ALLEHELGENSDAG

Matthæus 5, 13—16.

DET ER MENINGEN, at vi en Gang i Kirkeaaret skal her mindes de hellige, der er gaaet forud for os, „som Striden har stridt, som Dø-den har lidt, gik ind til den evige Hvile”. Vi afgøre ikke som Paven, hvem det er, men overlade det til ham, der kender Hjærterne og dømmer retfærdigt. Det er ikke blot de berømte, der udrettede no-get betydeligt her paa Jorden, men mange smaa, hvis Navne her er glemte, men som af Guds Naade er indskrevne i Livets Bog. „Herren kender sine”, og der er heller ingen anden, der kender dem. Men vi, der kendte dem her, dem, der troede paa Verdens Frelser og vilde gerne tjene ham og den store Livets Sag, som han kom til Verden for at fremme til Gud Faders Ære, vi kan ikke andet end haabe paa, at de er i Samfund med os i den Helligaand, og at de hos Herren i Faderhuset hisset opleve Sandheden af Herrens Ord: salige ere de fattige i Aanden, thi Himmeriges Rige er deres; thi om det end ikke alt i lige Grad passer paa dem, noget passer dog, som det nødven-digt maa paa dem, der er hans Disciple. De er alle sat til en Tjeneste i hans Rige, og Tjenesten er denne at være Jordens Salt og Verdens Lys; og der er ikke Tvivl om, at de alle, de store med de smaa,har været til saadan Tjeneste, maaske endda de mindste mere end de største. Her maa vi nu huske paa, at i Herrens Mund betyder Salt og Lys noget andet, end det betyder i Verdens Sprog. Ved Salt forstaar Verden Aandrighed og Vid, det spillende og bidende Vid, og det er vist nok, at heri har de Christne ikke kunnet maale sig med Verdens store Talere og Digtere; men det er heller ikke det, Herren tænker paa, naar han siger: I er Jordens Salt, ligesom der da heller ikke er noget at klage over, at de Christne har ikke gjort sig kendelige der-ved. De gamle græske Hedninger har vel nok deri overgaaet alle Tider, og en Mand som Holberg, der var rig paa dette Salt, er ikke derved bleven stor i Guds Rige, om han end med Rette har vunden Ry derfor her paa Jorden. Ved Lys forstaar Verden fremfor alt Ind-sigt i Naturens Husoldning og Kendskab til alt det, der i Fortiden har tildraget sig her paa Jorden; det er det, der menes, naar der tales om „Lys over Landet”. Herren mener noget andet med Lys, og der har været Christne, som har gjort rig Tjeneste som Lys, der intet kendte til Naturvidenskab eller Historie ud over det lidet, de selv havde set og iagttaget paa den lille Plet, hvor de var sat til at leve. At være Salt er at virke for Renhed, at være Lys er at virke for Sand-hed; „lad os holde Højtid, ikke med den gamle Surdej, ikke med Ondskabs og Skalkheds Surdej, men med Renheds og Sandheds usyrede Brød.” Renhed er det modsatte af Raaddenskab, Sandhed er det modsatte af Løgn og Mørke; og her er det, at de Christne har deres Tjeneste, at de hellige har gjort deres Gerning, at de kæmpe med mod Forraadnelsen og Løgnen, mod Urenhed og Mørke, som disse onde Magter søge at oversvømme og øde Menneskelivet paa Jorden med. Og sørgede Gud ikke for Salt og Lys, saa fik det onde helt Overmagten og faar det vel ogsaa tilsyneladende tilsidst.

Der er noget, der her i Verden hedder Kultur og Dannelse, og man mener, at det er det, der skal lyksaliggøre Menneskene. Det er dette Gode, man søger at bringe ud til alle vilde Folk; det er lige-saa dette foregivne gode, der fra Byerne søges bragt ud til Folk her paa Landet, at de kan slippe deres grove Sæder, deres simple og plumpe Tale, deres Enfoldighed og Tarvelighed. Nu vil det være urigtigt at negte, at der er noget godt ved dette, der hedder Kultur, forudsat at det er den virkelige Kultur, man faar Del i; og ikke dens Vrængebillede og Bundfald. Der er en Forædling og Dannelse, som er noget værd og som gør Livet skønnere og rigere; der er en Viden og en Smag, som er værd at eje, fordi Verden derved bliver større, og man faar øje for langt mere af alt det, der er at se, og hvori Gud giver sin Herlighed tilkende. Men Ulykken er, at den Kultur, som lettest tilegnes, og som alle kan faa Del i, er kun et Vrængebillede, et Bundfald, der i Almindelighed er kendeligst paa, at den fører ind i Raaddenskab. Det er det, som først og lettest kan læres af vilde Folk, som komme i med de civiliserede, og ligesaa hvad enfoldige og tarvelige Landsbyfolk lære ved at komme ind til det forfinede Liv i Byerne, Raadenskab og Usædelighed, daarligt Vid og letfærdig Tale. De faa et Slags Salt, men det er Salt, der har mistet sin Kraft og snarere hæmmer end fremmer Livet. Lige fra det gamle Heden-skabs Dage har denne forraadnende Kultur truet Menneskelivet, og den gamle Verden vilde forlængst være raadnet op, hvis ikke de Christne var sat ind deri som Salt. Det var ved deres Renhed, ved deres Smag for, hvad der er ædelt og godt, som Aanden gav dem, at de tjente til at standse Fordærvelsen. Ved det rene Liv, de levede, fældede de en Dom over det sygelige Kulturliv. Selvom de ikke hav-de talt et Ord imod Hedningenes hæslige Udskejelser, saa vilde deres Liv alene været en Dom derover, som det urene ikke kan be-staa for. Alt det urene og raadne er lyssky og bange for at dømmes, vel som altid med en ond Samvittighed, og det viser sig ogsaa nu, at det raa og urene i Tale og i Liv, det raadne i det hele, det gaar af Vejen for det Lys, der lyser ud fra et rent Liv. Der kan tales imod det, og det kan der les haanligt ad; men leves der et rent Liv, saa er det en Dom, som det ikke kan holde sig overfor. Og her kan alle Christne øve en Tjeneste, de smaa saavel som de store; Forraadnel-sen kues og trækker sig ind i Skjul; der søges bevaret et Skin af Renhed og Sømmelighed, som vel ikke er det bedste, men som dog er meget bedre end den utilslørede Raaddenskab. Saaledes gik det i Oldtiden, og Verden kom til Live igen, og saadan gaar det endnu overalt, hvor christne Mennesker har Mod til at leve et rent Liv og dermed dømmer Verden og ikke omvendt af Fejghed tier stille til Uvæsenet og tuder med Ulvene. Kulturen fører mangfoldig Raad-denskab med sig, og hvor Christendommen ikke følger med som Salt, der vil det ende i ren Opløsning; men saalænge der er Christne til paa Jorden, vil de af Gud blive brugt som Salt og holde Verden paa Fode, ligesom ti retfærdige vilde have holdt Sodoma paa Fode. Her i Verden er der fremdeles noget, der hedder Videnskab, og hvorom man venter, at den skal fordrive alt Mørke. Den sande Vi-denskab fortjener al Ære, om end man venter meget mere af den, end den kan yde. Men ogsaa her gælder det, at der er noget, der er dens Vrængebillede og Bundfald, og som er det eneste, den store Mængde kan faa fat i. Men hvad denne foregivne Videnskab fører til, er dette, at der gives noget Kendskab til den ydre sandselige Verden, til det, der er eller har været her paa Jorden; men ellers fylder Menneskehjærtet med Vantro, saa det lukker sig af fra alt det, hvorom Videnskaben intet ved. Denne foregivne, godtkøbs Videnskab spreder Mørke over Jorden, saa Menneskene blive helt blinde for det, der ses med Hjærtets oplyste øje; vantro overfor alt, hvad der lyder fra Gud, og lettroende overfor alt det Gøgl og Blændværk, som Løgn og Bedrag kan anstille. Ligesom den slette Kultur fører ind i Raaddenskab, saaledes fører den slette Videnskab ind i Mørke. Men ligesom de Christne er Saltet, der modvirker Forraad-nelsen, saaledes er de ogsaa Lyset, der spreder Mørket, idet de med deres Ord og hele Liv giver Sandheden Vidnesbyrd, Sandheden om Menneskets Synd og Guds Naade, Sandheden om, at det er for vor Synds Skyld, at Lidelse, Nød og Død er kommen over os, men at Gud i Jesus Christus har plantet et Lægedoms og Livtræ i Verden. At hver der henflyer til ham, hans Ord og Naademidler i hans Aands Kraft, han beredes derved til, naar Syndens Sold er betalt, da at indgaa til at arve det Rige, hvortil vi er skabt, leve det Liv, vi alle hungre efter. Hvor der er Christne, vil denne Sandhed blive bevid-net, i Ord og fremfor alt i Liv, og dette Lys vil skinne ind i Mørket og naa til alle dem, der ikke kan mættes med, hvad Videnskaben giver af Lys over alt det lave her, mens den lader alt det, der er ovenover os og paa hin Side, ligge i evigt Mørke. Og her er den mindste Christne, den, der kender allermindst til Verdens Lyset, den allervirksomste til at sprede Lys med sit Ord og Liv. Saa var det i Oldtiden, hvor de ravede om i haabløst Mørke, og saa er det end-nu, og saalænge der er christne Mennesker til, christne Mødre og Tjenere, vil Gud bruge dem til at tænde Lys, naar de kun har Mod til at bekende, hvad de tro, thi det er, at Lyset sættes paa Stage; mens de, der lade sig af Verdens indbildte Visdom kue til at tie stil-le og have deres Tro i Skjul, de er som Lyset under en Skæppe, der ingen Gavn er til for dem, der gaar i Mørke. Men i den ene som den anden Henseende, enten vi tænke paa Saltet eller Lyset, saa gælder det, at det er meget mindre Ord, det kommer an paa, end enfoldigt Liv. De allerfleste Christne har ingen Evner til at prædike mod Ver-dens Laster eller mod Vantroens Mørke; men de har Hjælp fra Gud til at leve et Liv i Renhed og Sandhed, i Forsagelse og Tro. Der kan prædikes af dem, der mene at have Evne dertil, men paa samme Tid lever sørgeligt helt udenfor det; leves det blot, saa kan det snart være det samme, om vi saa var helt stumme. Men saaledes er det altsaa, at de Christne er Verdens Salt og Lys og vil vedblive at være det, saa længe Verden staar. Om Verden end haaner og foragter dem, saa er det dog ved dem, at Verden holdes over Ende. Og hvil-ken god Tjeneste er det ikke at være med i! Har et Liv været indviet dertil, saa er det godt engang at gaa til Hvile paa, thi saa hvile vi fra vor Gerning, som Gud hviler fra sin Gerning. Nu vil vi jo ikke rose os selv eller vore kære, der er samlede hist i Livets Kildevang, for, at vi har tjent, som vi skulde. Der lyder maaske nok i vore Dage et livligt og tydeligt Vidnesbyrd i Ord for Renhed og Sandhed; men Livet staar kun saa fattigt Maal dermed. Levedes der et anderledes kraftigt Renhedsliv og anderledes ublandet Sandhedsliv, saa vilde vi ogsaa bedre tilkomme Æresnavnet som Jordens Salt og Verdens Lys. Men alle Christne, der mente noget med deres Tro og Haab, de har dog været med til at tjene hver paa sit Sted som Salt og Lys. Og blandt dem, vi har kendt og som er gaaet hjem i Haab om Frelse ved Christus, er der aItsaa mange, der nu hvile sig fra deres Gerning og takke Gud for, at de fik Lov og Naade til at være med i denne gode Tjeneste. Har de været med til at værge os mod det urene og mod Vantroens Mørke, — og har vi havt christne Forældre, hvad skylde vi saa ikke dem — saa tør vi jo komme dem i Hu med Tak. „Kommer eders Vejledere ihu, som have forkyndt eder det Guds Ord; og naar I betragte Udgangen af deres Vandel, saa efterfølg deres Tro” (Hebr. 13, 7). Enhver er i Gæld til sine af de bortgangne, og saa er det billigt, at vi sende dem en Hilsen, som Guds Engle, der stige op og ned, vel vil bringe dem.

Men ellers ligger det nær for os at tænke paa den Guds Mand Morten Luther og paaskønne den Tjeneste, han blev brugt til som Salt og Lys. Der laa et stort Mørke over Christenheden, da Gud oprejste ham, da Paveløgn og Munkedømme formørkede Verden. Alt, hvad de slette Paver da fandt paa, gjaldt for Sandhed, og Mun-kenes dovne Liv gjaldt for den rette Renhed. Det naadige Evangeli-um var skjult under Løgn og Fabler, og det enfoldige, flittige Liv i de smaa Hjem var ringeagtet som Verdslighed. I dette store Mørke og i al denne Usædelighed, der var Som en kalket Grav, spredte Gud Lys og lagde Salt ved Luther. Vi mene ikke, at han var nogen Helgen, eller at han ikke kunde tage fejl. Men vi mene, at Gud ved ham gav det tilkende for hele Verden, hvad det er, at Menigheden er Salt og Lys. Og det kom ikke blot os til gode, der nu kaldes efter hans Navn, men det kom ikke mindre Paven til gode, der blev dre-ven til dog at lægge noget Baand paa Løgnen og Raaddenskaben, der raadede hos ham. Var der ingen Luther sendt, saa var vel Paven længst forgaaet i al det Mørke og Urenhed, der trivedes hos ham. Og vi maa ikke tro, at det var en Lyst og Leg at tjene, som Luther gjorde; hans Liv var en idelig Kamp uden Fred eller Hvile fra den Dag, han rejste sig mod Paven; hans Liv var i Fare, hans Navn blev skamskændet og bliver det endnu den Dag idag. Men visselig hører han til dem, der tjente som Salt og Lys for mange Folk og mange Slægter, hvorfor vi ogsaa tør tro, at han er naaet til en god Hvile. „Hvad her han hed, det ved enhver, der har sin Gud og Bibel kær; men hvad han hedder nu hos Gud, skal Engle for os sjunge ud, naar vi med ham forsamles.” Han er visselig mellem dem, der har faaet et „nyt Navn”. Om hans lille Katekismus har en Papist sagt: „salige ere de Hænder der har skrevet denne hellige Bog” (Ranke); og vi skulde paaskønne den mere, end det gøres, saa den var i alle Huse og alle Forældre delte den med deres Børn; det var meget bedre end det meste andet, de dele med dem. Saaledes var det mange Steder i fordums Dage, at Forældre lærte deres Børn den lille Katekismus og bevarede den ogsaa derved i eget Eje. Der er noget, der skal danne Traaden mellem Slægt efter Slægt, noget, som den ene Slægt skulde overgive til den anden; hos os burde det være den lille Katekismus med de Livets Ord, hvorved vi skal bevares i den hellige Kæde, der hedder de helliges Samfund. Noget maa der jo være, som vi har Samfund om, de levende med de hedengangne, og det maa være noget, der kan vare evigt og bestaa, naar Himmel og Jord forgaa; men det er de Ord af Herrens Mund, som han taler til dem, der søge Frelse i hans Navn, og det er disse Ord, som Luther har samlet i hans lille Katekismus. Med den er Velsignelsen i Jesu Navn.