Udgivet af Jørgen Sejergaard, søn d. 15. mar 2020, kl. 10:33

Prædiken til 3. søndag i fasten den 15. marts 2020

Denne prædiken er skrevet under corona-virussets hærgen, da kirkerne var lukket for gudstjenester, og kun internettet var meddelelsesmiddel mellem præst og menighed.

Bibellæsningerne fra alteret:

Denne hellige lektie skrives i Anden Mosebog: Da sagde Herren til Moses: ”Skynd dig ned! Dit folk, som du førte op fra Egypten, har handlet slet. De er allerede veget fra den vej, jeg pålagde dem at følge. De har støbt sig et billede af en tyrekalv; de har tilbedt den og ofret til den, og de har sagt: Her er din Gud, Israel, som førte dig op fra Egypten.” Og Herren sagde til Moses: ”Nu har jeg set, at dette folk er et stivnakket folk; lad mig bare tilintetgøre dem i min vrede! Men dig vil jeg gøre til et stort folk.” Dagen efter sagde Moses til folket: ”I har begået en stor synd. Nu vil jeg gå op til Herren; måske kan jeg skaffe soning for jeres synd.” Så vendte Moses tilbage til Herren og sagde: ”Ak, dette folk har begået en stor synd; de har lavet sig en gud af guld. Gid du dog vil tilgive dem deres synd! Men hvis ikke, så slet mig af den bog, du fører.”                       2 Mos 32,7-10.30-32

Denne hellige lektie skrives i Johannes’ Åbenbaring: Skriv til englen for menigheden i Efesos: Dette siger han, som holder de syv stjerner i sin højre hånd, han som vandrer mellem de syv guldlysestager: Jeg kender dine gerninger og din møje og din udholdenhed og véd, at du ikke kan døje de onde, og du har prøvet dem, der påstår at være apostle, men ikke er det, og har fundet, at de lyver. Du har udholdenhed og har døjet meget på grund af mit navn og er ikke blevet træt. Men jeg har det imod dig, at du har svigtet din første kærlighed. Husk derfor på, hvorfra du er faldet, og omvend dig og gør de gerninger, du først gjorde; ellers kommer jeg over dig og flytter din lysestage fra dens plads, hvis du ikke omvender dig. Men det fortrin har du, at du hader nikolaitternes gerninger, som jeg også hader. Den, der sejrer, vil jeg give at spise af livets træ, som står i Guds paradis.                       Åb 2,1-7

Prædiketekst: Johannes-evangeliet kapitel 8, vers 42-51:

Jesus sagde til dem: "Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig, for det er fra Gud, jeg er udgået og kommet. Jeg er ikke kommet af mig selv, men det er ham, der har udsendt mig. Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? Fordi I ikke kan høre mit ord. I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen. Men jeg siger jer sandheden, derfor tror I mig ikke. Hvem af jer kan påvise nogen synd hos mig? Når jeg siger sandheden, hvorfor tror I mig da ikke? Den, der er af Gud, hører Guds ord; men I hører ikke, fordi I ikke er af Gud." Jøderne sagde til ham: "Har vi ikke ret i at sige, at du er en samaritaner og besat af en dæmon?" Jesus svarede: "Jeg er ikke besat af en dæmon, jeg ærer derimod min fader, men I vanærer mig. Jeg søger ikke min egen ære; der er en, der søger den, og han dømmer. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden."

Prædiken

Mens vi står ansigt til ansigt med truslen fra corona-virus siger Jesus til os: Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden."

Uanset hvordan det går, uanset om vi skal leve eller dø, bevare vore kære eller miste dem, uanset, om man klarer sig økonomisk eller går fallit, så står Jesu ord fast. Hans myndighed og kærlighed overgår alle onde trusler, vi kan opleve, både fra corona-virus og alt muligt andet

Ikke alene lover Jesus os den evige glæde og sejr, men han har også gjort os til Guds medarbejdere således, at vi kan bede til Gud og dermed sætte himmel og jord i bevægelse. Bønnen Fadervor er en kostelig gave, som vi kan bede både i kirken og derhjemme. Jesus har lært os at bede: Fri os fra det onde. Det er ikke en garanti for, at vi ikke bliver syge, men når vi beder Fadervor, henvender vi os til Gud, som er den, der virkelig kan gøre noget ved tingene. Vi ved ikke alt om denne sygdom og kan ikke stille alt det op, vi gerne ville, men Gud ved alt og kan gøre, hvad han vil. Hvad Gud vil med det, som sker, og hvorfor han har tilladt dette, ved vi ikke, men i Fadervor lægger vi os i hans hånd, og vi beder om hans hjælp. Selv om vi ikke kender Guds planer i detaljer i historiens gang, så kender vi Guds planer for evigheden, og Jesus har afsløret for os, at Gud er vor kærlige fader, der elsker os. Vi kender Guds hjerte, og det er det afgørende. Jesus har givet os direkte adgang til ham. Det er vores privilegium som Guds børn.

Fastetiden mellem Fastelavn og Påske handler om Jesu modgang, der endte med hans korsfæstelse og begravelse Langfredag. Fastetiden er samtidig en tid til at bekende sine synder for både Gud og mennesker, så man kan fejre påske med Guds fred. I gamle dage fastede de kristne ved at afstå fra kød. Det gjorde man som en del af forberedelsen til påsken. Man fastede og brugte tid på bekendelse og bøn.

Fastetiden er i år farvet af corona-virus, som tvinger hele folket, kristne som ikke-kristne, troende som ikke-troende til at afstå fra mangt og meget, vi ellers tillader os. Det har vi aldrig oplevet før. Et globalt problem er over os.

Midt i alt dette har vi stadig Bibelens tekster og kirkens salmer. I dag er det tredje søndag i fasten, og dagens tekst er et lille udsnit af kapitel 8 i Johannes-evangeliet. I dette kapitel taler Jesus til en stor flok mennesker, og mange kommer til at tro på ham. I løbet af de næste minutter bliver disse nye tilhængere alligevel hans bitre modstandere, for de kan ikke lide alt, hvad han siger. Da siger Jesus til dem, hvor afgørende det er, om man følger ham eller ej. Enten elsker vi ham, og så har vi Gud til fader, eller også vil vi holde ham fra os, og så tilhører vi Guds modstander.

Enten har vi Gud til fader, eller også har vi Djævelen til fader. Der er kun disse to valgmuligheder.

Det er voldsomt provokerende. Nogle vil nok sige: Hvad bilder Jesus sig ind? Jeg forstår dem godt. Hvis man første gang, man går i kirke, hører, at man kan have Djævelen til fader, så er det forståeligt, at man går igen og aldrig kommer mere. Derfor vil jeg gerne pege på en anden vej, nemlig den, at man først beder til Gud og siger: ”Herre, lad mig få sandheden at se!” Dernæst, at man læser Johannes-evangeliet og de andre evangelier igennem, så man ser tingene i sammenhæng.

Da har man mulighed for at få en anden oplevelse af Jesus, en anden indsigt i hans person og lære. Jesus er som lægen, der diagnostiscerer en sygdom, som patienten ikke selv kan indse. Dernæst giver han en medicin, som vi heller ikke forstår os på.

Sygdommen er synden. Synden er en destruktiv kraft, som er kommet ind i menneskeheden. Den er som et troldspejl, der fordrejer og forvrænger alt. Vi er skabt til at elske Gud og vore medmennesker, men vi elsker kun os selv og dem, vi selv vælger. I udgangspunktet føler vi os ikke forpligtet på alle, i hvert fald ikke vore fjender, og Gud regner vi kun med, når vi kan slippe for Jesus. Jesus er den store fredsforstyrrer, som deler vandene. Nogle elsker ham, og andre vil gerne have ham på afstand.

Selv mennesker, som til at begynde med har sympati for ham, kan blive vrede på ham, når det går op for dem, hvad han virkelig vil.

Jesus vil vejlede os, men ikke alle vil vejledes. Jesus vil redde os, men ikke alle synes, at de har brug for redning.

Syndens yderside lærer vi at kende gennem ugerninger, og dem har vi alle en erkendelse af og mening om. Syndens inderside, dens kerne, lærer vi kun at kende gennem Jesu undervisning. Syndens kerne er mistillid til Jesus. Det er her, vi stritter imod. Hvad bilder han sig ind? Hvem tror han, at han er? Hvorfor er han så afgørende, så han kan definere vores problem med sin egen person?

Det giver kun mening, fordi Jesus ikke kun er et menneske, men også Guds evige søn. Ved ham har Gud skabt hele universet. Jesus er Guds billede, og alle mennesker er skabt i dette billede. Jesus er grundmodellen for alle mennesker. Vi er skabt til at ligne ham. Problemet er, at menneskeheden ikke ligner ham mere. Den går ikke på hans veje, men lever efter en andens vilje, nemlig Djævelens vilje. Djævelen har ét mål, nemlig at menneskene tager afstand fra Jesus, enten i et åbent opgør med alt, hvad han står for, eller mere sløret ved kun at være uenig med ham i noget af det, han står for.

Det åbne opgør findes f. eks. hos den kirkekritiske ateisme, den militante islam eller den militante hinduisme, eller den rene kommunisme eller lignende. Den anden mere slørede form kan vi opleve endog i kirken selv – eller som her, blandt jøder, som ovenikøbet var kommet til tro på Jesus. De var glade for det, han sagde, men kun indtil en vis grænse. Da Jesus sagde, at han ville gøre dem frie, sagde de, at de aldrig havde trællet for nogen. Da sagde Jesus, at enhver, som gør synden, er syndens træl (Joh 8,34). Den udtalelse delte vandene. Samtalen endte med, at de ville stene Jesus.

Det var ikke nyt blandt jøderne. Allerede kort efter, at Moses havde ført dem ud af Egypten og fået de ti bud, faldt de fra og tilbad en gylden statue af en kalv. Det er heller ikke nyt blandt de kristne. Allerede på Ny Testamentes tid måtte Jesus afsløre, at nogle af de kristne menigheder havde alvorlige synder at bekende. Mange kristne var kommet bort fra Gud. Det kan vi læse i menighedsbrevene i Johannes åbenbaring, kapitel 2 og 3.

Det er altså ikke nok at tro på noget af det, Jesus siger. Man må stole på ham personligt og bede ham om hjælp, også når der er noget, man ikke forstår, og når der er noget, som er voldsomt provokerende. Da må man bede Jesus om, at man kommer til at forstå, hvad det drejer sig om, og bede om, at man bøjer sig for de ubehagelige kendsgerninger og vigtigst af alt: lader ham hjælpe sig.

Når Jesus provokerer, er det så nemt at smække med døren og gå sin vej. Langt mere vist og klogt er det at spørge, om der i provokationen ligger noget, vi har brug for at høre og indse. 

Kernen er, at Jesus vil redde os fra synden. Uden Jesus er vi slavebundet af den. Og dette slaveri viser sig i, at man ikke lytter til Jesus, men afviser ham fjendtligt, når han taler om synden. Syndens kerne er, at man hellere vil bestemme selv. Man vil være sin egen herre. Man vil selv definere, hvad der er godt og ondt. Man vil selv definere, om man er god eller en synder. Man vil også selv frelse sig selv, hvis der skulle være behov for frelse. Det er det, Jesus mener, når han siger, at de ikke kan høre hans ord. Syndens kerne og gru kan vi ikke selv indse. Der skal et guddommeligt under til, hvis vi skal indse synden. Gud må åbne vores forstand og følelser, så vi erfarer, hvad synd er. Når det sker, forstår vi også, hvad Jesus mener, når han siger, at vi har behov for frelse eller redning fra synden.

Jesus siger: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.

Amen

Kategorier BLOG - Jørgen Sejergaard