Prædiken til 3. søndag i fasten 4. marts 2018 kl. 10.30 i Nivå Kirke ved sognepræst Jørgen Sejergaard, sejergaard@mail.tele.dk;

Prædiketeksten er Johannes-evangeliet, kapitel 8, vers 42-51: Jesus sagde til dem: "Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig, for det er fra Gud, jeg er udgået og kommet. Jeg er ikke kommet af mig selv, men det er ham, der har udsendt mig. Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? Fordi I ikke kan høre mit ord. I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen. Men jeg siger jer sandheden, derfor tror I mig ikke. Hvem af jer kan påvise nogen synd hos mig? Når jeg siger sandheden, hvorfor tror I mig da ikke? Den, der er af Gud, hører Guds ord; men I hører ikke, fordi I ikke er af Gud." Jøderne sagde til ham: "Har vi ikke ret i at sige, at du er en samaritaner og besat af en dæmon?" Jesus svarede: "Jeg er ikke besat af en dæmon, jeg ærer derimod min fader, men I vanærer mig. Jeg søger ikke min egen ære; der er en, der søger den, og han dømmer. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden."

Jeg fik et spørgsmål i denne uge:

Skal man regne med Djævelens eksistens for at være sand kristen? Nej, det behøver man ikke.

Hvorfor taler Jesus så om ham? Fordi vi skal kende vores modstander og i hvert fald ikke undervurdere ham. Det var hårdt for Jesus at kæmpe mod Djævelen dengang, og det er hårdt for os i dag. Det er det, fastetiden minder os om.  

Skal vi absolut regne med Den Onde? Kan vi ikke nøjes med at regne med det onde?

Vi kan føje et par liturgiske overvejelser til spørgsmålet: Det er jo kun i Danmark, at forsagelsen – ”Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen” – er med i Trosbekendelsen. I de fleste andre lande bruger man den ikke i gudstjenesten, kun ved dåben.

Og jeg kan føje til, at de første 400 af kristendommens historie fandtes Trosbekendelsen slet ikke i gudstjenesten. Man havde en nadverbøn, der rummede de samme elementer som Trosbekendelsen – dog uden at nævne forsagelsen af Djævelen.

Liturgisk, gudstjenstligt, har man tidligere kunnet undvære Trosbekendelsen. Blot havde man de samme emner i en bøn. Vi kunne også nøjes med forsagelsen ved dåben, hvor den jo markerer, at vi vender os fra alt ondt og holder os til den treenige Gud.

Alt det skærper bare spørgsmålet: Hvilken gavn har vi af at høre om Djævelen – ikke bare i Trosbekendelsen, men også her i Jesu undervisning? Skal vi absolut regne med Den Onde? Kan vi ikke nøjes med at regne med det onde?

Jeg vil svare, at Jesu undervisning har større hjælp at give end som så. Så længe vi kun kender det onde, har vi ingen hjælp af at høre, hvad Jesus siger om Djævelen. Troen på det onde hører til fredelige tider.

Men vi kan komme ud for situationer så voldsomme og ondskabsfulde og frygtindgydende, at vi bliver klar over, at vi ikke kun står over for det onde i os selv og omkring os, men også over for en modstander, som er langt stærkere og klogere end os. Vi står over for en mægtig modstander, som ønsker både Jesus og kirken død. Han kan pine og plage menneskene f. eks. med okkulte erfaringer, som man ikke skal spøge med. Vi kan komme ud for erfaringer, hvor troen på det onde ikke slår til. Når man oplever den slags ting, har man hjælp af Jesu undervisning om Den Onde. Jesu undervisning er et forråd med hjælp til mange forskellige situationer, og det er først, når man står i situationen, at man opdager det. Jesus taler ikke kun om det, vi kan forstå i dag. Han taler også om det, vi kan få brug for ved en senere lejlighed, hvor vi siger: ”Jeg har aldrig forstået det før nu”.

Jesus har lært os at bede Fadervor. Fri os fra det onde, beder vi. Det kan også oversættes Fri os fra Den Onde. Jeg forestiller mig, at vi kan komme ud for så voldsomme ting, at vi kan få brug for at bruge denne alternative oversættelsesmulighed.

Jesu undervisning om Djævelen er således ikke noget, vi skal tro på som en pligt for at være sande kristne, men det er noget, vi kan få brug for, når ondskaben viser sit værste ansigt. Det er et ekstra værn i beskyttelsesdragten.

Vi kan så let forestille os, at det er os, der sidder i dommersædet eller juryen ligesom prinsessen i Klodshans, mens verdens forskellige livssyn roligt passerer forbi, viser os deres bedste sider og bejler til vores gunst, og til sidst vender vi allernådigst tommelfingeren op for et af dem. Det verdensbillede kan vi rigtig godt lide, for så er det os, der sidder for bordenden.

Hvis man ender i fangekælderen hos en terrorbevægelse eller en diktaturstat, eller der sprænger en terrorbombe, eller der har været et skoleskyderi, så krakelerer billedet, og vores ønskedrømme bliver et mareridt.

Jesus taler helt anderledes virkelighedsnært om verdenshistorien som en vældig kamp på liv og død mellem Guds Søn og Guds modstander. De kæmper om os, og vi deltager i kampen på den ene eller den anden side, ikke fordi alle tager stilling til Djævelen, for ham regner de fleste ikke med, men fordi alle tager stilling til Jesus. Med vores holdning og handlinger signalerer vi, om han er dyrebar for os eller ej.

Jesus nævner selv alternativerne: enten kærlighed til Jesus eller modstand. Det sidste spænder vidt – fra vold til ligegyldighed.

Heri er kristendommen ikke enestående. Kommunister, buddhister, muslimer, hinduer, ateister osv. oplever både tilhængere og modstandere. Det særlige ved kristendommen består ikke i tilslutning og modstand, men i Jesus selv. Han skiller sig afgørende ud fra samtlige andre filosoffer og religionsstiftere.

Jesus er livet, det evige liv. Det er en påstand med magt bag ordene. Han opvakte døde, og han overvandt sin egen død. Det adskiller ham fra alle andre. Alle de andre filosoffer og religionsstiftere er døde. Jesus alene har overvundet døden. Derfor er påsken med Jesu opstandelse så vigtig. Her kommer hans egenart frem. Det var svært at tro på ham og forstå ham før hans opstandelse. Der var meget i hans undervisning, der først kom lys over ved hans opstandelse.

Den samtale, som dagens tekst er taget fra, finder netop sted før Jesu død og opstandelse. Derfor peger han på en anden ting, som skilte ham ud: Hvem af jer kan påvise nogen synd hos mig? Det var ikke muligt for Jesu modstandere at påvise en synd hos Jesus. De kunne ikke lide ham, men de kunne ikke finde noget på ham. Derfor kunne de ikke føre ham for domstolen og få ham dømt. Til sidst blev han da også kun dømt, fordi han sagde, at han er Guds søn.

Hvad er det glædelige budskab og opmuntringen i den bibeltekst, vi har for os i dag, når der tales så meget om Djævelen? Det glædelige er, at der faktisk siges mere om Jesus end om Djævelen.

Jesus er sendt af Gud. Han siger sandheden. Han søger ikke sin egen ære, men Guds. Det er en sådan Herre, vi har. Det er en sådan herre, vi er døbt til at tilhøre. Han slutter med at sige: Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden. At holde fast ved Jesu ord er at klynge sig til hans løfter og hver dag at lade sig lede af hans vejledning om tro og etik. Da skal man aldrig komme til Dødsriget, men til Himmeriget. Man er inde under hans beskyttelse. Dødsriget kan ikke nå os, end ikke i døden.

Når man elsker ham, så elsker man livet med stort L, det evige liv, som aldrig mere skal dø. Det er glæden. Når man afviser ham, så mister man det evige liv, fordi han er det evige liv. Det er alvoren.

Nogle afviser Jesus på den måde, at de ønsker ham og hans kirke død, og nogle få går endog så vidt, at de med iver opsporer de kristne og søger at få dem henrettet. De sidste kan vi med rette kalde morderiske. Andre afviser Jesus med civil og høflig og dannet ligegyldighed. De er ikke mordere, men pæne mennesker. De ødelægger hverken Jesus eller hans kirke, men sig selv. De lever på den løgn, at menneskene kan klare livet selv. Vel er det sandt, at vi skal forvalte vort liv og passe på verden, men det er også sandt, at vi står til ansvar for vores skaber, og at vi hverken klare ansvaret eller overvinde døden. Det er det sidste, løgnen vil have os til at glemme.

Mord og løgn. De færreste er mordere, heldigvis. Kun 0,8% af verdens kristne er blevet myrdet for deres tros skyld, siger historikerne. En væsentlig større del lever så under hyppig eller ligefrem daglig chikane. Alligevel er det løgnen, der fylder i det store billede af modstanden mod kristendommen. Løgnen lyder: Vi behøver ikke Jesu hjælp. Vi lever udmærket uden ham.

Mange mennesker i dag ønsker ikke at trække tingene så hårdt op. Lad os tage det lidt mere afslappet, siger man, men når man spørger dem, om det ville betyde noget for dem, hvis kristendommen forsvandt, så kommer sandheden frem. Enten sanser vi, at der her er noget umisteligt, eller også er vi ligeglade. Og jo mere vi lærer Jesus og hans undervisning at kende, jo mere klart indser vi, hvor vi selv står.

Jesus lærer os så, at disse to holdninger har hver sin inspirationskilde. Gud motiverer os til at værdsætte Jesus, og Guds modstander, den Onde, motiverer os til at afvise ham.

Guds modstander, Djævelen, forsøger af al magt at ødelægge troen på Jesus, og han forsøger at ødelægge menneskelivet mest muligt. Han søger at drive mennesker i uføre, så de fortvivler og mister alt håb.

Han søger enten at drive os til afgudsdyrkelse, som det skete for Israel med dansen om guldkalven, eller han søger at kølne og slukke vores kærlighed til Jesus, som vi hørte om det i læsningerne fra alteret (2 Mos 32,7-10.30-32; Åb 2,1-7). Han har to ting på programmet, og det er løgn og mord. Vi ved intet om, hvordan han ser ud, men kun, at han er en ond ånd. Vi kender ham ikke på hans udseende, men på hans gerninger.

Skal vi absolut regne med Den Onde? Kan vi ikke nøjes med at regne med det onde?

Jeg spørger: Kan det onde myrde og lyve? Kan løgn og mord komme fra en upersonlig magt? Er det ikke altid personlige væsener, der myrder og lyver?

Selve begrebet det onde lyder mindre dramatisk og mere ufarligt end Den Onde. Derfor tror jeg, at Jesus med sine udtalelser vil hæve vores alarmberedskab. Kampen mod Djævelen er et klassisk fastetema. Fastetiden skal hjælpe os til at besinde os på tilværelsens barske virkelighed, så vi ikke sløver hen i verdensfjerne drømmerier. Vi står ikke bare over for det onde som noget upersonligt og tilfældigt, men over for Den Onde, som planlægger og koordinerer sine angreb på vores tro, vores moral og vores fællesskab.

”Velan, så får du kæmpe og tro trods fald og brud, at stor er vel Guds fjende, men større er dog Gud” (DDS 634,2). For vel kan Djævelen slå kroppen ihjel, men så kan han heller ikke mere. Jesus derimod kan noget, som Djævelen ikke kan, nemlig give liv, ja redde fra døden og give evigt liv i evig glæde. Det kommer ikke bare engang. Det begynder i dag. Han siger:

Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.

Det er hans ultimative sejr.

Amen