Prædiken til 10. søndag efter Trinitatis 2015 kl. 10.30 i Egedal kirke

Prædiketekst: Lukas-evangeliet kapitel 19, vers 41-48:

Da Jesus kom nærmere og så Jerusalem, græd han over den og sagde: ”Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred. Men nu er det skjult for dine øjne. For der skal komme dage over dig, da dine fjender skal kaste en vold op omkring dig, belejre dig og trænge ind på dig fra alle sider. De skal jævne dig med jorden og dine børn sammen med dig, og de skal ikke lade sten på sten tilbage i dig, fordi du ikke kendte din besøgelsestid.”

Så kom han ind på tempelpladsen, og han gav sig til at jage dem ud, som drev handel dér, og han sagde til dem: ”Der står skrevet: ’Mit hus skal være et bedehus.’ Men I har gjort det til en røverkule.”

Han underviste hver dag på tempelpladsen. Ypperstepræsterne og de skriftkloge, ja, alle folkets ledere søgte at få ham ryddet af vejen; men de kunne ikke finde ud af, hvad de skulle gøre, for hele folket hang ved ham for at høre ham.

Jesus er på vej til Jerusalem. Det har varet et længere stykke tid. Lukas-evangeliet fortæller udførligt om denne rejse, som blev hans sidste.

Situationen bliver mere og mere spændt. Modstanden vokser. Der er mange eksempler på chikane, og der er mord i luften. Tilhængerskaren svinder ind. Mange disciple forlader ham. Kun de tolv apostle og en mindre flok i øvrigt regner ham som deres mester. Og de tolv er en meget belastende flok. De er meget selvoptagne. De diskuterer ivrigt, hvem af dem der har mest betydning. De har ikke forstået ret meget af, hvad Jesus har lært dem.

Alt det sled på Jesus, som det ville gøre på enhver anden. Og nu nærmer de sig selve Jerusalem. Byen kommer til syne i al sin skønhed. Den er stadig et betagende syn den dag i dag, men Jesus ved, hvad der venter ham. Han har forudsagt det flere gange: man vil overgive ham til romerne, som vil korsfæste ham.

I den situation kunne man forvente, at Jesus ville græde over sig selv og bryde sammen, eller man kunne forvente, at han ville blive vred og lade eder og forbandelser regne ned over byen.

Men det sker ikke. I stedet græder han over byens skæbne. Jesus ved nemlig ikke blot, hvad der vil ske med ham selv de næste dage, men han ved også, hvad der vil ske med byen. Jøderne blev trætte af romernes hårde behandling, gjorde oprør og i begyndelsen havde de fremgang, men så satte romerne store styrker ind, landet blev indtaget, Jerusalem omringet og indtaget og templet brændt ned. Hundredtusindvis blev dræbt, og mange andre blev solgt som slaver.

Hvor mærkeligt det end kan lyde, så elsker Jesus denne by. Han taler ikke om dens gader, dens stemning, dens huse, dens folkeliv, dens kunstudstillinger, gademusikanterne og de små hyggelige caféer. Det tænker vi på, når vi siger, at vi elsker en by. Jesus derimod tænker på menneskene, hvert enkelt menneske, som bor i denne by.

Ved en lejlighed nævner han forskellige andre byer ved navn. Én by omvendte sig p. g. a. en prædiken, andre ville have omvendt sig, hvis Jesus havde gjort sine undere i dem, og atter andre omvender sig ikke, selv om Jesus har gjort sine undere dér. Jerusalem hører desværre til i den sidste gruppe, og det er det, Jesus græder over. Jesus græder over indbyggernes skæbne og over det, som udvirker denne skæbne.

Når vi møder hård modgang og modstand – og når vi møder hverdagens små trivielle irritamenter - kommer vores sande jeg frem. Ellers rolige og kloge folk kan miste besindelsen. Hvordan tager Jesus alt det? Han mister ikke besindelsen og heller ikke kærligheden, men sørger over sine modstanderes skæbne.

Når det går vore fjender dårligt, så reagerer vi med lettelse, ligegyldighed, jubel eller i barske tilfælde endog hoveren over og yderligere ydmygelse af de slagne fjender. Jesus er anderledes. Han bedrøves over sine modstanderes barske skæbne, fordi han ønsker, at det skulle gå dem anderledes.

Samme indstilling viser han få dage senere, da han hænger på korset. I stedet for at tale hårdt og grimt til sine modstandere, som man ellers vant til at høre fra andre korsfæstede, så beder han for sine dommere og bødler: Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør!

Vi andre kan føle sorg og smerte, når det går vores familie og vore venner dårligt, men det falder os ikke naturligt at græde af sorg over dem, der stræber os efter livet. Det falder os naturligt at føle afsky for dem og hade dem. Hvis vi mander os op, kan vi nå frem til, at de skal have en ordentligt behandling ved domstolen. Men der er grænser for vores medfølelse.

Det er disse grænser, som Jesus overskrider. Han går derind, hvor intet menneske før har været. Han græder over sine morderiske modstanderes skæbne. Denne gråd viser hans inderste. Jesus søger ikke magt. Han er ikke politiker. Han ligner mere en nødhjælpsarbejder, som skal redde liv, og som bedrøves, når nogle går tabt.

Jesu sorg viser hans inderste tanker. Han er kommet for at redde menneskene, og han er fuldstændig engageret i denne redningsaktion. Den er ikke en interessant periode i hans liv, som skal noteres i hans CV, men det er hans livskald og hjertesag, som fylder hele hans personlighed og hele hans liv. Jesus elsker hver eneste af os. Han ser os som mennesker med en personlig værdi og skæbne.

Al verdens smerte og sorg bliver også Jesu smerte og sorg, fordi hans modstanderes dystre skæbne går ham på.

Jesu kærlighed vil altid forblive den store hemmelighed i kristendommen. Den er en hemmelighed for dem, som glæder sig over ham og stoler på ham. Det er et under, at han kan elske os så meget som han gør – bære over med os og holde ud med os. Og den er en hemmelighed for dem, som ikke stoler på ham, fordi de netop ikke kan tro, at der ligger kærlighed bag hans optræden og mission. Nøglen til at forstå ham er den kærlighed hos ham, som hans modstandere ikke regner med.

Jesus tårer skiller ham ud fra andre. Vi andre kan nok græde, men ikke af den grund.

Når Jesus græder, kan man spørge, hvad han græder for, når Gud har givet ham al magt i himlen og på jorden? Kan han så ikke sørge for, at det går os godt?

Dette spørgsmål bringer os til sagens kerne. Hvis alt i verden kun afhang af magt, så kunne Jesus løse alle problemer som ved et trylleslag. Længslen efter og troen på magt og trylleslag ligger dybt i os mennesker. Det afsløres på barnlig vis i folkeeventyrene, hvor den gode konge griber ind og skaber retfærdige forhold, og hvor den gode troldmand med et trylleslag afskaffer fattigdom eller sygdom, eller hvad det nu kan være. Sådan kan vi mennesker drømme, og når nogen ligner vore drømme, fristes vi til at følge dem.

Men ikke alt i verden afhænger af magt. Verdens skabelse og opretholdelse afhænger ganske vist af Guds magt, men det evige liv for menneskene afhænger af tillid til Jesu kærlighed, fordi Jesus i sin person er det evige liv. Han er den sande Gud og det evige liv, siger Ny Testamente (1 Johannesbrev kap 5, vers 20).

Hverken magt eller trylleslag kan skabe den tillid til Jesus, som forbinder os med ham. Om han så afskaffede alle sygdomme og skaffede mad nok til alle sultende og satte englevagt på hvert gadehjørne til at hindre alle lovovertrædelser, så ville vi ikke komme et skridt nærmere løsningen på vort dybeste problem. Tilliden til ham kan hverken presses eller trylles frem, kun elskes frem.

En del af vores problem er, at vi fødes uden viden om, hvad problemet er. Derfor udbryder Jesus: ”Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred”.

Ja, men er det da kundskaber, vi mangler? Nej, han sigter hverken til uddannelse eller filosofisk lærdom. Det er det personlige kendskab til ham selv, det drejer sig om. Det er saligt, når man ved det og ønsker at holde sig til ham. Det er saligt, at budskabet om Jesus er kommet til vort land og vor by, for da er han selv også kommet.  Jesus er kommet til os. Det er vor besøgelsestid. Det er ham, der besøger os, og det gælder om at indse det og tage imod det. Det er det, der menes med at kende sin besøgelsestid.

Mange andre ting kommer til os såsom finanskrise, klimaændringer og lande, der går i opløsning osv. De hjemsøger os, men Jesus besøger os. Problemerne kan vi ikke undgå at høre om, men vi kan være blinde for Jesus.

Det er muligt at tage fejl af Jesus. Det er muligt at afvise hans fremstrakte hånd. Og det volder ham sorg, fordi han elsker os og ved, at vi uden ham er fortabte. Døden og skylden gør det af med os. Døden tager livet, og skylden tager freden. Kun sorg, fortvivlelse og forbitrelse bliver tilbage. Det er den evige fortabelse, som Jesus ofte advarer imod. Her nævner han den kun indirekte, for han taler ikke om Dommedag, men om romernes ødelæggelse af Jerusalem år 70. Han bekymrer sig ikke kun om, hvad der skal ske med os ved tidernes ende, men også, hvad der skal ske med os gennem hele livet. Hans øjne følger os, som vi følger vore barn og venner. I en tid, hvor kontrol i form af upersonlig, digital overvågning og registrering vinder frem og ingen ende vil tage, dér er Jesus det gode, hjertevarme alternativ. Hans kærlige øjne følger os, og han græder, når vi tager fejl af ham og således skal møde døden og dommen uden at have Jesus med som befrier.

Der er altså ikke tale om, at Gud planlægger at straffe jøderne hårdt, fordi de ikke ville følge Jesus, men der er tale om, at Jesus græder over det, han ved, nemlig at menneskene uden troen på ham vil gå deres egne vilde veje, og det fører til ulykke for dem.

Jøderne gjorde oprør mod Rom, fordi de ikke politisk ville tjene nogen anden end Gud.  

Jesus havde et andet budskab, nemlig at Guds rige består i at følge ham uden vold. Hans rige er ikke af denne verden. Jesus vil være konge i hjerterne, ikke på kongeslottet, rådhuset eller i soldaterkasernerne. Havde de fulgt ham, havde de ikke gjort oprør, og de havde fået en helt anden skæbne. Men folkets store flertal tog ikke imod ham. De ville ikke følge den upolitiske Jesus, som frasiger sig magt i denne verden, og kalder os til omvendelse til tro, håb og kærlighed. Derfor gav de sig ud i en håbløs politisk, militær kamp mod romerne, som endte med Jerusalems ødelæggelse og romernes totale sejr.

Menneskene har altid en gud. ”En Gud vil sige det, hvoraf man venter sig alt godt og som man tager sin tilflugt til i al nød”, har Martin Luther meget rammende sagt. Hvis man ikke stoler på Jesus, så stoler man på noget andet. Jesus græder, når menneskene stoler på noget, der ikke holder og pådrager sig ulykke.

Selv om Jesus sørger over Jerusalem, er han ikke et slattent tudehoved, der ikke tør stå for noget. Straks efter går han lige ind i løvens hule og jager kræmmerne og gedemarkedet ud af templet, så det kan være det, det skal være, nemlig et bedehus. Derved udfordrede han templets ledelse, som hørte til hans bitre modstandere, så den grædende Jesus er ingenlunde tandløs eller konfliktsky. Men han bedrøves over, at mennesker ikke kan se, hvem han er, verdens lys og menneskenes eneste håb.

Jesus sorg kommer også til at påvirke os, når vi bliver klar over, hvem han er. Da kommer vi til at sørge over egoismen i os selv, over at vi har elsket os selv så meget og andre så lidt, over vores mistillid til Jesus. Vi forløses kun fra denne sorg ved, at vi udøser vort hjerte for ham og modtager hans syndsforladelse, dvs. hans tilgivelse.  

Når vi kender Jesus sådan, får vi lyst til, at andre skal kende ham, og da kan sorgen dukke op igen, nemlig sorgen over, at så få vil følge ham. Vidste de bare, hvad der tjener til deres fred! Vel er vi en pænt stor flok her i dag, men vi er dog få sammenlignet med de tusinder i vor by, som sjældent kommer i kirken. Dem må vi ikke glemme. Også dem må vi bede for. Også dér kan vi gribes af sorgen over de mange, som ikke kender deres besøgelsestid.

Det kristne liv er altså ikke kun glæde. Selv om grundtonen er glæde over Jesu kærlighed så har kærligheden sin pris, nemlig sorgen over, at mennesker afviser den.

Jesus tårer viser et grundvilkår ved kristendommen. Det hele begynder med Jesu grænseløse kærlighed, men i samme øjeblik han opsøger mennesker, er der risiko for sorg.

Sådan lever den kærlige Jesus, og denne sorg må vi også være indstillet på at bære, hvis vi vil følge ham.

Ligesom Jesu sorg afslører, at hans mission ikke er magtbegær, men omsorg, sådan må vi spørge, hvad der motiverer vores eget engagement i kirkens mission. Lad os bede om, at fyldes af samme indstilling, som Jesus har!

Amen