Udgivet af P - Jørgen Sejergaard, man d. 20. apr 2020, kl. 11:32

Prædiken til første søndag efter påske 2020

Prædiketekst: Johannes-evangeliet, kapitel 21, vers 15-19:

Da de havde spist, siger Jesus til Simon Peter: ”Simon, Johannes’ søn, elsker du mig mere end de andre?” Han svarede: ”Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.” Jesus sagde til ham: ”Vogt mine lam!”

Igen, for anden gang, sagde han til ham: ”Simon, Johannes’ søn, elsker du mig?” Han svarede: ”Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.” Jesus sagde til ham: ”Vær hyrde for mine får!”

Jesus sagde til ham for tredje gang: ”Simon, Johannes’ søn, har du mig kær?” Peter blev bedrøvet, fordi han for tredje gang spurgte ham: ”Har du mig kær?” og han svarede ham: ”Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.” Jesus sagde til ham: ”Vogt mine får! Sandelig, sandelig siger jeg dig: Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil.” Med de ord betegnede han den død, Peter skulle herliggøre Gud med. Og da han havde sagt det, sagde han til ham: ”Følg mig!”

Prædiken

Elsker du mig? spørger Jesus. Hvis man ikke har et hjerte af sten, går det lige ind – til ængstelse hos vennerne og til irritation hos kritikerne.

Der er dyb mening og dybe følelser i denne korte samtale. Overfladisk betragtet ser det som navlepilleri og narcisisme, men i sammenhæng med hele påskens drama kommer der helt andre ting frem.

Skærtorsdag aften sagde Peter til Jesus: Herre, jeg vil sætte mit liv til for dig. Og Jesus svarer: Vil du sætte dit liv til for mig? Sandelig, sandelig siger jeg dig: Hanen skal ikke gale, før du har fornægtet mig tre gange (Joh 13,37b-38).

Og det skete, som Jesus havde forudsagt. Samme nat inde i ypperstepræstens gård, hvor Jesus sad fanget, og hvor Peter havde listet sig med ind, nægtede Peter tre gange, at han kendte Jesus. Trods tre års intenst fællesskab og trods en højtidelig erklæring få timer før nægtede han nu ethvert kendskab til sin bedste ven. Jesus vendte sig og så på Peter.  Det gjorde ondt på dem begge.

Nu sidder Peter og Jesus igen over for hinanden. Påskens dramatiske begivenheder er overstået, men påskens hovedperson sidder dér lyslevende. Det utrolige og uventede var sket. Han er opstået fra de døde, han lever, og han sidder der og spiser sammen med Peter. Det var nu tredje gang, at Jesus viste sig for disciplene efter, at han var opstået fra de døde. Første gang var Påskedags aften, hvor disciplene fik lov at mærke, at han havde kød og knogler og ar efter korsfæstelsen. Anden gang var otte dage efter, hvor Thomas fik lov at mærke kød og knogler og ar, og tredje gang var her i Galilæa ved Genesaret sø, hvor de spiste sammen.

Jo, den er god nok. Jesus er virkelig opstået, men den kristne tro kan ikke leve af en kølig og nøgtern konstatering af det. Man kommer ikke ind i Guds rige bare ved at vide historisk og uberørt, at Jesus er opstået fra de døde. Jesus er ikke kommet for at give os beskeder eller historiske notitser, hvor overraskende de end måtte være. Jesus er kommet for at give os sig selv. Og han er kommet for at give os sig selv helt modsat vore forventninger, helt modsat vore medfødte religiøse og filosofiske forestillinger.

Peter havde ikke ønsket, at Jesus skulle korsfæstes. Han havde ønsket sig en anderledes Jesus end den korsfæstede Jesus. Det var den Jesus, der ikke var korsfæstet, som Peter erklærede sin kærlighed til døden. Og det var den tilfangetagne og ydmygede Jesus, han havde fornægtet.

Nu sidder Peter så her over for den virkelige Jesus, som er både korsfæstet og opstået. Elsker du mig mere end de andre? spørger han. Han kunne lige så godt have spurgt: ”Du, som sagde, at du ville gå i døden for mig, om du så alle andre svigtede, du som få timer senere fornægtede mig, hvor står du nu? Vil du kendes ved mig nu? Vil du gå i døden for mig nu?”

Peter havde lært både sig selv og Jesus langt bedre at kende, end han gjorde Skærtorsdag aften. Både Jesus og han selv var anderledes, end Peter havde tænkt sig. Jesus var korsfæstet, og Peter havde set egoismens og fejhedens dyb i sig selv. Ét er spontan begejstring, noget andet dyrekøbt erfaring. Når man har oplevet, at Jesus ikke er en succesfuld politisk leder, men den korsfæstede, og når man har set, at man selv er meget svag og faktisk uegnet til at gøre noget for ham, hvad så? Elsker du så stadig Jesus?

Det er det, Jesus spørger Peter og os om.

Mange af os vil reagere med frygt og sorg på det spørgsmål. Vi ved kun alt for godt, at vi ikke har den udelte, rene kærlighed til Kristus. Til nød har vi tro i den forstand, at vi søger ham og tager vores tilflugt til ham, men kærlighed har vi alt for lidt af.

Vi bliver også urolige, fordi Jesus ikke plejer at spørge om vores kærlighed. Han spørger i det hele taget ikke så meget. Han er som regel langt mere givende end spørgende. Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile (Mattæus-evangeliet, kapitel 11, vers 28). Her kan vi komme, som vi er med tomme hænder og få omsorg og hjælp. Her føler vi os hjemme. Og flere gange siger Jesus: Din tro har frelst dig. Derimod siger han aldrig: ”Din kærlighed har frelst dig”.

Peter er også forlegen. Det viser sig i hans ordvalg. Når Jesus spørger: Elsker du mig? så bruger han de to første gange det græske ord for den allerdybeste, hengivne kærlighed. Når Peter svarer, bruger han et andet udtryk: Jeg har dig kær. Tredje gang, Jesus spørger, bruger han også dette udtryk. Han ved godt, at vi ikke kan præstere den allerdybeste kærlighed. Ingen af os kan give fuldkommen kærlighed tilbage, kun ufuldkommen kærlighed. Vi frelses ved tro, ikke ved kærlighed. Troen og kærligheden er vidt forskellige. Troen tager imod, og kærligheden giver. Når det gælder frelsen, kan vi kun tage imod. Vi kan ikke gøre os fortjent til den. Derfor frelses vi af tro. Tro er ikke en præstation, men ren modtagelse. Troen er ikke en præstation, men et nødråb: ”Herre, frels mig!” eller en længsel og søgen: ”Herre, jeg søger dig”.

Hvorfor spørger han så her efter kærligheden? Fordi troen viser sig i kærlighed, og kærligheden viser sig i gerninger. Det gælder både fuldkomment hos Jesus selv og ufuldkomment hos os. Den rene, fuldkomne tro, som Jesus har, viser sig i hans rene, fuldkomne kærlighed. Den ufuldkomne tro hos os viser sig i ufuldkommen kærlighed. Hvis der aldrig er et eneste spor af kærlighed i vores tro, så er den død.

Ja, men hvad så, hvis jeg er en type, der aldrig går rundt med den slags følelser, end ikke det mindste? Kan man kun være ægte kristen, hvis man er et følelsesmenneske i en eller anden grad? Nej, det kræves ikke. Læg mærke til, hvad Jesus slutter med hver gang, når han runder af efter Peters svar. Jesus taler ikke om følelser, men om gerninger. Han taler ikke om en hel masse, som Peter skal føle, men om en opgave, han skal tage på sig. Han skal tage sig af de andre kristne. Det er det, Jesus mener, når han siger: Vogt mine lam! Vær hyrde for mine får! Vogt mine får!

Jesus spørger efter kærlighed, fordi der er en opgave, vi skal løse. Ingen af os kan løse den opgave til fuldkommenhed, men vi kan tage os af hinanden alligevel. Her skal kærligheden vise sig i praksis. Nogle skal indtage en lederstilling i den kristne kirke, men alle er vi forpligtet på at hjælpe og støtte hinanden. Selv når vi sidder alene derhjemme, kan vi bede for andre og ringe til en bekendt og spørge, hvordan han har det.

Læg også mærke til det sidste, Jesus siger til Peter, nemlig Følg mig!

Her skal kærligheden også vise sig. Ikke kun i gode gerninger for andre, men også i, at man holder fast ved Jesus Kristus. At man som et ufuldkomment menneske bliver ved med at følge den korsfæstede Jesus. At man følger ham i Fadervors ånd. Den bøn kan nemlig kun bedes i af mennesker, for hvem synden og skylden og ufuldkommenheden er et problem. De fuldkomne har ikke brug for Fadervor. Fadervors Ånd er Guds ånd, korsets ånd. Her må stoltheden dø. Her må egoismen og selvhævdelsen dø. Her må hovmodet og overmodet dø. Her må den overfladiske tankegang dø. Her kommer man i kontakt med sin hjælpeløshed og sin skyld, og her bliver man afhængig af, at Jesus gik i døden for os.

Og den livsvej kan ende på korset i helt bogstavelig forstand. Her findes der ingen stolte erklæringer om, at man vil dø for Jesus, men her vokser en dyb erkendelse af, at man ikke kan undvære ham, selv om det skal koste livet.

Det er den vej, Jesus indbyder os til at gå, når han siger: Følg mig!

Vil vi gå på den vej? Det er det, Jesus spørger om, når han siger: Elsker du mig?

Amen

Kategorier BLOG - Jørgen Sejergaard