Udgivet af Jørgen Sejergaard, søn d. 26. jan 2020, kl. 19:15

Prædiken til 3. søndag efter Hellig Tre konger den 26. januar 2020 kl. 9.00 i Karlebo kirke og kl. 10.30 i Egedal kirke

Gudstjenestens bibeltekster:

Første Mosebog, kapitel 15, vers 1-6:Senere kom Herrens ord til Abraham i et syn: ”´Frygt ikke, Abraham, jeg er dit skjold! Din løn skal blive meget stor.” Abraham svarede: ”Gud Herre, hvad kan du give mig, når jeg må gå barnløs bort, og Eliezer skal være min arving.” Abraham sagde: ”Du har ikke givet mig afkom, så min hustræl skal arve mig.” Da lød Herrens ord til ham: ”Nej, han skal ikke arve dig, dit eget kød og blod skal arve dig.” Så tog han ham udenfor og sagde: ”Se på himlen, og tæl stjernerne, hvis du kan.” Og han sagde: ”Så mange skal dine efterkommere blive.” Abraham troede Herren, og han regnede ham det til retfærdighed.

Brevet til hebræerne, kapitel 11, vers 1-6: Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om ting, der ikke ses. Den er jo bevidnet om de gamle.  I tro fatter vi, at verden blev skabt ved Guds ord, så det, vi ikke ser, er blevet til af noget synligt.

  I tro frembar Abel Gud et rigere offer end Kain, og derved blev det bevidnet, at han var retfærdig; det vidnesbyrd gav Gud ham for hans offergaver, og i kraft af troen taler han endnu, skønt han er død. I tro blev Enok taget bort, for at han ikke skulle se døden, og han var der ikke mere, for Gud havde taget ham bort; for det er bevidnet, at før han blev taget bort, havde han behaget Gud. Men uden tro er det umuligt at behage Gud; for den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, som søger ham.

Prædiketekst: Lukas-evangeliet kapitel 17, vers 5-10: Apostlene sagde til Herren: ”Giv os en større tro! ” Herren svarede: ”Havde I tro som et sennepsfrø, kunne I sige til dette morbærtræ: Ryk dig op med rode, og plant dig i havet! og det ville adlyde jer. Hvis en af jer har en tjener, som pløjer eller er hyrde, vil han så sige til ham, når han kommer hjem fra marken: Kom straks og sæt dig til bords? Vil han ikke tværtimod sige: Lav mad til mig og bind kjortlen op om dig og vart mig op, mens jeg spiser og drikker; bagefter kan du selv spise og drikke. Mon han takker tjeneren, fordi han gjorde det, han har fået besked på? Således også I: Når I har gjort alt det, I har fået besked på, skal I sige: Vi er unyttige tjenere, vi har kun gjort, hvad vi skulle gøre. ”

Denne søndag kan man kalde ”Troens søndag”, fordi alle bibelteksterne, der læses i dag, handler om troen, dens væsen og vilkår.

Alle bibelteksterne handler også om personer. Deres erfaringer ligner vores, og hvad Herren sagde til dem, siger han også til os.

Den første handler om Abraham, og han viser os, at man godt kan være et troende menneske samtidig med, at man er nedtrykt, og troen er meget slidt, fordi Guds løfte – om en søn og en efterkommer som verdensfrelser - endnu ikke er gået i opfyldelse. Abraham taler til Gud i bebrejdende vendinger, men Gud sætter ham ikke i rette for det – eller for noget som helst andet. Gud er kun optaget af at opmuntre ham. Til sidst bryder Guds opmuntring igennem, så Abraham stoler på Guds løfte igen, og så får vi den vidunderlige oplysning, at Gud regnede ham denne tro til retfærdighed. Det er et svært udtryk på dansk, og jeg skal prøve at forklare det:

Abraham var et fejlende, syndigt menneske som hver og en af os. På denne måde er han i øjenhøjde med os. Det glædelige er, at Gud gør noget for ham, som han også vil gøre med os. Han opmuntrer ham til at stole på løfterne, Guds løfter, og når troen bryder frem, så tilregner Gud ham denne tro til retfærdighed. Tilliden til Guds løfter er hans retfærdighed. I kraft af den står han ikke som en synder over for Gud, men som et retfærdigt menneske.

Læg godt mærke til, at Abrahams tro ikke er fuldkommen. Han kunne netop komme i tvivl, og han kunne blive mismodig og bebrejde Gud, men Gud slår ikke hånden af ham. Gud opmuntrer ham, fornyer hans tro og regner Abraham denne ufuldkomne tro som en fuldkommen retfærdighed. Hvis vi går frem efter de moralske krav, står der minus i livets regnskab for Abraham. Hvis vi går frem efter Guds frelse, så står der plus i hans regnskab. Selv en ufuldkommen tro på Guds løfter regner Gud for plus.

Når det svage, ufuldkomne og syndige menneske giver sig Guds løfter i vold, så streger Gud al uretfærdigheden ud af regnskabet, og så sætter han retfærdighed ind i regnskabet. Det er ikke noget, vi har gjort os fortjent til. Det er en ren gave. Så store er Guds løfter. Så meget kan selv en ufuldkommen tro udvirke. Troen er en gave fra Gud. Selv den ufuldkomne tro er en gave fra Gud. Vi er så svage, at vi i dette liv aldrig kan komme længere end til en ufuldkommen tro, men Gud kan frelse os gennem den. Vi har ikke noget fuldkomment at give ham. Alligevel giver han os sin fuldkomne frelse gennem vores ufuldkomne tro.

Troen kan undertiden komme ud for så voldsomme angreb, at den slet ikke kan føles. Og nogle få troendes store sorg er, at de aldrig føler troen i dem selv. Det kan være en stor byrde, men jeg vil gerne trøste dem, der har det sådan, ved at sige, at troen sagtens kan være dér, også selv om man ikke føler den. Hvis man ved med sig selv, at man gerne vil følge Jesus, så er man troende, uanset, hvad man føler.

Hvad var det, vi sang før (DDS 577, vers 6)

”Er troen ofte svag, især når jeg af korset trænges, (dvs. sige trænges af modgang) så må dog troen være der, så længe sjælen længes at finde hjælp og mærke kan af håbet kun det mindste gran, så er der tro i hjertet.”

Længslen efter Kristus, og så blot den mindste smule håb – det er tro.

Nogle mennesker beder om livstegn fra Gud, men får det ikke, og så opgiver de Gud. Jeg vil ikke anbefale, at man beder om livstegn fra Gud, heller ikke, at man beder om, at man føler hans tilstedeværelse. Vi skal ikke tænke: ”Hvis han ikke giver mig et livstegn eller denne følelse, så vil jeg ikke følge ham.” Derimod vil jeg gerne anbefale, at man ser på personen Jesus Kristus og finder ud af, om man vil følge ham, hvis han findes. Det kommer nemlig ikke an på størrelsen af vores tro, end ikke på, om vi har styr på hans eksistens, men på, om vi ønsker at være sammen med ham. Hvis vi er usikre på hans eksistens, men glade for hans person, så han vi sige til ham: ”Herre, hvis du findes, så vil jeg gerne følge dig og være under dig beskyttelse.” Den bøn vil han opfylde. I den bøn overgiver man sit liv til ham. I den bøn bliver man frelst. Så lader man ham bestemme, om han vil give livstegn fra sig eller ej. Vi kan ikke bygge vores tro på forventning om livstegn. Kræfterne i de hedenske religioner kan også give livstegn fra sig – eller tie. Man kan selvfølgelig ikke fortænke folk i at tro på Jesus, hvis de beder til ham og får hjælp, og det er dejligt, når det sker, men når man ikke oplever det, så er det afgørende, at man tager stilling til Jesu person, hans ord og gerninger, ikke livstegn og følelser. Ønsker vi at være sammen med ham eller ikke? Søger vi ham eller søger vi ham ikke? Profeten Esajas skriver: Lykkelig hver den, der venter på ham! (Es 30,18).

Jeg fandt et par meget gode citater af Martin Luther om netop dette:

”Det er troens natur at føle synd og at ønske at være fri for den. Hvis du hos dig selv føler afmagt og ønsker, at du havde tro, så tak Gud; for det er et sikkert tegn på, at Ordet har ramt dig, og at det nu opøver dig og virker i dig.”

”Hvilken tro havde jeg mon, hvis jeg slet ikke følte uro og bekymring, som jo er med til at opøve troen. Når et ret angerfuldt hjerte taler, som om det tvivlede, så viser det, at det endnu ikke er sluppet igennem alle de anfægtelser og forhindringer, som Satan kaster i vejen for troen, men at det stadig sidder fast i nød og anstrengelse. Derfor er sådanne udtryk for tvivl meget mere et tegn på, at troen er der, nemlig den tro, som kæmper og frygter, og so har Guds nåde for øje.”

Alt det, som Gud lover os i paradiset i den kommende verden, kan vi endnu ikke se. Vi stoler på det, men vi kan endnu ikke se det. Vi kan heller ikke se troen, men vi kan ofte mærke den i os selv. De kommende goder i paradiset er her ikke endnu, men troen er her. De kommende goder er indtil videre virkeliggjort i troen. De mærkes kun i troen, og derudover har vi intet set. ”Troen er virkeligheden af de ting, vi håber på, bevis for ting, der ikke ses.” Sådan er troens væsen. Gud har lovet usynlige ting, og deres første virkeliggørelse er troen. Den kommende verden banker på, og de ”bankelyde”, vi kan høre, er troen. Efter at Jesus ikke er synlig iblandt os længere, er troen Guds riges første kendetegn i vores verden. Der er flere kendetegn, men troen er det første.

Man kan fristes til at tænke: ”Ikke andet!” Det føler vi, når vores tro er under angreb og godt slidt ned. Hjælpen er da at komme til at se tingene fra Guds side. Det er anliggendet her i teksterne. Troen er ikke kun en svag menneskelig følelse, som undertiden er ved at vakle. Selv når den er svag, er den også Guds gerning. Gud griber ind i vores verden og skaber sig børn netop ved, at vi kommer til at stole på ham.

Og Gud kan udføre store ting gennem denne tro. Ikke blot frikender han os for synd og lader os stå retfærdige for ham, men vi får også lov at gøre store ting i tjeneste for ham. Både bibelhistorien og kirkehistorien handler om det. Her må vi så lægge til, at de fleste kristne lever et almindeligt kristent liv uden de store avisoverskrifter. Hvor er troens vældige gerninger, kan man så spørge. I dag tror jeg, at vi mere end nogensinde må understrege, at selve det, at vi holder fast ved den kristne tro og den kristne gudstjeneste og den kristne etik, er et meget stort under. Det almindelige, kristne liv i udholdenhed, er et under, og efter nogle år kan man begynde at se, hvor meget troen betyder i ens liv. Livet forandres. Man føres i en helt anden retning, end man ellers ville være ført.

Vi bliver så ofte styrket i troen ved at høre om andres erfaringer i fortid og nutid - ikke bare erfaringer med at vente, men også erfaringer af opfyldelse. Hver gang vi hører om, at Gud opfylder bønner, så styrkes vores tro. Og i dag, hvor beretninger fra hele verden tikker ind, dér kan man få rigtig meget at høre om bønhørelse.

Det er denne side af troen, som Jesus først kommenterer, da hans disciple spørger om en større tro. Jesus lærer dem så, at det ikke er troens størrelse, det kommer an på, men dens art. Hvis de havde tro som et sennepsfrø, og det er kun en til to millimeter bredt, så ville de kunne sige til et træ, at det skulle rykke sig op med rode og plante sig i havet, og træet ville adlyde dem. Det er en voldsom illustration. Nu er det jo ikke den kristne kirkes opgave at flytte al verdens træer ud i havet – hvad skal vi med alle de træer ude i havet? - men illustrationen skal sige os, at selv den mindste tro kan udrette store ting. Bibelen fortæller om en lille pige, der motiverede en mægtig og sejrrig general til at rejse til profeten Elisa i Israel, hvor Gud helbredte ham, så han omvendte sig til Israels Gud. Der fortælles også en lille dreng, der bragte sin madpakke til Jesus, der med den mættede flere tusind mennesker. Begge disse undere tales der stadig om, og de er med til at drage mange mennesker til Jesus. Og det er bibelhistorien. Hele kirkens historie rummer mange af den slags oplevelser. Troen kan gøre store undere. Vi skal ikke stirre os blinde på dens størrelse og på vores egen svaghed. Det er troens genstand, det drejer sig om, nemlig Kristus selv. Det er ham, vi tror på, som kan udføre store ting. Vi skal bare blive ved at se hen til ham, både når vi er stærke, og når vi mærker vor svaghed og afmagt.

Når alt det er sagt, og troens liv er levet, og vi har tjent Herren, så skal vi ikke regne med fortjeneste. Vi må godt regne med løn, for Jesus taler om løn, men det er nådeløn. Troen flytter noget. Der sker noget, og den kan udrette meget med store gerninger i Jesu navn, men intet af dette kan fortjene frelsen. Selv troens største gerninger kan ikke bringe aflad for syndige gerninger, og de kan slet ikke fortjene evigt liv. Det evige liv, den evige glæde hos Gud er en gave både først og sidst, både på omvendelsens dag og på dommens dag. Når tjenesten er slut ved livets afslutning, siger Jesus, at vi skal sige: Vi er unyttige tjenere, vi har kun gjort, hvad vi skulle gøre.

Hvordan skal vi se på Jesus? Som den, der lønner sine tjenere. Hvordan skal vi se på os selv? Som unyttige tjenere. Man kan ikke sige, at Jesus stryger os med hårene, det er ikke behageligt at høre på, men det er åbenbart nødvendigt en gang imellem, for ellers ville hovmodet let snige sig ind og tage magten over os. På den ene side skal vi gøre alle de gode gerninger, vi kan, og på den anden side skal vi se på os selv som unyttige tjenere, der ikke kan fortjene frelsen.

Her er vi ved et af de store skel i kristenheden. Nogle kirkesamfund siger, at vi i sidste ende skal fortjene frelsen ved gode gerninger, ganske vist gode gerninger, som er fremelsket af Helligånden, troens frugter, men frelsen bliver dog en løn for en indsats, vi er med i. Resultatet af denne opfattelse er, at frelsen er usikker. Hvornår nar man gjort nok og godt nok.

Vor Herre og frelser lærer os det modsatte. Frelsen er en gave først som sidst. Resultatet af hans ord er, at frelsen er sikker. Kristus selv har vundet frelsen til os. Han har gjort både nok og godt nok. Den, der sætter sit håb til ham, er gået ind i Guds rige.

Amen

Kategorier BLOG - Jørgen Sejergaard