  De havde endnu ikke, her i begyndelsen af Lukasevangeliet, helt besluttet sig for at få ham dømt til døden. De var stadig nysgerrige, for at finde ud af, hvem han var.                                                                                                                Kvinden derimod, siger ikke et ord, og gør ingen forsøg på at komme med ved bordet. Hun bliver nede på gulvet, ved hans fødder og gør det, hun nu engang kunne gøre: Rører ved ham, græder og viser ham hvor hårdt hun har brug for tilgivelse. Og han viser hende ikke bort. Det var det eneste, som betød noget for hende. Hvad de andre mente, var ligegyldigt.                                                                                 Og det er vel også derude, hvor der ikke er noget tilbage af vores eget, at vi møder Gud, og han forener sig med os.

Vi taler her om en virkelighed, som er vanskelig at fatte for mennesker i dag, hvor drømmen om det lette liv er stærk, og synden og døden helst skal fortrænges. Mange forsøger af al magt at holde det væk fra deres liv.                                                 Men her er det at vi møder Gud, og det er her, han føles allermest nær.                Her, hvor vi kun kan sige: Herre frels os, vi går under… som disciplene gjorde ude på stormomsuste hav. Eller: Forlad os vor skyld! Fri os fra det onde…. som vi beder i Fadervor.                                                                                                              Det er det kristne evangelium. At vi, når vi ikke længere kan skjule os nogen steder, alligevel har et sted at gå hen.                                                                         

Den gamle historie om manden der havde siddet i fængsel i 20 år, fortæller, hvordan det forholder sig med Guds kærlighed til os. Under sit lange fængselsophold måtte manden ikke modtage breve fra sin kone, men han måtte gerne skrive.                 Kort før sin løsladelse skrev han: "Nu kommer jeg snart hjem til dig, men jeg ved jo ikke, om du vil tage imod mig som din mand. Men jeg husker, at der udenfor vores hus vokser et gammelt kroget æbletræ. Hvis du ønsker at åbne døren for mig, så hæng et gult tørklæde op i træet. Hvis jeg ser det, kommer jeg hjem til dig!"     Dagen kom, hvor han blev løsladt. Han samlede al sin bagage sammen og gik til stationen og satte sig ind i toget. Turen varede flere timer og gik igennem store skove. Endelig nærmede de sig huset. Han ville kunne se det fra togvinduet, og var fyldt med spænding og uro. "Mon hun havde hængt det gule tørklæde op i træet?"   Da de nærmede sig huset, skjulte han hænderne i ansigtet. Men så råbte hans medpasserer op og fortalte, at der stod et træ, der var helt fyldt med gule tørklæder.                                                                                                            

Da Jesus til sidst sagde til kvinden: Dine synder tilgives dig.... spørger de andre ved bordet hinanden: Hvem er han, som endog tilgiver synder?                                Svaret er, at han er den, som har Guds myndighed til at sige til enhver, der kommer til ham: Din tro har frelst dig. Gå bort med fred.

Ingen synd er for stor, eller for lille. Han vil tage imod os og tilgive os, fordi han elsker os, som sine børn. Amen.