Prædiken til 15. søndag efter Trinitatis den 13. september 2015 kl. 10.30 i Egedal kirke ved sognepræst Jørgen Sejergaard, sejergaard@ail.tele.dk

Prædiketekst: Mattæus-evangeliet kapitel 6, vers 24-35:

Jesus sagde: ”Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon.

Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende? I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.

Jesus stiller os på valg mellem to magter. Den ene er Gud, og den anden er Mammon, som er rigdommens afgud. Denne opstilling kan undre os. Det modsatte af troen på Gud må da være troen på, at der ikke er nogen gud, tænker mange. Men Jesus analyserer menneskene anderledes. Den store modsætning til Gud er ikke ateismen, men materialismen, altså lysten til at købe og eje en hel masse og til at bruge en masse tid på det.

Kør en tur søndag formiddag! Det er ikke Ateistisk forening, der samler masserne til foredrag, og det er heller ikke kirken, der samler masserne til gudstjeneste. Nej, der er supermarkederne og indkøbscentrene, der samler masserne om søndagen. Det gør de også de andre dage, og der foregår intet umoralsk i disse forretninger. Jesus spørger bare, om vi har glemt Gud, som al vores rigdom kommer fra. Han ser på vore holdninger. Han ser ind til vore inderste motiver. Og dérinde ser han to holdninger, som strides, og så sætter han ord på forskellen mellem disse to holdninger.

Den første forskel er had og kærlighed. Det er de stærkeste ord på skalaen. Enten hader man Gud og elsker rigdom, eller også gør man det modsatte. Så kan det være, at nogen tænker, at det er for voldsomme ord. Og dem kommer Jesus i møde ved at tilføje nogle lidt mildere. Enten holder man sig til Gud og agter rigdommen ringere, eller også gør man det modsatte.

Lige netop denne formulering rammer særdeles godt. Hvem holder vi os til? Og hvem eller hvad regner vi for så skrøbelig, at vi ikke vil holde os til ham eller det?

Jesus kender os godt. Han ved, at vore holdninger ofte kommer tydeligt frem i kriser. Og det er så hans tredje målestok. Jesus taler om bekymringer. Han nævner vore daglige fornødenheder som mad og tøj og han ser disse ting som en afslørende faktor. Hvem skal sikre os mad og tøj? Hvem stoler vi mest på? Gud eller rigdommen?

Hvis vi stoler mest på rigdommen, så vil vi søge at samle mest muligt af den for dermed at sikre os. Hvis vi stoler mest på Gud, så slipper vi for den bekymring.

En af verdens bedste nyheder er, at fattigdommen er på tilbagetog. Gud er god mod menneskene. Han lader vore anstrengelser krones med fremgang. Til gengæld er en ny bekymring på alles læber, nemlig flygtningeproblemet. Flygtningekrisen udfordrer os voldsomt. Og da jeg alligevel bagefter skal svare på, hvad kristendommen har at sige om den, så vælger jeg at gøre det her. Der er noget, kristendommen siger, og der er noget, kristendommen ikke siger. Hvad siger kristendommen? Hvad siger Ny Testamente? Hvad siger Jesus og hans apostle?

Jesus siger, at vi skal elske vore fjender (Matt 5,43), så selv om der blandt flygtningene skulle være en militant islamist eller en arg fjende af den kristne tro eller af staten Danmark, så skal vi hjælpe ham.

Paulus siger, at vi skal slide i det med vore hænder, så vi har noget at give af til den, der har behov for det (Ef 4,28).

Derimod siger hverken Jesus eller hans apostle noget som helst om, hvilke rettigheder vi skal give flygtningene, og de taler heller ikke om, hvorvidt vi skal opretholde nationalstaten eller nedlægge den, om flygtningene skal hjælpes her i landet eller i nærområderne, om de skal have statsborgerskab eller ej, om de skal indkvarteres det ene eller det andet sted, og derfor må vi give hinanden frihed til at være uenige på dette punkt.

I den politiske og humanitære debat diskuterer vi de praktiske løsninger, og det nævner jeg blot for at understrege, at netop denne debat ikke hører hjemme i en gudstjeneste. Det kan vi drøfte under kirkekaffen og sognefrokosten eller i vælgerforeningen, hvis vi har lyst til det, men ikke i gudstjenesten, for her samler Jesus os om to andre ting. Han vil gerne fylde os med tillid til Gud og kærlighed til vore medmennesker. I den forbindelse bringer han vore motiver for dagen, så vi hver især kan tænke over, hvor vi selv står. Når vi er bekymrede for Danmarks og flygtningenes fremtid, hvem eller hvad skal så løse os fra denne bekymring? Gud eller noget andet? Hvem regner vi mest med? Det er os, der skal handle politisk og humanitært, så vi må godt have en politisk holdning, og vi må godt have mange penge til at virkeliggøre den med, men Jesus sætter fingeren på det allerinderste i vores holdning: Hvad stoler vi mest på, når krisen kradser? Og læg mærke til, at Jesus skærper vores opmærksomhed endnu mere: Hvad er vi mest bekymrede for i livet?

Man kan være bekymret for mad og tøj, man kan være bekymret for flygtningene, man kan være bekymret for Danmarks overlevelse, og man kan være bekymret for mange andre ting, og det, man er mest bekymret for, sætter man mest ind på at afhjælpe. Disse ting falder det os naturligt at være bekymret for, men Jesus nævner noget helt andet, som vi aldrig ville tænke på, hvis ikke han talte om det. Jesus taler om, at vi skal søge Guds rige først. Vores største bekymring skal være at komme ind i Guds rige.

Hvis den bekymring og den søgen ikke har førsteprioritet, så har Gud ikke førsteprioritet i vores liv. Hver eneste dag har vi behov for at blive mindet om det, for ellers glemmer vi det.

Mange mennesker siger, at de har et afslappet forhold til den kristne tro og ikke tænker så meget over den i hverdagen. I en medarbejderudviklingssamtale hos chefen gavner det næppe karrieren, hvis man har et afslappet forhold til arbejdet og ikke tænker så meget over det. Og hvis en mand inviterer en ung dame ud på middag, så bliver de nok ikke kærester, hvis hun har et afslappet forhold til hans kurmageri. Og hvis vi har et afslappet forhold til vore børns problemer, så bliver de nok ikke løst, og det samme gælder flygtningenes, Danmarks og Mellemøstens problemer.

På samme måde gavner det heller ikke vores gudsforhold, hvis vi har et afslappet forhold til Gud og ikke tænker så meget på ham. Det er ikke tryghed, men ligegyldighed. Tænk på Fadervor! Den bøn gør ikke livet til en ferie, men den vender os bort fra materialismens glimmer og hen til Guds kærlighed.

Når Jesus vil befri os fra bekymringerne, så er det altså ikke et hvilehjem, han indbyder os til, men han vil udskifte hedenskabets bekymringer og materielle søgen med det kristne livs tryghed i Guds rige, og derfor opfordrer han os til at søge dette rige. Søg dette rige! Søg dette rige først! Da sker der det, at vi både får dette rige og samtidig også alle vore andre fornødenheder. Hvilken tryghed og frihed er det ikke, han her indbyder os til. Da får vi fast grund under fødderne, og så kan vi sætte alt ind for at løse hverdagens opgaver.

Vi skal ikke søge Guds rige for at finde det, for Jesus er kommet med det. Guds rige består i Jesus og dem, der følger ham. Vi skal derimod søge Guds rige for at komme ind i det. I det rige er der godt at være. Her er der tryghed og omsorg. Det er trygheden hos Gud i hans omsorg.

Ligesom han sørger for fuglene og blomsterne, vil han meget snarere sørge for os, for vi er meget mere værd for ham end dem. Vi er døbt til at være hans børn. Det kan dyrene og blomsterne aldrig blive.

I modsætning til jordisk rigdom kan Jesus løse os fra alle jordiske bekymringer. Så længe han vil, at vi skal leve, er vi udødelige, og så lange han vil det, vil vort land bestå, og den dag, han lader vort liv slutte, tager han os hjem til ham.

Gud vil også løse os fra den kristne bekymring. Den kristne bekymring er bekymringen for, om vi nu forbliver hos ham. Jesus har lært os at tale med Gud, som børn taler med deres far. Led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde – eller: den Onde! Vi magter ikke selv at opretholde vor tro, og vi magter ikke selv at modstå alle fristelser til synd og frafald, men vor himmelske Fader vil hjælpe os. I bønnen Fadervor drukner alle bekymringer, jordiske såvel som himmelske.

Hvis man sætter sit håb til jordisk rigdom, så bygger man sin tilværelse på et skrøbeligt grundlag. En dugfrisk historie kan illustrere det. I et land, hvor man ikke stoler på banker, besluttede en mand at gemme sine mange penge på sin ejendom. Til stor overraskelse for både ham selv og hans familie dør han temmelig tidligt i livet, og han nåede ikke at fortælle sin familie, hvor formuen er gemt, så nu kan familien ikke finde den og har dermed mistet resultatet af mange års arbejde. Saml jer ikke skatte på jorden, siger Jesus. Det svarer til Paulus’ sofistikerede udtryk at så i kødet, det vil sige så det menneskelige. Den jordiske rigdom er forgængelig. Den er et arbejdsredskab, men det kan ikke være klippegrund under vort liv. Vi skal samle os skatte i himlen. Og det sker ved at lytte til Jesus og følge ham. Da sår man i Ånden, dvs. i Gud, som Paulus udtrykker det. Da høster man evigt liv og evig glæde sammen med Jesus Kristus.

Vi skal søge Guds rige først. Det er den sværeste lektie at lære for os mennesker. Det ligger os nærmest at søge Gud til sidst. Når vi har klaret alt det andet, så kan man overveje at søge Gud. Det ligger også dybt i mig, men Jesus lærer os at prioritere anderledes. Vi skal søge Gud først. Årsagen er, at Gud er livskilden. Det er ham, der dybest set skaffer os mad og tøj, og det er dybest set også ham, der opretholder vort land. Vi har hver dag både mad i munden og tøj på kroppen. Nu overvældes vi af rådvildhed og magtesløshed over for flygtningeproblemet.

Men også heroverfor siger Jesus:

"Søg først Guds rige, så skal alt det andet gives jer i tilgift."

Amen