Prædiken til 17. søndag efter Trinitatis den 27. september 2015

Prædiketekst: Lukas-evangeliet, kapitel 14, vers 1-11:

Engang på en sabbat var Jesus kommet ind for at spise hos en af de ledende farisæere, og de sad og holdt øje med ham. Da stod der foran ham en mand, som led af vand i kroppen, Jesus spurgte de lovkyndige og farisæerne: ”Er det tilladt at helbrede på sabbatten eller ej? ” Men de sagde ingenting. Så rørte han ved manden og helbredte ham og lod ham gå. Derpå sagde han til dem: ”Hvis en af jer har en søn eller en okse, som falder i en brønd, vil han så ikke straks trække dem op, selv om det er på en sabbat? ” Det kunne de ikke svare på.

Da Jesus lagde mærke til, hvordan de indbudte udvalgte sig de øverste pladser ved bordet, fortalte han dem en lignelse: ”Når du bliver indbudt til et bryllup, så sæt dig ikke øverst ved bordet. Måske er der indbudt en, der er fornemmere end du, og så kommer han, der har indbudt jer begge, og siger til dig: Giv ham din plads! Så må du med skam indtage den nederste plads. Nej, når du bliver indbudt, gå da hen og sæt dig på den nederste plads, så at han, der indbød dig, kan komme og sige: Min ven, sæt dig højere op! Så bliver du hædret i alle gæsternes påsyn. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes. ”

Etik og selvværd. Det er emnet i dag. Jesus holder ikke et teoretisk foredrag, men står midt i hverdagens begivenheder ude blandt rigtig levende mennesker og han både ser og hører, hvad der sker, og han selv både handler og kommenterer. Vi kan se det hele for os. Vi kan næsten føle, at vi er til stede.

At man ikke må helbrede på hviledagen eller helligdagen forekommer os meget fjernt og besynderligt. Men der er noget fællesmenneskeligt i den udvikling, som fører til et sådant forbud. Gud gav Israel Moseloven, og den siger, at man ikke må arbejde på sabbatten, jødernes hviledag, som er lørdag. Formålet med denne bestemmelse er, at alle, både rige og fattige, skal have fri, ikke bare tilfældigt ind imellem, men en gang om ugen. Den rettroende jødedom er meget streng på dette punkt. I Bibelen står der, at man ikke må tænde ild på sabbatten, vel sagtens fordi, der så var nogen, der skulle sørge for det, og det kunne være lidt besværligt. I moderne tid tolker de ortodokse jøder det sådan, at man ikke må tænde for elektriciteten. Børnene i disse hjem jubler over sabbatten, for så er mor og far hjemme, og de sidder ikke og glor ind i en skærm, og de bruger heller ikke hele dagen på køkkenarbejde eller havearbejde. Der er ikke mulighed for ret meget andet end at hygge sig med børnene og spise mad, som er tilberedt dagen før. Så sabbatten er børnenes dag. Men som tiden gik udviklede jøderne flere og flere tilføjelser til sabbatsbudet. Disse tilføjelser gik ud på at definere, hvad der var arbejde, og hvad der ikke var. Disse tilføjelser står ikke i Bibelen. De er menneskelige tilføjelser. Og det er dem, Jesus bryder, når han helbreder. Og når han så argumenterer med jødernes egne undtagelsesbestemmelser – man må gerne på en sabbat redde både dyr og mennesker, som er kommet i livsfare – så tier Jesu modstandere, fordi de godt ved, at Jesus vil vinde diskussionen på argumenterne.

Hvad kommer alt det os ved? Jo, selv om vi lever i en helt anden kultur end jøderne i Oldtiden, så har vi én ting til, nemlig den grundmenneskelige trang til hele tiden at øge antallet af regler, love og bestemmelser.

På den gode side er vort i dag langt mere teknisk udviklet end for bare 30 år siden, så mange forhold, f. eks. bygning af et hus eller bygning af et skib kræver langt flere regler end tidligere. Det skal vi ikke beklage, tværtimod. Rigtig mange regler er jo til for menneskenes skyld. Man vil værne og hjælpe den svage. Det er en Guds gave alt sammen.

Alligevel kender vi også bagsiden af medaljen, nemlig den menneskelige trang til at kontrollere og registrere og overvåge alt, og den kan tage overhånd og kvæle eller hæmme det frie initiativ. Vi kender talemåden: Det er godt med tillid, men kontrol er bedre. Jesus inspirerer faktisk til et liv og et samfund modsat dette ordsprog, altså et samfund med grundlæggende tillid, hvor kontrolforanstaltninger er så få som muligt.

Lad mig give et dugfrisk eksempel. Jeg talte i denne uge med en mand, som havde været ansat i statens tjeneste. Det var tidligere en livsstil, hvor man kunne foretage individuelle skøn og hensyn. Det kan man ikke længere. Der er regler for og registrering af alt. Han gav som eksempel, at en politimand tidligere kunne køre en mand hjem, der blev taget med lidt for meget alkohol i blodet. Altså i stedet for straks at skride til straf, der ville ødelægge familielivet, så kunne man give en håndsrækning og en løftet pegefinger. Det kan man ikke mere.

Det er altså ikke kun gamle religiøse samfund i Oldtiden, der har en tilbøjelighed til at lave regler for alt, så det kan gå over gevind. Og det er ikke kun strenge islamiske samfund i Mellemøsten, der gør det. Nej, det er også supermoderne samfund i den vestlige verden.

Jesus derimod har meget få regler. Han nøjes med de ti bud, og selv sabbatsbudet har han taget ud. Jesus går i virkeligheden ud fra paradiset som sin etiske norm. Til gengæld gør han den gældende med stor konsekvens og strenghed, for eksempel på det ægteskabelige område. Og det kan det moderne samfund ikke lide. Så hellere juristeriet.

Det store valg for den moderne menneskehed er, om vi skal være i Jesu hænder eller i menneskehænder. At være i Jesu hænder er ikke det samme som at være i kirkens og kirkens lederes hænder. Det kan være lige så slemt som at være i juristernes og politikernes hænder. At være i Jesu hænder er at holde sig til ham, og at hele ens liv er gennemsyret af hans tanker. Hvis vort samfund skal forblive et godt og kærligt samfund, så er det den vej, vi skal. Det modsatte er at falde i menneskehænder. Da skal vi selv definere, hvad der er godt. Da skal vi selv holde det onde nede. Da erstattes Jesu inspiration med menneskelig kontrol. Og jo mere egoismen får lov at blomstre, jo mere kontrol skal der til. En ond spiral uden ende. Det er denne spiral, Jesus bryder ved at blive en indre magt i vort sind, så man uden menneskelig kontrol begynder at handle anderledes. Den menneskelige kontrol kan ikke fjernes helt, for fuldkomne bliver vi aldrig, men når den kristne inspiration er med til at bygge staten op fra grunden, så får man et friere samfund, end man ellers ville få, selv når kristendommen senere kommer til. En mand sagde til mig for nylig, at da kristendommen spredte sig i Romerriget, da var staten og lovgivningen etableret i forvejen i det store Romerrige, så der var i forvejen en folkelig mistro til statsmagten og myndighederne, og de moderne sydeuropæiske lande er stadig præget af det. Mistilliden til myndighederne er stor, og det kniber stærkt med at holde korruptionen nede og skabe et godt samarbejde mellem staten og befolkningen. Anderledes gik det i Nordeuropa, for her var kristendommen med til at etablere de nye stater og den nye lovgivning, som voksede frem dér, og det gav en anden slags samfund med langt større tillid mellem staten og folket. Forskellen på Sydeuropa og Nordeuropa i så henseende mærkes den dag i dag. Kristendommen har betydet noget særdeles positivt for vore lande i nord, og spørgsmålet i dag er, om vi fortsat tager vare på vores kristne arv, som har skabt disse gode forhold. Skal kristendommen stadig være grundlaget for vores kultur? Hvor mange har læst Ny Testamente, og hvor mange vil leve efter det og ikke mindst tænke ud fra det? Skal vores kultur være et kristent samfund med en høj grad af pligtfølelse og næstekærlighed eller skal det være et kontrolsamfund? Som der står i Jyske lov fra 1241: ”Med lov skal land bygges, men ville enhver nøjes med sit eget og lade andre nyde samme ret, da behøvede man ikke nogen lov. Men ingen lov er jævngod at følge som sandheden, …”

Hvor mennesker vil skabe et godt samfund med regler, dér vil Jesus præge menneskene selv, indefra ved sin kærligheds inspiration.

Så vidt etikken. Nu kommer vi til selvværdet. Selvværd er en god ting. Alt for mange plages af mindreværdskomplekser. Det er godt at slippe for dem og leve med et sundt selvværd. En vis portion humor og selvironi kan være en god hjælp. Lad os bare søge at opdrage vore børn og unge til et sundt selvværd!

Til et sundt selvværd hører visse grænser. En af grænserne for dette selvværd sætter Jesus her. Selvværdet må aldrig blive til merværd eller selvretfærdighed og slet ikke til religiøs selvretfærdighed.

Paulus, en af Jesu apostle, har sagt: Sæt i ydmyghed de andre højere end jer selv (Fil 2,3). Denne indstilling er ikke nogen selvfølge. Man skal øve sig. Og Jesus antyder her et endnu større perspektiv: Enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.

Jøderne på Jesu tid pakkede Guds navn lidt ind, så på moderne dansk, hvor vi siger tingene ligeud, lyder det:

Enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges af Gud, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes af Gud.

Jesus afslører altså, at den menneskelige selvretfærdighed også har et religiøst ansvar, et ansvar over for Gud. Når vi anser os for bedre end andre, så står vi til ansvar over for Gud, og når vi anser for os bedre i Guds øjne og følgelig ringeagter andre, så vil Guds dom vende op og ned på tingene. Den, der ophøjer sig over for Gud og mennesker, vil blive ydmyget af Gud, og den, der ydmyger sig over for Gud, vil blive ophøjet af Gud.

Hvad er det så at ydmyge sig over for Gud? Er det at kaste sig til jorden og udslette sig selv og leve som en slave under en frygtelig herre, der måske en dag vil antage os, hvis han er i det lune, eller forkaste os, hvis han har lyst til det?

Nej, det er det ikke. At ydmyge sig for Gud er at indrømme sit ansvar. At ydmyge sig for Gud er ikke at udslette sig selv, men at være sig selv over for ham. Det er stort at være menneske. Målt i centimeter er vi ganske vist et støvfnug i universet, men i den uendelige Guds optik er det stort at være menneske, fordi vi er skabt i hans billede til at ligne ham. Og netop som sådanne har han indsat os som forvaltere af hele jordkloden. Vi er forvaltere i Guds store verdenshusholdning. At være menneske er at være administrerende direktør i Guds store virksomhed.

Når Jesus sætter fingeren på de ømme punkter, så består det at ydmyge sig for Gud i at indrømme sine fejl i denne administration og i at indrømme, at man egentlig gerne ville være fri for Gud. Vi ville gerne styre det hele uden hans indblanding. Men det har vi ikke evner til. Det er for stor en mundfuld. Mennesket skal ikke spille vor Herre. Vi skal tjene vor Herre. Og derfor skal vi heller ikke søge vores selvværd i at regne os selv for bedre end andre. Vores selvværd skal ligge i, at vi er skabt i Guds billede. Og vores fremtid og vores redning på Dommedag skal ikke ligge i vore egne præstationer. Det er ikke forkert at præstere, tværtimod bør vi alle præstere det, vi kan, men vi kan kun forbedre samfundet med vore præstationer. Vi kan ikke åbne døren til Guds rige dermed. Kun Gud kan åbne den dør. Det glædelige er, at vi i den kristne tro får lov at leve foran en åben dør og gå ind ad den. Jesus siger: Jeg er døren. Den, der går ind gennem mig, skal blive frelst (Joh 10,9).

At ydmyge sig for Gud er dels at tage sit ansvar på sig, dels ikke at være for fin til at modtage hans fremstrakte hånd. Guds udrakte hånd er Jesus. Overgiver vi vort liv til ham, da vil han ophøje os for tid og evighed. Og da vil han også lære os at leve godt og kærligt med hinanden.