Udgivet af Jørgen Sejergaard, man d. 23. dec 2019, kl. 10:12

Prædiken til 3. søndag i advent 15. december 2019 kl. 10.30 i Egedal kirke ved sognepræst Jørgen Sejergaard

 

Prædiketekst: Lukas-evangeliet kapitel 1, vers 67-80:

Johannes’ far, Zakarias, blev fyldt med Helligånden og profeterede:

”Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk.

Han har oprejst os frelsens horn i sin tjener Davids hus, sådan som han fra gammel tid har forkyndt ved sine hellige profeters mund:

at frelse os fra vore fjender og fra alle dem, som hader os,

at vise barmhjertighed mod vore fædre og huske på sin hellige pagt, den ed, han tilsvor vor fader Abraham:

at fri os fra vore fjenders hånd

og give os at tjene ham uden frygt i fromhed og retfærdighed for hans åsyn alle vore dage.

Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet, for du skal gå foran Herren og bane hans veje og lære hans folk at kende frelsen i deres synders forladelse,

takket være vor Guds inderlige barmhjertighed, hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej.”

Drengen voksede op og blev stærk i ånden, og han var i ørkenen til den dag, da han skulle træde frem for Israel.

(Understregninger ved Jørgen Sejergaard)


Lad os forestille os, at vi står rundt om en lille sø! Pludselig falder der en sten ned midt i søen, og den laver ringe i vandet, der lige så stille breder sig ud over søen og ud til søbredden hele vejen rundt.

Lad os så skifte søen ud med et verdenskort! På samme måde som stenen falder i søen, lod Gud noget stort ske midt i verden, i Israels lille land, og det har haft ringvirkninger ind i menneskenes liv ud i alle verdens lande.

Hvad skete der? Hvad er det store? Det store er, at Gud har besøgt og befriet sit folk, Israel, men det stopper ikke der. Fra Israel breder Guds frelse sig til alle folk. Friheden og freden breder sig.

Den gamle præst, Zakarias, så kun begyndelsen af denne store historie. Hans smukke profeti står i begyndelsen af Lukas-evangeliet. Gennem hele Ny Testamente ser vi, hvordan ringene breder sig fra Israel ud til hele verden. Men i dag handler det om indholdet. Hvad er det, der breder sig?  

”Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk.

Der har været mange store begivenheder i verdenshistorien og Israels historie. Mange store profeter har Gud sendt, og talrige gange har Gud reddet Israel fra undergangen, men denne redningsaktion overgår dem alle. Nu går Guds ældgamle løfter og forudsigelser i opfyldelse. Historiens vingesus er over det.

Den gamle Zakarias ser tilbage på to højdepunkter i sit folks historien. Vi får ikke en lang kongerække og en mængde årstal, som vi alligevel ikke kan huske, nej, han nævner blot to personer. I Danmark ville det svare til, at vi kun skulle huske Gorm den Gamle og Christian den Fjerde. Det kan vi lige klare.

Først tænker den gamle præst tusind år tilbage til Israels guldalder under kong David. Gud lovede David, at en af hans efterkommere skulle blive konge til evig tid. Han skulle blive et ”frelsens horn”, dvs. blive en mægtig frelser. Dette løfte er nu ved at gå i opfyldelse, siger Zakarias.

Dernæst tænker den gamle præst to tusind år tilbage til Israels stamfader Abraham. Abraham fik et løfte fra Gud om, at en af hans efterkommere skulle blive til velsignelse for hele verden. Også dette løfte er nu ved at gå i opfyldelse.

Når børn venter på jul, snegler tiden sig af sted, og forventningen er spændt til det yderste. Sådan var det også hos Israels folk. Men her var det ikke en enkelt måneds spændt barnlig forventning om julegaver, men et helt folks spændt forventning gennem to tusind år om en frelser.

Zakarias står i den gamle pagt, Sinaj-pagten mellem Gud og Israel, De ti buds pagt, som det meste af Det gamle Testamente handler om. Denne gamle pagt drejede sig om et folks og et lands overlevelse. Israels folk havde mange fjender, der ønskede dem hen, hvor peberet gror. Derfor står der meget i Det gamle Testamente om frelse fra fjenderne. Det er løfter til en truet nation om både overlevelse og trivsel, så de kan rejse op til Jerusalem og træde frem for Guds ansigt i templet dér og tjene Gud uden frygt i fromhed og retfærdighed.

Det er præcis det, Zakarias taler om her. Men det særlige er, at Gud nu er ved at sende frelseren. Zakarias ved nemlig, at Maria snart skal føde frelseren.

Ja, men hvad så med hans egen lille søn? Hvilken rolle spiller han? Det siger Zakarias meget klart: du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet, for du skal gå foran Herren og bane hans veje.

Johannes Døber er ikke hvem som helst. Her er Guds profet, men dem har der været mange af. Det særlige ved Johannes Døber er, at han gik foran Herren og banede vejen for ham. Det siges ikke om nogen anden profet i Israel. Det er ham, der råber: Ban Herrens vej, som vi hørte det læst før fra alteret. At Johannes skulle få den opgave, havde den gamle Zakarias fået at vide på forhånd, og nu lovpriser han Gud for det og får sagt, hvad der er det særlige ved alt det nye, som skal ske. Zakarias står midt i den jødiske kultur med alle dens traditioner og forventninger og dér får han sagt, hvad frelseren skal bringe. Frelsen er syndernes forladelse. Det er det, Johannes Døber skal lære folket.

Selv om Israels var et stort problem, så var det ikke nok at reddes fra dem. Det er endnu vigtigere at reddes fra synden. Man er ikke reddet, før man har fået syndernes forladelse, Guds tilgivelse. Det gælder Israel, og det gælder alle andre mennesker på jorden.

Syndens problem overskygger alle andre problemer. Det ved vi ikke af os selv, og derfor må Gud sende nogen for at fortælle os det. Det er meget forskelligt, hvordan vi har det med synden. Nogle mennesker har store skyldproblemer. Man kan ikke altid se det på dem. Man kan skjule det for andre. Man kan måske også skjule det for sig selv, indtil man bliver mindet om det. Andre har ingen skyldproblemer. Synden behøver nemlig ikke at være en mængde onde gerninger, man har på samvittigheden. Syndens kerne er, at vi har nok i os selv, og gerne vil have Gud på afstand. Da er man på afstand af både sandheden og livet. Så længe livet går godt, tænker man ikke over det. Når problemerne melder sig, kommer det frem, at man kun har menneskelige ressourcer at støtte sig til, og de er begrænsede. Og skulle man en dag havne i skyldproblemer, så gør det ondt, hvis man ikke kender Gud. Det har alle dage været menneskenes lod at stå alene over for synd og død. Zakarias siger her, at Gud ikke alene har lovet os en frelser fra disse ting, men han siger også, at nu opfylder Gud løfterne. Nu kommer frelseren.

Gud elsker os, og han vil befri os fra synd og død. Der er hjælp at få for dem, som indser, at de trænger til noget, som er større end dem selv. Der er også hjælp til dem, som har dårlig samvittighed og mærker synden. Jo mere man kommer til kort, jo mere man opdager og mærker sin egen svaghed, sine egne svigt osv. jo mere vil Gud trøste og redde. Er der så ikke frelse for dem, som ikke føler sig som syndere? Jo, der er redning for enhver, som får tillid til Jesus Kristus. Det er det grundlæggende. Han forlanger ikke, at vi skal kende alle menneskelivets vanskeligheder for at følge ham. Man skal bare følge ham og lade ham lære os vejen. Så skal han nok hjælpe os med at vandre på den og hjælpe os med alle problemer under vandringen, også syndens problem, når vi opdager det.

Synden kan farve menneskelivet gråt. Så ser man ikke ud over sin egen næsetip. Man ser ikke Guds visioner. Man får slet ikke fat i det egentlige, men er ligeglad. Man har nok i sig selv.

Synden kan også lægge en tåge ind over menneskelivet. Man famler i blinde, men ved dog, at man ikke kan finde vej. Det er håbløsheden, Hvor man ikke kender Guds kærlighed og frelse. Man famler i blinde med uopfyldte længsler.

Og så kan synden også farve menneskelivet sort. Det sker, når man udsættes for al den menneskelige ondskab og nederdrægtighed – eller hvis man selv har udsat nogen for det og fortryder, hvad man har gjort. Man lider under både andres og sin egen egoisme, og man stresses under det moderne pres, hvor man skal være smuk og smart og have styr på alt. Og går det helt galt, så bliver man afstumpet og kynisk. Og for enden af vejen venter døden, som tager alt fra os.

Det er alt dette, Gud vil redde os fra. Han er inderligt barmhjertig. Gud vil os det bedste. Han har omsorg for os, og hjerte for os. Han føler virkelig med os, når vi har det hårdt. Derfor har han sendt frelseren.

Frelseren kommer som en solopgang, ikke en almindelig smuk solopgang, hvor smuk den end kan være, men som en overjordisk, himmelsk solopgang, nemlig solopgangen fra det høje – et vidunderligt billede.  


Solopgangen fra det høje vil lyse for mennesker, der befinder sig i dette mørke og føre dem ud af mørket og ind i en helt ny tilværelse, hvor der ikke er mørke, men fred. Ligesom en smuk solopgang har en nyskabende kraft i sig, om ikke andet, så dog for nogle øjeblikke, sådan har Guds store solopgang også en nyskabende kraft i sig, men det er ikke kun for nogle øjeblikke, men for hele livet og hele evigheden.

Solopgangen fra det høje er Jesus Kristus. Det er ham, der er det nye. I Det gamle Testamente fik de løfter om, at han skulle komme. Snart skal vi fejre den store fest for, at han er kommet. Han er alternativet til det forbrugsræce og det gruppepres, som holder os i et jerngreb og stresser os. Jesus lyser for os, så hedenskabets mørke må vige. Her er der syndsforladelsens glæde til dem, der mistet den indre fred, og her er der liv til dem, der døden i øjnene. Her befries man fra dødens kolde magt til evigt liv med evig glæde foran Guds ansigt. Solopgangen fra det høje spreder også tågen, så vi ikke skal famle i blinde. Vi får håb og fremtid og vejledning.

Gud indbyder os til at være med i hans store planer. Når man er med i noget stort, så kan man blive så grebet af det, at man glemmer sig selv af glæde over alt det store man oplever. Det store i kristendommen er vor Herre, og når man kommer til at tjene ham, så befries man fra selv at spille vor Herre, og så befries man til at være det, vi er skabt til, nemlig til at være mennesker.

Kom og vær med i det store, som Gud gør for os! Kom og indånd den frihed, som han vil give!

Glædelig advent

Amen

Kategorier BLOG - Jørgen Sejergaard