Prædiken til 3. søndag efter Trinitatis 2014

Prædiketekst: Mattæus-evangeliet kapitel 11, vers 2-10:

Da Johannes i fængslet hørte om Kristi gerninger, sendte han bud med sine disciple og spurgte ham: ”Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?” Jesus svarede dem: ”Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige. Og salig er den, der ikke forarges på mig.”

Da de var gået, begyndte Jesus at tale til folkeskarerne om Johannes: ”Hvad gik I ud i ørkenen for at se? Et siv, der svajer for vinden? Nej, hvad gik I ud for at se? Et menneske i fornemme klæder? Se, de, der bærer fornemme klæder, findes i kongeslottene. Nej, hvad gik I ud for at se? En profet? Ja, jeg siger jer, også mere end en profet. Det er om ham, der står skrevet:

’Se, jeg sender min engel foran dig, han skal bane din vej for dig.’”

Når et byggefirma har bygget en bygning og overdrager den til ejermanden, som skal tage den i brug, så holder man et møde, hvor bygmesteren overdrager bygningen til bygherren. Og da gennemgår man det hele for at se, om alt er i orden. Er der mangler, skal de rettes. Et sådant møde kalder man en overdragelsesforretning.

Johannes Døber var en sådan bygmester. Han havde banet vejen for Jesus. Han havde banet vej for Jesus til menneskenes hjerter. Han havde forkyndt, at de skulle foretage hovedrengøring i deres moralske liv, og han havde forkyndt, at nu ville frelseren meget snart komme. 

Johannes Døber var toppen af Det gamle Testamente. Det gamle Testamente fortæller om alle Guds forberedelser til Jesu komme, herunder alle profeterne. Og så til sidst som højdepunktet kommer Johannes Døber. Han er mere end en profet. Jesus citerer et sted fra de gamle profeter, hvor der tales om en engel, som gå foran frelseren og bane vejen for ham. Og det havde Johannes gjort. Tusindvis var blevet gjort klar til at modtage Jesus.

Nu er Johannes i fængsel. Måske nåede han kun at virke et halvt eller et helt år. Han var en ung mand på tredive år, og nu var hans gerning forbi. Han ser døden i øjnene. Og så gør han det sidste, han kan. Han sender sine disciple hen til Jesus.

Om Johannes var i tvivl, ved vi ikke. Jesus roser ham for at stå fast, så det tyder ikke på tvivl. Han var en forvalter, der var tro, Paulus taler om i det brevstykke (epistel), som jeg læste fra alteret. Måske var Johannes Døbers disciple i tvivl om det, der var hovedsagen for Johannes, nemlig Jesus selv. Men uanset tvivl eller ej, så er det en overdragelsesforretning.

Overdragelsesforretninger er som regel noget, der bare skal overstås. De er ikke noget, man mindes som noget særligt. Indvielsen af en kirke er langt mere festlig og minderig end overdragelsesforretningen, men lige netop denne overdragelsesforretning fra Johannes Døber til Jesus har kirken husket, fordi Johannes og Jesus lagde et drama ind i den.

Johannes sender ikke den besked, man kunne vente: ”Jeg har gjort, som Gud bød”, eller: ”Min tid er forbi, og nu må du tage over.” Nej, han går lige ind i kernen, dér hvor Jesus tager over i hvert eneste menneske, som i en eller anden forstand er sporet ind på, at Jesus er vigtig for ham.

”Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?” Er det Jesus, vi skal regne med, eller skal vi se os om efter en anden? Det spørgsmål er altid aktuelt, også selv om vi er afklaret, bekender troen og glad og gerne kommer i kirken. Johannes Døber sporer os ind på, hvad der er det helt særlige og uomgængelige og dragende ved Jesus. Det har vi altid glæde af at fordybe os i. Det spørgsmål mister ikke sin aktualitet, bare fordi vi er blevet overbevist.

Svaret er, at Jesus forandrer menneskers liv. Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige. Og salig er den, der ikke forarges på Jesus.

Jesus forandrer menneskers liv. Ikke alene helbreder han fysiske lidelser i både fortid og nutid, men han forandrer også menneskenes livssyn og levevis. Hos ham får vi helt ny indsigt i tilværelsen, får nye ting at se, som ingen anden kunne fortælle os, et helt nyt syn på både Gud og os selv. Vi får lov at se os selv som Guds børn og Gud som vor far? Hvilken befrielse er det ikke for menneskelivet. Vi får lov at se os elsket og tilgivet, skønt vi ikke har fortjent nogen af delene. Mennesker renses for ting, som i årenes har ligget som en stor byrde på deres samvittighed. Hvor man før var tonedøv for både Guds eksistens og andre menneskers behov, har man nu fået øre for sandheden. Mennesker, som var lammet af sorg, får nyt livsmod og rejser sig, og mennesker, som var lammet af bitterhed, had og hævntørst, får en helt ny indstilling, forsoner sig med gamle fjender og begynder at tjene Jesus og gøre godt mod deres næste. Jeg ved det, for jeg har selv mødt nogen af dem. 

Et af de bedste forsvar for kristendommen er forandrede mennesker. Det er svært at argumentere imod, når han faktisk har ændret mange menneskers liv til det bedre.

Evangeliet forkyndes for fattige. De fattige er de nødstedte, økonomisk så vel som åndeligt. Jesus bevidner sin sandhed ved at forkynde gode nyheder for de hjælpeløse. Løgnen er altid kendetegnet ved, at den ikke kan hjælpe de svageste. Kun sandheden er interesseret i dem. Sandheden er kærlig, hvorimod løgnen er hård. Sandheden søger at hjælpe andre, hvorimod løgnen mest er optaget af at styrke sig selv. Omsorgen for de svageste, dem, som ikke kan yde gengæld, er et af sandhedens kendetegn.

En mand har en hjemløs udlænding boende, og straks begynder folk at spørge: ”Hvad får han ud af det?” Jesus lærer os at vise kærlighed uden at spørge efter udbyttet.

Jesus hjælper de svageste uden at spørge om, hvad han kan få ud af det. Så er der håbe for os også i vore svageste øjeblikke.

Jesus nævner sine undere, der ændrer menneskers liv. Alle disse undere er opfyldelse af de gamle profetier, som Jesu tilhørere kendte så godt fra den ugentlige læsning fra Det gamle Testamente i synagogen, herunder den tekst fra profeten Esajas, som jeg læste før fra alteret. Når Jesus færdes blandt mennesker, så er det som vand, der vælder frem i ørkenen og forvandler den til en oase.

Højdepunktet i Jesu svar kommer dog til sidst. Ikke alene forandrer han mennesker, ikke alene opsøger han de svageste, men Salig er den, der ikke forarges på ham. Nu kan man jo spørge, om ikke alle religionsstiftere vil sige det samme. Det er vel nærmest en selvfølge, at en religiøs lærer mener, at det er godt at lytte til ham. Og hvis sætningen ikke rummer mere, så er den overflødig. Læg derfor mærke til, at Jesus ikke siger, at man er salig, hvis man glæder sig over ham. Så ville det hele være så ligetil og dermed overflødigt. Nej, Jesus siger, at der er risiko for, at man bliver vred på ham. Når man lærer ham at kende, så er der risiko for, at man vender ham ryggen.

Vejen til tro er ikke altid nem. Jesus er så anderledes end vore forestillinger, at man nemt kan vende ham ryggen. Jesus er ikke vores idealskikkelse. Jesus gør faktisk op med nogle af vore forestillinger. Jesus gør blandt andet op med vores overdrevne tro på magt.

Magt skal der ganske vist til i et vist omfang. I et retssamfund skal retssystemet kunne sætte folk i fængsel, og en stat har ret til at forsvare sig. Men magten kan ikke forbedre os, og den kan slet ikke skabe paradis på jord. Og der bliver ikke retfærdighed, bare fordi nogen har megen magt.

Jesus er anderledes. Vel har han magt. Det viser hans undere, men han bruger den helt anderledes, end vi ville gøre ud fra vore egne tanker og følelser. Ikke alene påvirker han mennesker ved sin kærlighed, men forandrer helt grundlæggende vores status ved at skænke os sig selv. Jesus er Guds hellige, elskede og udvalgte, fordi han har fortjente. Evangeliet er, at han deler sin værdighed med os, som ikke har fortjent det. Jesus, som også kan forarge, er netop ham, som gør os salige, dvs. giver os den lykke og glæde, som hører Guds evige paradis til.

Den kristne tro består i at lære Jesus at kende, ikke bare at se, hvad han kan gøre ved alle andre i det ydre, men også at se, hvad han kan gøre ved os selv i det indre, og at se, hvad han kan gøre for os i vort forhold til Gud. Så længe vi lever i denne verden, er salighed nemlig noget, der ikke altid kan ses eller føles, men noget vi får lov at regne med, undertiden på trods af, hvad vi føler og ser.

Når Jesus forarger os, fordi han siger vores vilje imod, og når vi bedrøves over os selv ved tanken på, hvad vi har forsømt og forbrudt, og når livet går os imod, da føler vi ikke megen salighed, men netop da vil Jesus lære os at stole på ham alligevel, og netop denne tillid er salig.

Jesus lærer os altså ikke kun at se på alt det, han gør, men også at se på hans personlighed, hans væsen, hans identitet.

Det er en stor glæde at høre om og opleve Jesu undere, hvordan han forandrer mennesker. Men den største glæde er at lytte til hans ord i evangeliet.

Der er en kraft i hans udtalelser, som vi er mange, der gerne vil bevidne. Jeg vil ikke undvære ham. Jeg fornemmer en enestående kraftkilde og glæde i hans ord, og uden den vil mit liv være meget fattigere, ja jeg ville mangle det egentlige.

Netop ved at mærke denne kraftkilde og glædeskilde i Jesu ord mærker vi, at man bliver salig ved at stole på ham.

Tænk, at vi får lov at tilhøre ham! Tænk, at vi fik lov at blive døbt af ham! Tænk, at vi får lov at lytte til evangeliet og føres stadig dybere ind i hans kærlighed og visdom! Tænk, at vi kan få lov at gå til nadver og modtage ham selv!

Det er stort. Det er saligt.

Amen