Prædiken til 6. søndag efter Trinitatis søndag den 8. juli 2018 kl. 10.30 i Egedal kirke ved sognepræst Jørgen Sejergaard, sejergaard@mail.tele.dk

Prædiketeksten er Mattæus-evangeliet kap 19, vers 16-26: Og se, der kom en hen til Jesus og spurgte: "Mester, hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?" Han svarede ham: "Hvorfor spørger du mig om det gode? Én er den gode. Men vil du gå ind til livet, så hold budene!" Han spurgte: "Hvilke?" Jesus svarede: " 'Du må ikke begå drab, du må ikke bryde et ægteskab, du må ikke stjæle, du må ikke vidne falsk, ær din far og din mor!' og: 'Du skal elske din næste som dig selv.' " Den unge mand sagde: "Det har jeg holdt alt sammen. Hvad mangler jeg så?" Jesus sagde til ham: "Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!" Da den unge mand hørte det svar, gik han bedrøvet bort, for han var meget velhavende. Og Jesus sagde til sine disciple: "Sandelig siger jeg jer: Det er vanskeligt for en rig at komme ind i Himmeriget. Ja, jeg siger jer, det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige." Da disciplene hørte det, blev de meget forfærdede og sagde: "Hvem kan så blive frelst?" Jesus så på dem og svarede: "For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt."

Drømme er en vigtig del af livet. De fungerer ikke kun som virkelighedsflugt, men også som visioner, der kalder på virkeliggørelse. Nogle af drømmene går faktisk i opfyldelse. Verdenshistorien kan fortælle om rigtig mange drømme, som er gået i opfyldelse. I Sydafrika drømte de sorte i mange år om stemmeret og demokrati. Til sidst fik de det. Jøderne og armenierne drømte i mange år om at få deres eget land. Til sidst fik de det. Menneskene har i århundreder og årtusinder drømt om at flyve. I det tyvende århundrede lykkedes det. Vi har også drømt om at rejse til Månen. Det er også lykkedes. Nede på jorden drømmer rigtig mange om den kæreste, de gerne vil leve livet sammen med, og for mange går drømmen i opfyldelse.

Et helt land, USA, er til stadighed drevet af den helt særlig drøm, som vi kalder den amerikanske drøm - om den fattige mand, der får en chance og griber den og virkeliggør den gennem mange års hårdt arbejde, så han stiger op fra fattigdom til rigdom og økonomisk selvstændighed.

Andre mennesker oplever, at deres drømme ikke går i opfyldelse, og det kan være meget smertefuldt.

I Danmark har vi skabt et samfund, hvor den gennemsnitlige drøm trods alt går i opfyldelse for de fleste: Mad på bordet, tag over hovedet, tøj på kroppen, familieliv, børn, gratis lægehjælp, gratis uddannelse, job, forsikring og pension.

Vi kender så også alle tilværelsens ubehagelige sider. De fleste oplever sygdom. Alle skal vi dø, og vi undgår ikke en række ubehagelige oplevelser livet igennem, ikke kun med andre mennesker, men også med os selv. Vi forløber os, og vi forsømmer. Det medfører skyld og som regel skyldfølelse i forskellig grad.

Over for disse ubehagelige forhold lever så den helt store drøm, nemlig drømmen om det evige liv. Hvem har ikke tænkt den tanke? Men efterhånden, som livet skrider frem, og man mister flere og flere, så tærer det på drømmen, og man oplever, at tilværelsens dystre sider knuser alle vore drømme. Det er skyld og død, der får det sidste ord, ikke liv og glæde.

Midt i alt dette støder vi så på Israels folk. Blandt den rettroende kerne lever drømmen om det evige liv i bedste velgående. Og ikke bare drømmen, men også tilliden til, at den kan blive til virkelighed. Det har de Guds eget ord for. I sin lov, Moseloven, siger han til dem om disse bud: Det menneske, der følger dem, skal leve ved dem (3 Mos 18,5).  

En dag kommer der så en og spørger Jesus: "Mester, hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?" Jesus svarer kort og klart: vil du gå ind til livet, så hold budene! Jesus svarer helt efter Moseloven.

Den unge mand mener selv, at han har holdt alle budene. Efter jødisk opfattelse er det fuldt ud muligt. I jødedommen troede man så også, at man kunne skaffe sig en skat i himlen ved almisse, bøn og faste. Måske ligger det bag den unge mands andet spørgsmål: Hvad mangler jeg så? Det kan så være, at han også lige vil høre, hvad Jesus mener om at skaffe sig en skat i himlen. Under alle omstændigheder er det det, Jesus svarer på.

Jesu svar er radikalt og overraskende. Han skal skaffe sig en skat i himlen ved at afgive sin jordiske skat til de fattige. Desuden skal han følge Jesus.

Som lyn fra en klar himmel bliver det klart for denne mand, at pengene betyder mest. Det havde han ikke regnet med. Hans stolthed får et knæk. Han går bedrøvet bort, for han var meget rig. Hvad Moseloven ikke kunne afsløre, det afslører Jesus. Jesus afslører, hvad der har førstepladsen i vort liv.

Det er en stærk oplevelse. Her gik den unge mad og troede, at han overholdt loven, og så kom det frem, at pengene betød mest.

Læg mærke til, at Jesus beder ham om at gøre to ting. Han skal både skaffe sig en skat i himlen og derefter følge Jesus.

Det sidste kan man godt undre sig over. Er det ikke nok at få sig en skat i himlen? Hvorfor skal han så også følge Jesus? Fordi Jesus er mere end en skat i himlen. Han er så at sige himlen selv, eller som en af hans apostle skriver: Han er den sande Gud og det evige liv (1 Joh 5,20). Selv siger Jesus: Jeg er vejen, sandheden og livet (Joh 14,6).

Jesus er livet, det evige liv. Vil man opnå evigt liv, så skal man satse alt på ham.

Det er ikke nok, at vi har gjort alt, hvad vi skal. Det er heller ikke nok, at vi giver alle vore penge væk. Selv om vi gør alt det, så kan vi stadig være fremmede for Jesus. Og så er vi fremmede for selve det evige liv. Den unge mand ville tjene Israels Gud ved at overholde Moseloven. Ved at følge Jesus skulle han lære, at Jesus er livet, det evige liv, fra Israels Gud, med Israels Gud. Han er frelseren. Han er Guds Kristus. I Moseloven lærer man kun sine egne anstrengelser og synder at kende. Hos Jesus lærer man Gud at kende.

Derfor må vi intet hindre os i at tilhøre og tjene ham, og derfor lærer Jesus os at tage vort forhold til vore penge op til revision.  

Jesus advarer os i sin bjergprædiken mod at samle os skatte på jorden, hvor møl og rust fortærer, og hvor tyve bryder ind og stjæler. I stedet skal vi samle os skatte i himlen, som hverken kan tæres eller stjæles. Han siger ikke, hvad disse skatte er, kun at de findes og kan opnås.

Jesus forbyder os ikke at bruge jordens goder. En ven forærede ham en flot klædning, og han lod sig gerne byde til et godt måltid. De fleste af os har betydeligt mere end han havde. Verden består af mange gode ting, og vi er sat til at forvalte dem således, at vi alle kan være her. Bonhoeffer har sagt: ”Goderne er givet, for at de skal bruges, ikke for at de skal samles.”

Jesu advarsel går ikke på rigdom. Det er ikke forkert at være rig, men det er farligt at være rig, for man kan knytte sig til rigdom, så den får den plads, Gud skulle have haft.

Vi knytter os til rigdom, når vi tror, at rigdom kan give os sikkerhed. Kun Gud kan give os sikkerhed. Vi knytter os til rigdom, når vi er mere optaget af at samle os skatte på jorden i stedet for at satse på at tjene Gud. Det, som betyder mest for os, er vores gud. ”Det, vores hjerte hænger ved, er vores skat” (Bonhoeffer). Hver eneste gang, Jesus taler om penge, må vi overveje, hvad der betyder mest i vore liv: Vor Herre eller pengene. Bruger vi pengene til at tjene Kristus, eller har de en sådan magt over os, at de får os bort fra Kristus? Gud er gavmild og overøser os med sine gaver, så vi har rig anledning til at glæde os og dele med andre, men når vi misbruger hans gaver, så vi samler os skatte og gør en erstatningsgud af dem, så bliver vort hjerte mørkt for sandheden og måske også koldt for naboen.

Denne side af sagen vil vi så gerne have styr på. Vi vil så gerne have regler, vi kan opstille, så vi er på den sikre side, men det kan ikke lade sig gøre. Vi kan ikke få regler, så vi kan dømme andre eller os selv. Vi kan ikke sige, at grænsen går ved en million eller to. Det er nemlig ikke skattenes størrelse, der kommer an på, men deres betydning for vort hjerte. Derfor kommer vi ikke uden om selvransagelsen og bønnen. Hvad er det, der har og styrer mit hjerte? Det kan være penge, det kan være noget andet. Selvransagelse er en indre, personlig husundersøgelse i ens egen sjæl, hvor man med Jesu vejledning som lys får set på, hvad der gemmer sig i krogene, og bønnen er, at man åben fortæller ham, hvad der er, så han kan rense det ud, som hindrer os i at følge ham.

Og menneskesjælen er så krinkelkroget, at ikke kun det dårlige ting kan hindre os i at følge Kristus, men det kan de gode ting også. Det er ikke kun penge, men også alt muligt andet, der kan stille sig hindrende i vejen for livet med Kristus.

Enhver må undersøge sig selv: Er der noget i vores liv, som hindrer os i at følge Kristus? Er der noget i vores liv, som vi ikke vil bruge til at tjene Kristus?

Det kan være svært at tænke over disse ting alene. Måske skal man tale med et andet kristent menneske, som kan lytte og råde. Præsten skal altid være til rådighed, men der er også andre man kan spørge til råds.

Det dybeste her er ikke, om man får talt med en anden kristen. Vi er kun til for at hjælpe hinanden med at nå frem til det afgørende, nemlig at få talt ud med Kristus. Det er ham, der kan hjælpe os. Når vi ser den rige, unge mands tilstand og derefter tænker på os selv og tænker på, hvordan vi skal rive os løs fra alt det, som vil trække os bort fra Kristus, så mærker vi, hvor afmægtige vi er, og så kan vi føle det præcis som disciplene følte det og spørge: Hvem kan så blive frelst? Sådan spørger vi i vores afmagt, når sandheden om os selv går op for os. Hvordan skal jeg blive frelst? Hvordan skal jeg klare alle fristelserne til at glemme Kristus? Jesus giver os det opmuntrende svar: For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt.

Jesus bekræfter vores afmagt, men han bekræfter også Guds almagt. Gud kan frelse. Hele dramaet udmøntes i bønnen Fadervor. I denne bøn lægger vi vores afmagt frem for Gud: Giv os i dag vort daglige brød! Her erkender og bekender vi, at vort liv afhænger af Gud. Vi kan ikke sikre os ved at samle os skatte på jorden. Kun Guds velsignelse kan opretholde vort liv.

Det samme gælder det evige liv: Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere. Led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde.

Her beder vi Gud om frelse og om bevarelse i livets kampe.

Når vi kalder på ham i Fadervor, så træder Jesus frem. Han stiller sig mellem på den ene side vores drøm om evigt liv og på den anden side det, der knuser denne drøm, nemlig vores synd og svaghed, skyld og død, og så beskytter han os mod det, der vil knuse drømmen, således, at han både renser vores drøm og lader den gå i opfyldelse. For Gud er alting muligt.

Amen