Udgivet af Jørgen Sejergaard, søn d. 15. mar 2020, kl. 09:42

Prædiken til anden søndag i fasten 8. marts 2020 kl. 10.30 i Egedal kirke ved sognepræst Jørgen Sejergaard, jse@km.dk

Prædiketekst: Markus-evangeliet, kapitel 9, vers 14-29:

Da Jesus og Peter og Jakob og Johannes kom ned til disciplene, så de en stor skare omkring dem og nogle skriftkloge, som diskuterede med dem. Hele skaren blev grebet af ærefrygt, straks de fik øje på Jesus, og løb hen for at hilse på ham. Han spurgte dem: ”Hvad er det, I diskuterer med dem?” Og en fra skaren svarede ham: ”Mester, jeg har bragt min søn til dig; han er besat af en ånd, som gør ham stum. Hvor som helst den overvælder ham, kaster den ham til jorden, og han fråder og skærer tænder og bliver helt stiv. Jeg sagde til dine disciple, at de skulle drive den ud, men det kunne de ikke.” Da udbrød Jesus: ”Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud? Kom herhen med ham!”

  Så bragte de ham hen til Jesus. Men da ånden så ham, rev og sled den straks i drengen, så han fladt om på jorden og lå og frådede og vred sig. Jesus spurgte hans far: ”Hvor længe har han haft det sådan?” Han svarede: ”Fra han var barn. Og den har mange gange kastet ham både i ild og vand for at gøre det af med ham. Men hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os.” Jesus sagde til ham: ”Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror.” Straks råbte drengens far: ”Jeg tror, hjælp min vantro!”

  Da Jesus så, at en skare stimlede sammen, truede han ad den urene ånd og sagde til den: ”Du stumme og døve ånd, jeg befaler dig: Far ud af ham, og far aldrig mere ind i ham!” Da skreg den og sled i ham og fór ud; og han blev som død, så alle sagde: ”Han er død.” Men Jesus tog hans hånd og fik ham til at rejse sig op.

  Da Jesus var kommet inden døre og var alene med sine disciple, spurgte de ham: ”Hvorfor kunne vi ikke drive den ud?” Han svarede dem: ”Den slags kan kun drives ud ved bøn.”

Prædiken

Alt er muligt for den, der tror. Det er det glædelige budskab i dag. Det er vejen frem, når alle veje synes spærret.

Nogle prædikanter lover deres tilhørere at få en magt, som de bare skal gå ind og overtage i Jesu navn. Så vil de opleve velfærd og fremgang. Det er en misforståelse. Det har Jesus aldrig lovet os. Vore vilkår er helt anderledes barske. Evangeliet handler ikke om, at kirken vil få magt over den og blive en stormagt. Men budskabet om Jesus vil bane sig vej ud over hele verden, så nogen bliver frelst, og det vil ske på trods af al verdens modstand og mørke.

Fastetiden minder os om, at vi står over for mægtige åndelige kræfter, som vi ikke kan styre. Nogle, f. eks. åndedyrkere kender disse kræfter som magi og besættelse, som vi ser det i beretningen her. Men set i et større internationalt perspektiv er der en helt anden række fænomener på banen. Og her tænker jeg ikke på corona-virus, som alle taler om. Trods de sørgelige dødsfald er der langt større problemer. Tænk på den voldsomme undertrykkelse, der finder sted verden over! Nedskydning, fængsling, koncentrationslejre, plyndring, fordrivelse, borgerkrig osv. Og tænk på den frie verdens dybe krise. Den ene demokrati-foragter efter den anden står frem og lader enten hånt om demokratiet eller fjerner ligefrem en af dets søjler, nemlig det uafhængige retssystem. Tænk på den ufattelige vilje til vold – ovenikøbet i Guds navn! Tænk på den dybe foragt for kristendommen, som præger store dele af samfundets elite! Tænk på den frie abort, som hvert år tager livet af tusindvis af uskyldige menneskefostre, der ofres på egoismens alter! Og tænk på kirkens krise, hvor intet står fast, og alt er til diskussion, og meget få offentligt tør holde fast ved Bibelens ord! Tænk på vort eget personlige liv! Kan vi stå frem og sige, at vi har styr på det og altid har holdt os på kærlighedens strålende vej og afskyet synden?

Vi står over for mægtige kræfter, som vi ikke kan styre. Og selv troende slås med vantroen inde i dem selv. Vi er en del af den vantro menneskeslægt, som Jesus omtaler med sorg og træthed i stemmen. Vel er vi troende, men mismodet og opgivenheden og egoismen findes også i os. Når det sled på ham, som er løsningen på problemet, så slider det også på os, som har problemet. Han har lige været oppe på et bjerg sammen med tre udvalgte disciple og vist sin guddommelige herlighed for dem, og det var en stor og overvældende oplevelse. Nu er de så nede i hverdagens problemer igen, som slider på dem. Modsætningen er voldsom.

Mægtige kræfter vil ødelægge både naturen, friheden, retsvæsenet, familielivet og den kristne kirke. Og det er ikke kun mennesker med hensynsløs opførsel og onde strategier, som er problemet. Nej, undergangen er orkestreret af den onde djævel selv. Han og hans onde ånder er vores modstander.

Paulus sammenfatter det hele sådan:

for os står kampen ikke mod kød og blod, men mod magter og myndigheder, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet (Ef 6,12).

Hvad er så udvejen af problemet? Hvad skal vi kæmpe med i denne åndelige kamp?

Jesus giver os to svar her. Det ene er troen. Alt er muligt for den, der tror.

I hvilken sammenhæng siges det så? Når vi ønsker os fremgang, mere velfærd, højere løn, mere sundhed, flere dyre ferierejser? Nej, sammenhængen gælder befrielse fra en ond ånd.

Paulus sagde noget lignende: Alt formår jeg i ham, som giver mig kraft (Fil 4,13). Da han siger det, er han ikke ved at lægge strålende planer for sin karriere, men han sidder i fængsel for sin tro og tænker på al den modgang, han har udholdt.

Alt er muligt for den, der tror. Det er frelsen, det gælder, ikke alle vore materialistiske og egoistiske ønsker.

Den stakkels far forstår straks, hvad det indebærer. Han siger til Jesus: Jeg tror. Hjælp min vantro! Det vil sige: Hjælp mig, som er vantro!

Der er nogle, som har en stor tro, men vi er også mange, som har en lille tro, og vi er rigtig mange, som har brug for at bede som denne mand: ”Jeg tror. Hjælp mig, som er vantro!”

Kirkens fastetid vil minde os om denne sandhed. Det er ikke teori, men dybt personlig erkendelse. Det er smertelig selverkendelse: Der er så megen vantro i mig selv. Kan det så nytte at leve det kristne liv? Betyder det noget, om jeg går i kirke og beder til Gud? Kristendommen er jo i tilbagegang over alt, så hvordan skal vi kunne udrette noget som helst? Min familie vil ikke gå med i kirke, og jeg står så alene med troen. Jeg tror. Hjælp min vantro! Det er smertelig selverkendelse, men ikke kun det. Det er også glædelig Kristus-erkendelse. Der er hjælp at få. Der er et lyspunkt. Der er et håb. Der er en vej. Det er Jesus Kristus selv. Han kan styrke vores tro. Ham kan vi regne med. Vi står ikke alene med problemet.

Nytter det så i praksis?

Den første opmuntring er, at kirken netop ikke er i tilbagegang over alt. Mange steder i verden har den enorm fremgang, men det sker ofte med store omkostninger. Forfølgelser og chikane, som slider hårdt på de kristne.

Den anden opmuntring er, at kirken mange gange tidligere i sin historie har været meget trængt, så der ingen synlige tegn var på nogen forbedring, og alligevel vendte udviklingen. Det stod dårligere til i slutningen af 1700-tallets Danmark end i dagens Danmark. Fornuftsdyrkelsen, rationalismen, tømte kirkerne for både kristendom og kirkegængere. Så stod Grundtvig frem. Han var stort set ene præst om at træde op mod dette uvæsen, men han havde støtte fra en række lægfolk i den gudelige forsamlingsbevægelse, og fornuftsdyrkelsen blev trængt tilbage. Kirkens historie er som bølgerne på havet. Der er bølgetoppe og bølgedale.

Det tredje og vigtigste opmuntring er, at Jesus står bag løftet her. Alt er muligt for den, der tror. Det er ikke tomme ord, men hans ord. Vi har så let ved at drukne hans ord i vores vantro, men vi skal gøre det modsatte, nemlig drukne vores vantro i hans ord. Vantroen skal daglig druknes i dåbens vand og Jesu ord.

På den ene side er vi dagligt i kontakt med vor synd og afmagt. Derfor gælder det om på den anden side også at være i kontakt med Jesu kærlighed og almagt.

Den kristne kirke er ikke en sejrende hær på march med vejende faner og flot musik og imponerende udrustning. Den kristne kirke er svag og i nød. Det var det, disciplene opdagede, da de ikke kunne drive denne dæmon ud. Hvorfor kunne vi ikke, spørger de Jesus. Og Jesus giver dem sit andet svar: Den slags kan kun drives ud ved bøn.

Vi er fuldstændig afhængige af Gud. Derfor må den kristne kirke være en bedende kirke. På den ene side er det let at bede en bøn, og på den anden side er det svært at holde ud dag efter dag. Vore bønner kan blive stereotype. Vi kan blive trætte af at høre på os selv, Og det kan være svært at dvæle i bøn og virkelig trænge ind på Gud. Her kan vi nok trænge til mere øvelse, mere tid, mere stilhed.

Vil du kæmpe for mig i bøn, blev jeg spurgt for nogle dage siden. Jeg blev lille og svag ved spørgsmålet.

Modsat må jeg berette noget modsat. Jeg har ofte bedt Gud om at sende mennesker til vore arrangementer, hvor vi forkynder Guds ord og beder til ham. Jeg har bedt ham sende mennesker, som vil høre og lade sig frelse, og den bøn har han hørt. Gud har sendt mennesker. Vores menighed er ikke døet ud, men Gud har holdt den kristne forsamling i live og lagt nye til.

Ja, men skal vi da bare overleve? Skal vi ikke ud og gøre alle folk til Jesu disciple? Jo, det skal vi. Hele Danmark skal vindes for Kristus, ikke bare for et formelt medlemskab af folkekirken, men også for en levende tro, der viser sig i aktiv medleven i kirkens fællesskab og opgave. Vi skal ikke bare overleve. Men vi har ingen garanti for, at vi kan vinde hele Danmarks befolkning for levende kristendom. Vi må erkende, at ligegyldigheden og modstanden er stor. Derfor er det under, at kirken overlever her hos os.

Intet er en selvfølge. Vi har haft kristendom i tusind år, men vi har også haft problemer i kirken i tusind år, og vi har haft intens og kompakt modstand mod bibelsk kristendom de sidste 250 år, og man har indtryk af, at mange ledende folk i vort samfund hellere ser kirken dø en stille død end blomstre.

Vi må kæmpe i bøn for vores folk og vores kirke. I Mattæus-evangeliet er Jesus refereret for at sige: Den slags fordrives kun ved bøn og faste.

Her ser vi, hvordan Jesus tænker om fastens anvendelse. Den hører sammen med bønnen, når vi står over for en mægtig fjende. Det er erfaringer, som er lukket for fleste af os. De forfulgte kristne kender langt mere til det. Bibelen nævner nogle få, men tydelige eksempler på netop denne brug af fasten. Fasten er ikke en skik, der er bundet til bestemte tider af året. Fasten hører hjemme, når vi er i nød. Så kan man afstå fra maden og al den forberedelse, som den kræver og så samle sig om bøn.

Kirken er i nød, og folket er i nød.

Når det gælder kirkens nød, lærer vi i dag at bede, og drengens far giver os ordene: Jeg tror, hjælp min vantro!

Også når det gælder verdens nød, lærer han os at bede. Andre steder peger Ny Testamente på forkyndelsen af Guds ord, men i dag minder han os om at bede. Vi har ingen garantier for, hvad der sker, men Jesus lover os i Bjergprædikenen, at der sker noget: Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer (Matt 7,7).

Tænk, at vi har en frelser og herre, som vi kan betro alle vore sorger og al verdens nød! Tænk, at han siger til os: Alt er muligt for den, der tror. Det betyder, at der er en udvej og en vej for os under alle omstændigheder. Vi skal bede og vente, så baner han vej for os.

Amen

Kategorier BLOG - Jørgen Sejergaard