Udgivet af P - Jørgen Sejergaard, tor d. 7. maj 2020, kl. 09:18

Prædiken i anledning af 75-året for Danmarks befrielse 5. maj 2020

Der er to slags frihed, den civile og den kristne. Den civile frihed består i alle de friheder, som den danske grundlov giver os. Vi er et folk, der er herre i sit eget land, og magtudøvelsen er indrettet efter tydelige regler, så magtmisbrug er forbudt, og magtmisbrugere drages til ansvar. Vi har ret til at ytre os, følge vor religiøse overbevisning og arbejde for at overbevise andre om den, så længe den ikke er voldelig, og vi har ret til at forsamle os og organisere os, ligesom har ret til at vælge vore politiske ledere og selv gå ind i politik, hvis vi har lyst til det.

I mange lande er der diktatur, og mange etniske grupper er ikke herre i deres eget land, men må leve undertrykt af andre, som behersker deres land. Der er omkring 6000 sprog i verden, men kun omkring 200 lande, så mange har ikke den selvstændighed, vi har, og en meget stor del af verdens befolkning, måske flertallet, har ikke de grundlovssikrede frihedsrettigheder, som vi har.

Intet af dette er den selvfølge. Kristendommen lærer os, at den selvstændighed og frihed, vi har, er en gave fra Gud, og vi ikke engang har gjort os fortjent til den. Ligesom selve livet er en gave, sådan er vort lands selvstændighed og vor personlige frihed også en gave.

Alvoren ved Anden Verdenskrig er, at vi for en tid mistede både selvstændighed og frihed, og at det kunne være gået så galt, at vi havde mistet begge dele for bestandigt. Nu blev det kun for en tid – fem onde år – men ingen kunne ved besættelsen i 1940 vide, at det kun var for en tid. Ikke alene kunne vi have mistet vor frihed for bestandigt, men vi kunne også være blevet udslettet som folk. Det var ikke til at vide, hvad Hitler kunne have fundet på, hvis han havde vundet.

Det var heller ikke en selvfølge, at de allierede ville vinde. Det skyldes ene og alene Guds magt og kærlighed, at vi fik både selvstændighed og frihed tilbage. Gud er historiens herre, og han lod Hitlers tyranni falde sammen. Derfor har vi nydt frihed og selvstændighed lige siden.

Når man læser de dødsdømte frihedskæmperes sidste breve, ser man, at de havde en åndelig ballast, som virker fremmed på os i dag. Både Kristus-troende og ikke troende havde et indre, åndeligt overskud, en ressource, som forekommer milevidt fra det moderne underholdningssamfund. Derfor fristes man til at spørge, hvad vi har brugt den dyrt vundne frihed til. Både når vi hører vore politikere, nyhedsudsendelserne og den almindelige sendeflade i fjernsynet, kan man spørge, om vi egentlig ville lægge mærke til, at friheden forsvandt, og om vi ville kæmpe, som frihedskæmperne gjorde, for at få den igen. I dag under corona-krisen længes vi efter at børnene kan gå i skole, at vi kan gå på cafe, at butikkerne åbner, og vi kan dyrke sport igen. Og under alt dette er fællessangen blomstret op igen. Disse ønsker og denne sang er gode tegn, men frihed er langt mere. Hvorfor fylder sport, computerspil og underholdning så meget, og hvorfor er så få engageret i politisk arbejde for at udvikle vores samfund og for at modarbejde undertrykkelsen i alle diktaturstaterne? Og hvor skal vi finde inspiration og kraft til at kæmpe for friheden, når den kommer under pres, og hvor skal vi finde inspiration og kraft til ikke at hade undertrykkerne. Når man læser frihedskæmpernes breve, så er det netop hadets fravær, som overrasker. Da man førte Hvidstensgruppens folk ud til henrettelse, sagde de til deres bødler: ”Vi tilgiver jer.” Noget lignende præger sangen, ”En lærke letted”, fra 1945. Den er ikke fyldt af vrede over undertrykkerne, men siger blot i en bøn til Gud: ”Men du, som styrter de stoltes riger og løser fangne af bolt og bånd, dig flyver hjerternes tak i møde, vor skæbne er i din stærke hånd.” Magter vi i dag at bede så mildt og så stærkt?

Friheden er under pres i disse år. Ikke alene lever en stor del af menneskeheden uden frihed, men ledelsen i verdens folkerigeste stat Kina, arbejder dels på at indføre den skrappeste tænkelige overvågning af deres egen befolkning og at modarbejde den civile frihed i resten af verden. Er vi villige til at modstå det? Vil vi ofre noget af vores velfærd for at modstå Kina? Nogle af vore politikere er begyndte at tale om dette problem, men hvor står befolkningen, og i særdeleshed: Hvor er de unge? Lærer vi dem at se problemet, eller spærrer sport og underholdning for udsynet?

Vores grundlovssikrede frihed er friheden til at arbejde for vores politiske og religiøse overbevisning, ikke bare friheden til at have den, men også friheden til at gøre den gældende i den offentlige debat.

Denne civile frihed er ikke kun en frugt af Oplysningstidens filosofi med dens opdeling af magten i den lovgivende, udøvende og dømmende magt, men også en frugt af kristendommen hos ikke mindst Grundtvig, som har lært os, at man skal kunne være uenig uden vold. Den civile frihed er således ikke kun et sæt rettigheder, som står på Grundlovens papir, men bygger også på en udbredt vilje i folket til at afstå fra at bruge vold mod dem, man er uenig med. Rettighederne kan filosofferne skrive, men hvem skal mildne menneskenes hårde hjerter og give syn for menneskets ukrænkelige værdi? Retsstaten bygger på det menneskesyn, at på den ene side har ethvert menneske umistelig værdi og skal behandles med respekt, og på den anden side er fristelsen til magtmisbrug meget stor, og derfor skal magten begrænses og magthaverne stå til ansvar for deres handlinger. Vrede og vold og magtmisbrug flyder som en bred, uhyggelig strøm ned gennem verdenshistorien. Retsstaten og demokratiet er et meget gennemtænkt og bevidst brud med denne strøm. Skal vi beholde friheden og retfærdigheden, så skal hvert nyt slægtled oplæres i den, så man indser både værdier og farer.

Spørgsmålet er, om disse ting betyder noget for os i dag. Enhver må svare for sig selv, men vi må også som samfund kunne gøre rede for, om vi sætter befolkningens bevågenhed for disse ting højt eller lavt.

Kaj Munk har sagt: ”Aldrig spørge, om det nytter, kun spørge, om det er sandt.” Et det vores ledetråd i dag?

Mange mennesker lever uden de frihedsprivilegier, vi har. Ikke alene lever mange i fattigdom, men også i ufrihed. Vi har en forpligtelse til at arbejde også for dem, så også de føres ud af fattigdom og undertrykkelse. Alligevel ved vi godt, at dette resultat ikke er lige inden for rækkevidde, og vi har ingen garanti for, at vi når målet, og vi har ikke engang garanti for, at vi selv kan beholde friheden.

Da er det godt, at der findes en anden frihed. Det er den kristne frihed, og den går dybere end den civile frihed. Den civile frihed er en usikker gave, som vi ingen garantier har for. Alene corona-krisen viser, hvor svage og sårbare vi er. Derimod er den kristne frihed helt anderledes garanteret. Det er friheden fra synden og døden. Synden er en ødelæggende magt, som forvrænger menneskelivet og fører i døden og i den evige fortabelse.  Vi fødes alle med synden og kan ikke selv frigøre os fra den. Synden er menneskets medfødte trang til at stole mere på sig selv end på Jesus Kristus, trangen til at spille vor Herre i sit eget liv i stedet for at lade Jesus være Herre. Synden tager freden fra os, og døden tager livet fra os.

Jesus indbyder os til at komme til ham og blive befriet fra denne ødelæggende magt og dens følger. Hos ham får man ikke blot tilgivelse, men også et helt nyt liv. Man får ikke bare tilgivelse fra synden, men befries også fra syndens magt til ødelægge os. Jesus giver os både fred og liv. Og denne frihed kan ingen tage fra os. Jesus garanterer, at vi har denne frihed, både når vi lever i den usikre civile frihed, og når vi lever under den værste undertrykkelse, ja selv i døden. Jesu udtalelser er fyldt med løfter om denne frihed, og mange af disse løfter kan man høre hvert år ved konfirmationen, hvor konfirmanderne ofte har valgt et af disse løfter som deres konfirmationsord.

Det er denne frihed, som er den kristne kirkes mest kostbare skat. Det er denne frihed, diktatorerne frygter mest, for den får folk til at rejse hovedet under den værste modgang og undertrykkelse, og den får de undertrykte til at se på diktatorerne som mennesker, der skal stå til ansvar, og ikke som guder, der har uindskrænkede rettigheder.

Dem civile frihed har kostet dyrt. Mange mennesker gav deres liv for at vi kunne få den.

Den kristne frihed har også kostet dyrt. Jesus gav sit liv, for at vi kunne få den.

Den civile frihed er vi født til i Danmarks frie land. Så længe grundloven består, har vi den automatisk fra fødslen.

Den kristne frihed har vi ikke automatisk fra fødslen. Man får den kun, hvis man lærer Jesus at kende. Også spædbørn kan lære ham at kende. Derfor døber vi spædbørn i kirken, men den følger os ikke automatisk livet ud. Det gælder om, at vi som voksne bevidst holder os til Jesus Kristus og følger ham. Kun hos ham er den kristne frihed. Det gælder om at leve i daglig forbindelse med ham. Fyld dine tanker med Jesu undervisning! Dér taler han til os. Bed dit Fadervor! Dér taler du til Gud. Sæt dit håb til ham, så er der levende forbindelse med ham!

5. maj handler om den civile frihed. Den har vi til låns. Lad os takke Gud for den!

Jul, påske og pinse handler om den kristne frihed. Den kan få lov at beholde for evigt. Lad os takke Gud for den!

Amen

Kategorier BLOG - Jørgen Sejergaard