Udgivet af P - Kirsten Johansen, søn d. 24. mar 2019, kl. 13:55

3. søndag i fasten 2019
Salmer: Nr. 736 Den mørke nat forgangen er - 305 - Kom Gud Helligånd kom brat- Nr. 276 - Dommer over levende og døde/Prædiken -  Nr. 487 - Nu fryde sig hver kristen mand (Mel: Lasse Lunderskov) - Nr. 634 efter nadver: Du ved det nok mit hjerte -266 - Mægtigste Kriste.                                                                                   

Dette hellige evangelium læser vi i Lukasevangeliet kap. 8 v. 14-28
Engang var Jesus ved at uddrive en dæmon, som var stum. Da dæmonen var faret ud, begyndte den stumme at tale, og folkeskarerne undrede sig. Men nogle af dem sagde: »Det er ved dæmonernes fyrste, Beelzebul, at han uddriver dæmonerne.« Andre ville sætte ham på prøve og krævede et tegn fra himlen af ham. Men da Jesus kendte deres tanker, sagde han til dem: »Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde, og hus falder over hus. Hvis nu også Satan er kommet i splid med sig selv, hvordan kan hans rige så bestå? I siger jo, at jeg uddriver dæmonerne ved Beelzebul. Men hvis jeg driver dæmonerne ud ved Beelzebul, ved hvem uddriver jeres egne folk dem så? Derfor skal de være jeres dommere. Men hvis det er ved Guds finger, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer. Når en stærk mand fuldt bevæbnet vogter sin gård, kan hans ejendele være i fred. Men kommer der en, der er stærkere, og overvinder ham, tager han straks alle de våben, som den anden havde sat sin lid til, og fordeler byttet. Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder. Når den urene ånd er drevet ud af et menneske, flakker den om i øde egne og søger hvile, men uden at finde den. Så siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg er drevet ud af. Og når den kommer, finder den det fejet og prydet. Så går den ud og tager syv andre ånder med, værre end den selv, og de kommer og flytter ind dér. Og det sidste bliver værre for det menneske end det første.« Mens han sagde det, var der en kvinde i skaren, der råbte: »Saligt er det moderliv, som bar dig, og de bryster, du diede!« Men han svarede: »Javist! Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det!« Luk 11,14-28 

Prædiken

Når sneppen kommer, driver Kristus den onde ånd ud….. Det er en sætning, som bliver gentaget flere gange i romanen Løgneren fra 1950 af Martin A. Hansen. 

Hovedpersonen, Johannes Vig, er degn og skolelærer på Sandø, og han ser sneppens ankomst i det tidlige forår som et tegn på, at det gode nu vil vende tilbage og besejre de onde og dæmoniske kræfter, som han mener, at både hans eget sind og livet på Sandø er blevet besat af. Efter en lang isvinter, hvor øen har været uden kontakt med omverdenen i flere måneder. Men da han, som lægmandspræst, på den tredje søndag i marts skal prædike i kirken over teksten med Jesus, der uddriver den onde ånd, kan han simpelt hen ikke. I sit indre flakker han omkring i øde egne og søger hvile, men uden at finde den nogen steder!

Der er ingen af os, som bør føle os mindre kloge eller forkerte på den, hvis vi da vi hørte evangeliet i dag tænkte, at det er da en dybt underlig og meget knudret  evangelietekst, vi har foran os. Hvad er hoved og hale på den, hvordan finder vi den røde tråd? Og Jesus bombastiske udsagn, at:  Den, der ikke er med mig, er imod mig.. lyder som noget, der kunne være klippet ud af en af præsident Trumps taler til nationen. Verden og sandheden er sort eller hvid. Der er ikke noget ingenmandsland – intet midt imellem.

  Den røde tråd i evangeliet må være den hårde og barske kamp mellem Gud og Djævelen, mellem lys og mørke, og sandhed og løgn. Jesus kæmper med den onde, og med dæmonerne. Hele fastetiden - de 40 dage fra fastelavn til påskemorgen – handler om kampen mellem det gode og det onde – tilgivelse og dom - kærlighed og had. Jesus blev døbt af Johannes i Jordanfloden og straks efter var han ude i ørkenen. Djævelen kom, med sine fristelser, og ville have ham over på sin side. Søndagen efter hørte vi om den kananæiske kvinde, som bad for sin syge datter. Hun opgav ikke, men insisterede på at han skulle hjælpe hende i sin nød. ….Næste søndag er det midfaste. Jesus skaffer mad til 5000 mennesker ude i ørken, så de ikke sulter ihjel.

                                                                                                                              Efter at Jesus har uddrevet den onde ånd, er folk uenige om, hvordan han kunne gøre det, Nogen mener endda, at han gør det ved hjælp af Beelzebul, Satan selv.       Jesus går i rette med dem: Hvis det er ved Beelzebul jeg driver dæmonerne ud, hvad så med jeres egne folk. Men hvis det er ved Guds finger så er Guds rige jo kommet til jer… Han er tydeligvis anfægtet over deres hårdhed og mangel på tro. Derfor bruger han to billeder, lignelser, som fortæller hvad der sker, når vi ikke vil tro – og kun forstår at være afvisende og ligeglade:                                           

Ondskaben, der kommer ind og bor i det tomme hus, er det ene billede. Det er et sindbillede, og virker ret uhyggeligt. Vi kender billedet fra bøger og film, f.eks krimier, når et menneske går ind i et tomt og forladt hus med knirkende gange. Faren lurer overalt. Huset kan være som et billede på os selv, og vores laden stå til overfor ondskaben råde. Og det mørke, som kan komme til og fylde os. Ligesom det fejede og prydede hus der står klar til at tage imod syv dæmoner. Hvis det er blevet vores situation, skal vi vende os til Gud: Bede ham tage imod os, komme til gudstjeneste, gå til nadver.                                                                           

Kampen mellem de to stærkt bevæbnede krigere er det andet billede.  Også her er det mennesket, der er slagmarken, når vi er holdt fast af den ondes magt. Indtil der kommer én, der er stærkere, Gud, som har magt til at overvinde Satan og befri os.

  Mennesket som en krigszone, eller et hus, der kan blive besat af det onde. Der er ingen grund til at sige, at det tror vi ikke på.  For selv om vi med vores fornuft ikke kan sige ja til, at ondskabens dæmoner virkelig findes, så ved vi det med vores erfaring. Tidligere prøvede man at kalde historierne med dæmonerne i det Ny Testamente for gammel overtro. Det begyndte vel med oplysningstiden i slutningen af 1800-tallet og det moderne gennembrud. Og kommunismen.                                  Her var troen på det gode i mennesket en stor del af ideologien, hvilket jo i sig selv også er vigtigt. Det gode i mennesket kom frem i lyset, ikke kun mennesket som en synder. Men det var en fejl at tro, at hvis alle f.eks ville få bedre levevilkår, og mere frihed og demokrati, ville der ikke længere være noget ondt tilbage i verden. At det så ville være forsvundet.

Det viste sig desværre ikke at passe. Med to verdenskrige og flere blodige revolutioner.  Mere velstand og frihed får ikke mennesket til at forandre sig grundlæggende. Dæmonerne hærger stadig.                                                       Dæmoni er det, der ødelægger det gode, gudskabte liv; som gør, at vi kun kan se os selv, kun kan rumme vores eget. Vi vender ryggen til hinanden, og gør andre til syndebukke for det ene og det andet.

Vi behøver ikke andre eksempler end dem, som TV giver os næsten dagligt. Beretninger om krige, flygtningelejre, fund af massegrave, flygtninge i tusindvis med deres fortvivlede håb om et bedre liv. Det gør ondt at høre om.

Vi kender også den lille daglige ondskab. Fra mobningen i skolegården til undertrykkelsen af dem, der er anderledes. Dæmonien lever højt på, at vi tit bare vælger at følge strømmen – og sjældent tager mod til os og siger: "Det her vil jeg ikke være med til"!                                                                                             

Den der tror, man kan forholde sig neutral i forhold til det gode og det onde, ender med at ligne det fejede, prydede hus, Jesus bruger som billede på vores sind. At være neutral betyder ikke at ville tage stilling, så længe ondskaben kun går ud over andre.

Har vi da overhovedet noget at skulle have sagt i den kamp? Kan vi befri os fra vores egne dæmoner?   Det er jo hele meningen i trosbekendelsen og dåben - at vi har et nej og et ja, at vi vender os fra ondskaben, forsager Djævelen, og vender os til Gud i håb om at han vil lade troen og kærligheden komme ind og fylde vores hjerter. Det værste, vi kan være, er ligeglade. Så er vi som det fejede og prydede hus, som står klar til, at de syv onde ånder kan flytte ind. Det bedste er at bede til Gud om at han vil fylde os  med Helligånden. Som har kraft til at blæse døren op til det gamle forladte  knirkende hus og fylde det med lys og liv og glæde.

Hvis det er ved Guds finger, jeg uddriver dæmonerne…. siger Jesus, så er Guds rige jo kommet til jer.

Guds finger er Helligånden, Jesu Ånd, Guds kærligheds kraft. I sig selv er den blød og gennemsigtig, næsten usynlig, men den rummer en langsom og stædig kraft, der kan forandre os.

Vi er ikke tomme huse. Vi har fået Guds Ånd og Guds Ord, Guds finger, der slog korsets tegn for vores pande og bryst og gjorde os til en levende sten i Guds kirke. Vi skal ikke længere leve i frygt, men i tro på Gud.                                                

Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det….siger Jesus som svar til en kvinde der pludselig bryder ud i råb, lige foran ham.

Evangeliet – det glædelige budskab, også i denne vanskelige evangelietekst, er, at Gud selv er gået ind i kampen. Han er midt i blandt os, med sin ånd og i sit ord, i dåben og nadveren. Selv når vi er fyldt af tvivl, når vi kæmper mod dæmonerne, når vreden og tvivlen og egoismen  har fat i os, må vi holde fast i  evangeliet – og tro på, at han hører os, i vores nød. Og at der ikke findes noget mørke,  der er for mørkt og for dybt til, at han kan finde os. Vi skal holde fast i evangeliet – bevare Guds ord.   Amen  

Kategorier BLOG - Kirsten Johansen