Prædiken til 19. søndag efter Trinitatis 2015 kl. 10.30 i Egedal kirke ved sognepræst Jørgen Sejergaard, sejergaard@mail.tele.dk

Prædiketekst: Markus-evangeliet kapitel 2, vers 1-12:

Da Jesus efter nogle dages forløb igen kom til Kapernaum, rygtedes det, at han var hjemme. Og der samlede sig så mange mennesker, at der ikke engang var plads uden for døren; og han talte ordet til dem. Så kom der nogle hen til ham med en lam, der blev båret af fire mand. Men da de ikke kunne komme hen til Jesus for de mange mennesker, fjernede de taget over det sted, hvor han var; og da de havde lavet hul, sænkede de båren med den lamme ned. Da Jesus så deres tro, siger han til den lamme: ”Søn, dine synder tilgives dig.” Men der sad også nogle af de skriftkloge, og de tænkte i deres hjerte: ”Hvad er det dig, han siger? Han spotter Gud. Hvem kan tilgive synder andre end én, nemlig Gud?” Da Jesus i sin ånd straks vidste, at de tænkte sådan ved sig selv, sagde han til dem: ”Hvorfor tænker I sådan i jeres hjerte? Hvad er det letteste, at sige til den lamme: Dine synder tilgives dig, eller at sige: Rejs dig, tag din båre og gå? Men for at I kan vide, at Menneskesønnen har myndighed til at tilgive synder på jorden” - siger han til den lamme: ”Jeg siger dig, rejs dig, tag din båre og gå hjem!” Og han rejste sig, tog straks båren og forlod stedet for øjnene af dem alle sammen, så de blev helt ude af sig selv og priste Gud og sagde: ”Aldrig har vi set noget lignende!” 

Dine synder tilgives dig!

Det er Jesu gave til os. Men vi skønner først på denne gave, når vi rigtig mærker, hvad synd er.

En gammel prædiken ramte mig. Prædikanten ville forklare, hvad synd er. Han citerede så de første to spørgsmål, som Gud stiller til mennesker i Bibelen:

Adam, hvor er du? (1 Mos 3)

Adam og Eva havde skjult sig for Gud, efter at de havde forbrudt sig mod ham. Og Gud kalder dem ud af skjulet.

”Synd er at leve sit liv skjult for Gud, ikke at ville være gennemsigtig for Gud, ikke at ville stå til regnskab for Gud, men at ville beholde sit liv for sig selv”.

Det andet spørgsmål lyder:

Kain, hvor er din bror? (1 Mos 4).

Synd er at holde sig selv og sit liv adskilt fra sit medmenneske, fordi man går ud fra, at man tilhører sig selv.

Hvor er du? Hvor er din bror?

At være en synder er at skjule sig for sin skaber og ikke at stå ved sin forpligtelse over for sit medmenneske. Man gemmer sig og trækker sig. Man vil være sin egen herre både over for Gud og over for sit medmenneske. En uhyggelig tanke.

Uanset hvem vi er, troende eller ikke-troende, fristes vi til at gemme os og trække os. Det er så svært at indrømme sin synd over for Gud. Det nemmeste er at gemme sig. Det er så svært at vise omsorg for sit medmenneske. Det nemmeste er at trække sig. Og der kan være så mange ting, som driver os i den retning. Hver har vi vores historie at fortælle. En af de ting, som kan drive os til at gemme os og trække os, er, at vi synes, at vi har styr på livet.

Så længe livet går godt, synes man, at man har styr på det. Det varer dog ikke ved. Før eller senere oplever vi alle en eller anden form for modgang. Det kan være sygdom, dødsfald i familien eller andet. Så har vi ikke styr på det mere.

Hvad har jeg dog gjort, siden jeg skal have det så hårdt? Sådan tænker mange. Når livet går os på, så melder sådanne mørke tanker sig.

Måske har denne mand også tænkt sådan. Vi ved i hvert fald, at hans omgivelser tænkte sådan. En gang traf Jesus og hans disciple en blindfødt. De spurgte så Jesus: Hvem har syndet? Hans forældre eller han selv, siden han er født blind? (Joh 9,2). Jesus afviste denne tankegang, men det må være frygteligt at være syg i et samfund, hvor de raske dømmer en syg på den måde.

Og endnu værre må det være, hvis man virkelig har noget på samvittigheden, som er med til at forstærke tanken. Så man ikke bare spørger, hvad man har gjort forkert, men konstaterer, hvad man har gjort forkert. Da synes man ikke, at man har styr på livet.

Der kan også ske noget helt andet. Vi har et ordsprog, der siger, at den syge kun har ét problem, og den raske har mange.

Sygdom kan medføre, at man ikke har blik for andet end sin sygdom. Da er det helt tydeligt, at man ikke har styr på noget. Da er det sygdommen, som styrer ens liv.

Evangeliet er, at Jesus vil befri os fra synden. I stedet for at lade os blive i gemmestedet vil han forsone os med Gud. Det er nemlig ikke sandt, at vi kan gemme os for Gud. Det er en falsk følelse, vi kan have. Den er uden hold i virkeligheden. Vi er gennemsigtige for Gud. Spørgsmålet er, om vi selv vil være med til det. Jesus ved alt om os, men vil vi også indrømme det åbent og ærligt over for ham?

Jesus er vort livs kilde. Vi er skabt til at drikke af den.

Vi kan nok trække os fra vort medmenneske, men ikke uden ansvar, ikke uden at svigte, ikke uden at skade vor næste og skade os selv. Vi er skabt til at tjene vore medmennesker. Vi kan ikke uden skade trække os fra dette kald.

Når Jesus taler, skinner lyset, lyset, der afslører, lyset, der lyser op og giver en ny begyndelse, en ny dag i Guds evighed, foran hans ansigt.

Hvad gør vi, når Jesus taler? Holder vi os til lyset, eller flygter vi ind i mørket?

Ved denne lejlighed får vi intet at vide om, hvad den lamme mand tænkte og valgte. Derimod får vi at vide, hvad Jesus modstandere tænkte. De mente, at han var gået over stregen: Hvad er det dig, han siger? Han spotter Gud. Hvem kan tilgive synder andre end én, nemlig Gud?

Det er dette spørgsmål, som Jesus besvarer ved denne lejlighed. Ved andre lejligheder besvarer han andre spørgsmål og indvendinger, men her i dag skal vi se nærmere på denne bestemte indvending: Hvem kan tilgive synder andre end én, nemlig Gud?

Han begynder med at stille et spørgsmålet om, hvad der er lettest at sige: Hvad er det letteste, at sige til den lamme: Dine synder tilgives dig, eller at sige: Rejs dig, tag din båre og gå?

Hvorfor spørger Jesus om det? Det gør han, fordi alle de tilstedeværende forventede, at han ville helbrede den lamme mand. Jesus havde jo allerede helbredt mange, så man forventede en helbredelse mere. Jesu helbredelser var blevet forventelige. Det var syndsforladelsen, som var overraskende. Det er denne forskel, Jesus vil have tilhørerne til at tænke over. Set fra denne synsvinkel må det være lige svært at helbrede og tilgive. Begge dele kræver guddommelig myndighed. Kan man det ene, kan man også det andet. Og så siger Jesus selv, at den lamme skal rejse sig og gå, for at tilhørerne kan vide, at Jesus har myndighed til at tilgive synder på jorden.

Og den lamme rejser sig går, og forundringen går som et elektrisk stød igennem forsamlingen og forløses i lovprisning af Gud.

Vor Herres myndighed kendes på sine gerninger.  Kirken taler ikke om en Jesus, som ingen har set, men om Jesus fra Nazareth, som mange har set. Kirken taler ikke om opdigtet myndighed, men faktisk udvist myndighed hos Jesus.

Jesus har myndighed til at løse os fra syndens skyld og magt.

Han løser os fra syndens skyld i ét nu, i samme nu, som han siger ordene ”Dine synder tilgives dig” og i samme nu, som hans ord vækker tillid i os. Og for at det skal stå helt klart for den enkelte, at tilgivelsen gælder mig, den enkelte, så døber han os hver især med navns nævnelse.

I samme øjeblik Jesus løser os, forsones vi med Gud, og går over grænsen fra mørkets magt og ind i Jesu rige. Vi går fra dommen til frikendelsen, fra døden til livet.

Vi får tilgivelse ikke kun fra de synder, som andre kan se, men også fra dem, de andre ikke kan se. Vi får tilgivelse for alt det, som vi kun selv ved, og vi får tilgivelse for alt det, som kun Gud ser.

Som syndere er vi præget af vores egoisme og trang til at være os selv nok både over for Gud og mennesker. Denne trang farver hele vores personlighed og alt, hvad vi gør. Derfor kan vi gøre mange gode gerninger, som nok glæder andre og giver os en vis selvtilfredshed, men Gud ser egoismen og selvtilstrækkeligheden hos os farve det hele. Og denne selvtilstrækkelighed får os til at gemme os for Gud og sætte grænser for vor kærlighed til andre mennesker.

Gud ser det hele, og hans tilgivelse gælder det hele.

Hans tilgivelse er ikke en overfladisk tilgivelse, men en tilgivelse af os, som vi virkelig er. Når vi føler hjertekulden og urenheden farve både hænder og hjerte, så vi bliver trætte af os selv, og så det slider på troen, når vi tænker på vore forgæves forsøg på at være hellige, når vi mærker syndens styrke og vor egen afmagt, da skal vi vide, at det netop er som sådanne, Jesus tilgiver os.

Hans tilgivelse løser os fra syndens skyld og binder os til ham. Hvor vi før skulle bære synden selv og dø under den, ensomme og uden adgang til Guds rige, dér får vi hos Jesus et helt nyt liv, hvor han bærer synden for os og giver os adgang til Guds rige, til fællesskabet med ham, så vi ikke skal dø ensomme, men leve sammen med ham under hans beskyttelse til evig tid.

Således lægger Jesus en ny glæde ind i os. Nu er det ikke kun synden, der præger alt. Nu er det også glæden over Jesus og takken til ham, der farver og præger alt.

Sådan vinder Jesus mennesker for Guds rige. Sådan vinder han sig ét folk ud af denne verdens mange folk.

Han siger: Dine synder tilgives dig. Det er vores frihed, ikke til at synde videre, men til at ånde lettet op.

Amen