Prædiken til 21. søndag efter Trinitatis den 9. november 2014 kl. 10.30 i Egedal kirke ved sognepræst Jørgen Sejergaard

Læsninger fra alteret:

Ezekiels bog, kapitel 18, vers 1-4a

Johannes Åbenbaring, kapitel 3, vers 7-13

Prædiketekst: Lukas-evangeliet kapitel 13, vers 1-9:

På den tid kom nogle og fortalte ham om de galilæere, hvis blod Pilatus havde blandet med blodet fra deres offerdyr. Og han sagde til dem: ”Mener I, at de var større syndere end alle andre galilæere, siden det gik dem sådan? Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de. Eller de atten, som tårnet i Siloa styrtede ned over og dræbte – mener I, at de var mere skyldige end alle andre i Jerusalem? Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal i alle omkomme ligesom de. ”

Så fortalte han denne lignelse: ”En mand havde et figentræ, som var plantet i hans vingård, og han kom og ledte efter frugt på det, men fandt ingen. Han sagde da til gartneren: I tre år er jeg nu kommet og har ledt efter frugt på dette figentræ uden at finde nogen. Hug det om! Hvorfor skal det stå og tage plads op til ingen nytte? Men han svarede: Herre, lad det stå et år til, så skal jeg få gravet omkring det og givet det gødning. Måske bærer det så frugt næste år. Hvis ikke, kan du hugge det om. ”

Menneskene tænker på synd og skyld, men Jesus taler om vores omvendelse i lyset af hans kærlighed.

Verden er fuld af ugerninger og ulykker. Medierne rapporterer om dem hver eneste dag. Og engang kom der nogen og fortalte om en sådan ugerninger. Nogle mænd fra de nordlige Israel, Galilæa, havde været i Jerusalem og ofre et offerdyr i templet helt efter Moseloven og jødisk sæd og skik. Der sker så det, at den romerske guvernør, Pilatus, lader disse mænd dræbe, hvorefter han blander disse menneskers blod med blodet fra offerdyrene. I jødisk kultur er det en uhørt hån mod de døde. Ikke alene blev de dræbt, men de døde blev også hånet. Efter denne oplysning fortæller Jesus om en ulykke. Et tårn faldt ned og dræbte atten mennesker. Hvad mener Jesus om sådanne begivenheder?

Jesus slår lige ned på det spørgsmål, som ligger os nærmest, nemlig spørgsmålet om skyld. Dybt nede har vi angst for Gud og en urolig samvittighed. Derfor ligger det os nærmest at tænke på skyld. Jo større ugerning og ulykke, man er offer for, jo mere ondt må man have. Sådan tænker mange.

Jesus siger derimod meget klart nej til, at disse ofre skulle være større syndere end andre.

Og læg så mærke til, hvad Jesus ikke siger. Jesus taler ikke om, at Gud skulle have taget initiativet til disse begivenheder, hverken ugerningen eller ulykken. Jeg ved godt, at nogle kristne tror det, endog nogle teologer, men det er fuldstændig fraværende hos Jesus her, og efter mit skøn er det fuldstændig fraværende alle andre steder i Bibelen. Vel kan Gud både straffe og tugte, og det kan han gøre, så det gør meget ondt, men han er ikke initiativtageren til alle ugerninger og ulykker.

Jesus siger heller ikke, at der må være en mening med disse begivenheder. Det taler mennesker ellers rigtig meget om. Nogle finder trøst i den tanke, at der må være en mening i sådanne begivenheder, og andre fortvivler, fordi de finder begivenhederne meningsløse.

Jesus derimod taler slet ikke om nogen mening. Han er optaget af én eneste ting, nemlig at vi skal undgå samme skæbne som ofrene for ugerningen og ulykken. Jesus er ikke optaget af det i en vag almenmenneskelig forstand, som vi er det. Vi arbejder for at hindre, at en sådan begivenhed gentager sig, men Jesus ser modsat på det. Han ved, at en sådan katastrofe vil indtræffe igen og ramme alle, og derfor peger han på den eneste udvej, nemlig omvendelse.

Jesus arbejder altså på at vende vore tanker i en helt anden retning. Det ligger os nær at spørge om de andres skyld, men Jesus vil have os til at sørge for vores egen omvendelse. Fej for din egen dør! Tag vare på dig selv!

Hvis Jesus standsede her, så ville de, der tog ham alvorligt, komme ind i en rastløs iver for en ret omvendelse.

Men Jesus standser ikke her. Han går straks videre til at tale om, hvad han gør for os. Dermed lærer han os, hvad sand omvendelse er. Omvendelse kan vi ikke forstå ud fra os selv. Den kan kun forstås ud fra Jesu indsats.

Jesus benytter en vinmark som illustration af både frelse og dom. Et vintræs skæbne illustrerer menneskets skæbne. Et træ kan nemlig blive frugtesløst, og da vil enhver plantageejer sørge for, at man fælder træet og planter et nyt. Det finder vi helt naturligt. Modsat værdsætter vi også den dygtige og gode gartner, som beder om en chance mere for træet, og vi glæder os, dersom det lykkes ham at få træet til at give frugt ved at grave og gøde.

Både Johannes Døber og Jesus sammenligner os med frugttræer. Så bær da de frugter, som omvendelsen kræver, siger Johannes Døber (Luk 3,8), og Jesus følger op med at sige: Der er intet godt træ, som bærer dårlig frugt, heller ikke noget dårligt træ, som bærer god frugt. For ethvert træ kendes på sin frugt. Man plukker jo ikke figner af tjørn, høster heller ikke druer af en tornebusk (Luk 6,43-45). Et godt menneske tager gode ting frem af sit hjertes gode forråd, og et ondt menneske tager onde ting frem af sit onde forråd. For hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med.

For at få klarhed over det, så lad os tænke på Adam, det første menneske. Gud sagde til ham om træet med den forbudne frugt: Den dag, du spiser af det, skal du dø (1 Mos 2,17). Og når man så læser videre, ser man, at Adam først døde mange efter, at han spiste af træet. Alligevel var der noget i ham, der døde samme dag, nemlig tilliden til Gud og hele den livskraft, som var i den. Tilbage blev ikke et fysisk og psykisk dødt menneske, for han trak vejret og kunne både tænke og tale og handle, men han var åndeligt død. Fællesskabet med Gud var borte, og Adam var nu et selvhævdende menneske præget af angst for Gud. Han er vintræet uden frugt, og det er denne tilstand, vi har arvet fra ham. Jesus søger at ændre denne tilstand, så vi får den tillid tilbage, som Adam mistede. Og tillid kan kun skabes ved kærlighed. Så længe vi lever, søger Jesus at vinde vores hjerte ved sin kærlighed. Jesus brænder for os og længes efter os, men hvis det man ikke vil have med ham at gøre, så løber vi linen ud, og så ender vi som visne træer, der ikke er til noget.

Det glædelige er, at Jesus beder til Gud for os, og han arbejder med os. Jesus er optaget af at redde os. Det er det, hele hans indsats går ud på. Sådan var det, da han gik på Israels landeveje, og sådan er det i dag, hvor han arbejder fra pladsen ved Guds højre hånd på at gøre os åndeligt levende, så vi bærer frugt. Han arbejder på at vinde vore hjerter for ham. Han søger at smelte vort hjerte ved hans kærlighed. Og gennem lignelsen om gartneren lader han os se, hvordan han har omsorg for os.

Når vi hører om det, rejser der sig en indre vrede i os. Vi protesterer over denne synsvinkel. Den vrede kan man også mærke som troende, for vi har stadig det gamle i os. Men som troende har vi også noget nyt, troen eller tilliden til Jesus. Tilliden og mistilliden ligger i strid med hinanden. De kan ikke forenes. Den ene prøver at udrydde den anden. De kæmper en kamp på liv og død. Det harmoniske kristenliv hører den kommende verden til. Og derfor må vi hver dag vælge, hvem vi vil følge: Jesus eller vor egen vilje. Hvem vil vi lytte til? Hvem vil vi søge at følge? Hvem vil vi søge at blive fri for? Vil vi bede Fadervor eller ej? Det drejer sig ikke om, at der kræves fuldkommenhed af os. I det stykke, jeg læste før fra alteret, taler den himmelfarne Jesus taler til menigheden i Filadelfia, og har han klart blik for, at denne menighed er svag og skrøbelig, men midt i deres skrøbelighed holdt de fast ved Jesu ord. Det er det afgørende. Jesus spørger ikke, om vi er fuldkomne, for det er ingen af os, og det bliver vi heller ikke, men han spørger, hvem vi kalder på.

Næste gang vi hører om eller måske udsættes for en ugerning eller ulykke, så lad os ikke spørge efter meningen med den, for der er som regel ingen, men lad os tage disse ord af Jesus frem og besinde os på vor egen tilstand. Lad os give os hen til ham hver dag og bede om at blive bevaret i en sand omvendelse og levende tro. Da er vi på det rette vej og vil nå målet.

Læg mærke til, at det hele begynder med, at nogle kommer og fortæller Jesus om en ugerning, og det hele slutter med, at Jesus fortæller om sin velgerning, hvorledes han beder til Gud for os. Jesus beder os ikke fortrænge de dårlige ting, men han vil forankre os i noget helt modsat, nemlig hans kærlighed. Den kan nemlig bære os gennem livet og ind i hans evige rige.

I stedet for at have så travlt med andres synd, beder Jesus os tænke på vor egen omvendelse. Og for at vi skal se den i det rette lys, beder han os tænke på hans forbøn og hans livgivende gerning. Omvendelse er noget meget enkelt: at kalde på Jesus og overgive sit liv til ham og lytte til ham. Jesus lærer os en fuldstændig anden måde at tænke på end den, der kommer fra os selv.

Vores medfødte tankegang er fastlåsende, for synd og skyld låser os fast, og giver intet håb. Jesu tankegang handler om befrielse og håb.

Menneskene tænker på synd og skyld, men Jesus taler om vores omvendelse i lyset af hans kærlighed.

Amen