Udgivet af P - Kirsten Johansen, søn d. 19. maj 2019, kl. 16:01

4.søndag efter Påske 2019                                                                             Salmer: 747 - Lysets engel -  13 - Måne og sol - 294 - Talsmand som på Jorderige/ 292 - Kærligheds og sandheds ånd - 522 - Nåden er din dagligdag (efter nadver) - 234 - Som forårssolen morgenrød

  Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde: »Nu går jeg til ham, som har sendt mig, og ingen af jer spørger mig: Hvor går du hen? Men fordi jeg har talt sådan til jer, er jeres hjerte fyldt af sorg. Men jeg siger jer sandheden: Det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer. Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom. Om synd: at de ikke tror på mig; om retfærdighed: at jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere; om dom: at denne verdens fyrste er dømt. Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu. Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden; for han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og hvad der kommer, skal han forkynde for jer. Han skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer. Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde det for jer.« Joh 16,5-15                                 

    I faderens og sønnens og helligåndens navn Amen                                     

Prædiken

En lille, nyfødt pige lå alene i sin store seng på Sundby hospital. Hun var født en måned for tidligt og havde vand i begge lunger. Det var alvorligt. Børnelægen, dr. Friedrichsen, som var en berømt læge, og meget velanskrevet, havde rådet hendes forældre til at rejse bort en måneds tid, mens barnet besluttede, om hun ville leve eller dø. For det var bedst at de ikke nåede at lære hende at kende, hvis hun ikke overlevede. Det var i 1938, så forældrene bøjede sig for autoriteternes råd. De rejste til Norge for at stå på ski og komme til kræfter, så de, når de kom tilbage, bedre var i stand til at tage sig af den situation, som ventede derhjemme.

Ja, sådan så verden ud dengang..... Det har ikke kun ført noget dårligt med sig, at vi i dag er langt mindre autoritetstro!                                                                   Men den lille pige var alligevel ikke helt overladt til sig selv. Hver dag i løbet af den måned, det varede, tog en fin gammel mand sporvognen ud til hospitalet, for at sidde hos hende en times tid, ae hende på kinden, og holde hende i hånden. Han var ikke nær familie – han var gift med en søster til barnets farmor, og direktør for en stor virksomhed.                                                                                                 Pigen er nu en ældre kvinde, det er skuespilleren Susse Wold. Hun fortæller i sin selvbiografi ”Fremkaldt”, at den lille pige senere blev overbevist om, at den kærlighed og omsorg, hun mødte hos den fine gamle mand, er skyld i, at hun dengang besluttede sig for  at leve.  Som spædbarn var hun ikke i stand til at forstå, hvad den varme hånd betød, at den virkelig betød forskellen mellem liv og død.   Men der er nok ikke meget tvivl om, at også det lille barn kan mærke og er dybt afhængig af omsorg og kærtegn, længe før det forstår ret meget.                          Det der er afgørende er, at hun fik ømhed – og at hun fik fortalt historien om den fine gamle mand, som ikke kunne få over sit hjerte, at hun skulle ligge alene i den store hospitalsseng.                                                                                     Disciplene forstod nok ikke så meget af den tale, Jesus holdt for dem den sidste aften de var sammen. Og her, mange år efter, kan det stadigvæk være svært at forstå ordene.  Det er som med hænderne at gribe efter strømmende vand. Det gælder om at lytte, lade ordet tale og fortrøstningsfuldt vente på, at noget vil dæmre for os: Sådan var vilkårene, også da disciplene lyttede til mesterens afskedstaler den sidste aften.                                                                                 Vi må lytte, lade ordene tale og håbe, at ordene kan fæstne sig. For det er meget stærke ord, Jesus bruger når han tager afsked med disciplene. Judas er blevet udpeget som den, der skal forråde Jesus, og han har forladt dem. Stemningen har været højspændt og meget intens.                                                                       Det er det bedste for jer, at jeg går bort.... siger Jesus. Det er ikke mærkeligt, at disciplene ikke kunne se, hvorfor det var det bedste for dem....at han som de havde sat alt deres håb til, og havde opgivet alt andet for at følge, snart ville være død og efterlade dem alene med en opgave, som de slet ikke var klædt på til.                  Men at det var det bedste for dem ....som Jesus siger, det hænger sammen med dette, at ordet skulle ud i hele verden. Det skulle fortælles videre. Forkyndes med kraft for alle folkeslag. Af netop disciplene.                                                        Jesus måtte forlade dem og dø og opstå, for at han til evig tid kunne være midt i blandt os. Være til stede overalt, og til alle tider hos sine børn på jorden. Også i dag, så mange år efter, hvor vi samles til gudstjeneste her mellem påske og pinse..         Han forlangte ikke, at de skulle forstå det – den aften. Han vidste godt selv, hvor han var på vej hen – hvad der skulle ske. Om kort tid ville han blive taget til fange, forhørt og pisket, dømt til døden og kostfæstet.  Men det var mere, end disciplene kunne rumme. Også selv om de var voksne mænd, og ikke små nyfødte børn.        

Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu... fortsætter Jesus med at sige. Stille, lavmælt, og indtrængende taler han til dem. Det ligger ham på sinde, at hans ord vil leve videre i den kristne menighed.

  Vi har aldrig kendt ham, som disciplene gjorde. Men når evangeliet bliver forkyndt, er han til stede, uanset vores tro og tvivl og vores fatteevne.                                  

Vi bliver overøst med hans kærlighed i dåben. Her får vi at vide og mærke, med to små usynlige kors, tre håndfulde vand og håndspålæggelse, at vi er hans børn. At vi hører til hos ham. Og fordi vi ofte bliver døbt, når vi er spædbørn, er det jo som med den lille Susse på hospitalet: vi har ingen erindring om, at det er sket. Vi kan ikke huske noget om det.
Men alligevel har ordene gjort, at vores liv er blevet sat ind i et bestemt lys:            Vi er blevet genfødt til et liv med Kristus. Til et liv, som er omsluttet af hans kærlighed og velsignelse.  Længe før vi vidste det og var i stand til at fatte det.

Guds nærvær, hans tilstedeværelse i verden, det som kirken og vi lever af, her så mange år efter, at Jesus forlod disciplene og for til Himmels, det skyldes ånden. Helligånden, som under dramatiske omstændigheder kom ned over disciplene pinsedag i Jerusalem. Og som vi nu modtager i dåben. Og også i nadveren, vil jeg mene.                                                                                                                 

Og netop i dette kapitel føjes Helligånden til.  Midt i disciplenes sorg over, at de kommer til at miste et elsket menneske, føjes noget nyt til den relation, de har til Gud, og til Gud søn, nemlig Helligånden, som her kaldes Talsmanden og senere i teksten: Sandhedens ånd. Den vil blive lagt ind i deres hjerter.

  Vi læste i teksten fra alteret, fra Ezekiels bog den gamle profeti, hvor Gud sagde: Jeg giver jer en ny ånd, og et nyt hjerte giver jeg i jeres hjerte. Der tales om det gamle hjerte som et hjerte af sten, mens det nye hjerte er et hjerte af kød. Gud vil knuse det hjerte, der har brug for at blive forløst, så det kan vende sig mod ham.   Det nye hjerte er et hjerte, der banker for andre mennesker, og er fyldt med kærlighed. Det er et hjerte der må kunne bløde, kunne føle med en anden. Hvad fortæller Jesus her om Helligånden?

Ja, at den er vores talsmand.... advokaten, som kæmper vores sag over for Gud. Og den har – siger Jesus - til opgave at overbevise verden om synd og om retfærdighed og dom. Alle tre ord hører til i en retssal. Vi kan næsten ikke undgå at komme til at tænke på den retssag, Jesus skulle igennem samme nat.                                      Synd er, at de ikke ville tage imod ham, som Gud havde udsendt, Jesus Kristus.  At de i stedet valgte at dømme ham til døden.  Retfærdighed er at han nu bliver genforenet med sin Far i Himlen. Hermed er dommen fældet over den verden, som vendte ham ryggen.                                                                                             

Men Helligånden, talsmanden, kom ikke kun som dommer, for at sætte skel mellem disciplene og resten af verden. Den kom for at genoprette forholdet til Gud og for at vejlede os i sandheden.

Ånden blæser ind over verden – og ind i vores hjerter - Og får os til at lytte til evangeliet og høre hvad Kristus vil sige til os. Og til at søge sandheden. 
Og stole på Gud.                                                                                                  

Gud skal kunne kan tage bolig i vores hjerte. 
Ikke i kolde og hårde hjerter af sten, men i hjerter af kød og blod, som har følelser og samvittighed og livskraft.                                                                                   Vi må tro på, at Jesus er hos os med sin ånd. At ånden formår at gøre vores hjerte varmt og blødt. Og den formår at  skænke os tro og håb og kærlighed, o gså når vi, som disciplene bliver fyldt af sorg og modløshed og tvivl.                                     

Ånden vor trøst...levende varm....
og hellig og stærk, taler om Gud...                                                                   bærer os frem, dag efter dag...                                                                           Herren vor Gud vil vi takke...   Amen

 

 

 

 

Kategorier BLOG - Kirsten Johansen