Udgivet af Jørgen Sejergaard, fre d. 27. dec 2019, kl. 13:04

Prædiken til Juledag 2019

Prædiketekst: Johannes-evangeliet kapitel 1, vers 1-18:

I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.

Der kom et menneske, udsendt af Gud, hans navn var Johannes. Han kom for at aflægge vidnesbyrd, han skulle vidne om lyset, for at alle skulle komme til tro ved ham. Selv var han ikke lyset, men han skulle vidne om lyset.

Lyset, det sande lys, som oplyser hvert menneske, var ved at komme til verden. Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud.

Og Ordet tog kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.

Johannes vidner om ham og råber: ”Det var om ham, jeg sagde: Han, som kommer efter mig, har været der forud for mig, for han var til før mig.” Af hans fylde har vi alle modtaget, og det nåde over nåde; for loven blev givet ved Moses, nåden og sandheden kom ved Jesus Kristus. Ingen har nogensinde set Gud; den Enbårne, som selv er Gud, og som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk.

  • Hvad er teksten til Juledag i år, spurgte min kone.
  • Det er I begyndelsen var Ordet, svarede jeg.
  • Det er jo en tekst lige til dig, konkluderede hun.
  • Det er jo ikke sikkert, den er lige til de andre, indvendte jeg.
  • Så må du jo gøre den til det, rundede hun af.

Og det forsøger jeg så. Jeg nævner to hovedpunkter fra teksten, nemlig evigheden og denne verden.

Vi mennesker forstår os ikke på evigheden, for den kender vi ikke. Vi forstår os bedst på denne verden, for den kender vi. Derfor er det en overraskelse, at det glædelige budskab i dag bruger vores håndgribelige verden til at bringe en oplysning om evigheden eller rettere: ham som er evig.

Tænk på vores verden! Tænk på universet! Stil så spørgsmålet: Hvor kommer det hele fra?

Evangeliet siger så: Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er.

Hele den verden, som vi kender, er blevet til ved en skikkelse, som vi ikke kender. Bibelteksten kalder ham Ordet. Det er ham, der var i begyndelsen. Hvert eneste molekyle, hver eneste partikel, hver eneste lysstråle, hver eneste form for energi er blevet til ved Ordet. Der findes ikke en eneste ting i hele universet, som ikke er blevet til ved ham. Alle ting, som har en tilblivelse, er blevet til ved ham.

Før alle skabte ting fandtes Ordet.

Det er nok her, vi skal tygge en ekstra gang eller to på tekstens budskab. Vi er i vores hverdag ikke så vante til at tænke så meget over lige den del af vores tro.

Ordet er på Skaberens niveau, ikke på vores. Ved hjælp af skaberværket, som vi kender, hjælper evangeliet os til at få perspektiv på Ordet, som vi ikke kender. Hele universet er blevet til ved Ordet. Ordet er Guds skabelsesredskab.

Hvorfra ved Johannes, at Gud har skabt alting ved Ordet? Hvorfor siger han ikke bare, at alt blev skabt af Gud og uden ham blev intet til af det, som er? Hvorfor taler teksten her om denne ekstra person, som er hos Gud, en ekstra person, hvormed Gud har skabt alting? Hvorfor skal det være så indviklet og besværligt? Hvorfra ved denne forfatteren alt det? Fordi han har mødt Ordet. For Ordet blev et menneske og tog bolig iblandt os, og ikke kun forfatteren til Johannes-evangeliet, men også rigtig mange andre så hans herlighed. Ordet er Jesus Kristus. Det er ham, Johannes-evangeliet taler om. Han bryder igennem udefra og kommer ind til os, så vi kan kende Gud. Han er forbindelsesleddet mellem os og Gud. Han forbinder Gud og mennesker. Det er hemmeligheden i hans person, for han er både hundrede procent menneskelig og hundrede procent menneskelig. Det er julens hemmelighed. Det er også hemmeligheden i hans gerning, for han forsoner Gud og mennesker. Det er påskens hemmelighed.

Jesus er ikke Gud fader, mens Guds ord, Ordet. Og så er han et menneske, Marias søn.

Til at begynde med så man bare et almindeligt menneske, men efterhånden, da man lærte ham nærmere at kende, indså man, at han også er mere end et menneske. Han har guddommelige egenskaber. Derfor var det en overvældende oplevelse at følge ham. Han så ud som et menneske, spiste og sov som et menneske, men hans ord og undergerninger var guddommelige. Til sidst var der ikke andre muligheder end, at han er Guds evige skaberord. Hverdagens kendsgerninger fødte denne erkendelse hos Jesu disciple.

Allerede i Det gamle Testamente omtales en sådan skikkelse hos Gud. Den kaldes for visdommen, og den er personlig. I Ordsprogenes bog i Det gamle Testamente taler visdommen direkte om sig selv og sit forhold til både Gud og verden. Den siger sådan:

”Herren ejede mig som sin vejs begyndelse, forud for sine gerninger, fra fordums tid. Fra evighed er jeg indsat, fra det første af, før jorden var” (Ordsprogenes Bog 8,22-23, 1871-oversættelsen).

Det er ikke så mærkeligt, at de første kristne efterhånden som de lærte Jesus at kende, kom frem til, at han må være Guds visdom, som er blevet menneske. Den himmelske skikkelse hos Gud, som Det gamle Testamente omtaler, han er blevet til mennesket Jesus Kristus. Paulus skriver, at vi prædiker Kristus som Guds kraft og Guds visdom (1 Kor 1,24).

Vi forstår altså ikke Jesus bare ved at gå tilbage til jomfru Maria. Vi skal helt tilbage til evigheden for at forstå ham. Vi skal helt tilbage til evigheden før verdens skabelse. Da var han hos Gud. Paulus skriver et sted:

I ham blev alting skabt … Ved ham og til ham er alting skabt. Han er forud for alt, og alt består ved ham (Kol 1,16-17). Så stor er Jesus Kristus. Længere fremme i Johannes-evangeliet taler Jesus selv om den herlighed, han havde hos Gud, før verden var til (Joh 17,5).

At Gud havde visdommen hos sig fra evighed af, vidste jøderne godt i forvejen. Mange af de hedenske grækere mente det samme. Det, som kristendommen forkynder, er, at visdommen er blevet til mennesket Jesus Kristus. Og her vil ikke alle jøder og hedninger være med.

Evangeliet i dag fortæller både om sorg og glæde i den anledning. Guds evige skaberord blev menneske og kom til verden, som han selv havde skabt, og i udgangspunktet var det en stor glæde. Det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden. Det er julens store glæde. Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed. Ordet er kommet til os som mennesket Jesus, og vi får lov at se hans herlighed. Vi får lov at se hans storhed. Hans første disciple så den i hans gerninger og ord, og vi andre får lov at se den i evangelieforfatternes ord og i vore erfaringer af hans ånd virkninger i os og omkring os.

Det er stort at læse og høre alle profetierne i Det gamle Testamente om frelseren, der skulle komme. Det er endnu større at læse om, at han er kommet, og at høre hans egne ord i evangeliet og at høre om, hvad han har gjort. Dér ser vi hans storhed, som han har den fra Gud.

Det er denne storhed og skønhed, som vi får lov at indse og stole hos Jesus Kristus, og i den kommende verden får vi lov at se den. Det er stort.

Denne storhed ændrer også vores tilstand. Enhver, som tager imod ham, bliver Guds barn. Derved bliver vi Jesu brødre og søstre. Et vidunderligt privilegium. Det er glæden.

Der er også blandet sorg i glæden. Han var i verden, og verden er blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham.

Det er den store sorg i kristendommen. Ikke alle kender Jesus. Ikke alle vil kendes ved ham. Det er en gåde, at det er sådan, men vi må leve med denne gåde og denne sorg.

Det kan vi kun, fordi der også er en glæde. Ikke alle har afvist ham. Faktisk er der mange, der har taget imod ham. Selv om vi undertiden i kirken kan føle, at vi er få, så er vi ikke få, når vi ud over verden.

Det kristne livs rigdom er ikke kun, at vi får lov at være Guds børn, heller ikke, at vi får lov at kende Jesu storhed, som han har den fra Gud, men at vi får lov at kende Gud som vor Fader. Den ukendte, usynlige Gud har givet sig til kende i Jesus Kristus. 

Når vi hører mere om denne storhed, hører vi, at Jesus ikke blot er Guds skaberord, nej, han er også Guds evige søn, som er i Guds faders favn. Her ser vi ind i et familieforhold i den himmelske verden. Gud troner ikke i ensom majestæt, nej, han har sin søn hos. Ligesom vi har vore børn i vores favn, når vi giver dem et knus, sådan er Jesus i Guds favn.

Og evangeliets sidste bemærkning har store konsekvenser for os. Der står om Jesus, at han er blevet Guds tolk. Af os selv kender vi mennesker ikke den evige og usynlige Gud. Syndefaldet har medført, at han er blevet en fremmed for os, og vi kan ikke finde frem til ham. Det glædelige er, at han har banet sig vej til os. Han er brudt igennem udefra og ind til os. Han har sendt Jesus som sin egen fortolker. Og Jesus kommer ikke med en mængde forklaringer. Han kommer først og fremmest med sig selv. I sin egen person er han Guds tolk. Den, der har set mig, har set Faderen, siger den voksne Jesus i en samtale senere her i Johannes-evangeliet.

Gud har givet sig til kende. Gud har givet sig til kende i sin søn. Den søn er Jesus Kristus. Denne tilkendegivelse er julens store begivenhed, julens store glæde. Vi skal ikke længere famle i vores egen uvished, i vores eget mørke. Vi er ikke længere overladt til os selv og vore egne trodsige og triste tanker. Nej, nu skinner lyset fra Gud, ikke som en serie informationer, men som et kærligt menneske med myndighed til at sprænge syndens og dødens grænser og give os freden og liv et tilbage.

Gud har givet sig til kende, for hans tolk er kommet. Evigheden er så at sige trådt ind i vores verden. Han, som vi ikke kender, er kommet til os, ikke kun som vores herre, men også som vores bror. Gennem ham kan vi lære Gud at kende og os selv at kende. Gennem ham kan vi blive Guds børn. Og den, der tager imod ham, er Guds barn med alle de rettigheder og rigdomme, det indebærer. Det er jo det, som er meningen med dåben.

Glædelig jul

Amen

Kategorier BLOG - Jørgen Sejergaard