Prædiketekst: Markus-evangeliet kapitel 16, vers 1-8:

Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden: ”Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?” Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem: ”Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.” Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.

Jesus fra Nazareth, den korsfæstede. Han er opstået. Det er påskedags glædelige budskab.

Påskedag er vendepunktet i menneskehedens historie. Som kristne kommer vi ikke i kirke for at vise os selv frem, men for at samles om det vigtigste af alt, nemlig Jesus Kristus. Han er lyset, der skinner i mørket. Eftersom han på en søndag sprængte dødens magt, holder den kristne kirke stadig gudstjeneste om søndagen. Når vi går i kirke, er vi med til at pege på ham.

Jesus er trådt frem i vores verden som dødens overmand. Han nøjes ikke med at give os et vagt håb om udfrielse fra døden, men han har overvundet den, og han deler denne sejr med enhver, som gerne vil have andel i denne sejr.

Selv om livet har lært os, at vi ikke kan forvente andet end døden, så har Gud ganske uventet og ufortjent sendt Jesus og ladet ham overvinde Dødsriget.

Uden Jesus er vi henvist til at leve i dødens skygge, men i tilliden til Jesus får vi lov at leve i hans lys, lyset fra hans opstandelsen, der baner vej for vores opstandelse.

Som det lyder ved hver eneste dåb med et citat fra Ny Testamente:

Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde (Peters første brev, kapitel 1, vers 3).

Jesu opstandelse er Guds gave til menneskeheden. Og den begivenhed giver mennesker håb, ja den kristne kirke består af alle dem, som oplever, at denne begivenhed har tændt det levende håb i dem. Jesu opstandelse har skabt den kristne kirke som en bevægelse med glæde og lovsang verden over.

Men beretningen om opstandelsen viser, at selv Jesu allernærmeste også rummer andet end jubel over opstandelsen, nemlig angst: de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.

Som kristne rummer vi ikke kun troen og glæden, men også dens modsætning. Og det tager Jesus også alvorligt.

Når vi møder det ukendte og det hellige, forfærdes vi let – også selv om det ukendte er noget godt. Derfor ser vi gang på gang, at englene i Bibelen må begynde med at berolige de mennesker, som de skal overbringe en besked. Vi er så vænnet til livet i dødens og syndens verden, at vi ganske enkelt er blevet fremmede for Guds rige. Og læg mærke til, at det også gælder disse kvinder, som har fulgt Jesus i flere år, lyttet til ham og set hans undere. Det var selvfølgelig ikke fuldstændig fremmede for Jesus, men de var heller ikke fuldstændig fortrolige med alt i Guds rige. De blev bange, da de så englene.

Det skal vi ikke gå for let hen over. Hvis en engel viste sig for os, ville vi efter al sandsynlighed også bange, selv om vi lige siden vor barndom har sunget om Guds engle. For ét er at høre, og et andet er at se. Ét er at stole på Jesus, og noget andet er at være syndfri og hellig som han. Det sidste er vi ikke. Vi er syndere, der stoler på Jesus. Vi er ikke hellige på linje med Jesus, og det er grunden til, at vi både kan føle glæde ved at høre om Guds rige og samtidig føle angst ved at møde Guds hellige engle eller få et andet syn fra Gud, ja vi kan undertiden også føle os fremmede over for selve evangeliet og måske også føle en modsætning til det – samtidig med, at vi tror og glæder os over det. Vi er ganske enkelt splittede.

Denne modsætning mellem troens fred og syndens angst vil vare ved i os hele livet, og vi må se den i øjnene og leve med den, og kraften til at udholde finder vi ikke hos os selv, men hos den opstandne Jesus selv. Igen og igen trænger vi til at fornyes i troen. Derfor holder vi gudstjeneste hver søndag og ved højtiderne endnu oftere. Som troende er vi små og svage og trænger hele tiden til Jesu omsorg.

Det er opmuntrende at se, hvordan Jesus gennem hele påskedag tager sig af sine fortvivlede og forvirrede disciple.

Læge mærke til, at allerede Guds engel indleder Guds omsorg: Vær ikke forfærdede, siger englen til kvinderne.

Markus-evangeliet slutter meget kort og brat, som jeg læste det før, men de andre evangelier beretter mere om, hvad der skete påskedag. Da kvinderne går fra graven, møder den opstandne Jesus selv disse bange kvinder, som omfavner hans fødder og tilbeder ham, og Jesus siger, at de ikke skal frygte, men fortælle de andre disciple, at de skal møde Jesus i Galilæa.

Så møder han den grædende Maria Magdalene, som ganske vist ikke får lov at røre ham – måske fordi hun gerne vil hindre ham at stige op til Gud – men også hun skal bringe en opmuntrende besked til de andre disciple.

Om eftermiddagen møder han to modfaldne disciple på vej til den lille by Emmaus. De kan ikke kende ham, og dem opmuntrer han ved først at forklare dem Bibelens forudsigelser om Kristus og siden at afsløre sin identitet for dem, da de skal spise sammen. Helt af sig selv vender de tilbage til Jerusalem og fortæller om den glæde, de har oplevet.

Dagen igennem strømmer det ind til disciplene med opmuntrende budskaber, men vi hører også, at disciplene havde svært ved at tro disse beskeder.

Om aftenen kommer Jesus selv så til hele flokken i Jerusalem og viser sig for dem, og de får lov at røre hans hænder og fødder og side og kontrollere arrene efter spyd og nagler fra korsfæstelsen. De mærker, at han ikke er et spøgelse, men et levende menneske af kød og knogler, og de mærker, at arrene svarer til lige netop den behandling han fik på korset. Han blev nemlig stukket med et spyd, og de gjorde de to andre korsfæstede ikke.

Disciplene har stadig svært ved at tro, hvad de ser, og for at hjælpe dem yderligere beder Jesus om noget at spise, og det spiser han, mens de ser på det.

Således tager han sig af sine bange og mismodige disciple og giver dem modet og troen tilbage, nu i endnu herligere skikkelse end før. Og Jesus fortsætter med at vise sig for disciplene og spise sammen med dem i den følgende måneds tid, fyrre dage helt nøjagtigt, helt frem til Kristi Himmelfartsdag.

Og det er dybest set det samme, han gør hver eneste gang vi kommer i forbindelse med evangeliet. Jesu opmuntring er Ånden i hver eneste gudstjeneste.

En præst sagde en gang, at der dør lidt af os, hver gang en af vore kære dør. Jeg tror, at han har ret. Som årene går, og jeg begynder at miste mine kære, kan jeg mærke det. Jeg tror, at døden er så stærk, at dens virksomhed omkring os påvirker os mere, end vi lige aner. Og så årene går sætter den flere og flere mærker på os. Tidens tand er dødens tand.

Modsat tror jeg, at vi oplives lidt hver gang, Jesus taler til os. Jeg tror, at Jesu magt er så stor, at hans virksomhed påvirker os mere end dødens magt. Og som årene går, påvirker han os mere og mere gennemgribende. Vi er så små planteskud, der langsomt vokser, slår stadig dybere rødder og sætter frugt. Vi slår dybere rødder i ham, og vi bærer Åndens frugt: tro, håb og kærlighed.

Jesus har virkelig overvundet dødens kræfter, ikke på den fysiske, legemlige yderside, som vi kunne kalde døden i kroppen, men også den indre, sjælelige, åndelige side, som vi kunne kalde døden i hjertet. Vel mærker vi dødens kræfter både ude og inde, men i vort indre mærker vi også Jesu gerning. Hans ord og nadver gør også noget ved os, noget godt.

Her i kirken har vi lov at komme, som vi er, både med al vor styrke, og med alle vore svagheder og nederlag, nederlag til sygdom, nederlag til moralen. Her møder vi Jesus Kristus, som har skænket os al vor styrke, og som vil hjælpe os i al vor svaghed.

Som Jesus tog sig af sine første disciple dengang, sådan tager han sig af os hele livet. Og netop derfor skal vi ikke være bange for at komme her og heller ikke for at lette vort hjerte for ham i bøn. Den kristne gudstjeneste og den kristne børn er netop for os, som ikke er fuldkomne, ikke har styr på det hele, os, som kender til tvivl eller angst eller begge dele.

Jesus holder vor tro i live, og han lader den vokse. Jesus giver os en modgift mod mismod og håbløshed, synd, skyld og død. Han opmuntrer os med sin sejr ved at dele den med os og ved at minde os om det.

Uden Jesus præges vi af dødens perspektiv på livet, hvor der hele tiden bliver lidt mindre liv, og vi bevæger os frem mod den håbløse afslutning, som vi så forsøger at affinde os med.

Men hos Jesus præges vi af hans opstandelse. Vi ser livet i et helt anderledes lyst og glædeligt perspektiv. Vi bevæger os fremad, først mod den dag, hvor vi skal rejse herfra hjem til Kristus, og dernæst mod den dag, hvor han endegyldigt skal sejre over alt ondt, herunder Dødsriget, som må slippe alt sit bytte og lade alle døde opstå.

Det kristne liv har således et helt andet perspektiv end livet uden Kristus. Vi ser fremad, fremad mod Jesu genkomst, mod Jesu endelige sejr. Hele det kristne liv og hele den kristne gudstjeneste er forventning om Jesu overvældende sejr og hans overvældende gode gaver til os. Og dette perspektiv er modgiften mod alle de mærker, som døden sætter på krop og sjæl. Vi ser døden i øjnene som den sidste fjende, den fjende, Jesus har overvundet. Vi ser frem til den dag, hvor døden skal tabe for evigt. Vi ser frem til vor egen opstandelse. Vi ser frem til, at Jesus og ikke døden får det sidste, afgørende ord. Tak Herren, for han er god, hans trofasthed varer til evig tid.

Glædelig påske!

Amen