Udgivet af P - Jørgen Sejergaard, søn d. 31. maj 2020, kl. 22:12

Prædiken til Pinsedag 2020 kl. 10.30 i Karlebo kirke ved sognepræst Jørgen Sejergaard, jse@km.dk

Prædiketekst: Johannes-evangeliet, kapitel 14, vers 15-21:

Jesus sagde: ”Elsker I mig, så hold mine bud; og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den. I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer. Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer. Endnu en kort tid, og verden ser mig ikke længere, men I ser mig, for jeg lever, og I skal leve. Den dag skal I erkende, at jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer. Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham”.

 

Prædiken:

Pinsen handler om en gave. Der er noget, Gud vil give. I Julen gav Gud os sin søn. I Påsken stillede Jesus op for os. I Pinsen gav Gud os sin Ånd.

Hvad er forskellen? Forskellen på Jesus og Ånden er, at Jesus har gjort noget uden for os, hvorimod Ånden arbejder inde i os. Jesu fødsel, død, opstandelse og himmelfart skete uden for os og længe, før vi blev født. Han gjorde det alt sammen for os, men uden for os. Guds Ånd derimod arbejder inde i os.

Når vi er bange, har vi brug for tryghed. Når vi er skyldige, har vi brug for tilgivelse. Når vi frygter ikke at være gode nok til at kunne komme i Himmerig, så trænger vi til at høre, at Kristus har gjort alt det, der skal gøres. Når vi føler os mislykkede, så har vi brug for at høre, at vi er elsket og har værdi. Når vi føler os forladt, har vi brug for, at nogen er hos os. Når vi har mistillid til Jesus Kristus, har vi brug for tillid til ham.

Vi har brug for en stemme, der ikke kommer langt borte fra, men er helt tæt på. Vi har brug for en stemme, der taler vores sag og jager alle de onde stemmer på flugt.

Jesus ser ind i vort hjerte. Han ser al nøden derinde, og han ved, hvad vi allerdybest trænger til. Det er hverken rigdom eller nydelser, men en ny tillid og glæde.

Jesus havde talt med sine disciple i tre år. Han havde vejledt og opmuntret dem. Han havde været deres talsmand. Han var Guds stemme i deres liv. De havde fået tillid til ham og glæde over ham. Nu skulle han forlade dem, og de blev bedrøvede. Så opmuntrer han dem ved at sige, at han vil bede Gud sende dem en anden talsmand, så de alligevel ikke skal være alene.

Jesus beder Gud sende Helligånden. Når Gud ånder på os, så sker der store ting. Så bliver vi klare over, at Jesus lever. Så er vi ikke alene med et dødt minde, men ved, at den levende Jesus er hos os, ja endnu mere: han er i os. Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer, siger han. Vi kan ikke se ham, men vi kan ofte mærke ham. Det er Helligåndens gerning, men vi tænker ikke altid over, at det skyldes Helligånden.

Uden Helligånden tror vi fejlagtigt, at vi skal gøre os fortjent til at komme i Himmerig. Når Gud ånder på os, ser vi hen til Jesus, der netop redder dem, der ikke er gode nok. Frelsen er ikke løn for gode gerninger, men forudsætningen for gode gerninger. Frelsens gave kommer ikke sidst, men først i det kristne liv. Når Jesus siger: Elsker I mig, så hold mine bud, så skal vi ikke gøre os fortjent til frelsen, for det kan ingen, men vi skal vedkende os frelseren, både hans gave og hans vejledning, i den praktiske hverdag.

Rigtig mange synes, at de får en dejlig oplevelse ved at være i kirken og deltage i det hele, hvor vi er sammen til gudstjeneste. Mange siger, at de har haft stor glæde af at modtage nadveren. Mange kan fortælle, at en prædiken pludselig talte til dem. Nogle oplever både skyld og tilgivelse. Andre kan fortælle, at deres dåb betyder rigtig meget for dem. De, der er døbt som voksne, kan endog huske den. Atter andre kan fortælle, at de har haft glæde af en god samtale om den kristne tro og gik oplivede hjem. Nogle fortæller, hvilken glæde de har haft af skriftemålet, enten fælles her i kirken eller under fire øjne. Andre fortæller, hvad bønnen betyder for dem. Atter andre fortæller om salmer og sange, der betyder noget for dem. Alt det er Helligåndens virkninger. Vi oplever glæde, befrielse, fornyelse, opmuntring, lettelse i samvittigheden. Vi skal ikke skal søge Helligåndens virkning alle mulige steder. Vi skal søge derhen, hvor Jesus har sat os stævne, nemlig de steder, jeg live har nævnt: dåb og nadver, Bibelen og prædiken, samtalen og skriftemålet. I naturen oplever vi Helligånden kun som skaberånden. I kirken oplever vi Helligånden som frelserens ånd.

Der kan også være tider, hvor vi ikke oplever noget. Pludselig oplever man det hele dødt og tørt. Man bliver måske ved med at komme i kirken, men man synes ikke, at det siger en noget, eller at det bare ikke siger en ret meget.

Det kan være tider med hård modgang. Da kan man komme ud i dyb fortvivlelse. Hvorfor hjælper Gud mig ikke? Nogle begynder at spekulere på, om der hviler en forbandelse over deres liv. 

Da oplever man ikke Helligånden, men Helligånden er der alligevel, også helt derude, i vor dybeste fortvivlelse, og Helligånden beder for os – selv når vi ikke kan føle det. Gud har omsorg for os, også når vi kun føler og oplever det modsatte. I nøden har vi svært ved at tro det. Da fristes vi til at falde fra troen. Når vi så er kommet igennem disse angreb, så kan vi atter føle Helligåndens nærvær. I de svære stunder tror vi, hvad Jesus har sagt – også selv om vi ikke føler noget ved det. I de svære stunder klynger vi os til ham, selv om han synes borte for os. Vi kæmper for at holde os fast med det yderste af neglene. Vi kommer i nærkontakt med al vores svaghed, og det er ikke nogen rar oplevelse. Da må man råbe til Gud om at sende Helligånden.  

Pludselig en dag mærker man, at nøden aftager – enten i det ydre eller i det indre, og så vender de positive erfaringer tilbage, og da kan man også nogle gange mærke, at det dybest set var Gud, der bar en gennem det hele.

Alt det kan der ikke gives nogen regler for. Pludselig kan nøden kommer over os som nu coronaen. Den er ved at lette nu her i Danmark, men vi ved ikke noget om, hvordan fremtiden vil blive, hverken for os eller resten af verden.

Derfor beder vi i vore salmer om, at Gud hele tiden vil sende Helligånden. Uden Helligånden dør troen og kirken. Når Gud sender Helligånden, så styrkes troen og håbet og kærligheden.

Det er ofte en stor opmuntring at læse om kirkens historie. Trods alle menneskelig fejl baner Helligånden sig vej og vinder mennesker for Kristus. Det skete i gamle dage. Det sker i dag – undertiden også med politiske følger.

Da Østtyskland faldt sammen, begyndte det hele med, at folk samledes til gudstjeneste i Leipzig. Aften efter aften kom de. Flere og flere kom til. En Stasi-agent skrev siden:  ”Vi, styret, var forberedt på alt, på optøjer, på væbnet modstand. De eneste, vi ikke var forberedt på, var bønner og salmesang.”

Det er måske grunden til, at en række diktaturstater i dag er så bange for kristendommen og gør alt, hvad de kan for at bekæmpe den. Når Gud ånder på os, sker store ting.

Den kristne kirke er ikke en menneskeskabt forening til gamle bygningers og traditioners bevarelse. Den kristne kirke er et levende fællesskab med den levende, opstandne Jesus. Den kristne kirke gennemstrømmes og opretholdes af hans Ånd.

Set udefra er kirken bare noget menneskeligt, mere eller mindre vellykket eller mislykket. Når man kommer ind fællesskabet med Jesus Kristus, så oplever man Helligåndens kraft i Jesu ord.

Glædelig Pinse!

Amen

Kategorier BLOG - Jørgen Sejergaard