Udgivet af Jørgen Sejergaard, søn d. 5. apr 2020, kl. 08:28

Prædiken til Palmesøndag 5. april 2020

 

Prædiketekst: Johannes-evangeliet kapitel 12, vers 1-16:

 

Seks dage før påske kom Jesus til Betania, hvor Lazarus boede, han, som Jesus havde oprejst fra de døde. Dér holdt de et festmåltid for Jesus; Martha sørgede for maden, og Lazarus var en af dem, der sad til bords sammen med ham.

  Maria tog da et pund ægte, meget kostbar nardusolie og salvede Jesu fødder og tørrede dem med sit hår; og huset fyldtes af duften fra den vellugtende olie. Judas Iskariot, en af Jesu disciple, han, som skulle forråde ham, sagde da: ”Hvorfor er denne olie ikke blevet solgt for tre hundrede denarer og givet til de fattige?” Det sagde han ikke, fordi han brød sig om de fattige, men fordi han var en tyv; han var nemlig den, der stod for pengekassen, og han stak noget til side af det, der blev lagt i den. Da sagde Jesus: ”Lad hende være, så hun kan gemme den til den dag, jeg begraves. De fattige har I jo altid hos jer, men mig har I ikke altid.”

  Den store skare af jøder fik nu at vide, at Jesus var der; og de kom derud ikke alene på grund af ham, men også for at se Lazarus, som han havde oprejst fra de døde. Men ypperstepræsterne besluttede også at slå Lazarus ihjel, for på grund af ham gik mange jøder hen og troede på Jesus.

  Næste dag hørte den store folkeskare, som var kommet til festen, at Jesus var på vej til Jerusalem. De tog da palmegrene og gik ham i møde, og de råbte: ”Hosianna!

Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn, Israels konge!”

Jesus fik fat på et ungt æsel og satte sig på det, sådan som der står skrevet:

”Frygt ikke, Zions datter!

Se, din konge kommer, ridende på et æsels føl.”

  Det forstod hans disciple ikke straks; men da Jesus var herliggjort, kom de i tanker om, at dette var skrevet om ham, og at det var det, man havde gjort med ham.

 

Prædiken

 

Vi befinder os stadig i fastetiden mellem Fastelavn og Påskedag. Vi er nået til den sidste af disse syv uger. Vi står lige foran de sidste dramatiske dage, hvor Jesus korsfæstes, begraves og opstår fra de døde. Vi er nået til Palmesøndag, hvor Jesus drager ind i Jerusalem. Han bliver hyldet som en konge. Og senere gik det op for hans venner, disciplene, som fulgte ham, at den begivenhed havde opfyldt en af de gamle forudsigelser hos profeterne i Det gamle Testamente.

Jesus kom til Israel den gang for at være deres konge, men en konge af en helt anden slags end de konger og magthavere, som vi ellers er vante til, dvs. magthavere med soldater, politi og penge. Jesus havde ingen af delene, for han er ikke kommet for at være politiker. Hans magt er helt anderledes. Hans mission er at overvinde menneskelivets to værste kræfter, nemlig synden og døden. Synden forvrænger menneskelivet, og døden udsletter det. Synden bringer ondskab, sorg, skam og skyld med sig, og døden ødelægger os fuldstændig. Døden kan vi se. Synden kan vi kun se overfladen af, nemlig de onde gerninger. Kernen kan kun Jesus afsløre for os. Kernen er vores medfødte modvilje mod ham, Jesus selv. Vi fødes med en trang til at holde ham på afstand, så vi kan spille vor Herre i vort eget liv. Der skal et guddommeligt under til, før vi indser, at denne holdning er en fejltagelse.

Synden og døden var i øvrigt ikke meningen med menneskelivet. De skulle ikke have været her. Noget er gået galt, og vi kan ikke selv rette op på det. Der skal større kræfter til, end vi har. Kun Gud kan overvinde synden og døden. Derfor har han sendt sin søn for at redde os.

De fleste af dem, der var med Palmesøndag, håbede på, at Jesus ville være en politisk konge, der ville redde dem fra romernes besættelsesmagt. De blev meget skuffet, og mange blev måske vrede, og det hele endte med, at Jesus blev korsfæstet. Folkets gunst forsvandt som dug for solen. Efter Jesu opstandelse opdagede hans venner så, at Jesus har givet os en meget større befrielse end befrielse fra politiske undertrykkere, nemlig redning fra synd og død.

Jesus kom til Jerusalem dengang og kommer nu i dag - i ånden - til alle dem, der hører budskabet om ham. Han kommer for at være vores frelserkonge, befrieren fra synd og død. Han kommer som kongen i Guds rige for at indbyde alle til at komme ind i dette rige. Når vi følger ham, så kommer vi ind i Guds rige, hvor vi lever og glædes over Jesus Kristus til evig tid.

Jesus kommer som kongen i Guds rige. Han indbyder os til at følge ham, men vi må selv svare ham. Det kan han ikke gøre for os. Det store spørgsmål er, om vi vil følge ham.

 

Det spørgsmål hang også i luften dagen før Palmesøndag, hvor hans venner, Lazarus, Maria og Martha holdt et festmåltid for Jesus som tak for, at han havde opvakt Lazarus fra de døde få dage før.

 

Ikke alene holdt de en festmiddag for Jesus, men Maria salver Jesu fødder med en meget dyr salve, og hun tørrede hans fødder med sit hår. Det er en meget markant handling ved middagsselskabet. Hun hylder og takker Jesus som en konge. Hun viser på denne fine måde, hvor højt hun værdsætter ham, og hvor meget hun holder af ham.

 

Judas, som stod for pengekassen, kritiserer hendes handling og siger, at pengene skulle bruges til de fattige, men Jesus forsvarer hende og tager imod hendes hyldest og siger, at hun skal bruge resten af salven til hans begravelse. Og så siger han de stærke ord: De fattige har I altid hos jer, men mig har I ikke altid.

 

Fattigdom er desværre et grundvilkår i denne verden. Vi skal gøre, hvad vi kan for at bekæmpe den, men der vil altid være fattigdom at bekæmpe.

 

Man kan ikke spille hensynet til de fattige ud mod hensynet til Jesus. Jesus står ikke i vejen for vores hjælp til de fattige. Det er lige omvendt. Han motiverer netop denne hjælp. Det er der også andre, der gør. Nødhjælp udgår ikke kun fra kristendommen, men den udgår også fra kristendommen. Hvor troen på ham vinder indpas, dér vil der altid opstå syn for nødhjælp og fattigdomsbekæmpelse.

 

Fattigdommen er desværre altid aktuel. Nøden er der altid, om ikke lige uden for vores hoveddør, så et eller andet sted i samfundet eller i andre lande. Der er nok at tage fat på, og vi kan så glæde os over, at der i mange år er gjort rigtig meget, og mange millioner er løftet ud af fattigdommen. Nu er corona-krisen over os, og så er der fare for et voldsomt tilbageslag for kampen mod fattigdommen. Den kamp er langt fra vundet endnu. De fattige har I altid hos jer, siger Jesus.

 

Jesus derimod er ikke et grundvilkår, som vi altid har. Mig har I ikke altid, siger han. Selv om hans løfter står selvfølgelig fast, og hans gerninger i påsken står fast, har vi ingen garanti for, at budskabet om ham altid vil være hos os. Stærke kræfter vil gerne fjerne ham fra menneskenes erindring. Budskabet om ham er ingen selvfølge. Det er ikke sikkert, at han vil være kendt hos os om hundrede år. Ja, men vil Bibelen da ikke altid være at finde på nettet? Det må man da håbe, men det har vi ingen garantier for. Hvor antikristelige diktaturer vinder frem, dér kan man forvente det værste. Derfor gælder det om at vælge ham nu. Derfor gælder det om at vi hver dag holder fast ved den skat og rigdom, som han er. Derfor gælder det om, at vi rigeligt fylder vores sjæl med hans ord.

 

Vi skal hjælpe de fattige så langt, som vi kan. Det er vores pligt. Men vi kan ikke hjælpe dem med alt. Over for synden og døden står vi alle magtesløse. Her kan kun Jesus hjælpe, og det er det, Maria peger på med sin enkle og stærke handling.

 

Brugte Maria for mange penge på Jesus? Hun har i hvert fald gjort noget, som der tales om stadig nu to tusind år efter. Hun har været med til at gøre ham kendt og elsket langt ud over den lille gruppe, som samledes til middagsselsskabet i Betania.

 

Gennem sit budskab drager Jesus verden rundt og opsøger alle. I vor tid trænger hans budskab ud i alle kroge, ikke mindst gennem Internettet og de sociale medier. Jesus kommer som kongen i Guds rige og indbyder alle ind i dette rige med alle hans velsignelser. Kom og vær med! Lad os følge ham og hylde ham. Vi hylder ham, når vi gør, hvad han beder os om i sit budskab. Vi hylder ham, når vi sætter vort håb til ham, som vor frelser. Vi hylder ham, når vi gør ham kendt. Vi hylder når, vi helt alene beder Fadervor, som han har lært os. Hylder ham, når vi holder fast ved ham, selv når alle omgivelserne ikke vil have med ham at gøre. Vi hylder ham, når vi holder fast ved ham, også når vi ikke forstår ham og ikke forstår, hvad der sker omkring os og med os. Vi hylder ham, når vi holder os til ham, fordi han er vort håb og vor frelser fra synd og død.

 

Lad mig slutte med nogle af versene fra nr. 176 i Salmebogen, salmen ”Se, hvor nu Jesus træder”.

Først siges, hvad han vil gøre, og dernæst slutter salmen med en bøn:

 

Her er han, som vil løse

hver syndebunden træl;

her er han, som vil øse

trøst i hver bange sjæl.

 

Her er han, som vil favne

dig med sin kærlighed;

her er han, som vil gavne

dig med sin blodig’ sved.

 

Her er han, som vil bære

en tornekrans for dig,

her er han, som skal være

din drot evindelig.

 

O Jesus, gid jeg kunne,

som jeg så gerne vil,

dig ære nogenlunde,

hjælp du mig selv dertil!

                     

Jeg gerne mine klæder

vil for dig lægge ned, jeg med i flokken træder,

som er til tak bered.

 

Jeg bær’ og mine palmer

til ærens konge frem;

jeg sjunger mine salmer,

o Jesus, hør dog dem!

 

Vort hosianna klinge!

Du ærens konge, gak

vor død at undertvinge

og hav så evig tak!

 

Glædelig Palmesøndag!

 

 

Kategorier BLOG - Jørgen Sejergaard