Prædiken til 17. søndag efter Trinitatis den 12. oktober 2014 kl. 10.30 i Egedal kirke ved sognepræst Jørgen Sejergaard

 Prædiketekst: Markus-evangeliet, kapitel 2, vers 14-22:

Da Jesus gik videre, så han Levi, Alfæus’ søn, sidde ved toldboden, og han sagde til ham: ”Følg mig!” Og han rejste sig og fulgte ham. Senere sad Jesus til bords i hans hus, og mange toldere og syndere sad til bords sammen med ham og hans disciple, for der var mange, som fulgte ham. Da de skriftkloge blandt farisæerne så, at han spiste sammen med syndere og toldere, spurgte de hans disciple: ”Hvorfor spiser han sammen med toldere og syndere?” Men da Jesus hørte det, sagde han til dem: ”De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.”

  Johannes’ disciple og farisæerne holdt faste. Da kom der nogle til ham og spurgte: ”Hvorfor faster Johannes’ disciple og farisæernes disciple, men dine disciple faster ikke?” Jesus svarede dem: ”Kan brudesvendene faste, mens brudgommen er sammen med dem? Så længe de har brudgommen hos sig, kan de ikke faste. Men der kommer dage, da brudgommen er taget fra dem, og den dag skal de faste. Ingen sætter en lap af ukrympet stof på en gammel kappe; for så river den nye lap den gamle i stykker, og hullet bliver værre. Og ingen fylder ung vin på gamle lædersække, for så sprænger vinen sækkene, og både vin og sække ødelægges. Nej, ung vin på nye sække!”

Følg mig, siger Jesus. Jesus vil have os til venner og lærlinge for livet.

Følg mig, siger Jesus. Hver eneste gang vi hører det gode budskab fra ham, så klinger det med, at han indbyder os til at følge ham. Han vil os noget - noget uendelig godt, og det kan vi kun modtage i fællesskabet med ham. Uden for dette fællesskab kan han kun give os dette livs tidsbegrænsede gaver. Den dag, vi dør, kan han ikke længere give os sådanne gaver som liv, sundhed, mad, familie, solskin, musik, sport osv. Jesus vil langt mere end det. Han vil give os langt mere end det, nemlig selve glæden i det evige liv, men denne glæde findes kun hos ham. Derfor må man følge ham for at få denne glæde.

Mange mennesker har mange spørgsmål til Jesus og om kristendommen. I øjeblikket er det meget moderne, at man først skal have svar på, hvem Gud er, og hvad almagt betyder, inden man kan følge Jesus. Jeg hørte forleden en biskop svare særdeles klart på denne spørgetrang. ”Vi skal følge Jesus, og så vil han efterhånden lære os om disse ting”, lød svaret. Det er bragende godt og meget befriende. Vi skal ikke først have alt på plads, inden vi kan begynde at følge Jesus. Det er lige omvendt. Vi må følge Jesus, for at tingene falder på plads. Følg mig, siger Jesus, og så skal han nok åbne dybderne for os efterhånden.

Det er meget forskelligt, hvad det er ved Jesus, som får os til at følge ham. Jesus har en så rig og dyb personlighed, at han appellerer til forskellige mennesker på mange forskellige måder. Når man læser interviews med folk, der er blevet omvendt til kristendommen, så er svarene talrige. Og for vort eget vedkommende her i dag kan vi bare tænke på, hvad der fik os til at gå i kirke. Svarene er nok ikke ens, men hovedsagen er jo, at vi er her, hører evangeliet og har mulighed for at deltage i nadveren.

 Når Jesus vækker tillid i os til ham, så følger vi ham. Tilliden er selve kernen i efterfølgelsen, selv om den også sætter frugt i gerninger. Hvad der skete med Levi, som evangeliet fortæller om, ved vi ikke i detaljer, men han må have fået tillid til Jesus, måske længe før denne dag, da Jesus bad ham følge sig. I den jødiske kultur var det almindeligt, at mange fulgte en jødisk rabbi, altså en lærer i Moseloven, og det var noget ærefuldt at blive antaget som lærling af en rabbi eller rabbiner, så jeg formoder, at det var et meget stort øjeblik for Levi, at en rabbi, som han var begyndt at få tillid til, bad ham følge sig og blive hans lærling. At han var glad for det, viser sig i, at han byder Jesus til middag, hvor også Levis venner og kolleger er med. Det var ikke det fine selskab. At være tolder var ikke det respekterede arbejde, det er i dag, men det var ensbetydende med at være landsforræder, og så var der mange andre, som også havde en blakket fortid. Mange af dem var nok fol, vi ikke ville have brudt os om at være sammen med.

Levi ville nok gerne vise, at han havde fået Jesus til Mester og ven. Tilliden gjorde Levi så glad for Jesus, at han gerne ville have Jesus med til middag og dele sin glæde med vennerne. Det er en ganske naturlig følge af tilliden til Jesus. Sådan var det på Jesu tid, og sådan er det i vores tid, og sådan vil det altid være, så længe verden står. Det gælder jo i alle menneskelige forhold, at vi gerne vil vise andre det, som vi er blevet glade for.

 Men netop da viser det sig, at omgivelserne ikke altid vil dele denne glæde. Det gælder også til alle tider og i alle kulturer. Det er lidt forskelligt fra sted til sted og fra tid til anden, hvad man rynker på næsen ad ved Jesus og hans venner, men der bliver rynket på næsen. Enten tager folk noget frem fra fortiden såsom korstog og heksebrændinger, som ganske vist er forfærdelige, men som nutidens kristne intet har med at gøre, eller også rynker man på næsen af, at nogen kan føle behov for at tro på noget eller nogen, som man ikke kan se, eller føle behov for at tro på noget andet end sig selv.

 Ansigt til ansigt med denne selvtilstrækkelighed og foragt for andres tro på ham siger Jesus: De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Det kan vi undre os over. Er vi ikke alle syndere for vor Herre og har behov for frelse? Jo, men det er ikke hele sandheden. Vel er vi alle syndere, men alligevel har mange nok i sig selv. Når Jesus siger Følg mig! preller det af på mange. Jesus opsøger og indbyder den nødlidende menneskehed, men kun de, der føler nød, tager imod ham. De, der har nok i sig selv, trækker på skuldrene, og nogle foragter dem, der føler nød og tager imod Jesus.

For mange er idealet det stolte menneske, som klarer sig selv i både gode og onde dage, mennesket som uden at frygte hverken Gud eller mennesker lever livet og tager det, som kommer, uden at kny og især uden at bøje sig for Gud og følge Jesus.

 Derfor vil man som regel se, at kristendommen udbredes blandt dem, som har en anden opfattelse af sig selv og livet. Kristendommen udbredes blandt dem, som har oplevet grænsen for deres egen formåen og længes efter noget, der bryder denne grænse.

 Det kan være en lidt vanskelig lektie for os kristne at lære – måske ikke teoretisk, når vi hæver os op og set det hele i et meget overordnet perspektiv – men praktisk, når vi møder en mur af afvisning blandt mennesker, vi kender. Hvorfor strømmer mennesker ikke til kirke? Hvorfor skal vi være så få i kirken? Her er Jesu svar meget aktuelt, men også meget svært at tage til sig, for det betyder, at vi må indstille os på, at der kan gå lang tid, inden modstanderne omvender sig, og det gør de måske aldrig.

Biskop Steen Skovsgaard fortæller, at han engang, før han blev biskop, var til et møde mellem kristne og muslimer, og her spurgte en ung, selvbevidst muslim. ”Hvad kan du tilbyde mig som muslim, præst?” Steen Skovsgaard svarede således: ”Jeg må sige, at jeg kun har det, som du kalder et billigt svar at give dig. Jeg kan nemlig tilbyde dig ”nåden.” Og ordet: ”nåde” kommer af det latinske ord: ”gratia”, som betyder gratis, så det må jo siges at være billigt. Det er, hvad jeg kan tilbyde dig!”

De kristne blev glade, men muslimerne rystede på hovedet. Skovsgaards svar sagde dem ikke noget som helst. Senere kom Skovsgaard frem til, at han burde have svaret: ”Jeg må desværre skuffe dig. Jeg har slet ikke noget at tilbyde dig. Sådan som du spørger mig, og sådan som jeg oplever dig, når du stiller dig så selvsikker frem her foran mig og os, så giver du jo indtryk af, at du er rig! Du har nok i din egen tro. Du er mæt. Derfor kan jeg ikke tilbyde dig noget. Evangeliet er nemlig for fattige, for sultne og tørstige. For dem, som føler, at de ikke har nok, eller som har opdaget og ved med sig selv, at de ikke slår til overfor Gud og overfor andre mennesker. Det er sådanne mennesker, somevangeliet dybest set retter sig imod, og som Jesuslevede og døde for. Og sådan har du det slet ikke,kan jeg mærke.Men den dag, hvor du skulle gå hen og fåfølelsen eller erkendelsen af, at du ikke slår til, ogdu bliver usikker på, om du nu har gjort nok iforhold til Gud og til andre mennesker, eller omGud elsker dig og vil ha’ noget med dig at gøre,den dag må du love mig at komme tilbage. For såhar jeg noget at tilbyde dig. Indtil da må du nøjesmed islam!”

 Så vidt Steen Skovsgaard, og jeg tror, at vi kan bruge det samme svar over for både Islam, buddhismen, hindiusmen – det er jo så langt væk - og ikke mindst den moderne ateisme og forbrugerisme. Så længe mennesker har nok i deres eget, har Jesus ikke noget at tilbyde dem, men når de kommer i nød og mærker deres hjælpeløshed, så har Jesus noget at tilbyde dem.

 Den store tyske teolog Dietrich Bonhoeffer, der sad i fængsel under Hitler og blev henrettet for sin modstand mod nazismen, har sagt det modsatte. Han mener, at kristendommen ikke kun skal henvende sig til mennesker, når de er svage, men også når de er stærke. Jeg tror, at det også er sandt, for vi kan se, at Jesus også gør det, men da er det noget helt andet, som sker, for da er det ikke de milde og venlige toner, som lyder, men dommens skarpe opgør med menneskenes magtmisbrug og løgn, og når man går ind i det opgør, så rynker folk ikke bare på næsen, men går til modangreb, for så er kirken ikke bare foragtet, men en modstander, man må regne med, og da kan det koste kirken dyrt.

 Vi ser i dagens beretning, hvorledes den kristne kirke helt naturligt vil opføre sig i de forskellige situationer. Når den modtager Guds nåde gennem Jesus Kristus, så er det tid til at feste og ikke faste. Derfor spiller faste en meget lille rolle i den evangeliske kristendom i den mere fredelige tider, og dem har vi haft mange af her i Nordeuropa.

 Modsat kan der også komme barske tider, hvor kristne bliver forfulgt korporligt, sat i fængsel, dræbt. Det har vi ikke mærket meget til hos os. Få skandinaviske kristne har måttet lade livet for deres kristne tros skyld, men kristne i andre dele af verden må dagligt leve med dødstrusler. Og da er der grund til at faste og bede, nøjagtig som vi ser fasten brugt i Israels dramatiske historie i Oldtiden. Fasten er bønnens yderside i situationer, hvor man har brug for dyb og langvarig koncentration i bøn.

Igen ser vi, at den kristne kirkes hverdag er bestemt at fællesskabet med Jesus og ikke af menneskeskabte regler og vaner. Når han er hos os, så glæder vi os og fester, og når han er taget fra os, så faster og sørger vi.

 Ja, men er Kristus da forsvundet, når vi er i nød? Nej, det er han ikke, for han har lovet at være med os alle dage indtil verdens ende, men vi kan føle det, som om han er taget fra os, og sorgen har fået magten. Da er det tid at faste og bede.

 Der var altså tre ting:

 1)    Følg Jesus!

2)    Jesus har kun noget at tilbyde den, der er i kontakt med sin nød.

3)    Når Jesus er hos os, er det tid at feste, og når han synes langt borte, er det tid at faste.

 Amen.