Udgivet af P - Kirsten Johansen, søn d. 14. apr 2019, kl. 13:27

Palmesøndag Salmer: 402 - Den signede dag - 57 - Herre fordi du ikke lod guddomskraft - 84 - Gør døren høj gør porten vid/ 192 - Hil dig frelser og forsoner- 476 efter nadver (Kornet som dør i jorden) -750 - Nu titte til hinanden

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Mattæus kapitel 21 vers 1-9
Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: »Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.« Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: »Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.« Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte: »Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!« Matt 21,1-9

Prædiken

En forårsdag, i marts for 74 år siden, sad en ung mand på 21 år, og skrev et sidste brev til sin mor. Det var Kim Malthe-Bruun, som kort forinden blevet dømt til døden af tyskerne, på grund af sin medvirken i den danske modstandsbevægelse.

Kim vidste, da han skrev brevet, at nu skulle han dø, men han var helt rolig, fortalte han sin mor. Han vidste, at hun var stærk og ville kunne leve videre, når han var død, men det var vigtigt for ham, at hun også forstod det, der var sket, og det der snart ville ske. Han skriver:                                                                                           "Jeg er kun en lille ting, og min person vil meget snart være glemt, men den idé, det liv, den inspiration, som fyldte mig, vil leve videre. Du vil træffe den overalt – i træerne om foråret, i mennesker, du møder på din vej, i et kærligt smil. Du vil møde det, der måske havde værdi hos mig, du vil elske det, og du vil ikke glemme mig.

Jeg har vandret ad en vej, som jeg ikke har fortrudt, jeg har aldrig svigtet, hvad der i mit hjerte stod, og jeg synes nu, at jeg kan se en sammenhæng. Jeg er ikke gammel, jeg burde ikke dø, og dog synes det mig så naturligt, så ligetil. Det er kun den bratte måde, der afskrækker mig lige nu. Tiden er kort, jeg kan ikke rigtigt forklare det, men mit sind er fuldkommen roligt. "                                              Måske Jesus kunne have skrevet et lignende brev til sin mor, på vejen til Jerusalem. For han var også helt klar over, hvad der ventede ham inde i den store by: Forræderi, tilfangetagelse, og død.                                                                Alligevel var han rolig og fattet da han red ind gennem den gyldne post på sit æsel. 100 % villig til at gå i døden for sit budskab om kærlighed og barmhjertighed. Og i tillid til Gud og i absolut lydhørhed og loyalitet over for det, han var kommet til jorden for: At hjælpe os mennesker ud af mørket. Og give os livet tilbage. Livet i Gud.                                                                                                                    Kim Malthe-Bruun var rolig og afklaret, fortæller han. Han var kun beklemt over voldsomheden i måden han skulle dø på. Det var Jesus også, ved vi.

Kim blev henrettet, sammen med sine 3 kammerater, med skud i Ryvangen. Jesus blev pisket og hånet og brutalt korsfæstet på Golgata.

Den sidste aften var han også ved at miste modet, og bad til Gud om, at blive skånet: Lad dette bæger gå mig forbi…bad han i Getsemane have, lige inden de kom sammen med Judas, for at hente ham.  Han var et menneske, og følte den samme smerte og angst, som vi ville gøre.

Men når Jesus allerede kendte til alt det forfærdelige der ville ske inde i byen, hvorfor lod han sig så hylde palmesøndag, i stedet for at snige sig ubemærket ind i byen, sammen med disciplene?...kunne vi spørge…. Det er som en film, hvor man ser en glad og festlig scene, men underlægningsmusikken betyder, at man ikke helt kan lade sig rive med af glæden og festen. Jesus vidste at Langfredag ventede. At de samme mennesker få dage efter stod foran og råbte:  Korsfæst ham, Korsfæst ham! Glæden varede kun kort. Han var ikke den de havde håbet. Det afslørede han med det samme. Lige efter indtoget gik han op til templet, som var byens åndelige midtpunkt. Da han så alle dem, der havde opstillet salgsboder og stod og falbød deres varer, og vekslede penge, blev han meget vred. Han væltede de nærmeste borde, og jog kræmmerne væk, og råbte: Mit hus skal kaldes et bedehus, men I gør det til en røverkule!
De blev selvfølgelig også vrede. Og rygtet om, hvad han havde gjort må straks have bredt sig  ud over hele byen.                                                                                                                              Påskens begivenheder ender godt. Gud oprejste ham fra de døde påskemorgen. Men uden blikket på opstandelsen, ville historien om indtoget i Jerusalem være noget af en tom paradeforestilling.

  De var kommet til Oliebjerget, lige øst for Jerusalem, hvor de gjorde holdt i den lille landsby, Betfage. Her skete forberedelserne.Han bad to af disciplene om at skaffe et æsel og et føl. De skulle gå hen til et hus i landsbyen og finde dyrene, som stod bundet. Der ville ikke blive problemer, når de fortalte ejeren, at deres herre havde brug for dem.                                                                                              Han sætter sig på æslet. Og så følger det som vi allerede har hørt, at en stor folkeskare står langs vejen, og synger den gamle hyldestsalme til den nye konge, som kommer ridende ind i byen.

  Måske troede de virkelig at han var Messias, som jøderne havde ventet på i over 1000 år, han, som skulle komme og befri dem og skabe et Guds rige på Jorden.           I hvert fald havde de fået nok af den romerske besættelse. De ville have deres land tilbage. De ville ikke vente længere. Så de tog imod Jesus som en konge og viftede med palmegrene, og lagde deres kapper på vejen som en rød løber.                        Hosianna i det højeste… råbte og sang de.                                                          

Men så sker der lige det modsatte. Jesus nægter at sætte sig på nogen trone.          Og får hurtigt revet det billede, de har om en konge i stykker.

Indtoget er det modsatte af en magtdemonstration, nok snarere en afmagtsdemonstration, der trækker tråde frem mod langfredags kors. Jesus vil ikke spille den rolle, de forsøgte at presse ned over hovedet på ham. Han nægtede at leve op til vores menneskelige forventninger til ham.                                                      Og det er på sin vis det befriende, at i Jesus møder vi ikke Gud, som vi synes han burde være, men den almægtige Gud, himlens og jordens skaber – vores himmelske far. Vi møder ham i et menneske af kød og blod – et menneske der deler vores nederlag, vores sårbarhed, svaghed, og endelighed. Han er ikke nogen superhelt.

Men Gud i menneskeskikkelse – Gud, som har givet afkald på både guddommelige kræfter og usårlighed.  Vi hørte det allerede i læsningen fra Filipperbrevet:

Han, som havde Guds skikkelse,
gav afkald på det,
tog en tjeners skikkelse på                                                          og blev mennesker lig;                                                                                           og da han var trådt frem som et menneske,                                                           ydmygede han sig                                                                                                    og blev lydig indtil døden,                                                                                      ja, døden på et kors.                                                                                                

Denne stump fra Filipperbrevet, regner vi med, er noget af det ældste, vi har i det nye testamente. Muligvis er det en stump af en hymne, de allerførste kristne brugte, når de holdt gudstjeneste.
 I skal have det samme sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus… lyder det. Vi skal elske, som han elskede os først. Vi skal bære, som han bar. Og holde ud, som han holdt ud.                                                                                                   

Kristendommens håb er et æselhåb.  Et håb om, at Guds magt består i kærlighed.

Det er ikke en magt, der vælter konger og kejsere af troner og laver verden om, fra den ene dag til den anden. Men den kærlighed, der holder ved og bærer. Som pibler frem i det små og uanselige, og lader livet spire og gro og opstå fra de døde.           Se, din konge kommer, sagtmodig, ridende på et æsel, på et trækdyrs føl ….    Han kom for at følges med hver eneste af os.                                                      

Måtte han kunne give os tro og nye kræfter og nyt mod..

Og få os til at tage imod løftet om,

at han kom for at overvinde døden, og at vi

i troen på ham skal få evigt liv.

Amen.

 

 

 

Kategorier BLOG - Kirsten Johansen