Udgivet af P - Kirsten Johansen, søn d. 5. jan 2014, kl. 17:03

 

Hellig 3 Konger 2013 Salmer: 136-747-69/362 (Gør dig nu rede, kristenhed)-108 vers 4-6 efter nadver-392

Dette hellige evangelium på Hellig 3 Kongers søndag læser vi i Matthæusevangeliet kapitel 2 vers 1-12

Bøn: Gud, vær du vort lys, så vi aldrig skal vandre i mørke. Amen

Prædiken
For en del af os er juletiden efterhånden den eneste tid på året, hvor vi sender breve. Resten af året nøjes vi med at gribe telefonen, eller vi sender mails, små hurtige sms'er eller beskeder på Facebook, når vi skal i kontakt med hinanden.Den elektroniske tidsalder har vendt op og ned på vores måde at kommunikere på.

 Men juletiden er stadig for en del af os, ikke mindst os kvinder, tid til at skrive og modtage breve. En efter en kommer de dumpende ind af brevsprækken - nogen er håndskrevne, andre er trykte fællesbreve med en personlig hilsen - nogen er lange, på andre står der kun glædelig jul og godt nytår. Men de er alle sammen livstegn - måske endda fra gamle venner eller fjerne slægtninge, vi ikke har set eller talt med siden sidste jul.

Men til jul hører vi fra dem - og udebliver julekortet, bliver vi måske urolige og tænker: Bare der nu ikke er sket noget….? Når jeg begynder med juleposten fra sidste år – nu skriver vi jo 2014 -så hænger det sammen med et par af de breve, vi selv har modtaget i år.

I dem var der ikke kun godt nyt, for der havde været sygdom og død i den nærmeste familie

Som en, vi kender skrev, efter at han havde måttet sige farvel til sin kone, et par måneder før jul: "Ja, det blev et lidt tungt julebrev, men sådan veksler livet jo mellem lys og mørke - og somme tider er mørket mere fremme  end lyset. Men juleevangeliet fortæller, at lyset skinner i mørket og mørket kan ikke vinde over det - det er godt at kunne holde fast i, også når det ikke helt stemmer med de erfaringer, vi gør i vores liv."

Om noget tidspunkt på året, så bliver vi her på midt i årets korteste og mørkeste tid mindet om, at vi må løfte blikket fra jorden mod himlen - og sammen med hyrder og vise mænd lade stjernen over stalden i Betlehem minde os om: at der findes et lys, som ikke er afhængig af hverken vores styrke, og evner og penge eller vores svaghed, og manglende formåen.
Uanset om det stemmer med eller strider imod det vi lige nu erfarer og oplever, - så kaster Betlehemsstjernen sit klare lys ind over vores liv med dets glæder og sorger. Julen står som en ledestjerne i vinterens mørke og minder os om, at vi ikke må lade os slå ud eller begrænse af vores  erfaringer - at livet er langt større og rigere end vi kan fatte, også når vi har svært ved at se det.
For de vise mænd fra Østen kostede det en meget lang rejse at nå frem til den indsigt.Faktisk gik de fejl af målet, og tolkede stjernetegnet forkert. I stedet for at følge stjernen hele vejen, havde de deres egen forestilling om, hvor en kongesøn kunne findes. Så de tog op til  paladset i Jerusalem, hos kong Herodes boede.

Og da de blev klar over, at de var gået forkert - at det ikke var deres egne forestillinger, de skulle følge – men stjernen - først da fandt de den rigtige vej til barnet.  Stjernevejen. Og de gik ind i huset og så barnet hos dets mor, Maria, og de faldt ned og tilbad det, og åbnede for deres gemmer og frembar gaver til det, guld, røgelse og myrra…. kan vi læse i den smukke beretning fra Mattæusevangeliet.
De fandt ham - efter at de havde indset, at det ikke var deres egen klogskab og viden, der kunne føre dem til Guds søn.

Der findes mange slags vildfarelser - og de er ikke blevet færre i takt med tiden. I dag mener mange, at mennesker  i det store og hele har fået svar på alle livets store spørgsmål. Og hvis vi giver det lidt tid, får vi nok også snart svar på de sidste.

Vi skal somkristne passe på ikke at blive fjender mod videnskaben – vi skal lytte til eksperterne, for de ved jo i modsætning en del af os andre rigtig meget om det, de taler om.

Men hvis vi ikke vil vide af andet, end det, som videnskaben kan bevise, så tror jeg, vi går glip af det væsentligste – at vi farer vild i mørket. Ja, så risikerer mørket i sidste ende, når alt kommer til alt, at få bugt med os. Hvis viden og fornuft  er det eneste, vi har at holde os til, sidder vi tilbage uden ret meget andet håb end det, vi selv kan skabe.

En af de store overskrifter i Søndagsavisen, lige før Nytår var: Gud er stadig stor i Danmark.
Artiklen byggede på en undersøgelse af danskernes tro år 2013 – hvor det imod all odds viser sig, at omkring halvdelen af alle danskere tror på Gud. Og rigtig mange af dem, omkring 46 % beder jævnligt. Og næsten 40 % tror på et liv efter døden. Danskernes tro er vendt tilbage efter lang tids fravær…konkluderer en religionsekspert.
Avisens redaktør virker noget rystet, og giver Folkekirken en opsang for ikke at forny sig nok og sørge for at skabe bedre tilbud, men i stedet  søndag efter søndag stå og prædike for tomme kirker…..

Vi skal naturligvis som kirke tage udfordringen op. Uden dog at forsøge at gøre kirken til et sted, hvor vi bare vil underholde, bringe os selv i fokus og spise mad som kendte TV-kokke kunne have lavet den.
Kirken er et levende fællesskab med plads til alle mennesker, der søger svar på livets store spørgsmål. Hvor evangeliet om Guds søn står i centrum, og hvor vi alle kommer, som syndere, og sidder ansigt til ansigt med den levende Gud.

Men artiklen i Søndagsavisen er bemærkelsesværdig, fordi den dukker efter et par år, hvor vi næsten kun har kunnet læse om medlemsflugt og tapsivning fra Folkekirken, og profetier om, at nu er religionen for alvor på vej ud, og overtaget af rationalisne og videnskab og tro på teknologien.
Men som en af konklusionerne lyder i artiklen: Tro er det, der står tilbage, når alt andet er sat over styr. Og ligegyldig hvor rationalistiske og fornuftige vi er, så vil det, der definerer vores liv, være de ting, der ikke er til at begribe: Kærligheden, meningen med livet, den smukke sommerdag. Alt det er værdiløst, set med rationalistiske øjne….

Alt imens debatten raser, står kirkerne tålmodigt og venter på at mennesker træder ind i deres lyse rum.
Som solsikker, der drejer og strækker sig mod lyset, minder kirkkerne os om retningen og meningen med vores liv.
At vi er døbt til at være lysets børn - døbt til at tilhøre den Gud, der, som vi synger i en af salmerne i dag, den sidste: Skaber vismænd af os, vankundige små.

Evangeliet, dåben og nadveren er vores ledestjerner – som minder os om at vi er skabt af den levende Gud. Og de fortæller om det lys, Gud sendte til verden julenat, da han lod sin søn, Jesus Kristus, føde som menneske. Han der siden gik i døden for os langfredag, og opstod påskemorgen, for at vi kan få del i hans kærlighed og det evige liv.

Ledestjerner kan også for os, inden vi når ind i gudstjenesten, være Fadervor, som vi måske lærte som børn, eller historierne fra Bibelen, som vi ikke glemte. Eller nogle ord fra en prædiken eller en salme, som hang ved. Og ikke mindst de mennesker, som gav vores egen tro videre til os, i ord og  kærlighed. 

Jesus kalder sig selv for verdens lys…..og så siger han også et andet sted, at vi er lys for verden.
Man tænder ikke lys for at sætte det under en spand, man sætter det i en lysestage, så det skinner for alle i huset….
lyder det i begyndelsen af Bjergprædikenen

Vi skal være lys for hinanden…være ledestjerner….give evangeliet videre til dem, som søger efter det. Også dem, som ikke var så heldige at få det fortalt engang, men som  søger efter en mening med deres liv.

I gudstjenesten bliver vi mindet om lyset, der skinner i mørket – om håbet der modsiger al vor erfaring – men som kommer og giver os nyt mod til at leve og tro. Og vi bliver mindet om, at vi er ikke alene. At vi må lægge alting i Guds hænder –  Og at han altid er med os….han er lyset, som skinner i mørket. Og som mørket aldrig vil kunne slukke.  Amen

 

 

 

 

 

Kategorier BLOG - Kirsten Johansen