02/07/2024 0 Kommentarer
Prædiken 9. søndag efter Trintatis i Nivå Kirke
Prædiken 9. søndag efter Trintatis i Nivå Kirke
# BLOG - Kirsten Johansen
Prædiken 9. søndag efter Trintatis i Nivå Kirke
9. søndag efter Trinitatis 2018
Salmer: Nr. 754 Se nu stiger solen (Mel: Oluf Ring)- Nr. 728 - Du gav mig o Herre - 588 - Herre gør mit liv til bøn / 369 - Du som gir os liv og gør os glade - Nr. 420 (under og efter nadver): Syng lovsang, hele jorden-
Tak Gud for denne lyse morgen
Dette hellige evangelium læser vi hos ev. Lukas kap. 18 v 1-8
Jesus fortalte dem en lignelse om, at de altid skulle bede og ikke blive trætte. Han sagde: »I en by var der en dommer, som ikke frygtede Gud og var ligeglad med mennesker. I samme by var der en enke, og hun kom gang på gang til ham og sagde: Hjælp mig til min ret over for min modpart! Længe ville han ikke, men til sidst sagde han til sig selv: Selv om jeg ikke frygter Gud og er ligeglad med mennesker, vil jeg dog hjælpe denne enke til hendes ret, fordi hun volder mig besvær; ellers ender det vel med, at hun kommer og slår mig i ansigtet.« Og Herren sagde: »Hør, hvad den uretfærdige dommer siger! Skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte deres ret, når de råber til ham dag og nat? Lader han dem vente? Jeg siger jer: Han vil skaffe dem ret, og det snart. Men når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?«
Prædiken
I en af sine legender har den østrigske forfatter, Stefan Zweig, fortalt om Rakel, der går i rette med Gud. Rakel var jo 2. hustru til Jakob, en af Israels stamfædre.
I begyndelsen hører vi, hvordan Gud blev opfyldt af en voldsom vrede over al den ondskab og afgudsdyrkelse, der fandt sted i Jerusalem. Derfor besluttede han en dag at udrydde byen. Da trådte Rakel, Israels stammor, ud fra sin grav og bønfaldt Gud om at lade være. Hun fortalte Gud, hvordan hun selv havde været fyldt af vrede og sorg , da Jakob af hendes far blev tvunget til at gifte sig med hendes storesøster Rebekka i 7 år, inden han måtte få hende; men hun valgte at tilgive faderen og kom over sin misundelse på søsteren, for at tjene barmhjertighedens Gud.
”For” siger Rakel, ”det er hvad du er Gud, barmhjertig; derfor anklager jeg dig nu, hvor du udtaler din dom over Jerusalem. Dine ord strider mod dit væsen, og din vrede fornægter dit egentlige hjerte.” Englene gøs. Men så så de, at der pludselig faldt et stort lys hen over Rakels ansigt. Og de var klar over, at Gud havde hørt hende og set på hende med kærlighed. De forstod, at Gud elskede den, der turde sige ham imod og råbe ad ham og være tålmodig endnu højere. Han elskede ikke kun den frommes ubetingede lydighed. Og himmelrummet blev atter fyldt af lys og herlighed.
Hvad er min ret, og hvad er min pligt! var der engang et kendt radioprogram, der hed, vist nok med Hanne Reintoft ved mikrofonen.
Ja, det er min ret at tro på, at jeg er Guds barn, skabt af Gud, og sat fri til at leve et liv med glæden som grundtonen, og kærligheden som drivkraften.
Og det er min pligt at insistere på, at få lov at leve på den måde. Og om nødvendigt råbe til Gud dag og nat.
For Gud kan bevæges. Gud er ikke urørlig og fjern, men bevægelig.
Selve evangeliet er beretningen til os om, at Gud for vores skyld i Jesus Kristus, har bevæget sig fra sin himmelske fjernhed til at være os nær, midt i det liv vi lever på jorden. Også i afkrogene. Også når vi er i mørke og dødens skygge.
Enken, som vi hørte om i evangeliet ville have det, hun havde ret til. Hun helmede ikke! Hvad hendes sag handlede om, får vi ikke at vide.
Den, der kunne skaffe hende ret, var byens dommer. Det var hans job!
Tidligt og sent kom hun til ham og plagede ham. Det var hårdt .... For han havde ikke spor til overs for hende, eller for andre mennesker, for den sags skyld. Dommeren ... frygtede ikke Gud og var ligeglad med mennesker....står der. Han var ikke ligefrem nogen rar type. Men han var måske bare kørt træt efter mange år med besværlige klienter, som opsøgte ham i tide og utide.
Han ønskede at få fred og så lidt besvær som muligt.
Men så skete der et eller andet. Måske blev han bange for, hvad den hidsige kone kunne finde på. Og historien ender med, at han gav hende sin ret. Hun fik ret og han fik fred.
Hvad vil Jesus os med den lignelse? Han begynder jo med at sige, at vi skal bede og ikke blive trætte. Og han slutter med at sige, at når selv en så uretfærdig og useriøs dommer kunne bøje sig, hvor meget mere vil Gud så ikke give os mennesker det, vi beder vi om. Hvis vi altså gør det - for det kan jo ske, at vi helt glemmer at bede?
Bøn er troens åndedræt… er der en der har sagt. Jesus lærte os Fadervor, den bøn fik vi med i vores dåb – og vi beder den sammen, inden vi fejrer nadver.
Bøn er i al sin enkelthed at tale med Gud – at lægge alt frem for ham – selv de mest simple og hverdagsagtige ting. Mange af os beder for vores børn og vores kære, for hjælp til at klare det, vi synes er svært, og for at det onde ikke må ramme os.
Jeg hørte en dag et foredrag af en sygehuspræst – om det store behov der er for præster rundt om på vores sygehuse. For som han sagde: De steder i vores land hvor der bliver bedt mest, er ikke i kirkerne, men på sygehusene. …. Om, at sygdommen må gå i ro, at smerterne er til at holde ud, operationen må gå godt. Og familien beder for deres syge.
Men der er jo ikke noget at sige til, at vi engang imellem mister troen på, at bøn hjælper. For hvis det handler om, at vi bare skal blive ved med at bede, så ville vores liv og verden se anderledes ud - Så ville der ikke være brug for så mange hospitaler. Der ville også mangle nogen på kirkegårdene. Vi ville ikke blive syge, ensomme, og aldrig få økonomiske problemer.
Men bøn handler jo nok først og fremmest om lægge sit liv i Guds hænder. Om at turde se sin afmagt i øjnene. Og at acceptere, at vi ikke skal magte alt i vores liv selv.
Det er svært. For det ligger i tiden, at vi skal kunne det hele. Have succes. Udvikle os. Tjene gode penge. Holde kroppen sund og rask. Ikke være svage og syge. Men bønnen minder os om, at det kan vi ikke altid…
At bede handler om at lægge sit liv i Guds hænder og få styrke og nyt mod. Jeg havde for nylig et møde med en familie, i forbindelse med en bisættelse.
Og en af dem havde engang hørt en præst bede en bøn, hvor det lød:
Herre hjælp os til at klare det, som vi kan,
og hjælp os med at give slip, når du tager over! De ord havde hun aldrig glemt.
Jesus siger til os, er, at vi ikke må give op; men vi skal blive ved med at bede og tro på hans hjælp og kærlighed, også når det ser mest sort ud, og vi begynder at tvivle på, om Gud overhovedet findes….
Vi skal bede og ikke blive trætte…. bevare håbet, midt i alt det svære.
Så det er ikke dommeren, men enken, der er centrum i lignelsen, og derfor skulle vi måske kalde den for ”Lignelsen om den udholdende enke” i stedet for ”Lignelsen om den uretfærdige dommer”. For det er hendes udholdenhed og stædighed, den handler om.Hun bliver ved med at insistere på, at hjælpen findes, og livet igen vil blive godt.
Jesus giver hende ret. Og hvor er det egentlig sejt! At han giver os et billede af Gud, som en, der kan bevæges og skifte mening, og er parat til at høre på os, uanset hvad vi kommer med. Også når vi er som den irriterende kone!
Og det er faktisk sådan, Jesus fortæller os om Gud i sine lignelser og historier. Om Gud, der altid er på livets side. Som altid forsvarer og udvælger dem, vi egentlig har afskrevet:
Det gælder den fortabte søn. Og manden, der blev overfaldet og lå på en øde vej og lignede en, der var død. Indtil en samaritaner standsede op. Det gælder fåret, der havde forvildet sig væk fra flokken.
Og det gælder den forhadte tolder Zakæus.
Enkens påtrængenhed og Guds bevægelighed skaber det møde, hvor forandringen kan ske. Og hvor vi oplever hans nærhed og kraft på ny.
Den som beder han får, siger Jesus et andet sted. Ikke altid det, vi ønskede og bad om, men:
Der er svar undervejs, engle kommer med bud
om det tøver, det frem dog skal nå.
For det lover jo løfternes trofaste Gud
kald på mig og du hjælpen skal få.
Vi skal bede og aldrig blive trætte. Amen
Kommentarer