Udgivet af P - Kirsten Johansen, søn d. 15. sep 2019, kl. 13:52

13. søndag efter Trinitatis 2019 Salmer:  Nr. 729 - Nu falmer skoven - 356 - Almagts Gud - Nr. 696 - Kærlighed er lysets kilde/ 164 - Øjne I var lykkelige (Mel: Heinrich Nutzhorn)  - Musik/motet  efter nadver- 447 før dåb - 448 efter dåb - 370 - Menneske din egen magt

Dette hellige evangelium læser vi i Lukasevangeliet kapitel 10 v. 23-37.

 Så vendte Jesus sig til disciplene og sagde til dem alene: »Salige er de øjne, som ser det, I ser. For jeg siger jer: Mange profeter og konger har ønsket at se det, I ser, og fik det ikke at se, og at høre det, I hører, og fik det ikke at høre.« Da rejste en lovkyndig sig og ville sætte Jesus på prøve og spurgte ham: »Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?« Han sagde til ham: »Hvad står der i loven? Hvad læser du dér?« Manden svarede: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.« Jesus sagde: »Du har svaret rigtigt. Gør det, så skal du leve.« Men han ville retfærdiggøre sig selv og spurgte Jesus: »Hvem er så min næste?« Jesus svarede og sagde: »En mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød. Tilfældigvis kom en præst den samme vej; han så manden, men gik forbi. Det samme gjorde en levit, der kom til stedet; også han så ham og gik forbi. Men en samaritaner, som var på rejse, kom hen til ham, og han fik medynk med ham, da han så ham. Han gik hen og hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem, løftede ham op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg og sørgede for ham. Næste dag tog han to denarer frem, gav værten dem og sagde: Sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage. Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?« Den lovkyndige svarede: »Han, som viste ham barmhjertighed.« Og Jesus sagde: »Gå du hen og gør ligeså! 

Prædiken

Livet er et under… det tror jeg at rigtig mange af os må sige til os selv, når vi oplever noget meget stort. Når vi får et barn eller barnebarn i familien, når vi kommer os, efter en hård tid med sygdom, eller når vi mærker andres kærlighed strømme imod os.

Men livet kan også være hårdt … når vi mister, eller når der opstår splittelse og uvenskab i familien. Der er ting, vi har meget svært ved at tale om, og vi har nogen gange en følelse af, at andre slet ikke kender de sorger, vi slås med. Men hvis vi tør åbne os, opdager vi, at det ikke er sådan, for ingen af os går gennem livet uden at møde modgang. Der kommer…Noget…. til os alle!

Jesus fortæller om en mand, som var på vej fra Jerusalem til Jeriko. Måske havde han vigtige forretninger at gøre og havde travlt. Han gik – for der var ingen biler og tog eller busser. Vejen var øde, men han kendte den og havde gået den mange gange før.

Pludselig dukkede en flok kriminelle frem fra en kløft i de øde bjerge. Røvere, der var ude på at stjæle alt, hvad der havde værdi. De overfaldt ham og slog og sparkede og tog alt, hvad han havde på sig. Så forsvandt de, og lod ham ligge forslået og blødende midt på vejen. Han havde mistet bevidstheden og kunne ikke råbe op. Hvis der skulle komme nogen forbi, ville de tro, at han allerede var død.

Der kom nogen forbi. Først var det en præst. Han burde i hvert fald hjælpe, tænker vi. Men han kastede kun et enkelt blik på den sårede og skyndte sig videre. Han standsede ikke for at undersøge om manden var levende eller død. Så kom en levit til stedet – en slags hjælpepræst eller kordegn – men han skyndte sig også videre.

Heldigvis kom der endnu en til stedet ! Han var samaritaner. Bestemt ikke en af de gode mennesker i det land. Samaritanere og jøder fra fjender og lå tit i krig med hinanden. Gad vide hvad han kunne finde på at gøre ved den sårede?

Samaritaneren stoppede op, bøjede sig ned og blev klar over, at manden var i live. Han rensede hans sår og løftede ham op fra jorden– og lagde ham på sit æsel. Han førte manden til en kro, hvor han kunne komme sig. Og han gav endda kroværten penge, så han kunne tage sig af den syge – og rejste videre.

Tre mennesker så den overfaldne mand!  Vi lægger nok mest mærke til de to, der gik forbi. Ukærlige og uden tanke for andre end dem selv, tænker vi.

Men vi kunne også vende det om, og føle taknemmelighed over at der findes mennesker – som samaritaneren. Hvordan kan det være, at nogen mennesker standser op og hjælper? Hvad er det der gør, at vi har følelser for hinanden.

Jan Guillou – den svenske forfatter, fortæller i en af sine krimier om hovedpersonen, Hamilton, som kører ad store veje gennem USA. Han har i sin træningslejr fået at vide, at hvis der holder en bil i vejkanten – med motorhjælmen slået op – skal han køre videre. Sandsynligheden for, at det er bluff, er stor – at det i virkeligheden er en smart måde, at få folk til at standse. Man risikerer at blive slået ned og få frastjålet alt. Men da han kører i et øde område ser han to unge mænd stå bøjet over en opslået motorhjelm. Der går mange tanker gennem hans hoved. Men han vælger alligevel at standse op. Han får de to unge mænd ind på bagsædet af sin bil. Under kørslen sidder han – med nerverne uden på tøjet og spørger dem ud – for at finde ud af om deres historie passer. Han ved ikke om de pludselig vil trække en kniv eller en pistol op af lommen. Men det viser sig – at de er to studerende, der bare har haft  motorstop.

Hvorfor standsede han? Hvorfor vandt barmhjertigheden over angsten?

Vi ved det ikke! Men vi hører jo, at det sker. Mennesker, der går langs havnekajen og pludselig ser en, der er faldet i. De glemmer hvor de skal hen og springer i vandet – for at redde den, der ligger ude i vandet.

Vi hører også historier fra verdens brændpunkter, om læger og sygeplejersker og nødhjælpsarbejdere, der dagligt sætter livet spil for at hjælpe. Og vi kender alle til mennesker, som har et meget stort hjerte for andre – og er parat til at hjælpe, hvor de kan.

Ja, vi har – på trods af tidens selvoptagethed og egoisme – en tro på, at livet er helligt!  At det rigtige er, at vi skal tage os af andre.

  Lignelsen om den barmhjertige samaritaner blev fortalt af Jesus en dag, hvor han blev spurgt, af en jurist, en der kendte loven ud og ind, hvilket bud, der  var det største. Og Jesus svarede ved at fortælle historien om samaritaneren, om kærligheden der ikke har nogen grænser. Den skal vise sig, når vi møder mennesker, der har brug for os.

  Historien nærmest tvinger os til at indse, at kristen tro er ikke noget, vi kan holde for os selv, inde  i hjertet eller hjernen – den har også at gøre med vores hænder og fødder. Hvis troen skal leve og vokse i verden, må den være virksom i kærlighed.

Uanset om det handler om en ven eller en fremmed, og uanset hudfarve og religion.

Lignelsen har betydet meget op igennem historien. Den har medvirket til at vi i kirken har organisationer, der tager sig af hjemløse, prostituerede, alkoholikere og narkomaner. De der er opgivet af alle andre. For ethvert menneske har værdi.

  Jesus siger ikke, at det gode liv kun findes hos dem, der kan klare sig selv. Men at det gode liv bliver til, hvor kærligheden råder. Der hvor man handler som den barmhjertige samaritaner og lader sig opholde og stoppe – af et menneske i nød.

  Når vi mødes til gudstjeneste – skal vi ikke være blinde for det onde, som sker ude i verden. Vi skal heller ikke være blinde for, at meget kunne gøres bedre. Og at vi nogen gange er som præsten og levitten i historien, der havde for travlt, eller af frygt for, hvad der kunne ske dem, bare skyndte sig af sted.

Og at de mange nedskæringer, som hele tiden sættes i værk, for at budgetterne skal nå sammen, især rammer de svageste i blandt os.
Vores opgave er derfor at forkynde, i ord og handling, at Gud i sin kærlighed sendte sin søn til vores verden. Han kom med kærlighed og syndernes forladelse for at sætte os fri til at elske hinanden.

    Vi skal give hans kærlighed videre. Være hans forlængede arm. Og vi skal være med til at kæmpe for de små og svage, de syge og sårede, alle, som har brug for, at nogen ser dem og ikke bare skynder sig videre.  Vi skal være Guds hænder i verden. 

Amen

 

 

 

 

--

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kategorier BLOG - Kirsten Johansen