Prædiken til Marias Bebudelsesdag 18. marts 2018 kl. 10.30 i Egedal kirke ved sognepræst Jørgen Sejergaard, sejergaard@mail.tele.dk;

Prædiketekst: Lukas-evangeliet kapitel 1, vers 46-55:

Da sagde Maria:

”Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser!  Han har set til sin ringe tjenerinde. For herefter skal alle slægter prise mig salig, thi den Mægtige har gjort store ting mod mig. Helligt er hans navn, og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham, varer i slægt efter slægt. Han har øvet vældige gerninger med sin arm, splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker; han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe; sultende har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændede bort: Han har taget sig af sin tjener Israel og husker på sin barmhjertighed - som han tilsagde vore fædre - mod Abraham og hans slægt til evig tid.”

Den Mægtige har gjort store ting. Det er det, vi samles om i dag. Gud har gjort store ting. Vi har brug for at høre om det igen og igen, fordi vi er glemsomme og frygtsomme. Vi glemmer Gud, og vores naturlige religiøse følelse er frygt. Overladt til os selv glemmer vi, at Gud kan befri os fra frygten og glæde os. Gud kan få os til at fryde os over ham, vor befrier. Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser!

Den Mægtige har gjort store ting.

Han har gjort store ting mod Maria. Hun fik lov at blive mor til verdens frelser. Hun fik lov at komme så fysisk tæt på Jesus som ingen anden. Hun fik lov at se ham vokse op, at lære ham sit modersmål, at skærme og beskytte ham, at opdrage ham, og midt i alt det fik hun lov at fornemme, at han var noget særligt. Den ene underfulde begivenhed efter den anden slog det fast for hende, og samtidig forstod hun det ikke. Hun vidste dog, at det kom fra Gud, og hun vidste, at hun skulle indprente sig det, hun ikke forstod - i håb om, at hun senere kunne komme til at forstå det. Hun fik ikke bare lov til at tro på Jesus, hun fik ikke bare lov til at være vidne til Kristus, men hun fik også lov til at være det direkte fysiske redskab for Guds søns indgang i vores verden. Hun fik lov at føde Guds evige søn ind i vores verden.

Hun blev ikke Guds kone, som muslimerne tror, at vi tror. Gud fik ikke en søn med Maria. Jeg ved godt, at det lyder plat at nævne det, men det er nødvendigt, når nu denne misforståelse trives lige uden for vores hoveddør. Maria er ikke Guds partner, men Guds tjenerinde. Det kalder hun sig selv. Gud fik ikke en søn med Maria, men sendte sin søn til Maria. Før universets tilblivelse blev Jesus født af Gud Fader, og længe efter verdens tilblivelse blev han født af jomfru Maria. Jesus er altså født to gange, først af Gud, siden af Maria. Jesus var allerede Guds søn, før Maria fødte ham.

Vi kan kalde hende Guds mor, fordi Jesus er guddommelig. Vi kan kalde hende Guds søns beskytter, fordi hun passede på Jesus, da han var barn. Vi kan kalde hende vores rollemodel, fordi hun så tillidsfuldt troede på den besked, hun fik om Jesus. Vi kan kalde hende mange fine ting, blot ikke vores frelser, end ikke vores medfrelser. Vi har kun én frelser, nemlig Jesus, som hun fødte. Maria fødte verdens frelser, men selv kan hun ikke frelse. Hun behøver selv frelse. Derfor beder vi ikke til hende, end ikke om hendes forbøn, for vi beder ikke til de døde, og vi har selv direkte adgang til Gud i Fadervor.

Hvilken glæde Maria fik! Derfor priser alle slægter hende salig. Vi glæder os over, hvad Gud har gjort for hende og gennem hende. Gud gør store ting mod og med små mennesker. Hun var ung, kvinde, uuddannet, ukendt, fra en fjern provins, fra et foragtet folk, fra et hul i jorden, altså Nazareth. Hun tilhørte bunden af bunden, men Gud gjorde store ting mod hende og gjorde hende salig og tog hende i sin tjeneste, og her to tusind år efter taler vi stadig om hende.

Gud har gjort store ting mod Maria.

Han har også gjort store ting mod magthaverne: Han har styrtet de mægtige fra tronen.

Mine forældres generation oplevede, hvordan Adolf Hitlers vældige magt blev knust. Vi laver stadig film om det og skriver bøger om det. Det gjorde et vældigt indtryk på dem, på kunstnere, filosoffer, politikere og alle almindelige mennesker. I 1940 stod Hitler på sin magts tinde og millioner frygtede ham. I 1945 endte han sine dage i et hul i jorden og efterlod sit folk i dyb elendighed.

Vi i min egen generation har oplevet, hvordan Sovjetunionen og Warszawa-pagten brød sammen. Den kolde krig sluttede. Jerntæppet, der delte Europa i to, forsvandt. En bølge af frihed gik over verden. I Tjekkoslovakiet blev en forfatter, der havde været fængslet for sine meninger, gjort til præsident. Gud har ophøjet de ringe.

Den unge generation har oplevet, hvordan verdens finanssystem kom ud i kæmpekrise, de har set, hvordan masserne gik på gaden i Tunis og Egypten og fik styret til at bryde sammen, og de har set Islamisk stat svinde ind til næsten ingenting. Hvad kommer den næste generation ikke til at opleve.

Det mærkelige ved os mennesker er så, at vi stadig frygter de uretfærdige og magtfulde magthavere, som endnu er her. Vi har så svært ved at tilegne os det, som Maria lærer os, nemlig, at den, der har magt i dag, kan miste den i morgen. Marias tro kommer ikke automatisk til at fylde os. Derfor må vi bede Gud om hjælp. ”Herre, skænk os troen fuld af glæde!” beder vi i en dåbssalme.

Jesus viser vejen. Da han stod foran Pilatus, sagde Pilatus til ham: Ved du ikke, at jeg har magt til at løslade dig og magt til at lade dig korsfæste? Jesus svarede: Du havde ikke nogen som helst magt over mig, hvis ikke det var givet dig ovenfra.

Lærer vi mon at tænke det samme? Tør vi sige det samme ansigt til ansigt med en magthaver, der kan sende os i døden? Jeg ved det ikke, men jeg ved, at det er hos Jesus, vi skal hente kraften.

Gud har gjort store ting mod verdens magthavere.

Gud har også gjort store ting mod Israel. Han har taget sig af sin tjener Israel. Og nu skal vi ikke tale politik, men frelseshistorie. Skatter og krige kan vi altid tale om. Maria peger på det, vi glemmer: Guds løfter om frelseren.

Gud har taget sig af sin tjener Israel og husker på sin barmhjertighed - som han tilsagde vore fædre - mod Abraham og hans slægt til evig tid.

Engang lovede Gud Abraham, at en af hans efterkommere skulle blive til velsignelse for hele verden. Nu husker Gud på sit løfte. Nu går det i opfyldelse, fordi Marias søn er verdens frelser.

Hvad man end kan mene om Israel, så peger Bibelen på, at det vigtigste ved Israel er Jesus. Israel er Jesu folk. Han fødtes som jøde og voksede op som jøde og døde som jøde, ligesom han opstod fra de døde og for til himmels som jøde. Jøden Jesus regerer universet. Kom bare an, nazister og alle andre jødehadere, for Gud har for længst overhalet jer! Gud har taget sig af sin tjener Israel.

Man kan så spørge, hvad alt det kommer os ved. Vi er hverken Maria, magtfulde eller jøder. Vi er bare ganske almindelige borgere i Kokkedal og omegn.

Er der noget til os? Har Gud også gjort store ting for os? Ja, det har han. Hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham, varer i slægt efter slægt.

Hvad er det at frygte Gud? Sagde jeg ikke før, at Gud kan befri os fra frygten og give os glæde i stedet for? Jo, det sagde jeg, og det står jeg ved, men alligevel tales der mange steder i Bibelen om at frygte Gud. På den ene side vinder Gud vort hjerte ved sin kærlighed, og vi stoler på hans løfter og fryder os over den tryghed, der er hos ham. På den anden side har Guds kærlighed også kant. Så snart vi handler egoistisk og ondt, så sætter Gud os i rette, og hvis vi fremturer, bliver han vred – ikke fordi han er fornærmet eller opfarende eller uberegnelig, men fordi han vogter over vore medmennesker. Skader vi dem, kommer vi på kant med ham. Og hvis vi vender ham ryggen, så står vi alene og ubeskyttet over for vældige kræfter, som ødelægger os, døden og dommen. Derfor skal vi være bange for at handle imod Guds vilje, ligesom vi skal være bange for at bryde fællesskabet med ham. Det er gudsfrygt. At være gudfrygtig er at regne med hans magt, hans vilje og hans hellighed.

De bibelske forfattere beskriver de troende med mange udtryk. I Det gamle Testamente tales der tit om gudsfrygt. I Det nye Testamente tales der tit om tro. Det er to sider af samme sag. Vi stoler på Gud, vi kender hans godhed og værdi og vilje, og netop derfor er det frygteligt at vende ham ryggen og komme i modsætningsforhold til ham.

Hvad har han gjort mod os, der tror på ham? Hans barmhjertighed … varer i slægt efter slægt. Guds omsorg er evig. Det betyder, at han ikke svigter os.

Han har forbarmet sig over os, fordi vi er i nød. Vi er syndere og skyldnere, der trænger til en frelser. Derfor lod han Maria føde Jesus. Og Jesus er ikke kun Israels frelser, men hele verdens. Abraham fik dette løfte: Alle jordens folk skal velsigne sig i dit afkom (1 Mos 22,18). Derfor har han ladet os høre om ham og blive døbt til ham og givet os tro på ham. Dåben giver os statsborgerskab til Guds evige rige. Vi får et pas udleveret til Guds rige. Hvis vi så også tror på ham, så begynder vi rejsen til dette rige. Så er der forbindelse med Jesus. Så er vi inde under hans beskyttelse. Så lever vi i tilgivelsens rige, i lyset hos Gud. Så beder vi om, at Guds vilje må ske og ikke vores egen vilje. Og selv om vejen gennem livet kan være vanskelig indimellem, så fører Gud os igennem. Bare se på Maria! Hendes liv var ikke altid let. Først skulle hun overvinde omgivelsernes mistro og modvilje, fordi hun blev gravid uden for ægteskab. Dernæst skulle hun rejse langt som højgravid, fordi alle skulle rejse til deres slægts hjemby for at blive indskrevet til skatteopkrævning. Nogen tid efter barnets fødsel måtte familien flygte til Egypten for at redde sig fra Herodes’ soldater. Så optrådte den voksne Jesus på en måde, så familien følte sig helt udenfor. Og til sidst måtte hun stå og se på, mens han blev korsfæstet og døde dér. Sidenhen efter han opstandelse oplevede hun den forfølgelse, menigheden kom ud for. Livet i denne verden er ikke altid let. Hver har vi vores historie at fortælle. Måske fortæller vi den kun til os selv. Guds barmhjertighed betyder, at vi også kan fortælle den til ham. Og Guds barmhjertighed fører os igennem vanskelighederne og frem til evig glæde i Guds rige.

Gud gør store ting mod små mennesker. Det er ingen hindring, at vi er små og magtesløse. Gud kan tage os ind under sin beskyttelse og lade os tjene ham med al vor energi og evner. Her er Maria et strålende eksempel. På samme måde skal vi ikke lade os gå på af vor lidenhed og afmagt og heller ikke uværdighed, hvis vi føler det. Gud gør store ting også imod os, og fordi han er stor, kan han også gøre store ting gennem os. Gennem os små mennesker opbygger Gud sin kirke på jorden. Sådan spreder han budskabet og lader fællesskabet vokse.

Gud har gjort store ting mod Maria, mod magthaverne, mod de ringe, mod Israel og dybest set har han gjort det altsammen som forberedelse til sine store gerninger mod os.

Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser!

Sådan synger Maria. Lad os synge med!

Amen