Udgivet af P - Kirsten Johansen, man d. 9. jun 2014, kl. 14:11

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

Jesus sagde: »Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag.

Der står skrevet hos profeterne: ›Alle skal være oplært af Gud.‹ Enhver, som har hørt og lært af Faderen, kommer til mig.

Ikke at nogen har set Faderen, undtagen den, der er fra Gud; han har set Faderen.

Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der tror, har evigt liv.    Jeg er livets brød. Jeres fædre spiste manna i ørkenen, og de døde. Men det brød, som kommer ned fra himlen, gør, at den, der spiser af det, ikke dør. Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid.

Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.« Joh 6,44-51

2. Pinsedag 2014  Friluftsgudstjeneste

I Faderens og sønnens og Helligåndens navn. Amen

Prædiken

Pinse er festen for Helligånden. Ja, selve ordet pinse betyder egentlig bare 50 – nu er der gået 7 uger eller 50 dage siden englens budskab til kvinderne påskemorgen, ved den tomme grav, at Jesus var opstået fra de døde. 

Og det er 10-11 dage siden, vi fejrede Kristi Himmelfart, hvor Jesus forsvandt for øjnene af disciplene på et bjerg i Galilæa.

I 10 dage har de været ladt alene tilbage i verden.

Men så sker dét -  Pinsedag  - som Jesus har lovet dem. De modtager Helligånden, som et mægtigt kunstigt åndedræt fra Himlen, der blæser nyt liv og mod og nyt håb i dem, og får dem til at drage ud i verden og forkynde evangeliet for alle folkeslag. 

Det mærkelige er, at her til andendagsgildet, 2. pinsedag, virker det fuldstændig, som om ånden har forladt huset. I evangelieteksten finder vi ikke et ord om himmelsk susen, tunger af ild eller fjernelse af sprogbarrierer. 

Hvorfor nævnes Helligånden ikke med et eneste ord, når pinsen nu ellers handler om ånden –talsmanden, eller advokaten, som Johannes også kalder den?

Her er Ånden tilsyneladende erstattet af BRØD? 

Men sådan var det jo faktisk: Det fortælles om de første kristne, at de holdt fast ved brødsbrydelsen. Hjemme brød de brødet og de spiste sammen.  Ap.G. kap.2 v.46.

Og Jesus bruger samme billede: Jeg er det levende brød……og den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. 

 ---  Skiftet fra Helligånd til dagligt brød får mig til at tænke på den gamle talemåde, man i hvert fald tidligere kunne finde på at bruge, når man syntes, at en anden er ved at komme for højt op, og var ved at miste jordforbindelsen. Så blev der sagt:
Tag nu lige og spis brød til….!

 Sådan burde de journalister og fotografer, der stod vagt udenfor Odense Kongrescenter tirsdag aften, måske have sagt til sig selv, inden de lod den store sensationelle nyhed slippe ud på skærmen, ud fra, hvad en anonym kilde fortalte. Dagen derpå fulgte erkendelse og røde ører. Man kan ikke lade være med at undre sig over, at der ikke var flere, der besindede sig lidt før og begyndte at stille spørgsmål til alle spekulationerne.

2. pinsedags evangelium er måske sådan en besindighedens replik, næsten som englenes spørgsmål til disciplene, i begyndelsen af Apostlenes Gerninger, da de stod og kiggede opad, efter at Jesus var forsvundet: Hvorfor står I og ser op mod himlen…? Ap.G. kap.1 vers 11. 

Det er som om englene mente: Kom lige ned på jorden igen, det er her, I lever, det er her, Gud har brug for jer. Himlen må vente, jorden kalder. Tag lige og spis brød til. 

 Vi bliver mindet om, at ånden har form og krop– og vil tage bolig i det kristne fællesskab. Hvor to og tre er forsamlet…da vil han være iblandt os….  Ånden er kommet for at knytte det himmelske sammen med det jordiske – for at vi skal mærke Guds nærhed, og blive fyldt af begejstring og tro og kærlighed . Ikke så vi mister jordforbindelsen, men får styrke til at leve troens liv. Med alt det, som Jesus har lært os som den solide bagage. Det daglige levebrød fra kirken. 

Anna Marie Aagaard, tidligere professor i Århus med speciale i Helligånden, har sagt det skarpt og provokerende: Folk holder ikke op med at gå i kirke, læse i bibelen eller bede til Gud, fordi de har mistet troen – nej de mister troen fordi de holder op med at gå i kirke, læse i bibelen eller bede til Gud.  

Det er måske en noget grovkornet prædiken i en kultur, hvor det har været heddet sig, så længe jeg kan huske, at det er bedre at sidde på kroen og tænke på kirken end at sidde i kirken og tænke på kroen. Eller: Det er bedre at gå en tur i skoven og holde sin egen pinsegudstjeneste…

Det, hun siger, er jo, at troen kan løbe tør for brændstof, for Helligånd, hvis den aldrig bliver tanket op.  Den ender med at blive formløs og hjemmegjort, hvis der ikke er nogen trosbekendelse, evangelium, nadverfællesskab, som holder os fast og sætter os på plads. Derfor holder vi gudstjeneste.

Når det så er sagt, så kan vi ikke, hvor gerne vi end ville, selv skabe nogen gudstjeneste og holde liv i nogen kirke, uden vi gør det i troen på, at Kristus er det levende brød, som kommer ned fra himlen….. Vi skal ikke i ét og alt forlade os på vores egen måde at gøre tingene på….mene vi selv ved bedst og kan det hele….tro på, at kaffeklubber og frokoster, og spændende foredrag er det vi skal bruge alle vores kræfter på, for at trække mennesker til. Eller omvendt: Lukke os om selv og hygge os med dem vi kender….

 Vi skal ved åndens hjælp og med åbne hjerter forkynde ordet om Jesus Kristus som det brød, der kommer ned fra Himlen og skænker os det evige liv. Jesus sætter brødet op overfor mannaen, som Gud sendte ned fra Himlen, da Moses og hans folk sultede i ørkenen. Det gav dem mad i nogle dage.

 Men det brød, som er kommet ned fra Himlen, med Guds søn, er det sande brød, der giver evigt liv, og det brød, der skaber liv og fællesskab i kirken. Vi skal forkynde det med ord, og i handling. I nadveren, i gudstjenesten, med musik og salmer. Og også i den måde vi er på overfor hinanden, i menighedens fællesskab.

Når vi møder én, som har brug for, at nogen deler sin kærlighed og tro med sig, da giver vi det brød videre, som der er liv i. Også når den anden har svært ved at tro og se meningen med noget som helst.

Den svenske forfatterinde Margareta Melin har i en vidunderlig bønnebog for børn skrevet en bøn, hvor det lyder:

Jeg er god nok, for du har skabt mig,
Jeg er dyrebar, for du elsker mig.
Dejlig er jeg i dine øjne en ædelsten i din hånd…

Derfor gør det ikke så meget, hvis andre siger,
at jeg er værdiløs og dum.
For ind i mit hjerte hvisker du sandheden:
At jeg er mere værd end guld…

Jesus har med sit liv og sin død og opstandelse vist at det er sådan det er: At vi hver især er hans elskede barn. At vi betyder noget.   Så i kirken bør døren virkelig være vidåben for alle mennesker. I  dag giver det helt sig selv, for her er ingen døre……

Men det gælder året rundt: At ingen af Guds børn må føle sig udenfor og uvelkommen i Hans kirke. Heller ikke den der føler sig usikker på sin tro, og tvivler.    

For her holder Helligånden åbent hus for høj og lav – her indbydes vi alle uden forskel til at være med – og dele brødet og vinen. Tegnet på, at Kristus er midt i blandt os .

Vi skal som kirke og som menighed tage opgaven på os. Række det levende brød videre til den, som hungrer og tørster efter det.  For i det brød finder vi syndernes forladelse og det evige liv.

Velbekomme -  og Glædelig Pinse   Amen

 

 

 

Kategorier BLOG - Kirsten Johansen