Gudstjeneste for hørehæmmede
en gang årligt i oktober måned i Egedal Kirke

Næste gang: Søndag den 20/10 2019 KL. 16.00
 

 

Peter Bjørn Hansen, præst for hørehæmmede øst for Storebælt skriver:

Kirkeministeriet ansatte mig i 1986 i stillingen som præst for hørehæmmede øst for Storebælt, og det betyder, at jeg er henvist til ”fremmede” kirker, fordi jeg hverken er tilknyttet et sogn eller en kirke.

Når jeg holder gudstjenester, bruger jeg hjælpemidler, der er relevante for hørehæmmede, og jeg bruger de samme hjælpemidler, når jeg varetager kirkelige handlinger. Kirkelige handlinger kan aftales ved henvendelse til mig; ethvert kirkekontor hjælper gerne med at skabe kontakt!

Hørehæmmede har lært at tale ved hjælp af øret, men har i løbet af livet ved sygdom, ulykke eller arvelige forhold helt eller delvis mistet deres hørelse, og skal de lære tegnsprog, er det som at lære et fremmedsprog. Derfor har Den Danske Folkekirke én slags specialuddannede præster for døve og en anden for hørehæmmede.

Mange hørehæmmede bruger høreapparat, men høreapparater er ikke for ørerne, hvad briller er for øjnene. Man skal lære at bruge sit høreapparat, og det er svært for mange; men da det ikke altid er så let at få den nødvendige undervisning, og nogle af os mennesker ikke altid er så tålmodige som vi ville have gavn af at være, er der alt for mange høreapparater, der lever et ubemærket liv uden batterier i brugerens skuffe.

De fleste høreapparatbrugere har glæde af at bruge et teleslyngeanlæg, men for svært hørehæmmede og døvblevne, og for dem, der endnu ikke har udbytte af at bruge høreapparat, kan det hjælpe at sætte tekster på det, der bliver sagt eller sunget. Og det er sådan jeg gør, når jeg holder gudstjeneste. Menigheden får udleveret hele teksten til gudstjenesten på papir – inkl. prædiken, og man kan tage papirerne med hjem.

At høre tale på sit modersmål med et hørehandicap kan sammenlignes med som ”normalthørende” at høre tale på et fremmed sprog. Hvis man går i teatret i udlandet, kan det hjælpe på forståelsen at have læst stykket i forvejen eller i hvert fald læse det bagefter, og det gælder, selv om det er et sprog, man føler sig hjemme i.

Efter behov kan gudstjenesten også simultantolkes til skrift på en storskærm i kirken. Hvis nogen, der læser dette, gerne vil have en sådan simultantolkning, kan man kontakte mig (e-mail: peha@km.dk) eller kirkekontoret, og så vil det så vidt muligt blive arrangeret.

Der er tradition for denne gudstjenesteform 1 gang årligt (oktober) i Egedal kirke.