Prædiken til Trinitatis søndag den 31. maj 2015 ved Egedal kirkes 25 års jubilæum ved sognepræst Jørgen Sejergaard, sejergaard@mail.tele.dk

Til børnetalen:

Jeg har i dagens anledning taget to ting med. Den ene er en brugsanvisning til min mobiltelefon. Brugsanvisningen fortæller, hvad jeg skal gøre for at bruge telefonen. Den anden ting er mit pas. Passet fortæller, ikke hvad jeg skal gøre, men hvem jeg er. Hvis jeg rejser i udlandet, og politiet spørger, hvem jeg er, så kan jeg vise mit pas. Der står det hele.

I kirken har vi også en brugsanvisning, nemlig til livet og det er de ti bud, og vi har også et pas til Guds rige. Det er vores dåb. De ti bud viser os, hvad vi skal gøre, og dåben viser, hvem vi er. Spørgsmålet er så, hvad vi skal begynde med. Begynder vi med de ti bud eller med dåben? Nogle tror fejlagtigt, at vi først skal bruge livet rigtigt, og så får vi det evige liv som belønning. Sandheden er, at vi først får passet til det evige liv som en gave, og derefter kan vi så begynde at leve livet.

Prædiketekst: Johannes-evangeliet kapitel 3, vers 1-15:

Der var et menneske, en af farisæerne, ved navn Nikodemus, medlem af jødernes råd. Han kom til Jesus om natten og sagde til ham: ”Rabbi, vi ved, at du er en lærer, der er kommet fra Gud; før ingen kan gøre de tegn, du gør, uden at Gud er med ham.” Jesus svarede ham: ”Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.” Nikodemus sagde til ham: ”Hvordan kan et menneske fødes, når det er gammelt? Det kan da ikke for anden gang komme ind i sin mors liv og fødes?” Jesus svarede: ””Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige. Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd. Du skal ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny. Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.”

  Nikodemus spurgte ham: ”Hvordan kan det gå til?” Jesus svarede: ”Du er lærer i Israel og forstår ikke det?  Sandelig, sandelig siger jeg dig: Vi taler om det, vi ved, og vi vidner om det, vi har set, men I tager ikke imod vort vidnesbyrd. Tror I ikke, når jeg har talt til jer om det jordiske, hvordan skal I så tro, når jeg har talt til jer om det himmelske? Ingen er steget op til himlen undtagen den, der steg ned fra himlen, Menneskesønnen.

  Og ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham.”

”Der er noget særligt ved dig, Jesus!”

Dér begynder Nikodemus. Dér begynder de fleste, når det drejer sig om Jesus. Der er nemlig et eller andet særligt ved ham. Nikodemus undrer sig over sig over ham – og gør så det helt rigtige. Han opsøger Jesus, og så går det helt anderledes, end han havde tænkt sig. Jesus giver ham nærmest et chok.

Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.

Nikodemus havde forestillet sig en religiøs brugsanvisning, men Jesus henviser ham nærmest til fødegangen på hospitalet: I må fødes på ny.

Meningen er ikke, at vores mor skal føde os én gang til. Jesus taler om, at vi skal fødes af vand og ånd. Ånden er Guds Ånd, den hellige Ånd.

”Vi venter på Helligånden”. Sådan lød det i prædikenen for 25 år siden, da Egedal kirke blev indviet. Vi venter på Helligånden.

Helligånden kan man kun vente på og bede om. Den er som vinden. Man kan ikke se den, men mærke den. Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen.

Her taler Jesus ikke om vejudsigten, hvor vi hører om, at en dansk storm kan begynde som en orkan i Vestindien. Han taler derimod om den umiddelbare oplevelse, når vi står udenfor og mærker vinden blæse. Vi kan mærke den, men vi ved ikke, hvor den kommer fra eller farer hen.

Almindelig sommervind bringer varme ind over landskabet og sætter fart i planterne, og det glæder vi os over. Vi synger sange om det og tager på ferie i sommervejret. Men Helligånden bringer noget endnu større. Når Gud ånder på os, så forandres vi. Guds hjertevarme fra paradiset opvarmer vore kolde hjerter her på jorden. Det synger vi også sange om, fordi vi forvandles af det. Denne forandring kalder Jesus for en ny fødsel: Sådan er det med enhver, som er født af Ånden. Det er denne forandring, han gerne vil forklare Nikodemus.

Når vi holder 25 års jubilæum for Egedal kirke, så er det dybest set ikke bygningen, vi fejrer. Den ligger der, smuk som den er, men hvis den var tom hele tiden, så var det jo ikke en fest, vi skulle holde, men en begravelse. Vel er bygningen anledningen, men det er noget andet, vi fejrer. Vi fejrer alt det, vi har fået lov at opleve her i denne bygning og i arbejdsfællesskabet i tilknytning til den.

Det særlige, vi samles om her, er netop Guds rige. Guds rige er Guds herredømme. Det kommer synligt i hele sin fylde, når Gud griber ind og fjerner alt ondt ved tidernes ende. Det gode skal sejre over det onde til sidst.

Men Guds rige er her også nu. Guds rige er kommet, fordi Jesus er kommet. Han befrier i dag - ikke endegyldigt, men grundlæggende. Vi kan som regel ikke se det, men vi kan mærke det.

Han tilgiver skyldige, der fortryder, han giver håb til håbløse, han giver glæde til sørgende, han giver visdom til uvise, han giver fællesskab til ensomme, han vejleder rådvilde, han giver livsglæde til de livslede, han giver fylde til de tomme, og han giver evigt liv til dem, der lever i dødens venteværelse, og han hjælper os med alle ting i hverdagen. Sådan griber Jesus ind og bringer Guds usynlige rige til os og fører os ind i dette rige. Vi kan fotografere grænsen mellem Danmark og Tyskland, men ikke Guds usynlige rige. Derimod kan mennesker fortælle om, hvad Jesus har gjort for dem.

Den kristne gudstjeneste er Helligåndens værksted. Her sker store ting. Mennesker forandres. En kvinde begynder at gå til gudstjeneste. Ved én bestemt gudstjeneste begyndte der at ske noget, fortæller hun. Hun er kommet til gudstjeneste lige siden.

En mand begynder i moden alder at gå i kirke og bliver døbt efter nogle år. En ung mand vælger at gå til konfirmation, for at finde ud af, om han vil konfirmeres. Han vælger at blive konfirmeret og holder for sine gæster ved middagen en tale om sin åndelige udvikling.

Hvad skete der? Gnisten sprang. Helligånden kom. Pludselig var der kontakt. Pludselig mærkede mennesker, at Jesus lever. I dag venter vi ikke bare på Helligånden, men takker også for alt det, som Helligånden har gjort i de 25 år.

Sådan sker der store guddommelige ting her i kirken. Det er den dybeste grund til, at nogle kommer her meget tit, nogle endog søndag efter søndag, og måske også grunden til, at mange holder sig væk. Det er lidt farligt at gå i kirke. Man kunne komme til at tro på Gud.

Kirkens gudstjeneste er Helligåndens værksted. Bibelen fortæller meget levende om Helligånden med mange dejlige billeder, blandt andet beskriver profeten Esajas fra Det gamle Testamente Helligånden som en syvfoldighed således, når han siger, at Helligånden skal hvile over Kristus: Over ham hviler Herrens Ånd, visdoms og indsigts ånd, råds og styrkes ånd, kundskabs og gudsfrygts ånd (Es 11,2). Og Johannes beskriver i Ny Testamente Helligånden som syv brændende fakler foran Guds trone (Åb 1,4; 4,5). Derfor passer jubilæumsgaven, den syvarmede lysestage på alteret, fint ind som et billede på Helligånden. Den skal minde os om, at den kristne gudstjeneste er Helligåndens værksted.

Mange siger, at de i stedet for at gå i kirke hellere vil gå en tur i naturen tænke på Gud. Det er ikke helt ude i skoven, for Gud er også i naturen. Dér møder vi Guds skabermagt. Men naturen kan storme og rase, ligesom menneskene kan. Da er det forbi med de stilfærdige tanker om Gud. Nogle råber om hjælp, og andre afsværger Gud, fordi han tillader elementernes og menneskenes rasen.

Intet af det bringer os ind i Guds rige. Man bliver ikke revet ud af ondskabens magt bare ved at mærke Guds eksistens og skaberkraft og kampen mellem godt og ondt. Der skal mere til. Vi må lytte til Kristus. Han forklarer os, hvordan vi kommer ind i Guds rige. ”Du må fødes på ny,” siger han.

Når vores mor føder os, ser vi denne verden. Når  Guds Ånd føder troen på Jesus i os, ser vi Guds rige.

Nikodemus forstår det ikke. Han forventer en brugsanvisning, som han kan følge. Han vil præstere, men Jesus vil bringe ham i kontakt med hans hjælpeløshed. Derfor taler Jesus om en ny fødsel, hvor vi ikke bidrager med noget, men får statsborgerskab i Guds rige. 

Jesus er ligesom en børnebogsforfatter. Når der har været en del tekst, kommer der et billede - som her om kobberslangen, som min kollega læste op om for lidt siden fra alteret.

En gang blev nogle mennesker angrebet af giftige slanger, og mange døde. Folk var hjælpeløse, men Gud gav dem en udvej, som passede til deres hjælpeløshed. Moses skulle hænge en slange af kobber op, og når de slangebidte bare så på den, så slap giften sit tag i dem. Vi ser det for os. Folk ligger og vrider sig i dødsangst, men så ser de op på kobberslangen, og livet vender tilbage, og de rejser sig raske og friske.

Det var billedet. Nu kommer der lidt mere tekst. Den korsfæstede Jesus hjælper os på samme måde, som kobberslangen hjalp de slangebidte. I udgangspunktet er vi lige så nødstedte som de slangebidte. Synden og døden og dommen gør krav på os. Den eneste redning er at komme ind i Guds rige. Og hvordan kommer man derind, når man ikke selv kan bidrage til det? Man skal gøre som de slangebidte. De så på kobberslangen. Vi skal se hen til Jesus. Det er sand kristen tro, og Jesus kalder den en fødsel oppefra, for det er ikke vor egen præstation, men Helligåndens indsats. Når mennesker ser hen til Jesus, har Helligånden været på færde.

Således er troen den nye fødsel. Jesus bærer os ud af hjælpeløsheden og skænker os evigt liv sammen med ham. Jesus giver os ikke en brugsanvisning, som vi skal anstrenge os efter for at komme ind i Guds rige. Nej, når han døber os, får vi vores pas til Guds rige, og når han vinder vort hjerte, så stoler vi på det, der står i passet, og så tager vi det i brug. Dåben viser, hvem vi er, hvem vi tilhører, og hvor vi hører hjemme.

Gennem dåben og troen – vandet og Ånden – vil Jesus føde os ind i Guds rige, og først derefter kan vi begynde at tjene ham, ikke for at opnå Guds rige, men for at udbrede det.

Når Jesus taler, kan troen vokse frem. Han taler stærke ord til os i dåben: ”Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn”. Det skal vi synge om til sidst: ”Så vældigt det mødte os først i vor dåb, det ord, der genfødte til levende håb”. Og denne salme forklarer videre, at Jesus også taler til os i nadveren og den kristne prædiken. Alle steder søger han at skabe og nære troen på ham eller tilliden til ham, så den vokser frem. Det er det, vi venter på her i kirken. Det er det, vi beder om. Både gudstjenesten og salmebogen er fulde af sådanne forventningsfulde bønner, og de vil inspirere os til at bede, bede om Helligånden, bede om troen. De vil inspirere os til at bede både her og der, både i kirken og derhjemme. Tænk på den bøn, vi sang før:

”O Helligånd, vor trøstermand,

som os vil sandheden lære,

hjælp os at blive i nådens stand

og leve vor Fader til ære!

Beskærm os fra Djævelens falske list,

og hjælp os at tro på Jesus

og blive salige. Amen”

Når vi beder den bøn, ikke som en remse, men af hjertets nød og lyst, så er den nye fødsel sket. Så har vi Gud til far, Jesus til Herre og bror, og Helligånden som den indre fortrolighed og tryghed over for Gud.

O dyb af Guds rigdom og visdom og kundskab! Hvor uransagelige er hans domme, og hvor usporlige hans veje. Thi fra ham og ved ham og til ham er alle ting. Ham være ære til evig tid! Amen.