Prædiken til 6. september 2015 kl. 14.00 i Karlebo kirke ved sognepræst Jørgen Sejergaard

Trinitatis søndag kaldes også Hellig Trefoldigheds fest og var i år 31. maj.

6. september er 14. søndag efter Trinitatis søndag.

Prædiketeksten er Lukas-evangeliet kapitel 17, vers 11-19:

Under sin vandring mod Jerusalem fulgte Jesus grænsen mellem Samaria og Galilæa. Da han var på vej ind i en landsby, mødte han ti spedalske; de blev stående langt fra ham og råbte: ”Jesus, Mester, forbarm dig over os!” Da han så dem, sagde han: ”Gå hen og bliv undersøgt af præsterne!” Og mens de var på vej derhen, blev de rene. Men én af dem vendte tilbage, da han så, at han var blevet helbredt. Han priste Gud med høj røst og kastede sig på sit ansigt for Jesu fødder og takkede ham; og det var en samaritaner. Jesus spurgte: ”Var der ikke ti, der blev rene? Hvor er de ni? Er det kun denne fremmede, der er vendt tilbage for at give Gud æren?” Og han sagde til ham: ”Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig.”

Ti blev raske, men kun én blev frelst. Der går ikke nogen lige linje fra Jesu velgerninger og til menneskers frelse. Jesus hjælper mange, men det fører ikke til, at lige så mange bliver frelst.

Det gjaldt dengang, og det gælder i dag. Jesus har præget vores tankegang, så vi er blevet et af verdens rigeste og mest barmhjertige lande. Men det er gået os, nøjagtig som det gik Israels folk i gamle dage. Når Gud giver velstand og gode levevilkår, så glemmer man Gud og takker sig selv for fremgangen. Der er noget i os eller ved os, som hele tiden trækker i den retning. Vi vil spille vor Herre i vort eget liv. Det er en indre trang, der overvinder alle andre tanker og indspil. Det er denne stærke drift og trang, som Jesus kæmper imod.

Jesus kæmper ikke mod denne trang, fordi han er fornærmet over, at de fleste har glemt ham. Nej, han modarbejder vores selvhævdelsestrang og selvtilbedelsestrang, fordi han ved, at den ødelægger os. Vi er nemlig ikke skabt til at spille vor Herre. Vi er skabt til at tilhøre Jesus, som er vor Herre. Det er stort at være menneske. Vi kan sammenligne mennesket med havets kæmper, blåhvalerne. De er store og imponerende, men de er dog for intet at regne mod de verdenshave, som de svømmer i. Vi mennesker er også store og imponerende, om ikke i størrelse, så dog i evner. Se, hvad vi har bygget, skrevet, malet, udhugget, tegnet, opfundet, udtænkt og udforsket i årtusinder! Det er stort at være menneske, og vi har fået ufattelige ressourcer at forvalte og nærmest uendelige muligheder at udnytte. Men det er dog for intet at regne mod den klode, vi bor på, og den luft, vi indånder. Og så er det dog også skrøbeligt. Jeg hørte i går den danske astronaut udtale sig om, hvorledes det er at se jorden fra rummet. Og han sagde, at man ser, hvor skrøbeligt det er. Jordens atmosfære, et af grundlagene for alt liv, er så tynd. Jorden, den blå planet, lyser så smukt, men udenfor er det store sorte verdensrum. Der er virkelig grund til at passe på jorden. Sådan husker jeg hans udtalelse.

Lad mig konkludere! Vi er skrøbelige, og jorden er skrøbelig. Det er fint og smukt alt sammen. Det er stort at være menneske, og kloden og dens atmosfære lyser så smukt, men det er skrøbeligt, og vi skal passe på det. Og her kommer det frem, hvor små vi er. Vi kan undlade at ødelægge tingene, men opretholde dem kan vi ikke. Livet er en gave, som får givet. Vil man nægte det, har man ikke forstået det helt grundlæggende. Og Jesus er livets giver. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er (Joh 1,3). Ja, endnu mere: Han er selve livet, det evige liv, fyldt med alle glæder og øvrige kvaliteter fra Gud, det paradisiske liv, som mennesket er skabt til. Han siger selv: Jeg er vejen og sandheden og livet (Joh 14,6). Og han ved, at vi kun kan bevare livet, når vi er i forbindelse med ham. Uden ham forkrøbler både sjæl og legeme. Hos ham reddes både sjæl og legeme.

Der foregår en åndelig strid mellem Gud og mennesker og inde i hvert troende menneske. Skal Jesus være vor Herre, eller skal vi selv spille vor Herre. Paulus kalder det en strid mellem Ånden og kødet. På moderne dansk vil det sige en strid mellem Gud og menneskene.

Uden Jesus forkrøbler både sjæl og legeme. Hos ham reddes både sjæl og legeme. Derfor er Jesus ikke som en gangster, der samler medlemmer til sin organisation. Han er heller ikke som en politiker, der samler medlemmer og tilhængere til sit parti. Han er heller ikke en leder af en stor virksomhed, der skal skabe overskud. Den nærmeste vedkommende sammenligning, jeg kan finde, er falckredderen, som skal redde folk i nød. De får ikke point eller bonus efter, hvor mange de redder. De har ingen egoistiske motiver til at redde. De redder, fordi de nødstedte trænger til hjælp. Og de vil hellere se glade mennesker, der udstråler lettelse over at være reddet, end de vil sørge over, at mennesker omkommer. Og når de har reddet folk, så lader de folk gå i frihed.

Det er denne indstilling, Jesus har. I det lys skal vi se hans sorg. Han ønsker ikke at have krammet på os, men at give os liv. Han ønsker at give os frihed. Men denne frihed er ham selv. Han kan ikke sætte os fri ved at bemægtige sig os, men han sætter os heller ikke i frihed ved at lade os sejle vor egen sø. Han kan kun sætte os i frihed ved at vinde vort hjerte.

Det er årsagen til, at Jesus hjælper os og velsigner os. Han ønsker, at vi skal have det godt. Og han begynder ofte i det ydre som her. Ti spedalske beder om hjælp. De overholder de hygiejniske regler og holder sig på lang afstand, så de ikke smitter nogen. Derfor må de råbe til ham: ”Jesus, Mester, forbarm dig over os!”

Og Jesus overholder også reglerne. Han sender dem hen til den myndighed, som kan konstatere helbredelsen og give dem lov til at vende hjem. Og da de kommer til myndighederne, bliver de erklæret raske.

Læg godt mærke til, at disse ti alle troede på Jesus, da de råbte til ham. Og det ser ud til, at Jesus glad og gerne hjalp dem. Men derefter deles vandene. Selv om alle ti troede på ham, før de blev raske, var der kun én, der huskede ham bagefter.

Denne historie handler ikke om god, borgerlig opdragelse, hvor man skal huske at sige tak for mad og tak for fødselsdagsgaverne. Den går langt dybere. Den handler om skabningen, som glemmer sin skaber.

Jesus spørger ikke efter høflighed og god opdragelse. Han kan selv ved visse lejligheder bryde alle regler for god opdragelse, når sagen kræver det. Han kan være meget provokerende. Men Jesus længes efter at få lov at gøre det, som hen er kommet for, at gøre det, som er hans mission, og det er at skænke mennesker fællesskab med ham for evigt.

Hans mission er at se ind i vores ansigt og sige: Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig!

Men det kan han kun sige til dem, der er kommet til tro. Han kan kun sige det til dem, der stoler på ham på den måde, at de vedvarende ønsker forbindelse med ham som frelser og herre. Han kan kun sige det til dem, hvis hjerte han har vundet.

Man kan mærke Jesu skuffelse over, at der kun var en, der kom, når der nu var ti, der blev helbredt. Den skuffelse kan man undre sig over, når vi nu kender vilkårene. Vidste han ikke, at det var den utaknemmelige opgave, han gik ind til? Jo, men opgaven sled alligevel på ham. Jesus holder af os. Han er ikke en robot, der arbejder mekanisk og er ligeglad med udfaldet. Når hele hans mission går ud på at redde mennesker, så kan han ikke være ligeglad med folks stillingtagen. Når man længes efter at møde mennesker og give dem sit venskab, så er det en skuffelse, at folk ikke ønsker dette venskab, og det er en endnu større skuffelse, at folk gerne vil have ens hjælp, men ikke en selv. Så kan man godt føle sig brugt og kasseret på samme tid.

Jesus sled i det fra morgen til aften med undervisning og helbredelser og samtaler, og modgangen og ligegyldigheden slider på ham. Det slider på ham, at hans eget folk vender ham ryggen. Det var jo dem, der var målgruppen. Først efter hans opstandelse skulle evangeliet ud til alle andre folk. Der er ikke tale om, at Jesus nedvurderer den fremmede mand, men det er en skuffelse, at der ikke var nogen fra målgruppen, der kom. Derfor siger han: ”Var der ikke ti, der blev rene? Hvor er de ni? Er det kun denne fremmede, der er vendt tilbage for at give Gud æren?” Men da han har sagt det, giver han den fremmede samme behandling og samme status som de jøder, der dog troede: ”Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig.”

Den tro, Jesus taler om, er tro på Jesus selv Intet menneske kan tage den af sig selv, men den må skænkes af Guds hellige Ånd.

Vor tro er den forvisning på,

at vi Guds nåde have,

som ingen af sig selv kan få,

men den er Åndens gave.

Sådan har salmedigteren Brorson sat ord på dette forhold. Vi kan ikke selv skabe troen, men vi kan derimod bede Gud skænke os den. Har man ikke troen, må man bede om den, ikke en enkelt bøn, men hver dag, indtil Gud opfylder den bøn. Gud vil gerne opfylde den bøn. Jesus siger: Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke Faderen i himlen give Helligånden til dem, der beder ham! (Luk 11,13). At få Helligånden er det samme som at få troen. Gud vil gerne give os troen, når vi beder om den. Hold derfor ud i bønnen!

Troen på Jesus kan begynde med det helt enkle, at Jesus kan hjælpe mig af med min sygdom. Det ser vi i dette tilfælde. Senere kan troen vokse, så vi også forstår, at det drejer sig om Jesus død og opstandelse og frelsen fra synd og død, men så langt var denne samaritanske mand ikke kommet, og de tolv apostle var heller ikke kommet meget længere endnu, for Jesus hverken død eller opstanden endnu. Derimod afslører beretningen et andet kendetegn på den tro, Jesus spejder efter, nemlig, at man vil kendes ved ham, når man har fået hans hjælp. Vil man kendes ved ham og sige åbent, når andre spørger: Ja, det var Jesus, der helbredte mig, og ham er jeg dybt taknemmelig. Ham vil jeg gerne ære. Som vi hørte det før: Min sjæl, pris Herren, glem ikke hans velgerninger! (Sl 103,2). Eller vil man helst glemme ham eller tale udenom? Er vi tilfredse med det gode liv i de ydre ting, eller ønsker vi også at høre Jesus sige til os: Din tro har frelst dig! ? Jesus har først nået sit mål med os, når vi ønsker at høre ham sige det sidste. Da er vi gået ind i Guds rige.

Amen