Udgivet af P - Kirsten Johansen, søn d. 27. jan 2019, kl. 16:24

2.søndag efter Hellig 3 Konger 2019

Salmer: 754 - Se nu stiger solen (Mel: Lars Nielsen) - 392 - Himlene Herre - 3. salme: To gyldne sommerfugle - tekst nedenunder. Findes i Salmedatabasen  / 319 - Vidunderligst af alt på jord - 192 vers 7-9 efter nadver -494 - Kærlighed fra Gud

    Dette hellige evangelium læser vi i Johs.evangeliet kap. 2 v. 1-11

Den tredje dag var der bryllup i Kana i Galilæa, og dér var Jesu mor med;  også Jesus og hans disciple var indbudt til brylluppet.  Men vinen slap op, og Jesu mor sagde til ham: »De har ikke mere vin.«  Jesus sagde til hende: »Hvad vil du mig, kvinde? Min time er endnu ikke kommet.« Hans mor sagde til tjenerne: »Gør, hvad som helst han siger til jer.« Der var dér seks vandkar af sten; de stod der efter jødernes regler for renselse og rummede hver to til tre spande.  Jesus sagde til dem: »Fyld karrene med vand.« Og de fyldte dem helt op. Og han sagde til dem: »Øs nu op og bær det hen til skafferen.« Det gjorde de så.  Men da skafferen havde smagt på vandet, der var blevet til vin – han vidste ikke, hvor den kom fra, men det vidste de tjenere, som havde øst vandet op – kaldte han på brudgommen  og sagde til ham: »Man sætter ellers den gode vin frem først, og når folk har drukket godt, så den ringere. Du har gemt den gode vin til nu.«
Dette gjorde Jesus i Kana i Galilæa som begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed, og hans disciple troede på ham.

Prædiken

Det er forfatteren Martin A. Hansen, som har skrevet den lille fortælling om Agerhønen. Den foregår lige efter 1 Verdenskrig. Faderen har været inde som soldat, og er endelig kommet hjem. Han har siden forsørget familien ved at grave, men nu er markerne frosset til, og der er ikke andet arbejde at få. Han har også været syg.

Så sidder familien, far og mor og børn i deres stue. Udenfor stormer det,  vinden farer omkring huset og hvirvler sneen op. Indenfor er der fattigt og trøstesløst.  Der er ikke nogen, der siger et ord. Moderen syr. Faderen sidder og læser i en avis, det samme stykke om og om igen. De har næsten ikke mere mad, og der er heller ikke råd til petroleum i lampen. Børnene ved godt, at de ikke skal sige noget. Så glæden er blevet helt borte for den lille familie. I det skarpe og kolde lys fra en karbidlampe er det kun fattigdommen, som kan ses!   Så lyder der pludselig et bump mod yderdøren. Alle i stuen hører det, og de bliver bange og urolige og tænker på, hvordan det lød, dengang de kom for at hente faderen, fordi  han var blevet indkaldt til soldatertjeneste. Han rejser sig og åbner døren. Lidt efter kommer han ind igen - med en død agerhøne i hånden. Den lå på trappestenen.. siger han. Jamen hvordan.. begynder moderen.  Der var ingen spor i sneen, svarer faderen, den er fløjet lige mod døren!
Fuglen er helt varm. Det er ikke til at forstå, at en død fugl kan være så varm under sine slappe vinger. Jeg tror godt, man kan forklare det!” siger moderen med fasthed i stemmen. En af drengene lister hen til vinduet. Og han ser en skikkelse, større end en mand, gå bort mellem træerne. Den lille fugl har smukke fødder. Alt på den er blødt, dens øjne er halvt lukkede, og fra næbbet kommer der lidt rødt blod. Så bliver den plukket. Faderen går ud og finder en dusk frisk persille, moderen skraber fedt af panden og tager de sidste kartofler. Hun tilbereder håbets festmåltid.

Der bliver lagt en ren hvid dug på bordet, den grimme karbidlygte bliver båret udenfor, og et dyrt stearinlys bliver tændt.   Historien slutter: Ude i mørket slog blæsten og regnen mod ruden. Men de vaskede sig, redte håret og pyntede sig. Så satte de sig ved højtidsbordet. Agerhønen blev delt, og der var kun ganske lidt til hver, men alligevel mættede den lille fugl dem alle.
 
Måltidet blev til et håbets festmåltid. Et under var sket. Agerhønen var midt i familiens fattigdom et tegn fra Gud.

Et under - det er netop et tegn fra Gud, på hans kærlighed og nådige hjælp, midt i vores verden, hvad enten den er rig eller fattig. En hjælp, som kommer uden at vi havde regnet med det, og som skaber tro og håb og glæde i os. Salmen som vi sang inden prædikenen, den med sommerfuglene og skovmusene og foråret, den handler om livets undere. Hvor det største af dem er kærligheden, foreningen af mand og kvinde.
Brylluppet er den største af vores fester. Uden sammenligning. En fest hvor vi fejrer kærligheden, livet, frugtbarheden, glæden.   Jesus var, sammen med sine disciple og sin mor gæster ved et bryllup i byen Kana. Man kan hurtigt fornemme i historien, at det var en stor fest med mange mennesker samlet om brudeparret. Bruden nævnes ganske vist ikke –brudgommen kun i en enkelt sætning til sidst. Men det gik ikke stille af – og  pludselig var vinen sluppet op. Det beskrives som noget af en katastrofe. Sådan noget måtte absolut ikke ske.                                                                   Ellers fortæller historien meget lidt om brylluppet. Det er det første under, vi hører om i Johannesevangeliet – og han vil først og fremmest forkynde, hvem Kristus er. Hvem han er, og hvorfor Gud har sendt ham til os.       

Den tredje dag var der  bryllup i Kana…lyder det. Den tredje dag eller tredjedagen. Den har vi allerede nævnt i Trosbekendelsen: Korsfæstet, død og begravet, nedfaret til Dødsriget. Og på tredjedagen opstået fra de døde.   Når evangelisten Johannes begynder sin beretning sådan, er det for at vi skal forstå, at her er noget på spil, også for os. Det er tredjedagens Jesus, den opstandne, han som lever i blandt  os, der fortælles om. Bryllupsfesten er vores liv, og vores gudstjeneste.   Vinen er et billede på liv og glæde. Og det sker også for os, at vinen slipper op: At glæden forsvinder, at vi mister modet og føler os fattige og alene og bange. Det kan være så slemt, at troen bukker under, håbet flakker forvildet omkring. Og kærligheden fryser.                                                                                                                    Så kan det ske, at Gud sender os en lille agerhøne, eller at han skaber vand om til vin.  At han giver os et tegn, som kan åbne vores øjne og få os til igen at tro og glæde os.   Jesus var som sagt gæst ved brylluppet. Og det kom ikke til at gå ubemærket hen. Hans mor bad ham hjælpe. Og selv om han var meget afvisende overfor ham: Hvad vil du mig kvinden! Er hans første svar...så forvandlede han flere hundrede liter vand til god vin – hvis man da ellers kan tro på fulde folk!

Spørgsmålet er: Hvorfor han gjorde det? De havde sikkert allerede fået mere end rigeligt! Var det under ikke bare spild af guddommelige kræfter? Vi tænker, at der måske var andre ting, han hellere skulle have taget sig af: Fattigdom, elendighed, sygdom f.eks…Hvorfor spildte han sine kræfter på dyr årgangsvin….?                          Men der er en anden side ved underne. De er symbolske handlinger. Tegn – som de bliver kaldt i Johannesevangeliet.                                                                        Jesu undere skabte ikke en ny verden – undtagen for de få, som oplevede dem.  Gæsterne ved brylluppet. Og dem, han helbredte for en sygdom eller opvakte fra de døde.   Men underet var et tegn på hans guddomsmagt og det nye, som kom ind i verden med ham. Og det er den vigtigste grund til, at vi stadig hører om dem.

  Hvis vi forstår, at det som Jesus gjorde den dag i Kana, først og fremmest var et tegn, så er der en hel masse ting, som åbner sig og giver ny mening:   Underet skete ved et bryllup. Mange gange senere bruger Jesus brylluppet som et billede, når han skulle fortælle om Guds Rige. Med Guds rige er det ligesom med en konge, der ville holde et bryllup…. Festen og glæden er billede på Guds rige.

  Der er også andre tegn i fortællingen. Uden for huset, hvor festen blev holdt, stod renselseskarrene. Jøderne brugte dem til deres religiøse skikke. De vaskede sig – for at blive rene over for Gud. I århundreder havde de renset sig, efter Moselovens påbud, men det havde ikke bragt dem et skridt nærmere Gud. Så kommer Jesus og fylder karrene – ikke bare med vand, men med vin – oven i købet særlig god vin. Det gamle er forbi. For vandet bliver til vin. For vin er glædens symbol. Og også nadverens.                                                                                             Begivenheden i Kana må have været noget af en øjenåbner for dem, der var med til bryluppet.

Vi kan ikke være med til festen og smage på vinen – men vi ser tegnet i det der skete. Og så har vi, i og for sig, også fået den væsentligste del.   Tegnet fortæller os, at når vi løber tør i livet, når vi oplever sorg og angst og modgang, så kommer han og fylder vores tomme kar – ikke med vand, men med troens og tilgivelsens og kærlighedens vin. For således elskede Gud verden, at han gav os sin søn…..         Der er meget, der kan slide på vores glæde. Vi hører hele tiden om alt det der sker rundt omkring os – terrorangreb, krige, voldsomme naturkatastrofer. Og overfald og indbrud og angst for at færdes ude, dér hvor vi bor.                                              Den glæde, som Jesus forkynder, passer ikke ind i den virkelighed, griber vi os måske i at tænke. Når der er så mange, der lider, og sørger og er bange. Glæden er kun en virkelighedsflugt – Vi skulle hellere tage livet alvorligt!

  Men i dag hører vi så om en glæde, som får lov at være det, den er – midt i verden, som den nu engang er. Glæden skyldes ham, som elskede verden, og også vores glæde. Han tog vores byrder på os. Frelste os fra synden, og gjorde os til sine børn.

På grund af ham er vi ikke længere fortabte, og skal ikke mere gå rundt i verden som forvildede får, ved tanken om døden og alt det, som vi slet ikke kan forstå og rumme.   
Han har overvundet døden og alt ondt. Så vi må være glade. Føle os trygge. Leve vores liv i tro og tillid til, at han er altid os nær, med sin kærlighed og tilgivelse.

Om en af de gamle kirkefædre fra oldtiden, Hieronymus, fortælles det, at han engang mødte en mand, som havde regnet ud, at renselseskarrene ved indgangen til bryllupssalen hver havde kunnet rumme mellem 500-700 liter.

Manden spurgte lidt spydigt, om han virkelig troede, at gæsterne havde været i stand til at drikke al den vin ved brylluppet i Kana?

Nej, svarede Hieronymus, vi drikker alle sammen af den endnu! Amen

Kategorier BLOG - Kirsten Johansen