Udgivet af P - Kirsten Johansen, søn d. 7. okt 2018, kl. 15:16

19. søndag efter Trinitatis 2018
Indledende musik (kor + orgel): Weyse: Morgenstund har guld i mund.
Salmer:   729 - Nu falmer skoven -  299 - Ånd over ånder-  69 - Du fødtes på jord  -  /Prædiken - 349 - Herren han  har besøgt sit folk- Musik efter nadver (barnet bæres ind)-  Nr. 748 før dåb: Nu vågne alle Guds fugle små - Nr. 674 vers 1-2 og vers 7 efter dåb:  Sov sødt barnlille-731 - Nu står der skum fra bølgetop. Postludium: Tchaikovsky: 9 Sacred Pieces No. 2 (orgel version).  

Dette hellige evangelium læser vi i Johannesevangeliet kapitel 1 vers 35-51 Næste dag stod Johannes der igen med to af sine disciple. Han ser Jesus komme gående og siger: »Se, dér er Guds lam.« De to disciple hørte, hvad han sagde, og fulgte efter Jesus. Da Jesus vendte sig om og så dem følge efter, sagde han: »Hvad vil I?« De svarede: »Rabbi, hvor bor du?« - Rabbi betyder Mester. Han sagde til dem: »Kom og se!« De gik med og så, hvor han boede, og blev hos ham den dag; det var ved den tiende time. Andreas, Simon Peters bror, var den ene af de to, som havde hørt, hvad Johannes sagde, og var fulgt efter Jesus. Først møder han sin bror Simon og siger til ham: »Vi har mødt Messias« - det betyder Kristus. Han tog ham med hen til Jesus. Da Jesus så ham, sagde han: »Du er Simon, Johannes søn; du skal kaldes Kefas« - det er det samme som Peter. Næste dag ville han tage til Galilæa og møder Filip. Jesus siger til ham: »Følg mig!« Filip var fra Betsajda, fra samme by som Andreas og Peter. Filip møder Nathanael og siger til ham: »Ham, som Moses har skrevet om i loven, og ligeså profeterne, ham har vi mødt, Jesus, Josefs søn, fra Nazaret." Nathanael spurgte: »Kan noget godt komme fra Nazaret?« Filip sagde til ham: »Kom og se!« Jesus så Nathanael komme hen imod sig og sagde om ham: »Se, dér er sandelig en israelit, som er uden svig.« Nathanael spurgte ham: »Hvor kender du mig fra?« Jesus svarede ham: »Jeg så dig, før Filip kaldte på dig, mens du var under figentræet.« Nathanael udbrød: »Rabbi, du er Guds søn, du er Israels konge!« Jesus sagde til ham: »Tror du, fordi jeg sagde til dig, at jeg så dig under figentræet? Du skal få større ting at se end det.« Og han sagde til ham: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal se himlen åben og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen.« Joh 1,35-51

Prædiken                                                                                                                                    Efteråret findes; eftersmagen og eftertanken findes;                                              englene, enkerne og elsdyret findes;                                                              enkelthederne findes, erindringen, erindringens lys; og efterlyset findes, egetræet og elmetræet og enebærbusken, ensomheden findes... 
og eftertiden, eddiken                                                                                      

Sådan digter forfatteren Inger Christensen om Efteråret i sit store digt Alfabet fra 1981. Ordene begynder i det vi læste med e. Efteråret knyttes sammen med ord som enker, eddike og ensomhed  …….men også med: Erindring og Engle.                                                                                                       
Efteråret er kommet. Snigende og uden vi kan standse det: Bladene på træerne er ved at ændre farve, og der ligge blade og frugter og kastanjer på jorden. Snart er der kun de nøgne træstammer, og dage bliver kortere. Mørket trænger sig på.                                                                                                                       Der sker noget med os... mange af os i hvert fald... Det er som om, at tristheden og mørket lurer lige under overfladen. Vi må kæmpe, for at det ikke får for meget magt over os. Det skyldes vel i bund og grund, at årstiden minder os om livets afslutning. At vores liv også går mod efterår og død.

Og dog, for der er en, som råder for enden, ligesom han gør det for begyndelsen. Det evige liv har fundet vej til os, da Guds søn, Jesus, kom til jorden, stod frem og blev døbt af Johannes.   Vores liv slutter ikke i mørket, der er meget mere at sige. Med Jesu komme blev der banet en vej ind i Guds rige. Der blev rejst en stige mellem himlen og jorden, som forbinder os med Gud. Vi skal se himlen åben…. Det er det, vi hører her i det allerførste afsnit af Johannesevangeliet, hvor Jesus møder de første disciple.  Andreas, Simon Peter, Filip, og Nathanael. 

Når vi går i biografen, varer det noget tid, inden filmen begynder. Først er der reklamer, og så skal vi se trailere. Der vises klip fra de film, der snart kommer i biografen. Det går lynhurtigt – men man får lyst til at se mere.

Det er næsten det samme med vores evangelietekst. Vi skal holde tungen lige i munden, når vi hører om kaldelsen af de første disciple. Det vrimler med navne og personer, som alle sammen er spændt på at møde Jesus og finde ud af, hvem han er. De går frem og tilbage på vejen, og ud og ind af det hus, hvor han bor.

Nu sker der endelig noget i den lille øde landsby! Han som Johannes døbte – i Jordanfloden - Jesus af Nazareth - er kommet hertil. Hvem er han egentlig? Hvad vil han?  

Der er noget spredt fægtning over det hele. Men vi har også hørt den gamle historie om Jakob, der lagde sig til at sove ved vadestedet i ørkenen ved Betel, og i en drøm så en stige, hvor englene vandrede op og ned mellem himmel og jord.

Og vi  har læst Paulus´ beskrivelse af menigheden og kirken som et legeme, hvor ingen af lemmerne kan undværes. Begge de to tekster er med til at kaste lys over evangeliet.   Kom og se! Og følg mig! .....lyder det fra Jesus. Det sætter en kædereaktion i gang. Den ene hiver fat i den næste, som griber den tredje i armen. Vi har set. Følg med…..Og flere og flere samles om Jesus. De har store forventninger. Det afslører de navne, de kalder ham: Guds lam, Rabbi, Mester, Israels konge. Han kalder sig selv Menneskesønnen.

Men der sker også noget, der måske er endnu større: De bliver set. De opdager, at de er kommet ind i et fællesskab, hvor én har set dem. Det er som om himlen står åben og Guds engle færdes frit imellem dem.                                                   Historien ender med at Nathanael bliver gennemskuet. Ham ved vi ellers ikke noget om. Men han er den mest skeptiske af dem. Kan noget godt komme fra Nazareth? spørger han, da Filip begejstret fortæller, hvem han har mødt. 

Men så kommer Jesus  hen til ham, standser op og siger: Se, dér er sandelig en israelit, som er uden svig. Hvor kender du mig fra? spørger Nathanael… meget logisk. Jeg så dig, før Filip kaldte på dig, mens du var under figentræet… siger Jesus.  Hvad det svar betyder, aner vi faktisk ikke. Men det går rent ind. Den før så skeptiske Nathanael udbryder: Rabbi, du er Guds søn, du er Israels konge! På et splitsekund er hans skepsis forvandlet til tro.                                                                              Jeg kan kun forstå det som et udtryk for, at han føler sig gennemskuet – men på den gode måde. Ikke afsløret, men omsluttet af et blødt og varmt lys, der skinner på ham, så han bliver synlig. Jeg tror, det er det, han oplever i sit første møde med Jesus: At han bliver set. Genkendt og elsket, som den han er.  

Den lille episode er med som et hurtigt klip i traileren. Det første kapitel. Når vi kommer til selve filmen – alle fortællingerne om Jesu møde med mennesker – sker det igen og igen.

De møder Jesus – og bliver set. Mennesker, som er syge og fortvivlede, hjælpeløse, forkuede, og fortabte. De bliver set – Det gamle er forbi –  noget nyt er kommet ind i verden, noget, som har magt til at forandre deres liv.                                         

Den samme erfaring kan vi gøre i dag. Kristendommen handler dybest set om, at vi - både når vi er til gudstjeneste – og dérude, hvor vi hver især lever vores liv – må vi tro på, at der er et blik, der hviler på os. Guds milde blik, som ser ind bag facaden – ind igennem alt det, vi er stolte af og glæder os over, og alt det, vi kæmper med. Jesus ser på os med kærlighedens øjne.                                                                   Og han siger: Der er du. Jeg har set dig. Du er elsket.

Hans blik hviler over den lille, der snart bliver båret herop til døbefonten. Det hviler på os når vi kommer op til nadverbordet, når vi beder… og det hviler på os, når vi er fortvivlede og ikke kan se en vej ud af mørket.                                                       

De første disciple forstod ikke helt, hvad der var ved at ske. Men Jesus tog ikke fejl af dem. Han vidste allerede hvem de var, før de havde præsenteret sig.                   På trods af det tøvede han ikke med at gøre dem til disciple, og bruge dem til at føre sin sag ud i verden. Det var de i stand til, med hans kærlighed og tilgivelse i ryggen. Ligesom vi er det!   

Følg mig.... Kom og se! siger han til os. Og vi må tro og se op mod den åbne himmel. For Gud er ikke længere langt væk fra os. Han er her, midt i blandt os.                       I skal få større ting at se….. lover Jesus de første disciple.   Det handler om hans opstandelse. Om at Gud i ham ville sejre over døden, for at bane en vej mellem jord og himmel….

Påskebudskabet bliver allerede forkyndt her i 1. kapitel af Johannesevangeliet: At Kristus var kommet fra Gud, for at overvinde døden. For at tage al vores skyld og al ondskab på sig, og bane en vej til Gud.

En dag skal vi se himlen åben og Guds engle stige op og stige ned. Og han vi lede os på vejen, op af stigen, eller gennem tunnelen - til sit rige.                                    Det er det kristne evangelium. Amen  

Kategorier BLOG - Kirsten Johansen