Prædiken til 16. søndag efter Trinitatis den 5. oktober 2014 kl. 14.00 i Karlebo kirke ved sp JS

Prædiketekst: Johannes-evangeliet kapitel 11, vers 19-45:

Mange jøder var kommet ud til Martha og Maria for at trøste dem i sorgen over deres bror. Da nu Martha hørte, at Jesus var på vej, gik hun ud for at møde ham; men Maria blev siddende inde i huset. Martha sagde til Jesus: ”Herre, havde du været her, var min bror ikke død.” Men selv nu ved jeg, at hvad du beder om, vil Gud give dig.” Jesus sagde til hende: ”Din bror skal opstå.” Martha sagde til ham: ”Ja, jeg ved, at han skal opstå i opstandelsen på den yderste dag.” Jesus sagde til hende: ”Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du det?” Hun svarede: ”Ja, Herre, jeg tror, at du er Kristus, Guds søn, ham som kommer til verden.”

  Da hun havde sagt det, gik hun tilbage og kaldte ubemærket på sin søster Maria og sagde: ”Mesteren er her og kalder på dig.” Da Maria hørte det, rejste hun sig straks op og gik ud til ham. Jesus var endnu ikke kommet ind i landsbyen, men var stadig dér, hvor Martha havde mødt ham. Jøderne, som var inde i huset hos Maria for at trøste hende, så, at hun hurtigt rejste sig og ville ud; de fulgte efter hende, da de mente, at hun gik ud til graven for at græde dér.

  Da nu Maria kom ud, hvor Jesus var, og så ham, faldt hun ned for hans fødder og sagde: ”Herre, havde du været her, var min bror ikke død.” Da Jesus så hende græde og så de jøder græde, som var fulgt med hende, blev han stærkt opbragt og kom i oprør og sagde: ”Hvor har I lagt ham?” ”Herre, kom og se!” svarede de. Jesus brast i gråd. Da sagde jøderne: ”Se, hvor han elskede ham.” Men nogle af dem sagde: ”Kunne han, som åbnede den blindes øjne, ikke også have gjort, at Lazarus ikke var død?”

  Da blev Jesus atter stærkt opbragt, og han går hen til graven. Det var en klippehule, og en sten var stillet for den. Jesus sagde: ”Tag stenen væk!” Martha, den dødes søster, sagde til ham: ”Herre, han stinker allerede; han ligger der jo på fjerde dag.” Jesus sagde til hende: ”Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?” Så tog de stenen væk. Jesus så op mod himlen og sagde: ”Fader, jeg takker dig, fordi du har hørt mig. Selv vidste jeg, at du altid hører mig, men det var for folkeskarens skyld, som står her, at jeg sagde det, for at de skal tro, at du har udsendt mig.” Da han havde sagt det, råbte han med høj røst: ”Lazarus, kom herud!” Og den døde kom ud, med strimler af linned viklet om fødder og hænder og med et klæde viklet rundt om ansigtet. Jesus sagde til dem: ”Løs ham og lad ham gå.”

  Mange af de jøder, som havde været med hos Maria og set, hvad Jesus havde gjort, kom nu til tro på ham.

Stiger jeg op til himlen, da er du dér, lægger jeg mig i dødsriget, er du dér.

Sådan siger kong David i en af de gammeltestamentlige salmer (Sl 139,8). Gud er over alt, selv i Dødsriget. Vi kan ikke komme nogetsteds hen, hvor Gud ikke er – for Guds børn en tryghed, for Guds modstandere en ubehagelig tanke. Guds børn kan ikke komme et sted hen, hvor Guds nåde ikke følger med, og Guds modstandere kan ikke komme et sted hen, hvor de kan slippe for Gud.

Senere i Det gamle Testamente føjes en ny dimension til denne tryghed, ikke bare at Gud er overalt, selv i døden, men også, at døden ikke får det sidste ord. Ved tidernes ende kommer der en opstandelse. Det både antydes og siges endog mere direkte flere steder i Det gamle Testamente.

Det er denne jødiske tro, som Martha har. Hun ved, at hendes bror skal opstå ved opstandelsen på den yderste dag. Og da føjer Jesus det afgørende nye til: Han er opstandelsen.

Opstandelsen er ikke kun fjern begivenhed langt ude i fremtiden. Opstandelsen er også noget mere. Vores frelser og Herre, Jesus Kristus, er opstandelsen. Opstandelsen er en person, en ganske bestemt person, en eneste, Jesus fra Nazareth.

Jeg læste for nogle år siden en artikel i avisen af en kendt debattør med sympati for kristendommen. Hun havde hørt nogen sige, at sandheden er en person, og hun undrede sig og vidste ikke, om hun havde forstået det rigtigt. Jeg forstår hende godt. Og jeg vil prøve at sætte ord på dette mærkelige, som dog efter mit skøn også er både glædeligt og befriende, at sandheden og opstandelsen er en person.

Selv om vi fornemmer, at opstandelsen og dermed sejren over døden er noget godt, så er den langt ude i fremtiden. De fleste regner med, at den først vil indtræffe længe efter, at de selv er døde. Det glædelige er da, at vi får lov at opleve noget af denne begivenhed på forhånd allerede i dag, for selve hovedpersonen i opstandelsen er til stede hos os allerede nu, og ham lærer vi at kende i evangeliet.  

Jesus er banebryderen for den glædelige del af opstandelsen. Det er opstandelsen til liv. Der findes også en sørgelig opstandelse, og det er opstandelsen til dom.

Alle døde mennesker skal opstå fra de døde. Sådan er Guds beslutning, og det kræver blot en befaling fra ham, så må Dødsriget slippe sit bytte, og hele den afdøde menneskehed træde frem for Gud for at stå til ansvar for ham. Da er det sandhedens time, fordi det kommer åbenlyst frem, at vi alle har urene hænder over for ham. Ingen er ren. Ingen er uskyldig. Selv om vi har klaret frisag over for menneskers domstol – og det har de fleste heldigvis - så klarer vi ikke frisag hos ham, for i lyset fra ham kommer al vores indre egoisme for en dag. Gud kalder alle frem fra døden og ind i hans afslørende lys.

Men blandt alle menneskehedens medlemmer er der én, der skiller sig ud. Det er Jesus. Guds afslørende lys viser, at han alene er ren. Ene af alle har han rent hjerte og rene hænder. Han står ikke til dom. Tværtimod glæder Gud sig over ham og har givet ham al magt i himlen og på jorden. Jesus er ikke bare opstået fra de døde, men han er også selve det evige liv hos Gud. Han er indholdet i det evige liv. At have evigt liv er at tilhøre ham og være sammen med ham. Ene af alle repræsenterer Jesus en anden slags opstandelse, opstandelsen til liv.

Jesus vidste på forhånd, at det ville gå sådan. Derfor siger han til Martha, at han er opstandelsen og livet. Det er et forklarende ”og”. Han er opstandelsen, dvs. livet. Han er opstandelsen til liv. Det er lige netop denne opstandelse, som ikke bare kan være en begivenhed, men også må være en person, for den kan ikke befales frem af Gud Fader, men måtte kæmpes og slides frem af et menneske med rent hjerte. At fødes med et rent hjerte er måske let nok, men at leve et menneskeliv, hvor man bestandig fristes til at blive irriteret over menneskene og svare igen og det, der er værre, og bestandig fristes af den Onde til at følge ham og knibe uden om Guds kald, det går hverken sorgløst eller afslappet an.

Opstandelsen til liv kræver et helt menneskeliv af renhed, tjeneste, kærlighed og lydighed. Opstandelsen til liv kræver en banebryder, som kan virkeliggøre denne mulighed i sin egen person. Derfor er opstandelsen til liv et menneske.

Og hans sejr er et privilegium, som han ikke holder for sig selv, men gerne vil dele med os og drage os ind i. Derfor siger han: Den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Døden kan ikke skille den troende fra livet sammen med Jesus. Og han tilføjer: Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø.  End ikke dommen og evigheden kan skille den troende fra livet sammen med ham.

Opstandelsen til dom er en fjern begivenhed ved tidernes ende, men banebryderen for opstandelsen til liv er Jesus, som ikke alene var hos Martha og Maria, men også er hos os nu.

Når vi døbes og tror på Jesus, så forenes vi med ham. Så er vi en del af ham som lemmer på et legeme, og så gælder hans ord: Den, der hører mit ord og tror ham som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet (Joh 5,24).

Da Jesus gav Lazarus livet tilbage, gav han håb til os alle. Lazarus’ opvækkelse var et glimt af den store, hvor Jesus skal opvække alle døde og give alle troende evigt liv. Ja, Jesu løfte gør Lazarus’ opvækkelse til et pant eller forskud på livets opstandelse engang.

Denne begivenhed er både så jordnær og så himmelsk - jordnær, fordi vi kender alle følelserne, som de gav udtryk for, himmelsk, fordi Jesus kommer med det overraskende, glædelige, sejren fra hans evige rige.

Før eller senere møder vi alle nogen, som skal dø, og en dag skal vi selv. Da kan vi tage denne beretning frem og trøste den døende og trøste os selv. Og orker man ikke at høre hele beretningen, så kan man nøjes med Jesu stærke ord: Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør (Joh 11,25). På denne måde kan vi fylde trøst og sejr ind i et døende menneske.  

Paulus uddyber den store opstandelse engang ved at sige, at den vil forløbe i to hold. Først de, som hører Kristus til, og senere de andre. Gud Fader lægger alle Jesu fjender for hans fødder, så han fremstår tydeligt som Herre over hele skaberværket - og dernæst overgiver Jesus som den lydige søn Riget til sin Fader, og Gud skal være alt i alle.

Mens vi lever i denne verden, kaster døden sit vemodige skær over hele tilværelsen. De fleste dage tænker vi heldigvis ikke over det. Men i Guds evige rige har døden tabt for evigt. Og når vi lytter til det gode budskab om Jesus, så kaster dette budskab et helt anderledes skær ind over menneskelivet. Vi fyldes med håb, fremtid, forventning og evig glæde.

Den kristne tro er meget forskellig hos os, ikke bare fra person til person, men også fra time til time i den samme person. Det spænder fra dyb tillid og glæde og vished og tak til tvivl og svaghed og store rystelser og nødråb, så troen undertiden er så lille, at vi føler, at den er gået helt under. Og pludselig oplever vi så, at Gud alligevel har ført igennem endnu et angreb fra den Onde, og troen har overlevet. Men fælles for troen i alle disse skikkelser og stunder er, at den har det privilegium, at Jesus siger: Jeg lever, og I skal leve (Joh 14,19).

Min kollega, Niels Johansen, har skrevet en lille salme, som jeg vil slutte med:

Jeg ved ikke meget om himlen engang,

om haven, hvor sorgen er slukket,

hvor livet har fundet sit vingefang

og åbner den dør, der blev lukket.

Jeg ved ikke meget, men håber og tror,

vi mødes i Paradishaven,

hvor fjender forsones som søster og bror.

Det er så utroligt som gaven --‐‑

at stå der en morgen ved Øresund,

hvor englen slår guldsmut på vandet,

og så ånde ind i et evigt sekund

og takke og ja, ikke andet.

Jeg ved ikke meget, men tror, det er nok,

at Jesus stod op fra de døde,

besejrede Djævlen og Ragnarok,

og nu går de døde i møde.

Jeg ved ikke meget, men ved, det har lydt,

Gud selv træder ned fra sin trone

og trøster de grædende. Alt blir nyt

i livets urørlighedszone,

så nyt, at vi vækkes til live med sang

og står med et frikort, Guds nåde,

mens Kristus selv kalder til kirkegang

og samler de livsrøde tråde.

Amen