Udgivet af P - Kirsten Johansen, søn d. 4. nov 2018, kl. 19:18

Alle Helgen 2018 Nivå Kirke kl. 16.00

Introitus ved koret - Salme: Nr. 754 – Se nu stiger solen (Oluf Ring) - Salme: Nr. 778 – Fred hviler over land og by- Prædiken-Salme: Nr. 571 - Den store hvide flok- Oplæsning af navne ved Karina og Kirsten- Motet: Ave verum corpus Nadver ved Karina -Nr. 476 – Kornet som dør i jorden - Salme: Nr. 787 – Du som har tændt millioner af stjerner.

Dette hellige evangelium på Alle Helgens Dag læser vi i Mattæusevangeliet
kap. 5 v.13-16  I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker.  I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules.  Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset.  Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene.

Prædiken  
Stille blues, i mol og maj, Pianomand, kan du høre mig? Hvordan står det til i de dødes land Det ved du nu – pianomand Er der koldt og mørkt i den sorte grav eller stråler himlen som det klareste rav er der sang og musik i de dødes land og swinger det – pianomand….. sådan lyder det i den sang, Kim Larsen skrev til en ven, som han mistede i 2002. Sangen er blevet meget kendt, efter at den folkekære sanger døde for lidt over en måned siden.

Hudløst ærligt beskriver han frygten for, hvad der sker, den dag vi dør: Er er koldt og mørkt i den sorte grav?.... Men det er nu Håbet, som står stærkest i sangen: Stråler himlen som det klareste rav…. Er der sang og musik i de dødes land? Vi får ikke noget svar, før den dag, vi selv lukker vores øjne…. Først nu, ved du det, pianomand! Vi må nøjes med at håbe, og tro….Og måske råbe op mod himlen! Og dog, Vi har for lidt siden hørt teksten fra Johannes Åbenbaring, Bibelens sidste bog, med billedet den nye himmel og den nye jord. Guds rige er som en drøm, det er ligeså smukt som en brud, der er smykket for sin brudgom…. Et skønnere billede kan vi vist ikke komme i tanker om. Den dag hvor Kristus kommer, vil Gud tørre vores tårer væk fra ansigtet, og der vil ikke længere findes død eller sorg eller smerte eller pine. Se jeg gør alting nyt! lyder der fra ham, der sidder på tronen.

Alle Helgens tekster og det, som er denne søndags opgave og formål: At mindes vores døde -  de giver os, som lever, en kærkommen mulighed til at lægge det fra os, som stjæler vores opmærksomhed i det daglige: Alt det materielle, vores I-pads og telefoner, det vi ikke nåede at blive færdige med.

Og for en stund løfte blikket mod Gud, som har givet os livet, og som igennem Jesu opstandelse har vist os, at selv ikke døden kan rive os ud af hans hånd. Og skille os fra ham.

Johannes’ fantastiske syner om den nye himmel og den nye jord – hvor døden ikke længere findes - må dog aldrig få os til at vende ryggen til denne verden med dens glæder og sorger.

I den kristne tro er ingen rynken på næsen af vores menneskeliv, som om det blot var noget, der skulle overstås, så vi hurtigst muligt kunne nå frem til himlen, med Guds lyse sale.

Livet er en gave. Det er smukt, også selv om det kan være hårdt at leve og være menneske. Livet er godt, også selv om det kan gøre rigtig ondt.

I er verdens lys… siger Jesus i Mattæusevangeliet. Han siger ikke, vi skal blive det engang, når vi får tid eller bliver voksne og kloge nok. Nej, vi er det – her og nu. Der er mennesker, for hvem du er deres livs lys. Og du har mennesker, der er dit livs lys. Nu og her. Vi kan forsøge at lukke øjnene for det, men vi kan aldrig løbe fra, at vi er skabt til at være lys for hinanden.

I er jordens salt….siger Jesus, det er ikke noget vi engang skal blive, når vi finder kræfterne eller får samlet energi. Nej, vi er det – lige nu og her. Saltet, som værner mod råddenskab og livslede.

Både saltet og lyset er ubrugeligt og nyttesløst, når det er alene. Vi kan ikke beholde lyset for os selv, eller gemme det i et skab, så slukkes det. Og saltet smager forfærdeligt, hvis vi ikke blander det med noget andet.

Saltet skal salte noget,  lyset skal lyse på noget - først da er det salt og lys. Som bærere af Guds salt og lys er vi sat i ind historien. Vi har modtaget det af dem, der kom før os, og vi skal bringe det videre til andre.

Det salt og det lys har vi allermest brug for, når sorgen og savnet er ved at slide os i stykker og dræner os for lysten til at leve. Vi har brug for mennesker, der tør være sammen med os i sorgen, og som skærmer os, når andre mener, at vi for længst burde være kommet videre. Det er sådan, vi kan være lys og salt for hinanden. I dag takker vi for de mennesker, der har været i vores liv. Vi mindes dem i kirken, og når vi senere går ud på kirkegården med lys og blomster.  I vores tre kirker i Karlebo Sogn har vi siden sidste år det var Alle Helgen, begravet eller bisat 118 mennesker.                                                                                                                                                  Vi har mistet gamle, som var højt oppe i årene. Midaldrende, som burde have haft mange gode år tilbage. Og unge, der havde det meste af livet foran sig. 

Det var et menneske, som vi holdt meget af og som betød alt for os. Vi havde måske aldrig forestillet os, hvordan det ville være at leve vores liv uden ham eller hende. Sorg er forskellig. Den ene sorg er måske mere et savn eller en forløsning.  Mor trængte til at få fred – far kunne ikke mere. De var mætte af dage.

Men for andre var det for tidligt. Uforståeligt og meningsløst. Og svært, selv her, hvor der er gået nogen tid efter begravelsen.

Sorg er kærlighed. En kærlighed vi ikke længere kan komme af med. Vi savner det, som betød så meget – som vi måske i det daglige tog for givet. Men nu hvor vi ikke længere har den elskede hos os, savner vi det. Det kan være svært at vende tilbage til hverdagen– for her hvor vi er nu– er den døde ikke længere.

Alle Helgens dag forener vores sorg og savn med vores tro, håb og kærlighed. Vi må tro på, at størst af alt er kærligheden.  At Gud igennem Kristus har vist os sin kærlighed. Mørket er ikke længere mørkt. Med sin død og opstandelse har han banet en vej for os ind i Guds rige

Håbet om, at livet er stærkere end døden, blafrer i dag både indeni og udenfor kirkerummet, når vi tænder lys for vores døde. Vi insisterer stædigt på,  at der er meget mere at sige, end mørke og ensomhed og sorg.

At himlen stråler som det klareste rav… og at der er sang og musik i de dødes land..som Kim Larsen så smukt udtrykte det.
Vores døde vil altid være en del af os. Vi ville aldrig været blevet de samme, uden de mennesker, som vi er bundet til med kærlighedens bånd. Den velkendte stemme….  smilet ….. blikket som med det samme forstod, uden vi behøvede at forklare…. Og kærligheden, som aldrig ophører.

Gud formår at vende vores sorg til glæde og kærlighed. Ikke sådan at vores kærlighed til dem, vi har mistet, blegner. Men sådan at vores hjerte bliver fyldt med taknemlighed, fordi de har levet.

Lad os takke Gud for livet. Og for de mennesker, der har været salt og lys i vores liv, givet os deres kærlighed, lige indtil den dag, hvor de ikke længere kunne følges med os. Amen

Kategorier BLOG - Kirsten Johansen