Prædiken til 6. søndag efter Trinitatis 2015 i Egedal kirke kl. 10.30 ved sp Jørgen Sejergaard, sejergaard@mail.tele.dk

Prædiketekst: Mattæus-evangeliet, kapitel 6, vers 20-26:

Jesus sagde: ”Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.

I har hørt, at der er sagt til de gamle: ’Du må ikke begå drab’, og: ’Den, der begår drab, skal kendes skyldig af domstolen.’ Men jeg siger jer: Enhver, som bliver vred på sin broder, skal kendes skyldig af domstolen; den, der siger: Raka! til sin broder, skal kendes skyldig af Det store Råd; den, der siger: Tåbe! skal dømmes til Helvedes ild. Når du derfor bringer din gave til alteret, og dér kommer i tanker om, at din broder har noget imod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave. Skynd dig at blive enig med din modpart, mens du er på vej sammen med ham, så din modpart ikke overgiver dig til dommeren og dommeren igen til fangevogteren, og du kastes i fængsel. Sandelig siger jeg dig: Du slipper ikke ud derfra, før du har betalt den sidste øre.”

Krav.

Vi stiller krav. Vi vil gerne have alle vore personlige, individuelle ønsker opfyldt.

Andre stiller krav til os.

Vore forældre stillede krav. Skolen stiller krav, hele uddannelsessystemet stiller krav, ligesom vores arbejdsplads og ikke mindst vores ægtefælle og børn kræver os. Vi stiller krav til hinanden og kræver hinanden til ansvar. Det er vi vante til.

I den forstand kan det næppe være den helt store overraskelse, at Jesus og hans samtidige jødiske lovlærere, rabbinerne, også stiller krav, men vi mærker med de samme, at de tænker ud fra en langt større ansvarlighed. De vil ikke kun konfrontere os med det ansvar, vi skal aflægge over for vore medskabninger, men også med vort ansvar over for vores skaber. De vil begge tale om Guds gode vilje med os.

Jesus stiller strenge krav, og det gør modstandere også. De vil begge ondskaben og egoismen til livs. Ofte taler modstanderne næsten som Jesus. For eksempel siger Rabbi Eliezer omkring 60 år efter Jesus: ”Den, som hader sin næste, hører til dem, som udgyder blod”. Rabbi Meir siger: ”Had vejer lige så tungt som … drab”.

Alligevel troede disse to ikke på Jesus, så derfor må der være noget ved ham, som de ikke kunne godtage.

Oldtidens jødiske rabbinere ligner til en vis grad moderne humanister, filosoffer så vel som kunstnere. De kan tale meget klart og afslørende om den menneskelige egoisme. Tænk bare på den moderne tale om den indre svinehund! Jesus har ikke patent på at afsløre den menneskelige egoisme. Men trods disse ligheder tror de ikke på ham. Hvad er da det særlige ved Jesus?

Det er to ting. Jesus tænker dybest set ikke ud fra Moseloven. Han respekterer den, og han holder den, men går længere tilbage end Moseloven. Jesus går tilbage til paradiset. I paradiset var der hverken had eller onde ord eller ond lyst. Jesus vil lære os en paradisisk etik. Det er årsagen til, at vi undertiden har så svært ved at forbinde hans etik med en praktisk hverdag i syndens verden. Jesus vil lære os at leve som paradisets børn. Vi skal sprede en duft af paradiset. Derfor taler Jesus meget strengt mod alt det, som ikke dufter af paradiset, men stinker af Guds modstander.

For det andet har Jesus en anden opfattelse af menneskets muligheder. Jesus mener, at vi ikke kan overvinde det onde inde i os selv. Vi kan dæmpe de ydre udslag, men ikke fjerne den onde lyst i vort indre. Jesu samtidige modstandere så anderledes på det. De regnede med, at mennesket ved sine egne kræfter kan blive godt.

Jesus afslører den raffinerede egoisme. Han viser, at egoismen så at sige kan sættes i anden potens for nu at bruge et billede fra matematikken. Når vi stræber efter at blive gode, så bliver vi så selvretfærdige, at vi tror, at vi kan spille vor Herre i vort eget liv. Det sidste ligger ofte skjult under overfladen og ses ikke tydeligt i vores kultur, som ikke er særlig kristelig længere, men i samme øjeblik vi konfronteres med Jesu budskab, kommer det frem. Den selvretfærdige kan undvære Jesus og føler intet behov for ham.

Den selvretfærdige er lige så stor modstander af egoismen og hykleriet, som Jesus er, men den selvretfærdige mener, at han sagtens kan håndtere disse problemer uden hjælp fra Jesus.

Når vi følger Jesus får vi en anden erfaring, et andet syn på os selv. Jesu krav bringer os ud over kanten af, hvad vi selv formår.

Jesus lærer os, hvad vi skal gøre i hverdagen. Han ønsker virkelig, at vi skal tale kærligt og respektfuldt til hinanden, mens hans etik gør os afhængige af ham, fordi vi oplever, at vi ikke magter at gøre, hvad han beder os om.

Vi kan gøre meget selv. Vi kan træne os meget. Vi kan disciplinere os selv, men Jesus peger her på det, som vi har allermest svært ved at styre, nemlig vore ord. Jesu bror Jakob siger: Hvis én ikke fejler i ord, er han fuldkommen og kan tøjle hele sit legeme (Jak 3,2). Al erfaring siger os, at vi alle fejler med vore ord.

Jesus ved i det hele taget god besked om, hvad vi indeholder. En gang sagde han: Det, som kommer ud af munden, det gør et menneske urent. Thi fra hjertet udgår onde tanker, mord, ægteskabsbrud, utugt, tyveri, falsk vidnesbyrd og bespottelser. Det er det, som gør et menneske urent (Matt 15.11.19-20a).

Jesus bruger ikke ordet synd og slet ikke ordet arvesynd. Det er alt for nemt for os at afvise den. Jesus går meget klogt til værks. Han er en stor pædagog og taler bare om de ting, som vi alle kan se og føle. Hvem af os kan stå frem og sige, at vi ikke kender til nogen af disse ting i vort indre?

Hvis vi læser videre frem i Bjergprædikenen her, ser vi, at Jesus ikke kun taler om vores vrede, men også om vores begær: I har hørt, at der er sagt: ’Du må ikke bryde et ægteskab.’ Men jeg siger jer: Enhver, som kaster et lystent blik på en andens hustru, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte (Matt 5,27-28).

Gennem disse få sætninger sammenholdt med dagens tekst har Jesus talt til de to vældigste drivkræfter i vores indre, nemlig vrede og begær.

Verdenslitteraturen handler om krig og kærlighed, siger man. Jesus rammer nok bedre plet, når han taler om de vrede ord og det lystne blik. Hvem kan sige sig fri for det, og hvem kan sige, at han har styr på det? Visse livssyn synes at ville udnytte disse to drivkræfter og få menneskene til at leve dem mest muligt ud. Der har været mange voldelige bevægelser op igennem tiderne, som har levet både vreden og begæret ud. Andre indser det moralske problem og mener, at vi med vore egne kræfter kan og skal dæmpe disse ting.

Jesus derimod konfronterer os med ansvaret over for Gud. Ét ondt ord gør os skyldige til Helvedes ild. Det er så voldsomt, at intet kan blive stærkere. Dermed afslører han også vores egen hjælpeløshed. Selv om vi nok i det ydre kan dæmpe det onde hos os selv, så kan vi ikke fjerne det og rense os selv.

Når Jesus taler, bliver modsætningen mellem vore egne muligheder og Guds dom et uoverskueligt og altoverstigende problem. Gennem Jesu etik lærer vi os selv at kende. Vi lærer den indre svinehund at kende gennem dens små sylespidse ord og dens urene blikke. Jesus ønsker at føre os ud over kanten af vor egen formåen, så vi ikke kun erkender vor næstes behov, men også vor egen nød. Vort medmenneske har brug for vores tilgivelse, og selv har vi brug for Guds. Derfor lærer Jesus os ikke blot, hvordan vi skal opføre os, men også at bede til Gud: Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere (Matt 6,12).

Vi skal ikke flygte fra hverdagens ansvar ind i en generel beklagelse af, at vi er hjælpeløse syndere. Men vi skal tage vort ansvar op for at efterleve Jesu ord i hverdagen, og så skal vi nok opdage, hvad der er galt fat med os, og det skal vi så handle på.

Jesus sender os ud i hverdagen, så vi ser vort medmenneske, og så vi ser sandheden om os selv.

Vi skylder vort medmenneske mere, end vi har lyst til at indrømme. Og vi skylder vort medmenneske mere, end vi kan yde med vores ord, selvdisciplin og kontrol. Hvis vi vil leve efter Jesu vejledning i hverdagen, opdager vi, at vi er syndere og skyldnere. Og synd og skyld kan kun fjernes med tilgivelse. Derfor råder Jesus os til forsoning med både mennesker og Gud. Vi kan ikke altid styre vor tunge, og vi kan ikke altid styre vort blik, men vi kan sige undskyld til andre, og vi kan undgå at opsøge det, som frister vore seksuelle lyster.

Den retfærdighed, som overgår de skriftkloges og farisæernes, er den retfærdighed, som indrømmer sine fejl og beder om tilgivelse. Det er jo ikke en retfærdighed, man kan rose sig af. Man kan jo ikke gå rundt og sige: Se, hvor mange gange jeg har sagt undskyld! Og se, hvor mange ting, jeg er nødt til at undgå kontakt med. Det er jo ingen ros, men en falliterklæring. Det er jo en indrømmelse af egen vrede og eget begær.

Når Jesus taler så strengt om synden, kan man med rette spørge, hvad det glædelige består i. Og det glædelige er, at forsoning og tilgivelse er mulig. Det er muligt, at synden og skylden ikke får det sidste ord, men at tilgivelsen kommer til at bestemme vort liv ikke bare i den kommende verden i paradiset engang, men også lige nu her i denne verden. Jesus lærer os at sige undskyld til andre, og han går så langt, at vi ikke bare skal sige undskyld, når vi har dårlig samvittighed over for andre, men også når andre har noget imod os.

Det er en svær øvelse, og nogle gange bruger mennesker meget lang tid til at tage tilløb til at gå hen og banke på døren til dem, de har det dårligt med. Til gengæld er lettelsen meget stor, når man går hjem. Da har man ikke noget at rose sig af, men man har meget at takke for.

Tilgivelse og forsoning er mulig, ikke bare som noget, man muligvis kan få en gang, men som et tilbud, der gælder i dag, og som vi kan modtage i dag.

Jesus ønsker, at vi udnytter den mulighed og tager imod Guds fremstrakte hånd. Det glædelige i Jesu ord er, at Jesus ønsker at redde os fra den værst tænkelige katastrofe, fortabelsen, og give os den størst tænkelige glæde, frelsen. Og i sidste ende nøjedes han ikke med at tale om det, men gav sit liv for os. 

Det kristne livs grundlag er, at Jesus har givet sit liv for at redde os fra dommen over vore synder. Han stillede op for os og standsede dommen, så vi kan søge ly bag ham.

Det kristne livs grundlag er også dåben. Vi er døbt til at tilhøre Jesus, som gav sit liv for os. Egoismen, vi har arvet fra den oprørske Adam, det gamle menneske, skal tilintetgøres med alle sine onde ord og onde lyster, og det nye menneske, troen, som vi får fra Jesus, skal leve og udfolde sig med al kærlighed, godhed og forsoningsvilje. Jesus opfordrer os til at søge forlig med mennesker, inden det er for sent. Hvis andre ikke vil forsones med os, kan vi intet gøre, men det er vores forpligtelse at række hånden frem.

Gud har rakt sin hånd frem til forsoning med os. Så skal vi tage konsekvensen og række hånden frem mod andre.                                      Amen