Udgivet af P - Kirsten Johansen, man d. 6. apr 2015, kl. 09:40

2. påskedag 2015
Salmer: 236 (Påskeblomst)-218 (Krist stod op af døde -Berggren)-234 - Som forårssolen morgenrød/ 249 (Hvad er det at møde..)- Nr. 321 vers 6-7 e.nadver.- 773(Bliv hos os når dagen hælder)

Dette hellige evangelium 2. påskedag læser vi i Lukasevangeliet kap. 24 vers 13-35

Bøn: Når vi møder dig, Gud, i din solopgangs klare lys, vær nådig Herre, imod os. Amen

Prædiken
Kristus er opstanden, ja, han er sandelig opstanden.
Sådan lød oldkirkens gamle påskehilsen.

Og opstandelsen er stadig og vil i al fremtid være centrum i den kristne kirke.
Den er kristentroens Alfa og Omega.
Er Kristus ikke opstået!.....er vores prædiken tom, og jeres tro er også tom….
vi kommer til at stå som falske vidner om Gud
….som Paulus siger i sit 1.brev til Korintherne kapitel 15. For opstandelsen betyder at vi har Kristus med os på vejen.
Vi har ham i ryggen, han er ved siden af os, og vi går ham i møde. Hele vores liv.
Han lever og er til stede i verden.

Påskedags fortælling om kvinderne, som tidligt om morgenen kom ud til den tomme grav, og mødte en engel, som fortalte, at Jesus var oprejst fra de døde, blev der prædiket over i går. Ifølge evangelisten Markus flygtede de fra graven, ude af sig selv af angst, og de sagde ikke noget til nogen:
 
I dag er vi nået til andendagen – med beretningen om de to disciple, som går på vejen fra Jerusalem til en by, der hed Emmaus. Historien foregår påskedags aften.
De er på vej væk fra Jerusalem. Så kommer en tredje, og slår følge med dem.
Vi får at vide at det er Jesus – men de ved det ikke – endnu.
Deres øjne holdtes til…fortælles der.

Samtalen kommer med det samme til at handle  om alt det, der er sket i Jerusalem…
i dagene forud.  Den fremmede lader som om, at han ikke har hørt om det…
og så begynder de at fortælle om alt det, der hjerte er fyldt af….om Jesus der var blevet taget til fange af ypperstepræsterne og bagefter dømt til døden og korsfæstet.
Og om det, der var sket på tredjedagen, samme morgen, hvor nogle kvinder var gået
ud for at se til graven og salve ham…og nu kunne fortælle, at han ikke længere var død….men at han lever. Ordene vælter nærmest ud af deres mund.
 

Vi havde håbet….siger de midt i det hele…. at han var den, der skulle forløse Israel…!
Det er en langfredagsreplik – endnu er der ikke noget, der overbevist dem om, at han er opstået fra de døde. Det er nederlaget og fiaskoen, der fylder dem – det, som de tager med sig ud af byen.  Måske ønskede de bare at komme væk? Fra den truende stemning i byen.
Og fra fællesskabet med de andre disciple, som efter kvinderne også havde været ude ved graven, og konstateret, at den var tom.

Vi havde håbet…. Ordene lyder af opgivenhed og modløshed og fortvivlelse.
Der er ikke meget håb tilbage….for hvem kan tro på et tomt hul i jorden?

De havde ellers satset alt, og opgivet arbejde og familie, for at følge Jesus.
Kun for at se ham hænge på et kors forladt af både Gud og mennesker –
indtil mørket slukkede det sidste håb, mens Jesus råbte:
Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?

Nu var der den tunge vej tilbage til det, de kom fra – til de bedrevidende, hånlige blikke og ironiske bemærkninger: Hvad sagde vi..? Han var ikke værd at satse på!
 

De fleste af os har nok oplevet tidspunkter i vores eget liv, der ligner. Hvor tingene ikke gik, som vi havde forestillet os eller håbet.

Noget i vores liv gik i stykker, det hele blev for svært til, at vi kunne opretholde troen på forandring. Håbet og troen måtte se sig slået af dem, der var stærkere og havde ordet i deres magt.

Rigtig mange mennesker har f.eks. prøvet at stå midt i livet med skilsmisse, med økonomien i ruiner, kamp om børnene og gældssanering. På ruinerne af alt det, som skulle have været så godt og rigtigt og smukt……Vi havde håbet…!.

Det er den opstandne Jesus, der går sammen med de to på vejen til Emmaus.Han lytter til deres historie, spørger ind til den, selv om han om nogen godt kender den på forhånd.

Sådan har du og jeg også brug for, at nogen vil slå følge med os, spørge ind til det, de godt ved, men alligevel lytte til vores historier, når vi har mistet – mistet en, vi elsker, mistet vores gode helbred, mistet arbejdet, mistet håbet.

Gud er en Gud, der går sammen med os på vejen, også når vi har mistet troen. Blændet af vores egen sorg eller negative forventninger. Spærret inde i vores mørke og ensomhed.

Jeg holder rigtig meget af historien om vandringen til Emmaus – som evangelisten Lukas er den ene om at fortælle.
For hvis Jesus selveste påskedag, hvor han efter at være blevet levende igen,
burde have været stjernen og centrum for alles opmærksomhed -
men i stedet valgte at  slå følge med to modløse disciple på vej væk fra byen:

Vil han så ikke også komme og slå følge med sådan nogen som os, på de dage, hvor vi føler, at langfredagsmørket har lagt sig ind over vores liv?
De dage, hvor livet bestemt ikke er, som vi havde håbet.

Her på vejen mødte de Jesus, som ikke først krævede af dem, at de skulle bevise et eller andet, omkring tro, eller fromhed, eller gode gerninger, før at han ville følges med dem.
Han kom og fulgtes med dem i deres gudsforladthed, vantro, tvivl, og modløshed.
 

Luther talte i 1500 tallet imod den katolske kirkes afladshandel og pegede på, at vi retfærdiggøres af tro og nåde alene.Med blikket rettet mod de to på vejen til Emmaus, på vej væk fra alt det,
de havde troet og håbet på:
Så kunne vi måske også tale om retfærdiggørelse af håbløshed og nåde alene.

For her på vejen og ved bordet i Emmaus, der er det jo de håbløse, som den opstandne kommer til, og giver nyt håb.

Det er overfor dem, der har mistet sig selv, og mistet al deres tro,
at han første gang viser sig.

Det sker …da de er kommet frem, og sidder til bords, og han bryder brødet.
Da åbnes deres øjne, endelig, og de genkender ham!  Og får troen tilbage….

Vi skal ikke ud fra denne historie begynde at se tvivlen eller vantroen eller modløsheden som et ideal. Men måske er det nogen gange sådan, at vi  selv må komme til kort,
ramme et nulpunkt, råbe ud i mørket,  før vi får øjnene op for, at det ikke er op til os, at gøre noget, få skaffet os en stærk tro, for at håbet kan vende tilbage.
Troen får vi af Gud.

Måske skal vi ikke gøre andet end at komme til ham, også når vi føler os mest gudsforladt og alene – og bede ham tage imod os.
Og knæle ved nadverbordet, og modtage brødet og det lille glas vin….?

Og rejse os i tillid til, at vi ikke er alene, for han har i dåben antaget os til sine børn.
Og vende tilbage til det vi kom fra, med fornyet håb og tro på, at han er med os,
uanset hvad der sker.

-Da Jesus var væk…og de var alene tilbage i Emmaus, var de bagkloge.
Pludselig så de klart det, de ikke sansede et sekund, da han gik sammen med dem. Brændte vore hjerter ikke i os?
Herefter
tog de ikke tilbage til Jerusalem og mødtes med de andre disciple.

Tilbage er deres historie, som giver os håb om, at Kristus kommer og slår følge med os, også når vores tro er mindre end det mindste frø. Han opgiver aldrig at få os i tale.

Gud gav os sin søn, og lod ham dø på korset og opstå fra de døde, for at enhver som
tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.

Det skyldes alt sammen Jesu opstandelse.  Glædelig påske. Amen

Kategorier BLOG - Kirsten Johansen