Prædiken til 8. søndag efter Trinitatis søndag (Hellig Trefoldigheds fest) den 10. august 2014 kl. 10.30 i Egedal kirke ved sognepræst Jørgen Sejergaard, sejergaard@mail.tele.dk

Prædiketekst: Mattæus-evangeliet, kapitel 7, vers 22-29

Jesus sagde: ”Mange vil på den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn? Og da vil jeg sige dem, som det er: Bort fra mig, I som begår lovbrud!
  Derfor: Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og ramte det hus. Men det faldt ikke, for dets grund var lagt på klippen. Men enhver, som hører disse ord og ikke handler efter dem, skal ligne en tåbe, der har bygget sit hus på sand. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og slog imod det hus. Og det faldt, og dets fald var stort. ”
  Da Jesus var færdig med denne tale, var skarerne slået af forundring over hans lære, for han underviste dem som en, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge.

Skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og ramte det hus. Man skulle tro, at det var Kokkedal i 2010, Jesus taler om her. Da oplevede vi den største oversvømmelse i mands minde, og mange huse skulle gennem store udbedringer bagefter. Det er dog ikke Kokkedal alene, Jesus taler om, men alle steder på jorden, og husene er ikke vores parcelhus eller boligforening, men et billede på os selv. Og det slog mig, at Jesus regner med, at alle mennesker kommer ud for storme. Vi kommer ikke ud for lige mange storme. Nogle lever på livets solside, og andre gør bestemt ikke. Men ved livets afslutning stormer dødens kræfter løs på os, og ved verdens afslutning stormer dommens kræfter løs på os. Det vil være lige voldsomt for alle. Om vi end har levet aldrig så smertefrit, så vil døden og dommen ramme os med en voldsom kraft.

Med et dramatisk billede viser Jesus os, hvordan det vil gå. Det ligner et manuskript til en kortfilm. Man ser to almindelige huse, der ligger i et fredeligt, dansk, friseret landskab, præget af velfærd og ordnede forhold. Så trækker det op til uvejr, og uvejret kommer med en kraft, som man ikke har fantasi til at forestille sig. Døden kender vi nok, men dommen er os fremmed, selv om vi mærker snerten af den i den dårlige samvittighed. Og så går det løs, og da uvejret endelig er ovre, står kun det ene hus tilbage. Forskellen ligger ikke i husenes indretning eller værdi, men i jordbundsforholdene. Det ene var bygget på sand, og det andet på klippen. Den amerikanske forsker Kenneth E. Bailey, der levede tres år i Mellemøsten, fortæller, at han altid fik samme svar, når han spurgte forskellige bygningshåndværkere: ”Hvor langt ned graver du, når du skal bygge et hus? ” Svaret var: ”Ned til klippen. ” De ved godt, at det er tåbeligt at bygge sit hus på sand. Man skal ned til den faste klippe. På skandinavisk har vi et særligt ord for den klippe, som ligger neden under både jorden og de store sten eller klippestykker i landskabet. Klippen nedenunder kalder vi grundfjeldet. På vor klode er grundfjeldet det sikreste af alt. Men selv denne sikkerhed kan rystes. Jeg glemmer aldrig den morgen for nogle år siden, hvor jeg vågnede ved en dyb rumlen fra jorden under mig, hvorefter sengen rystede ganske let. Hvad var det? spurgte min kone, der vågnede med det samme. Det var et jordskælv, svarede jeg, for jeg havde i min barndom hørt om noget lignende for mange år siden i mine bedsteforældres tid. Medierne skrev da også med det samme, at det var et jordskælv. Selv grundfjeldet i det rolige Skandinavien kan rystes.

Alligevel har klippen den evne, at den i andre situationer end jordskælv kan modstå selv de værste storme, og netop da er der intet bedre for et hus end at være bygget på en klippe.

Jesus bruger derfor klippen – det sikreste af alt i denne verden – som billede på det sikreste af alt i alle verdener, det sikreste af alt, når alle verdener skal forgå. Denne klippe, som ikke kan rokkes af noget jordskælv eller nogen anden magt, er Jesu egne ord, og at bygge sit hus på klippen er at høre hans undervisning og handle efter den.

Menneskene er ofte kloge, når det gælder deres bolig. Vi passer og plejer den, og vi forsikrer den, og hvis vi har rettidig omhu, så sørger vi også godt for financieringen, så vi ikke overbelåner huset, men i stedet konsoliderer økonomien. Ikke alle, men mange har rigtig godt styr på det. Jesus sætter fingeren på et helt andet meget ømt punkt. Det er muligt at sløse med sit liv, således, at man oplever den fuldstændige undergang, når døden og dommen kommer. Hvis vi lader hånt om Jesu ord, hvis vi glemmer dem og lader være med at indrette vort liv efter dem, så går det galt.

Hvad siger Jesus her? Er han som en gangster, der prøver at true os til at følge ham?

Jeg så en video, der kritiserede kristendommens tale om Guds kærlighed. Kristendommens budskab blev gengivet således: ”Gud er kærlighed, og hvis I ikke tror på ham, så bliver I kastet i Helvede. ” Derefter hørte man den indlagte dåselatter.

Lad os forestille os, at vi står på Møns klint og ser ud over havet. 20 meter foran os slutter landskabet med en brat skrænt på 100 meter, som går direkte ned i havet.

Hvis jeg ville agere gangster, så ville jeg sige: Hvis du ikke tilslutter dig min bande og gør, hvad jeg forlanger, så smider jeg dig ud over skrænten, så du drukner i havet.  Det kalder vi en trussel.

Hvis jeg vil være din ven, så siger jeg: Gå ikke hen til skrænten, for der er fare for, at jorden skrider under dig, så du falder ned og mister livet. Det kalder vi en advarsel.

Truslen er ond, og advarslen er god. Truslen kommer så at sige fra os selv. Vi truer med noget, vi kan gøre. Advarslen gælder derimod noget, som er uden for os selv. Vi advarer mod noget, som findes uanset, om vi selv er til stede eller ej.

Problemet er, at man ikke umiddelbart kan høre forskel på truslen og advarslen, når det drejer sig om Dommedag. Det er muligt at tale om Dommedag, så det bliver en trussel og ikke en advarsel. Da udnytter prædikanten budskabet om Dommedag til sin egen personlige fordel, til at opnå magt over tilhørerne, så de adlyder ham og giver ham deres penge og måske mere end det.

Man skal simpelthen lære prædikanten at kende for at finde ud af, om han er ægte eller en bedrager. Derfor advarer Jesus her i sin såkaldte Bjergprædiken mod falske profeter. De kan godt sige sandheden, men de lever ikke selv efter den. De mangler den frugt, der hedder efterfølgelse. De følger ikke Jesu undervisning, når det gælder det kristne liv.

Jeg tænker, at nogen kritikere på dette punkt vil spørge til Jesus selv. Er han en bedrager, eller er han ægte? Truer han for at opnå fordele for sig selv, eller advarer han for at hjælpe os?

Hvis man er virkelig udfordret af det spørgsmål, så er der kun én vej at gå, og det er fordybe sig i evangeliernes beretninger om Jesus, hvad han sagde og gjorde. De fire evangelier bevidner, at Jesus ikke søgte egne fordele på nogen måde. Tværtimod levede han således, at han gav afkald på alt: familie, rigdom og magt. Han var kun optaget af at hjælpe andre. Således bevidner de fire evangelieskrifter, at Jesus er ægte. Han har ingen ækle bagtanker, når han taler om menneskenes dybe nød. Jesus truer og tvinger ikke. Jesus er ikke vred på os, fordi vi ikke vil følge ham. Det er noget andet, der kalder hans vrede frem. Han både vredes og bedrøves, når vi behandler hinanden ondt. Vi skader hinanden med vrede, begær og selvretfærdighed, og hvis vi lader disse følelser dominere os, så afviser vi Jesu advarsler og fremstrakte hånd. Da vil vi på Dommedag høre Jesus sige: Bort fra mig, I som begår lovbrud. Der er kun ét middel mod disse destruktive kræfter i os selv, nemlig Jesu ord. Det gælder om at høre hans ord og handle efter dem. Når vi gør det, er vi i forbindelse mod en kraft så stærk, at den overgår de destruktive kræfter i os selv. De destruktive kræfter fører til død og dom. Jesu livgivende kræfter skænker evigt liv og evig glæde. Døden og dommen farer løs på os, og vi er værgeløse mod dem. Døden kan vi se gnave lidt i os år for år, når vi kigger i badeværelsesspejlet, og dommen kan vi mærke en forsmag på i samvittigheden. Jesu livgivende kræfter får vi kontakt med i hans magtfulde og kærlige ord. Da hører vi noget andet end vor egen og andre menneskers stemme. I Jesu ord hører vi noget fra en anden verden, fra Guds rige, fra Guds hjerte. Jesus vil fylde os med noget andet end det, der kommer fra os selv, og vil hjælpe os til at leve et andet liv end det, vi selv kan tænke os frem til. Han giver os et andet perspektiv på vore medmennesker, venner og fjender. Han giver os et andet syn på det andet køn. Han giver os et andet syn på konflikter. Han giver os et andet syn på os selv, og han giver os et andet syn på Gud og et andet forhold til Gud, der bygger på hans kærlighed, nåde og tilgivelse. Jesus giver os en anden etisk vejledning end alle andre. Kort sagt giver han os et nyt liv med helt andre kvaliteter end det, vi selv kan skabe. Jesus ønsker at vinde vort hjerte, så vi stoler på ham, modtager hans hjælp og følger hans vejledning. Jesus ønsker, at vi skal være ægte og troværdige disciple, så vi både kan vinde menneskers respekt, og så Gud kan kendes ved os. Vi frelses ved tro, og den taler Jesus meget om i Bjergprædikenen, men han taler lige så meget om troens frugter, nemlig efterfølgelse i handling. Disse frugter frelser os ikke, men de bevidner den tro, som skaber dem. Troen kan vi ikke se, men vi kan se troens frugter, og hvis de mangler, er troen død. Og alvoren er, at hverken profeti, dæmonuddrivelse eller undere i Jesu navn er troens frugter. I sig selv bevidner disse ting ikke ægte tro, men udelukkende Jesu magt. Både profeten Bileam i Det gamle Testamente og ypperstepræsten Kajfas i Det nye Testamente fremsagde sande profetiske ord fra Gud, men selv havde disse personer ikke noget fællesskab med Gud. De bekæmpede den sandhed, de fremsagde. De levede i et selvbedrag. Således er Djævelen klogere end os. Han er forførende. Han formår at narre os, så vi bedrager os selv. Vi kan blive så optaget af vores tjeneste for Herren, at vi glemmer vores eget forhold til ham. Vi kan bedrage os selv ved at stole på vores værdighed, vores rang, vores opgave, vores åndelige evner og nådegaver og den medfølgende berømmelse og indflydelse, så vi kommer bort fra den grundlæggende tillid til og efterfølgelse af Jesus. Der er intet galt med profeti, dæmonuddrivelse og undere, men de kan ikke frelse den, der udøver disse ting. De kan ikke erstatte den levende, daglige forbindelse med Jesus. De kan ikke erstatte syndsbekendelsen, bønnen om nåden og den praktiske efterfølgelse af Jesu vejledning i Bjergprædikenen. Derfor beskriver Jesus både dette selvbedrag og det middel, der kan rive os ud af det, nemlig at høre hans ord og handle efter dem.

Vi tror på Guds nåde, vi lever af Guds nåde, vi bygger ikke vort liv på vores egen præstation, men på Guds nåde, men vi må ikke glemme, at nåden ikke kun vil frelse os, men også forandre os. Nåden opdrager os til at sige nej til ugudelighed og verdslige lyster og leve besindigt og retskaffent og gudfrygtigt i denne verden, mens vi venter på, at vort salige håb skal opfyldes og vor store Gud og frelser, Jesus Kristus, komme til syne i herlighed (Tit 2,12-13).

Amen