Udgivet af Jørgen Sejergaard, søn d. 4. aug 2019, kl. 13:13

Prædiken til 7. søndag efter Trinitatis 2019 kl. 10.30 i Egedal Kirke

Prædiketekst: Lukas-evangeliet kapitel 19, vers 1-10:

Og Jesus kom ind i Jeriko og gik gennem byen. Dér var den en mand, som hed Zakæus, han var overtolder, og han var rig. Han ville gerne se, hvem Jesus var, men kunne ikke for skaren, da han var lille af vækst. Så løb han i forvejen og klatrede op i et morbærfigentræ for at få ham at se, for han måtte komme den vej forbi. Da Jesus kom til stedet, så han op og sagde: ”Zakæus, skynd dig at komme ned! I dag skal jeg være gæst i dit hus. ” Så skyndte han sig ned og tog glad imod ham. Men alle, som så det, gav ondt af sig og sagde: ”Han er gået ind som gæst hos en syndig mand. ” Men Zakæus stod frem og sagde til Herren: ”Se, Herre, halvdelen af, hvad jeg ejer, giver jeg til de fattige, og hvis jeg har presset penge af nogen, giver jeg det firedobbelt tilbage. ” Da sagde Jesus om ham: ”I dag er der kommet frelse til dette hus, fordi også han er en Abrahams søn. For Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte. ”

  

 

Jesus er kommet for at opsøge og frelse det fortabte. Derfor opsøger han os. Derfor opsøger han mennesker, som vi ikke ville opsøge. Og derfor vender han op og ned på tingene.

Vi ser i denne beretning, hvordan den menneskelige ondskab og den menneskelige selvretfærdighed ytrer sig.

Vi ser Zakæus. Han lever som en karikatur af et menneske. Hele hans liv drejer sig om penge. Zakæus har mange efterfølgere i dag. Alt drejer sig om penge, og hvad der kan købes for penge. Der er som bekendt to undtagelser: kærlighed og liv. Man kan ikke købe sig til ægte kærlighed, og man kan ikke købe nogen fri fra døden. Kærlighed og liv er ellers det vigtigste i livet, så hvis man kun satser på penge, får man et begrænset liv.

Kærligheden og livet skæmmes og ødelægges af to forhold i livet, nemlig skyld og død. Skylden tager freden fra os og hæmmer kærligheden, og døden tager livet fra os. Selv om man har mange penge, hjælper de ikke mod skyld og død.

Jesus kommer for at give os netop de to ting, som man ikke kan købe for penge. Han kommer med den kærlighed, som tilgiver, og den myndighed, som giver liv, opstandelse, evig glæde.

Det ser ud til, at der ikke var mange, der forstod det i Jeriko, da Jesus var på vej. Og så kan vi spørge, hvad vi skal bruge sådan en gammel oplysning til. Hvad skal vi i det hele taget bruge historien til? Jeg tror, at historien ofte gentager sig. På den ene eller den anden måde kan vi komme ud for noget, der ligner det, der skete i Jeriko.

Noget, der springer i øjnene med det samme, er vores manglende overblik. Vi ser så kort. Jesus ser langt og vil lære os ikke at se langt, for det kan vi ikke, men at tro langt, om man så må sige, tro på Guds løfter og visioner, som er langt større end vore løfter og visioner.

Tænkt, hvis de sociale medier var opfundet på Jesu tid! I løbet af få sekunder ville han være blevet verdens mest udskældte mand, fordi han tog ind og spiste hos Zakæus. En hær af journalister ville stå uden for huset parate til at udspørge ham om, hvordan han dog kunne tillade sig at spise hos denne korrupte og hensynsløse mand.

Mon der havde været lige så mange journalister i den følgende tid, når Zakæus gik rundt og delte penge ud til alle dem, han havde presset penge af?

Jesus ser længere og dybere end os. Jesus kunne se, at han kunne ændre hele byens liv ved at besøge byens værste mand. Det var der ingen andre, som overhovedet kunne forestille sig. Vores livssyn er begrænset. Vi tænker i to forhold: løn og straf. Gør man det gode, skal man belønnes, og går man det onde, skal man straffes. Gulerod og pisk. Det er tydeligt, at folk i Jeriko tænker på den måde. Det er det samme syn, der præger politik. Og det er ikke så mærkeligt, for vi mennesker har ikke andre virkemidler. Vi ved godt, at kærligheden kan forandre folk, men det sker ikke så tit, og det er ikke noget, man kan bruge i politik, og det er slet ikke noget, man tænker på, når man er vred. Sådan var det i Jeriko, og sådan er det i dag. Historien gentager sig, fordi vi mennesker ikke har forandret sig. Sprog og kultur og teknik har forandret sig, men ikke følelserne. Den menneskelige selvretfærdighed og vrede er den samme.

Jesus taler også om løn og straf, men langt mere om noget andet, nemlig forandring, hvor man både får et andet syn på sig selv og et andet forhold til Gud. Den forandring kalder han frelse. Løn og straf kender vi til uden at kende Jesus. Frelse derimod kender vi kun fra ham.

Frelse er et belastet ord i dag. ”Åh, han ser så frelst ud,” siger man om en, der har faste meninger om noget. Han skal ud og frelse hele verden, siger vi om idealisterne. Og når kirken taler om frelse, så bedyrer man, at menneskene ikke trænger til frelse.

Hvis vi vil finde den ægte vare, selve frelsen, og hvis vi vil lære, hvordan den formidles godt, så skal vi lytte til Jesus og se på hans væremåde. Han holder ikke nogen programtale, da han kommer til Jeriko. Han står ikke frem og siger: ”I er fortabte alle sammen, og nu vil jeg frelse jer.”  Nej, han går stille og roligt gennem byen, går hen til træet, hvor Zakæus er kravlet op, og siger, at han gerne vil besøge ham.

Ved denne handling opnår Jesus hele byens opmærksomhed. Meget kan man sige om ham, men han kan i hvert fald få opmærksomhed. Det ville svare til, at en biskop i Danmark havde besøgt lederen af en kriminel bande og spist middag hos ham. Det skulle nok få presse.

I løbet af måltidet sker der det mærkelige, at Zakæus får lyst til at gå en ny vej. Han er fuldt ud klar over sine forsømmelser og forsyndelser. Han har svigtet de fattige, og han har presset penge af andre. Derfor vil han give halvdelen af sine penge til de fattige, og han vil betale pengeafpresning firedobbelt tilbage. Zakæus har fået et nyt syn på penge og på andre mennesker, fordi Jesus har været i hans hjem. Jesus kom til at betyde mere for ham end penge. Derfor begyndte han at dele sine penge ud. Han blev ikke frelst ved at dele sine penge ud, men han delte sine penge ud, fordi han var blevet frelst. Det svarer til det, Paulus skriver om, som jeg læste fra alteret for lidt siden. Han bruger lidt andre og sværere ord, men det er samme sag. Når vi er blevet befriet fra synden og uretfærdigheden, så begynder vi at leve på en ny måde. Zakæus udtrykker sig enklere. Han stod ikke op og sagde, at han var blevet frelst. Han sagde bare, hvad han ville gøre med sine penge. Men Jesus ser hans nye holdning som et udtryk for, at frelsen er kommet til Zakæus’ hus. På trods af sine ugerninger var også Zakæus en jøde, en efterkommer af Abraham. Frelsen er bestemt for dem, selv for Zakæus, og nu er frelsen så kommet til ham.

Er frelsen så ikke for os andre, som ikke er jøder? Jo, det er den. Jesus bad til sidst efter sin opstandelse sine venner om, at de ville sprede hans indbydelse til alle folk på jorden.

Jesus kan noget helt særligt, som ingen andre kan. Han kan forandre mennesker, så de begynder at tænke og handle anderledes. Jeg taler ikke om uddannelse og politisk propaganda, men om livsforvandling, hvor man kommer til at se anderledes på både Gud, sig selv og sine medmennesker.

Og da først Jesus har forandret Zakæus, forandrer han hele byen. Der står ikke, at de alle blev disciple af Jesus i den by, men de må have fået en hel del at tænke over, da byens værste mand blev deres største velgører og skiftede korruptionen ud med næstekærlighed. Måske var der en og anden, der skammede sig over, at de først havde brokket sig over Jesus og bagefter fik besøg af Zakæus, der gav dem firedobbelt tilbage, hvad han havde presset dem for.

Hvis det er sket – og det er vanskeligt at forestille sig, at det ikke er sket – så gælder det, at Jesus ikke kun har forholdt sig til uretfærdigheden hos Zakæus, men også afsløret selvretfærdigheden hos byens andre borgere, og han har ikke kun afsløret det, men også vist et alternativ. Både uretfærdighed og selvretfærdighed binder menneskene til sig. Kriminelle har svært ved at slippe ud af kriminaliteten, og de selvretfærdige har svært ved at slippe ud af selvretfærdigheden. Begge dele har magt over menneskene, men Jesus kan befri os fra begge dele.

Thorkild Grosbøll sagde, at man skulle lade Jesus være det, han var bedst til, nemlig menneske. Jeg vil sige, at vi skal lade Jesus gøre det, han er bedst til, nemlig at befri og forandre mennesker.

Hvis vi ved om os selv, at disse ting binder os og holder os borte fra Gud eller hele tiden truer med at bringe os bort fra Gud, så lad os bede Gud om hjælp, som Kristus har lært os det: Led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde! Overgiv os ikke til uretfærdighed og selvretfærdighed, men red os fra det onde!

Når Jesus besøgte Zakæus og dermed bragte noget godt til både ham og hele byen, så vil han også det samme for alle andre byer og alle andre mennesker. Man kan ikke være så uretfærdig og selvretfærdig, at Jesus ikke ønsker at have med os at gøre. Men på et tidspunkt må vi træffe et valg. Når Jesus siger: I dag skal jeg være gæst i dit hus, skynder vi os så at åbne døren for ham, eller lader vi den være lukket.

Dette valg viser os også, hvad frelse dybest set er. Frelse er at have Jesus i sit liv. Frelse er ikke en ting, men en person. Frelse er Jesus Kristus selv. Han er overalt – også hjemme i vores stue, men spørgsmålet er, om man er glad for, at han er der, eller hellere ser, at han går. Når man beder ham ind i sit liv, så er frelsen kommet til en.

Jesus ser længere og dybere end os. Jesus kunne se, at han kunne ændre hele byens liv ved at besøge byens værste mand. På samme måde skal den kristne kirke i hele sit virke se længere end vores almindelige fornuft og fremtidsforskning kan se. Den kristne kirke tror på Gud, tror på det usynlige, tror på, at Gud kan gøre det, som er umuligt for mennesker.

Derfor skal vi heller ikke skære gudstjenestens liturgi til, så den kun rummer det, som alle kan forstå umiddelbart. Derfor skal vi ikke kun prædike det, som kan forstås med det samme. Derfor skal vi ikke kun holde gudstjeneste og drive mission, hvor folk forekommer modtagelige. Vi skal lære af Jesus at se langt. Hvis ikke Ansgar og de andre første kristne missionærer i Skandinavien havde haft dette blik på tingene, så var kristendommen ikke slået igennem her. Det samme gælder alle andre steder i verden. Kirken forkynder et under, nemlig Kristus selv, og kirken er selv et under, for det er Gud, der har givet os troen, og kirken forventer et under, nemlig at andre kommer til tro. Hvis kirken mister denne selverkendelse og forventning, så bliver den ikke moderniseret, men forarmet og truet af udslettelse.

Vi skal være glade for, at Kristus har opsøgt os – før vi fandt på at indbyde ham. Ellers var han aldrig kommet, og vi var aldrig gået ind i hans rige. Vi skal være glade for, at han stadig ser vor nød og kan og vil hjælpe os ud af den. Ellers havde vi mistet vor kristne tro og glæde for længst.

Tænk på den bibeltekst, jeg læste fra Det gamle Testamente for lidt siden fra alteret: Herren har gjort store ting imod os. Det oplevede Israel, og det har vi også oplevet i kirken. Det udelukker ikke, at der også kan komme svære tider både i den enkeltes lig og i kirkens liv – også i arbejdet med at at sprede evangeliet. Nogle gange må man sprede evangeliet under svære vilkår. Salmen taler om, at man sår med gråd. Men den slutter med, at man skal høste med glæde. Det er det perspektiv, Jesus lærer os. Uden ham kan vi ikke fastholde det. Vi har brug for at lytte til ham hele tiden.

Når vi sætter vort håb til Kristus, så siger han om os:

I dag er der kommet frelse til dette hus, for … Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte.

Amen

Kategorier BLOG - Jørgen Sejergaard